Første koncert, 24. september

Vi, der var til stede, husker endnu teenageren Amalie Mallings fremragende debut med Radiosymfoniorkestret.

Det var dengang med Mozart, og her, den 24. september blev hun akkompagneret af sin mand i den store alvorlige c-mol koncert, nr. 24.

Michael lagde fra land med Webers fantastiske ouverture til ”Jægerbruden”, et af de stykker i Malko-dirigent-konkurrencen, hvor kandidaterne viser, om de kan vise tænder!

Efter pausen spillede vi ”Gåsemors Fortællinger” og i en så åndfuld udgave, at den i en optagelse fik et ekstra liv.

Den følgende sommer var Bjørn og jeg med familier på besøg hos vore fælles venner, Elisabeth og hendes mand Preben. Der flyder en å gennem deres park, Mattrup-Å, og her sad vi så og padlede til ”Gåsemors Fortællinger”.

Senere på sommeren ville Bjørn sejle solokajak – uden Ravel – men den vendte rundt med oboisten, og Bjørns briller sidder, ifølge ham selv, ”nu på snuden af en nærsynet gedde”. En lille ekstra fortælling af Gåsemor!

Men tilbage til Tivoli.

Her blev der rundet af med Stravinskijs ”Suite nr. 2 for lille orkester”, som den hedder.

En dejlig aften.

Anden koncert, 29. oktober

Denne aftens ukrainske dirigent, Victoria Zhadko (1967) har vundet et utal af dirigentkonkurrencer, og den da bare 27årige var også umådelig bevidst omkring sin performance og det både over for orkestret og ikke mindre over for publikum.

Hun optrådte, til alles overraskelse til koncerten i buksedragt og helt i hvidt, men dirigere det kunne hun. De første skridt på hendes karrierestige havde været som guitarvirtuos. I sandhed en personlighed.

Solisten i Dvořaks violinkoncert var hendes modstykke. Den lidt ældre og rutinerede György Pauk (1936-2024). Han var i Danmark ikke mindst kendt for sit triosamarbejde med den Collegium-kendte cellist Ralph Kirshbaum og pianisten Peter Frankl. Også Pauk har vundet et hav af konkurrencer, men der var noget afslappet og slentrende over hans væsen. Men Pauk havde også været solist med bl.a. Maazel, Boulez, Haitink, Rattle og Colin Davies.

Dvořak-koncerten er altså ikke i klasse med cellokoncerten, men det kunne Pauk jo ikke gøre for!

Vi sluttede med Beethovens 2. Hurtige tempi, nej, meget hurtige tempi!

Tredje koncert, 14. januar, Surprisekoncert

Vi var ikke så skarpe på ny musik og uropførelser, men her kom vi med Bo Holtens obokoncert, bestilt af Tobakken og skrevet til Bjørn.

Det blev en betagende oplevelse. Bo havde i den grad forstået at lægge musikken til rette for Bjørns melodiske geni, og koncerten blev da også sidenhen indspillet til Cd.

Inden da dirigerede Michael Rossinis ouverture til ”Semiramis”, og Bjørn var ikke bleg for at varme op på denne krævende obostemme.

Efter champagnepausen (for publikum) blev det igen Mozart-tid, og ”Haffner-symfonien” i D-dur fik med Michael som man kunne læse i et dagblad ”både glans og fylde”.

I anledning af Nytåret altid en sjat Strauss. Her Joseph med hans ”Sfæriske klange”.

Rosinen var ikke Rossini, men selvfølgelig ”Elverhøj-ouverturen” med dertil hørende ekstra godter.

Fjerde koncert, 17. marts

Denne aften tilhørte Anne Øland i Mozarts dramatiske d-mol koncert.

Anne havde vakt furore i samme koncertsal med en samlet opførelse over flere aftener af alle Beethovens klaversonater. Folk stod i kø helt ned omkring springvandene for at komme ind til, hvad der i tiden var et must for alle Beethoven-elskere.

Nicholas Braithwaite, II var efterhånden blev fast gæstedirigent hos Collegium, og hans meget venlige arbejdsfacon satte man pris på. Også selv om vi nok kunne mangle lidt ”kant” i hans interpretation.

Efter pausen fulgte sekstetten fra Richard Strauss’ ”Capriccio”, et udsøgt stykke kammermusik og her realiseret af Collegiums dygtige førstepulte.

Koncerten sluttede med Haydn 88 i G-dur.

Men det var Anne Ølands aften.

Femte koncert, den 21. maj

Sæsonen sluttede ganske overvældende. Michael og orkestret havde sammen med Alfred Brendel indstuderet Beethovens ”Kejserkoncert” med henblik på turnéen til Stockholm.

Også reprisen her i Tivoli blev fantastisk, for en ting er Brendels magiske evne til at krybe ind i et mesterværk og indgå i klanglige dialoger med komponisten og hans ånd.

Noget andet er, at Brendel altid opfinder kammermusik midt i forløbene. Der bliver snakket med toner, og Brendels stærke brilleglas lyner i projektørlyset, når han spejder først her, så der og pludselig i et ryk hen mod basserne.

Ingen kan føle sig sikker, og enhver i orkestret føler sig enormt involveret og ikke mindst privilegeret.

Vi spillede som opvarmning Mozarts ”Linzer”, men inden da endnu en bjergtop. 23 strygere opførte Strauss’ ”Metamorfoser”.

Fantastisk musik og helt igennem en uforglemmelig aften.

En fin sæson og samtidig en afslutning på to sæsoner der har stået i Mozarts tegn.

Turnéen til Stockholm blev et sandt triumftog for såvel solisten, Alfred Brendel, for Michael og ikke mindre for hans kernetropper, orkestret.

Oplægget var to koncerter på hinanden følgende dage, hvor Brendel opførte Beethovens fem klaverkoncerter. Brendel havde den forrygende evne at kunne sætte en slags overordnet stemning for den enkelte koncert.

I fx den første C-dur-koncerten kunne han finde på at nærmest overspille dens humoristiske side, og tilsvarende kunne han lade c-mol-koncerten blive nærmest skæbnetung, mens Kejserkoncerten fremstod med ånd og i en ophøjethed, der udstrålede alvor og afklarethed.

At Brendel også kastede sig ud i kammermusikalsk spil med de enkelte soloblæsere siger sig selv. Men dertil kom, at Brendels og Michaels mangeårige musikalske venskab igennem alle fem solokoncerter skabte intimitet og nærvær.

Mange af vore svenske kollegaer var mødt op og udtrykte deres udelte begejstring. Det skal ikke glemmes, at musiklivet i Stockholm har en helt anderledes stærk tradition for freelance orkestre.

Filharmoniens store sal var fyldt, og succesen gjorde koncerterne til højdepunkter i orkestrets historie.