De første koncerter i 1981

I løbet af 1981 var der flere initiativer der på forunderlig vis fandt sted, og som hurtigt kom til at spille sammen.

Midt på sommeren fik jeg et postkort fra Michael Schønwandt: ”Hva’ skal barnet hedde”? Flere postkort senere: ”Hva’ mæ’ Collegium Musicum”?

Det var som en start ikke noget planlagt forløb, men udsprang i første omgang af en enkeltstående begivenhed: Collegium Musicums første koncert, der skulle finde sted på Tåsinge i Valdemar Slots riddersal lørdag den 15. august 1981. Der havde været prøver i København torsdag og fredag.

Michael havde på bedste landstrænervis sammensat et orkester på ca. 35 unge musikere i et program der bestod af Mozarts Haffner-serenade og Stravinskijs Pulcinella musik, og barnet var så døbt Collegium Musicum.

Slottets riddersal var ny renoveret med smukke lyse plankegulve, en fin akustik, og i sommervarmen stod vinduerne ud til gårdspladsen på vid gab. Musikken fik følgeskab af et par svaler der, tilsyneladende i højt humør, fløj rundt og satte ekstra overtoner på musikken.

I Stravinskys Pulcinella strålede sangsolisterne Edith Guillaume og Kim von Binzer, og det usædvanlige var, at Pulcinella-musikken kunne opleves i sin helhed og ikke bare som den ”sædvanlige” suite.

Koncerten blev radiotransmitteret med et par timers forskydning, og orkestret kunne derfor høre sig selv over radioen i den bus, fra Lyngby Turistfart, der transporterede ensemblet frem og tilbage mellem København og Tåsinge.

Valdemar Slots (og Orlovsmuseets) daværende direktør, Bredo Munthe Morgenstierne hilste os hjertelig velkommen. Han benyttede samtidig lejligheden til, gennem den imposante moustache, at forlange DR’s store blå transmissionsbus flyttet værk fra slotsfacaden. ”Vi kan ikke ha sådan et skrummel foran slottet”!

Umiddelbart efter koncerten var der et glas champagne til de medvirkende, og her blev både Michael og jeg nærmest bestormet af en meget entusiastisk publikummer. Michael havde mødt Nils Dittmer før, men for mig var det første gang, jeg oplevede Bikuben dynamiske fondsdirektør og leder af sparekassens forvaltningsafdeling i Landegreven.

”Det er jo fantastisk. Det må vi gøre til et fast orkester”! Sådan faldt ordene fra denne musikelsker og glimrende amatørviolinist, og sådan blev det! Som det vil fremgå af det følgende, skulle Nils Dittmer blive den praktiske og hvad økonomien angår energiske drivkraft bag orkestret, og igennem alle årene var vi en Trio energico, bestående af Dittmer, Michael og orkesterformanden. Men alt dette vender vi tilbage til!

Det var ikke helt tilfældigt, hvordan orkestret var sammensat. Michael havde skelet til, at der, på dette tidspunkt nok var respekt, men ikke megen sammenspil mellem Kapellets musikere og deres kolleger i Radiosymfoniorkestret (DR Symfoniorkester).

Nu blev der knyttet varme forbindelser, glødende tråde, der igennem de følgende mange år førte Danmarks to største orkestre tættere sammen. Og trådene gløder heldigvis endnu. Der blev skabt sammenhængskraft, og denne sidegevinst bør vi ikke negligere!

Men tilbage til Tåsinge. Alle orkestrets solister var på banen med små eller større dribleture, og alle husker, hvordan orkestrets ellers fuldstændig træfsikre trompetscorer Ketil, hamrede sin sidste tone op på overliggeren til en skærende septim. Flot som Preben Elkjærs famøse kiks tre år senere!

Septimen bragede ud i bussen på hjemturen, og det lo man meget af i denne ubarmhjertige kreds. Vi var rystet sammen til en enhed. Collegium Musicum var allerede et orkester.

Om søndagen, dagen efter Valdemar Slot koncerten, opførte vi det samme program i Tivolis koncertsal, og nu var dagspressen på plads. Der var sensation i luften og, da man fra det etablerede musikliv ikke kunne ane, hvad der var i vente, faldt der kun roser til de talentfulde musikere og deres på dette tidspunkt unge lovende dirigent.

Ensemblet havde Kim Sjøgren som koncertmester assisteret af Kapellets koncertmester, Mogens Durholm. Bratscherne blev ledet af Bjarne Boie Rasmussen, og Lars Holm-Johansen var anfører for celloerne. Med andre ord dannede Københavns Kammertrio et stærkt team oppe foran. Som koncertmester for andenviolingruppen finder vi Kapellets Søren Kaas Claesson, og blandt violinerne var de tre indvandrere, Ludmilla, Arkadi og Mikal fra Kiev gennem mange år en loyal enhed.

At oboens Bjørn Carl Nielsen med Gert Herzberg og klarinettens Niels Thomsen med Jørgen Misser hos træblæserne førte an, borgede for både fantasi i spillet og velklang, og undertegnede støttet af den dengang purunge Mikael Beier blev i hele orkestrets historie den faste fløjteduo.

DR’s Asger Svendsen, senere fagotprofessor i Malmø, havde allieret sig med Klaus Frederiksen fra Kapellet, og med Symfoniorkestrets Per Jacobsen og Henning Hansen var valdhornene på plads.

Per blev gennem mange år orkestrets praktiske mand med ansvar for noder og meget andet. I trompetgruppen havde Michael inviteret Ketil Christensen og Søren (Trompet) Emtoft, begge fra Kapellet, og denne uadskillelige duo var fanfarebærere lige til den dag orkestret lukkede. Også basunisterne Torbjørn Kroon og Kjeld Jørgensen var fra Kapellet.

Til debutkoncerten var der blot en enkelt basun, men Mogens Andresen, basbasunist og messingprofessor ved DKDM, tilhørte i alle årene gruppen af orkestrets mest entusiastiske medlemmer.

I det hele taget var det samlede blæserkorps en enhed, og alle var med til den sidste dag! I basgruppen havde Michael inviteret Morten Hansen fra Aalborg symfoniorkester og dertil basvirtuosen Mette Hanskov fra Kapellet.

I strygerkorpset sad kapelfolk nærmest systematisk side om side med radiokolleger, og man hyggede sig og konkurrerede også lidt på præcision og strøgteknik. Og hvem mangler vi så? Jo, Vibeke Franck sad ude på fløjen som en engel med sin harpe, og bag paukerne finder vi sjællændernes paukesolist, unge Palle Ritz Andersen.

Det øvrige slagtøj blev passet af Gert Mortensen og Per Jensen begge fra Kapellet, Per, der sammen med Søren Monrad Jensen senere også indtog pladsen som Collegiums faste paukespiller.

De første to koncerter blev fulgt op af en enkeltstående koncert i Tivoli den 28. november 1982. Det blev med Bachs 1. orkestersuite i C-dur. Derpå fulgte Mozarts herlige A-dur violinkoncert og med Kim Sjøgren som solist.

Kim kom til at indspille koncerten med orkestret, men herom senere. Schuberts Sjette, den ”lille” C-dur skulle gennem årene blive et af vores signaturværker, men her fik den sin første tur på stativerne.

Der var sagt i al beskedenhed lidt sensation i luften, og DR-Tv inviterede umiddelbart efter de indledende koncerter orkestret i studiet. Her spillede vi endnu engang Schuberts Sjette og Bachs C-dur suite, og dertil fik jeg lejlighed til at staccatere mig igennem Bachs Badinerie fra h-mol Suiten.

Et gensyn på You Tube afslører, at vi alle til hobe er slanke og nærmest provokerende unge!

Men det var blevet tid til at tænke og planlægge og, ikke mindst, forsøge at finansiere orkestret. Nu er der det særlige ved bankfolk, og ikke mindst i den kreds, hvor der handles værdipapirer, at alle beslutningstagere omkring sponsoraftaler synes at være tilknyttet denne specielle verden.

Dertil kom, at Kim havde en stor beundrer i Peter Augustinus, dengang formand for Augustinus-fonden, og Peter meldte sig selv på banen som en forkæmper for det nye orkester.

Derpå fulgte møder med fru Hanne Wilhelm Hansen (”fru” var en del af navnet) fra Wilhelm Hansens koncertdirektion, og resultatet af en række forhandlinger til flere sider resulterede i orkestrets første koncertsæson: fire koncerter i Københavns dengang historiske koncertsal, Odd Fellow Palæet.

Dette var uhørt.
Et privat finansieret orkester lægger ud med abonnementsordning og fylder så den ugedag ud, hvor musikerne ellers holder fri: søndag aften. Der skulle også forhandles med Palæets bestyrer, en lejeaftale der med frimurerne var indgået af restauratør Nicolaisen, der havde ombyttet sin restaurant i det gamle Bellacenter med den mere usikre indtjening i koncerthuset.

Endelig havde vi endnu en udfordring: Navnet Collegium Musicum var allerede et hæderkronet begreb i dansk musikliv. Gennem årtier havde Lavard Friisholm haft sin koncertserie på Glyptoteket og bl.a. med vores Lars Holm-Johansen som cellokoncertmester.

Men Lavard var definitivt stoppet, og en telefonopringning gav straks grønt lys. Lavard ville angiveligt opfatte det som positivt, hvis navnet kunne leve videre på denne måde! Dog, tilføjede han, ”husk nu det nye, og især den nye danske musik.

Der fik vi den!