Denne sæson skulle blive den sidste i Odd Fellow Palæet og den 5. og sidste koncert også den sidste, der nogensinde blev spillet i den gamle koncertsal.

Som altid skrev Michael et forord til sæsonprogrammet.
Og det var jo tilmed et tiårs jubilæum!

Dette på trods af, at som abonnementssæson var det altså den niende. Michael benyttede også lejligheden til at takke vores eksklusive sponsor, Tobakskompagniets ”House of Prince”, der nu gennem fire sæsoner var garant for orkestrets økonomi.

Michael måtte også nævne, at vi havde programsat to Beethoven symfonier (6 og 7), men de var nu erstattet af to andre (2 og 4).

Det var jo en mærkelig notits i et forord, for i det trykte program var alt rettet til. Men der lå et mindre drama bag! Formanden blev en aften ringet op af Radioens orkesterchef, der i meget kontante vendinger gjorde opmærksom på, at hvis vi ikke tog de førstnævnte symfonier af programmet, så ville jeg og den øvrige store gruppe af musikere, der var fastansat ved Radioen ikke få bevilget orlov til vore koncerter.

Altså, det var kniven på struben. Baggrunden for chefens ophidselse beroede i det faktum, at Symfoniorkestret i den selvsamme sæson havde programsat de samme symfonier til torsdagskoncerterne.

Bag dette lå der også en generel utilfredshed med vores eksistens. Dette var formodentlig ikke kun chefens mening, men i hele DR havde man dengang, og i højere grad end i dag, et princip om, at en Radiomedarbejder ikke virker for et konkurrerende foretagende.

Nu skulle man nok turde mene, at Collegium med sine fem koncerter, der altid lå på søndage, ikke stod som en konkurrent til Torsdagskoncerterne, men også deri havde vi undervurderet musiklivets uskrevne love, for bortset fra Collegiums kunstneriske kvaliteter havde vi også et publikum, og tilmed et stort et!

Vi følte ikke, vi havde noget valg. Vi hejste det hvide flag, og Beethovens største blev erstattet af mindre Beethoven, og så måtte vi vente med ”Pastoralen” til en senere lejlighed.

Første koncert, 6. oktober

Den dramatiske vending omkring Beethoven satte allerede sit præg på den første koncert, den 6. oktober.

Michael og orkestret sluttede med Beethovens D-dur symfoni, nr. 2.

Inden da kunne man opleve en barnestjerne på violin, Werner von Schnitzler (1978), der spillede Mendelssohn. Faderen fulgte ham spændt gennem generalprøven, og unge Werner gjorde det godt, kun må jeg nu, mange år efter, sukke lidt, for hvor mange barnestjerner har vi ikke applauderet, og hvad blev der siden af dem?

Nå, Schnitzler har nu klaret sig bravt og bl.a. med sin egen Strygekvartet og en Klavertrio. Koncerten indledte med Sibelius skuespilmusik til ”Pelléas og Mélisande”.

Nu var vi i gang!

Anden koncert, 17. november

Også den næste koncert havde et ekko af Radiokonflikten.

Men ellers ikke noget dårligt at sige om Beethovens 4. Koncertens fabelagtige klaversolist Vladimir Krajniev satte fingrene i både Schnittkes indadvendte klaverkoncert, der var tilegnet solisten, og derefter Prokofievs 1.

Krajniev havde vundet 1. pris ved Tjajkovskij konkurrencen i Moskva og var i disse år solist overalt i det internationale musikliv.

Koncerten blev glimrende ledet af Stockholm-operaens chefdirigent, estiske Eri Klas (1939-2016).

Tredje koncert, Nytårskoncerten, 5. januar

Nytårskoncerten blev dirigeret af vores faste gæstedirigent, Charles Groves.

”Elverhøj” med megen patos. Og straks kom aftenens to solister, Ketil og Søren på scenen og blæste i tertser og sekster Joseph Horovitz’ ”Concertino classico”.

De to trompetister havde i mange år trompet-fitness hver morgen. Så var embouchuren i gang! Inden pausen Mozarts ”Haffner”.

Efter pausen fik orkestrets koncertmester, Marianne Melnik lejlighed til at brillere i Rimskij-Korsjakovs ”Capriccio Espanyol”.

Tre ”Christmas Carols” med Vox Danica var jo 14 dage for sent på den. Til gengæld var der Nytår, så det basker med Johan Strauss’ geniale ”Flagermus-ouverture” og den ikke mindre melodiøse ”Kejservals”. ”Ejlen Magyar” og sikkert også ”Champagne” og ”Radetzsky”.

Koncerten den 5. april. Det er ikke uden bæven, jeg skriver dette afsnit, der omhandler den sidste koncert i denne vores 10. sæson.

Netop denne koncert kom til at betyde afslutningen på en epoke, men det vidste vi heldigvis ikke ved den første prøve der, helt udenfor det gængse fredag-, lørdag-, søndag-skema var lagt flere dage før.

Michael havde, og det var jo som et skæbnepust, valgt at opføre Johann Sebastian Bachs ”Mathæus-Passion”, Bachs størst anlagte værk og måske hjørnestenen i hele vor musikkultur.

Vi havde allieret os med Tivolis koncertkor, Københavns Drengekor, og den fortræffelige Morten Schuldt-Jensen stod for korindstuderingen.

Rækken af solister var fremragende. Eberhard Büchner var evangelist, Lars Thodberg som Jesus, og dertil en velklingende solistkvartet med Åsa Bäverstam, Marianne Rørholm, Ole Hedegaard og Ulrik Cold. Lars-Ulrik Mortensen sad ved cembaloet.

Koncerten startede med hensyntagen til værkets udstrækning, allerede kl. 19.00. Det blev en gribende opførelse, men i erindringen alligevel vanskelig at forholde sig til, for de efterfølgende begivenheder kom til at ændre alt.

Om mandagen dagen efter koncerten blev der i og omkring salen forberedt aftenens popkoncert.

Ledninger, fæstnet med gaffatape, blev lagt ud og hvad der ellers knytter sig til et show med den dengang populære duo, John og Aage.

Tirsdag morgen var Helle taget tidligt ind på det Patent- og Varemærke-kontor, hvor hun som jurist dengang arbejdede. Det lå på Oslo plads. ”Der er noget helt galt” hørte jeg hende sige i telefonen. ”Der er tyk røg og brandbiler med sirener. Jeg tror det er Palæet”!

Det var alt for sandt. Odd Fellow Palæet stod i flammer og skulle aldrig mere danne ramme om koncerter. Den store sal var så godt som væk. Kun ydermurene af koncertsalen stod tilbage.

Den lille sal var ikke berørt, men her har der ej heller siden været nogle koncerter af betydning. Brandfolkene tvivlede på, at branden var påsat. I stedet mente man, at nogle ledninger var blevet for varme.

Et brandvarslingssystem kunne have reddet bygningen, mente brandfolkene.

Midt i sorgen måtte man trøste sig med, at ingen var kommet til skade. Det var så uendelig trist. Collegium Musicums gyldne år havde på dramatisk vis fundet et udløb. Hvad gjorde vi nu?

I første omgang var vi mest i chok, men Nils Dittmer var ikke for ingenting en kæmpe fighter. ”Vi skal finde en løsning og det snart”. Og det fandt vi.

For alle der var tilstede ved denne storslåede og nu historiske koncert, er det både nostalgisk, men også hjertegribende at tænke på, at de toner der her kan høres, er de sidste klassiske klange, der blev skabt i Odd Fellow Palæets store sal: Slutkor af ”Matthæus-passionen”.

Udover Collegium Musicum dirigeret af Michael Schønwandt medvirker også Tivolis Koncertkor med korindstudering ved Morten Schuldt-Jensen: