Første koncert, 17.oktober

Som en opvarmning til orkestrets og Michaels gæstespil til Stockholm var Alfred Brendel vores solist ved den første koncert i serien, den 17. oktober.

Vi havde i den forrige sæson haft klaverkoncerterne 1 og 3 programsat med Brendel. Nu var det 2 og 4 og vi var, bortset fra nr. 5, ”Kejserkoncerten”, godt rustet til turnéen nordpå.

Michael slog først an til Beethoven-symfonien den underfundige nr. 8. Resten var helliget Brendel.

Den store pianist havde excentriske vaner, men bestemt ikke, når han spillede. Således var der altid sat hæfteplastre på nogle af fingerspidserne! Og i København var han begge gange angiveligt i tvivl om, hvorvidt han ville spille på Steinway eller på Fazioli.

Dette betød, at de to flygelgiganter måtte stille med hver sit flygel til den første prøve. Så ville mesteren der bestemme, hvilket der tiltalte ham mest.

Der kan muligvis have ligget en tanke bag dette selvskabte dilemma. Steinway og fx Bösendorfer havde det med at markedsføre ”klaversolister”, og Brendel har næppe villet være en del af en sådan ”pakke”.

Koncerten? Den var pragtfuld. Intet mindre.

Anden koncert, 28. november

Jeg har allerede nævnt, at Collegium havde et fint samarbejde med Thomas Dausgaard ved vore to turnéer til henholdsvis Svendborg og Kristiansand i Norge.

Nu gjaldt det en abonnementskoncert i Tivoli. Koncerten var ramt af en kæmpe forhindring, og den tager jeg på min kappe! Jeg havde fattet interesse for Dvořaks 1. cellokoncert. Ja, sådan en findes – mente jeg i min uvidenhed.

Det viste sig, at orkestersatsen var en mellemting mellem en torso og et halvt gennemarbejdet partitur.

Soliststemmen, derimod var gennemkomponeret og blev smukt udført af Michaela Fukacova. Dausgaard arbejdede sig med stor ildhu ind i rekonstruktionsarbejdet, nodeblade blev rettet til, noget blev strøget, det hele var temmelig kaotisk og vel at mærke underkastet vores begrænsede prøvetid.

Som indledning dirigerede Thomas orkestersuiten fra Faurés elegiske musik til Maetterlincks drama, ”Pelléas et Melisande”. Slutnummeret havde vi i forvejen på repertoiret, Mozarts herlige ”Posthornserenade”.

Da vi under den første prøve kom til fløjte/obo Concertanten måtte Bjørn og jeg erkende, at Thomas’ tempi var hurtigere, end vi havde forventet. Vi var dog en slags solister, og jeg gjorde Thomas opmærksom på dette faktum.

Tilmed satte jeg, ganske tarveligt i grunden, trumf på ved at fortælle, at hans egen lærer fra London, Norman Del Mar havde valgt anderledes bekvemmelige tempi!

Thomas stod tavst et øjeblik, og mon ikke han har tænkt på, at vi er jo venner. Men så sagde han: ”Ser du, jeg kommer meget gerne til en koncert her i Tivoli, sætter mig tilrette på 7. række og hører dig og Bjørn spille de to satser i jeres tempo.

Men… nu er det mig, der er dirigent, og det bliver, som jeg vil ha’ det” og så smilede han underfundigt, og jeg traskede op til Bjørn med den nedslående melding.

Bjørns reaktion var imidlertid overraskende. ”Jamen, så er han jo en rigtig dirigent”!

Historien har vist, at sandelig, det er Thomas Dausgaard.

Nytårskoncerten den 2. januar

Nytårskoncerten blev dirigeret af Nicholas Braithwaite (1939).

Først en aftapning ”Elverhøj”, dernæst Vivaldis sprudlende koncert for to trompeter. Ketil havde følgeskab af det norske trompetfænomen, Ole Edvard Antonsen.

Halvlegen sluttede med fryd for fløjtenisten, Bizets ”Pigen fra Arles”.
Efter champagnepausen, Rossinis ouverture til ”Askepot”.

Antonsen kom atter på scenen i Tivoli og blæste et ”Napoli-stykke” for kornet og strygere. William Walton skrev sin skæve og sjove ”Facade” suite nr. 1 med polka, Tango, Pasodoble og Tarantelle sevilliana.

Hen mod slutningen, Strauss’ ouverture til ”Karneval i Rom”, en ”Wienerwald-vals” hvorpå Lumbye tog over med et stemningsbillede fra Roskildebanens CO2 forurenende ”Jernbane-Damp Galop”. Mere ved vi ikke. Kan kun gætte på Galop og March as usual.

Fjerde koncert, 27. februar

Michael havde gennem årene løbende taget stilling til, hvor voluminøse værker vi rent kunstnerisk kunne tage på repertoiret. Vi var jo kun 40 røvere, nej musikere.

Samtidig var der sket en ændring i musiklivet. De historisk baserede opførelser vandt mere og mere indpas, og her holdt man sig ikke tilbage for at give sig i kast med fx Beethovens største symfonier.

Ved februar-koncerten opførte vi Beethovens 7. og den klarhed som det slankere strygerkorps kan præstere viste sig i den grad at klæde symfonien.

Koncerten indledtes med Jaques Iberts ret ukendte værk, ”Homage à Mozart” og solisten, Ernst Kovacic (1943) spillede på sin Guagdanini-violin Mozarts sidste, A-dur koncerten. Men aftenen tilhørte især Beethoven.

Femte koncert, 27.marts

Ved denne koncert skulle oprindelig Bo Boje Skovhus ha’ sunget Mahler.

Han meldte imidlertid afbud, og i stedet kunne vi fryde os over, at Inga Nielsen var trådt til som solist i Mahlers ”Kindertotenlieder”.

Optakten var Wagners ”Siegfried-Idyll”, og efter pausen havde Michael programsat Hans Werner Henzes 1. symfoni fra 1947.

Komponisten havde selv ominstrumenteret værket for kammerorkester, og da Michael tidligere har arbejdet sammen med Henze, var det en indforstået version vi præsenterede publikum for.

Til sidst ren jubel i Es-dur med Haydns nummer 99.

Programnoterne blev de mange sæsoner igennem skrevet med utrolig veloplagthed af Jens Østergaard (1929-2012).

På musikkonservatoriet havde han opnået mytisk status som en fantastisk formidler af det musikhistoriske stof, og da han holdt forelæsninger om Beethovens klaverkoncerter, måtte hans forelæsning flyttes til Rådhussalen.

De mange interesserede kunne ganske enkelt ikke være i konservatories festsal på H.C. Andersens Boulevard.

Fra denne sæson formåede vi Jens til, foruden de trykte programnoter, også at introducere aftenens musik fra scenen, og publikum mødte talstærkt op og fik således en ekstra dimension på den samlede oplevelse.

Ofte skulle Jens have stillet et flygel op, for hans lyse altid opadgående stemme blev akkompagneret af særligt interessante steder i musikken, som han med begejstring fremviste på flyglet.

Begejstring er jo stærk smitsomt, og mange af orkestrets musikere valgte at komme tidligt og få del i Jens og hans guldkorn.

Dog var der én der overfor mig klynkede: ”jeg havde ikke gjort mig klart, at det var sådan et enestående mesterværk, jeg skal spille i aften. Nu er jeg nervøs”!