”Med Matthæus-Passionen sluttede orkestrets første 10 år, og to dage efter mistede vi Odd Fellow Palæet ved den tragiske brand. Dermed mistede København og Norden en af de akustisk fineste sale, og Collegium Musicum sit faste tilholdssted.

Til sorgen over tabet af en så sjælden sal har siden knyttet skuffelsen over, at Odd Fellow Ordenen tilsyneladende ikke ønsker at undersøge mulighederne for opførelse af en ny sal på den traditionsrige plads. København kan ikke tåle at miste et spillested som Odd-Fellow Palæet, og alle gode kræfter må sættes ind på at fylde det tomrum ud, som Odd-Fellow Palæets brand har efterladt for hele det københavnske publikum”.

Sådan skrev Michael i forordet til Collegiums kommende og tiende abonnements-sæson.

Collegium havde Tivoli Festival som sit agentur. Her hjalp Tom Kristensen og de øvrige medarbejdere med at få en ny sæson på plads.

Det lå lige for at flytte koncertserien til Tivolis koncertsal, et byggeri fra 1956 med plads til et betragteligt større publikum end Palæets ca. 1100.

Det hele var jo startet tilbage i 1981, og vores anden koncert nogensinde var i netop Tivoli. På en vis måde var vi vendt hjem. Publikum var trofast. Nogle faldt fra, men ikke i en mængde, der virkede trykkende. Og Skandinavisk Tobakskompagni ydede fortsat deres fulde støtte til orkestret.

Første koncert, 13. september

Den første koncert i serien var med chefdirigenten selv og solisten James Galway, der endnu ikke havde fået et ”sir” tilført sit navn.

Ouverturen til Webers Oberon var startskuddet, og derpå kom fløjtemesteren på scenen og fløjtede sig igennem Mozarts G-dur koncert.

”Spiller han ikke i overkanten med intonationen”? spurgte Steen Bach-Vilhelmsen mig spagfærdigt? Jo, vel gjorde han så. Men han var måske blevet ivrig?

Efter pausen havde Galway igennem sine danske forbindelser, inviteret et hav af fløjteglade børn til at deltage i en happening, Robert Beasers ”Song of the Bells”.

Kom Jimmy som encore ind med sin Penny whistle? Ja, det tror jeg. Meget fornøjeligt. Som en storslået afslutning havde Michael programsat Beethovens ”Pastorale-symfoni” – en af de symfonier vi ellers ikke måtte opføre (se også afsnit om den 9. sæson).

En glimrende start i den nye ramme.

Anden koncert, 1. november

Også den følgende koncert blev overordentlig vellykket.

Engelske Sian Edwards (1959) viste sig at være en overordentlig kompetent dirigent, der sidenhen kom til at lede English National Opera i London og stå for dirigentuddannelsen på Royal Academy.

Edwards overholdt et stramt prøveforløb og var rejst sammen med sopranen Joan Rodgers (1956). Sangeren havde en markant karriere i både Lied og opera og optrådte jævnligt med berlinerne og Barenboim.

Programmet var krævende. Først Rossinis ”Italienerinden i Algier”, derpå Brittens gribende ”Les Illuminations” med Joan Rodgers akkompagneret af Collegiums strygere.

Efter pausen et kort værk af Ligeti og som en klassisk afrunding, Haydns symfoni nr. 80. Svær d-mol og suverænt dirigeret af førstedamen.

Optagelser fra denne koncert:

Femte koncert, den 4. april i Christians-Kirken

Sæsonens sidste koncert måtte af praktiske årsager henlægges til Christians-Kirken i Strandgade på Christianshavn, den man også kalder Teaterkirken pga. dens loge inddelinger.

Dirigenten, Guillaume Boulay var ret uerfaren, 28 år og 3.prismodtager ved Malko-konkurrencen i København.

Koncerten var måske særlig interessevækkende, fordi den unge fremadstormende violinist, Nikolaj Szeps Znaider spillede Bruchs koncert.

Det var sandt at sige ikke i den pletfri version, vi sidenhen altid forbinder med Nikolaj, men situationen var også vanskelig med en så uerfaren dirigent.

Første indslag var Debussys ”Lille Suite”, et arrangement ved komponistvennen Henri Büsser.

Efter pausen fik vi en Cherubini-ouverture og til sidst noget meget tankevækkende, en symfoni i g-mol af Méhul. Den var fra 1809 og dens 1. sats var som en kopi af Beethovens c-mol, ”Skæbnesymfonien” (1804/08).

Den 12. maj 1992 om morgenen fløj vi med et lille fly op til Kristiansand og her spillede vi i forbindelse med deres kirkefestspil, en koncert i Domkirken.

Unge Thomas Dausgaard var en meget veloplagt leder af orkestret, og undertegnede var solist i Mozarts D-dur koncert. Også resten af programmet var identisk med, hvad vi måneder senere gentog i Svendborg.

Hjemturen i det lille fly fra Norge blev ret så dramatisk med uhørt dybe lufthuller.

Ludmilla rullede med øjnene, og da bratschisten Carina Andersson notorisk led af flyskræk, var der en pædagogisk opgave at løse, men hjem og i god behold kom vi da.

Orkestret foretog søndag den 27. september 1992 en smuttur til Svendborg.

Koncerten i Borgerforeningens guldsal blev, som den tilsvarende i Norge, dirigeret af Thomas Dausgaard og undertegnede var solist i Mozarts D-dur.

Anledningens var den hæderkronede forenings 75 års jubilæum.

I Svendborg fik de også Mozarts pragtfulde nr. 29, A-dur symfonien. Dausgaard indledte med Nielsens ”Lille Suite” og undervejs også et af Griegs ”Lyriske Stykker” med en skøn obosolo for Bjørn.

Orkestret og Michael blev engageret til den 23. august 1992 at akkompagnere den psykisk handicappede pianist David Helfgott (1947). Det blev på flere måder en rystende, men også på sin vis en fantastisk oplevelse.

Optakten var, at Grønnegaards Teatrets dynamiske leder, Lars Liebst havde engageret orkestret til at medvirke ved en koncert, hvor David Helfgott var hovedattraktionen.

På dette tidspunkt havde han endnu ikke været genstand for portrættering i den Oscarbelønnede film, ”Shine”, men havde dog en karriere, der førte ham omkring.

Rammen skulle være en udendørs koncert i Kunstindustrimuseets smukke gårdhave i Bredgade. Det første jeg så til solisten var, at han helt alene og uden en lyd gik omkring og omfavnende havens høje træer.

Alt var tilrettelagt med scene, lys og et forventningsfuldt publikum. Der blev fra DMI varslet skybrud, og Lars Liebst demonstrerede, at han meget vel ville kunne styre fx en forlystelsespark som Tivoli.

I løbet af no time var der bestilt busser til både orkester og publikum, og så blev koncerten med minimal forsinkelse gennemført i Christians-Kirken på Christianshavn.

Kirken er rummelig, men der var fyldt godt op i logerne og på gulvet. David Helfgott var solist i ”Rhapsodie in Blue”. Anne Øland, som var blandt publikum, var rystet over de friheder han tog sig, men også ærgerlig over det amatøragtige i hans klaverspil.

I orkestret var vi ikke helt uimodtagelige for hans særprægede spil, men det mest besynderlige havde vi til gode. Michael dirigerede koncerten, og det var godt han var der!

Helfgott var hurtigt inde efter Gershwin og begyndte straks på et langt ekstranummer af Liszt.

Han spillede mindst ti minutter solo. Efter det store bifald var han straks klar til at fortsætte. Hans kone Gillian Murray, havde vist Michael, at han for guds skyld måtte bremse hendes maniske mand, og Michael holdt ham kærligt om livet som var han et træ i en gårdhave og indtil han og publikum var faldet til ro.

”Jeg følte mig mest som på et hospital og med hvid kittel” sagde Michael efterfølgende. Det mest sælsomme var imidlertid, at hans kone hævdede, at nu hvor de havde været gift i en lang årrække, havde hun aldrig hørt ham øve på dette Franz Liszt stykke. ”Det er nok noget, han har spillet i sin barndom”, mente hun.

Orkestret havde løbende nogle udskifter på især strygersiden. I sæsonen 1992/93 så den faste stok således ud:

Violin 1: Mogens Durholm, Marianne Melnik, Johannes Søe Hansen, Christina Åstrand, Ilja Bilet, Arkadi Servetnik, Mikal Kramer, Anders Fog Nielsen, Helle Hanskov, Anders Johnsson, Øivind Nussle, Elisabeth Zeuthen Schneider
Violin 2: Søren Kaas Claesson, Wladislaw Marchwinski, Ludmilla Servetnik, Ida Hye-Knudsen, Troels Svendsen, Kenneth McFarlan, Charlotte Theilmann, Per Lund Madsen
Bratsch: Bjarne Boie Rasmussen, Henrik doktor Olsen, Flemming Lave, Steen Bach-Vilhelmsen
Cello: Lars Holm Johansen, Ib Hermann, Charlotte Lund Christiansen, Carsten Tagmose
Kontrabas: Mette Hanskov, Lars Malther, Mikael Dabelsteen, Göran Söderström
Fløjte: Toke Lund Christiansen, Mikael Beier
Obo: Bjørn Carl Nielsen, Gert Herzberg
Klarinet: Niels Thomsen, Jørgen Misser Jensen
Fagot: Asger Svendsen, Klaus Frederiksen
Horn: Per Jacobsen, Henning Hansen
Trompet: Ketil Christensen, Søren Emtoft, Bjarne Nielsen
Basun: Torbjörn Kroon, Lars Haugaard, Mogens Andresen
Tuba: Jens Bjørn-Larsen
Harpe: Vibeke Franck
Klaver: Elisabeth Westenholz, Anne Øland
Slagtøj: Per Jensen, Gert Mortensen
Pauker: Søren Monrad
Orkesterfunktionær: Helge Olsen