Skip to content

Collegium Musicum på Lp og Cd

Orkestret havde i de forløbne fem år indspillet en lang række værker, og der kom flere til.

I første omgang var det Mozart-solokoncerter med Elisabeth Westenholz og Kim Sjøgreen som solister. Det svenske verdensfirma BIS havde i forvejen en kontrakt med Elisabeth, og hun skulle nu indspille Beethoven koncerterne 2 og 4 (BIS Cd 349) og naturligvis med Michael som dirigent.

Uagtet Elisabeths inciterende spil skulle det blive noget af en prøvelse. Søndag morgen midt i Københavns Bredgade burde ikke give støjproblemer, men vejret ville det anderledes.

I den ellers sjældent forekommende østenvind måtte kontroltårnet i Kastrup lade alle maskiner overflyve den indre by, så hver gang vi havde den røde lampe tændt, blev vi afbrudt.

Det var direktør Robert von Bahr der selv sad ved mekanikken, og han havde en ubehagelig vane med blot at knipse i fingrene. Det betød stop.

Elisabeth havde svært ved at holde humøret oppe. Der blev signaleret pause, og man diskuterede om, hvorvidt det hele skulle aflyses.

Formanden fik kuldegysninger ved at tænke på de musikerhonorarer, der således ville forsvinde op i luften. Heldigvis stoppede flystøjen efter pausen, og vi kunne gennemføre indspilningen af Beethoven-koncerterne.

Jeg lod et ord falde om det heldige udfald til regissør Per. ”Det var nu ikke bare held” fremturede han. ”Jeg ringede til kontroltårnet og spurgte høfligt, om de ikke kunne benytte en anden landingsbane. Og det kunne de åbenbart”.

Elisabeth indspillede også Beethoven koncerterne 1 og 3 (BIS CD 429).

Kim Sjøgreen indspillede Mozart violinkoncerterne nr. 3 og 5 (BIS Cd 282), og Elisabeth tog sig også af Mozart koncerter. Det var mesterværkerne 20 og 23 (BIS. Cd 283).

Lyt på Youtube:

Elisabeth Westenholz

℗ 1984 BIS

Kim Sjøgreen

℗ 1984 BIS

Det hele udkom på Lp, men også på Cd. Siden hen kan man lade sig forbløffe over indspilningernes skæbne. Nok ligger både Elisabeths og Kims stadig på BIS, men samtidig har Warner Music Group åbenbart købt sig til at udnytte musikken på anden vis.

Fx kan man nu slappe af til Elisabeths Beethoven under overskriften ”Classical music for meditation and Yoga”. Tilsvarende med Mozarts A-dur med Kims violin. Den indgår i en samling af ”100 store klassikere”.

Det var noget af en mundfuld at indspille alle N. W. Gades symfonier, men de blev så vellykkede, at man også i dag ofte vælger at afspille dem i P2. Og dette på trods af adskillige andre komplette indspilninger og bl.a. med DR-symfoniorkester.

Men her kan vi citere Peder Elbæk, som havde for vane at sige: ”Hvis I ikke kan lide, det vi spiller, kan I bare ringe til de andre. Det er også os”!

Det store gruppebillede i en opstilling foran Odd-Fellow Palæet er fra en søndag i 1984, hvor vi indspillede Gades 1. symfoni, ”Paa Sjølunds Fagre Sletter”. Men Gade-symfonierne blev indspillet forskellige steder, og i den 5., der har en obligat klaverstemme, var det Amalie Malling, der sad bag tangenterne.

Denne indspilning foregik i Vangede kirke, en anden i et begravelseskapel i Lyngby.

Gade symfonierne er samlet på fire Cd’er. 1 og 2, 3 og 4, 5 og 6, 7 og 8. Alle udgivne på Da Capo/ Marco Polo.

Der knytter sig en helt særlig historik omkring 6. symfoni. Michael og orkestret havde i Palæets store sal færdigindspillet tre af symfoniens fire satser, men tiden var løbet fra os, og nu resterede der kun et lille kvarter til at indspille den skønne langsomme sats.

Vi besluttede imidlertid at tage chancen. Rød lampe. Direkte indspilning og altså uden både en forudgående gennemspilning endsige prøvearbejde.

Ret så mirakuløst kom den ”i kassen” uden afbrydelser. Syv minutters skøn musik med ikke mindst Niels Thomsens forjættende klarinetsoli. Sidste akkord. Alle holdt vejret. Jo, minsandten. Den var perfekt. Intet at rette! Og det er denne version der blev den endelige på vores 6. symfoni. Lyt selv. Et vellykket lykkekast!

Eller som Michael selv udtrykker det: ”Den optagelse har en helt enestående atmosfære. Alle tryller – en lykkestund i min tid med Collegiums vidunderlige musikere”.

Lyt på YouTube:

℗ 1993 Dacapo

Gade symfonierne medførte, at orkestret i 1985 også indspillede Gades ”Elverskud”, og senere hans ”Psyche” og det sjældent hørte værk, ”Calanus”.

Alle tre værker dirigeret af Frans Rasmussen og med hans Canzone-kor. I ”Elverskud” var solistholdet fortræffeligt: Lisbeth Balslev, Edith Guillaume og Mikael Melbye. ”Psyche” var beriget med sangsolisterne Anne Margrethe Dahl og Stig Fogh Andersen. ”Calanus” havde Nicolai Gedda (1925-2017) som solist, og den aldrende verdenstenor viste sig at være ved fin stemme.

Frans Rasmussens indspilninger kom alle tre på Edition Kontrapunkt.

Poul Ruders anden violinkoncert blev meget positivt modtaget af pressen og efter uropførelsen indspillet med Rebecca Hirsch som solist og dirigeret af Michael (DaCapo/ Marco Polo).

Det var vigtigt for Collegium og Michael at indspille de to Richard Strauss-værker,

Obokoncerten med Bjørn Carl Nielsen og ”Den Adelsgale Borger”. Det blev en Kontrapunkt-udgivelse. På samme måde med Mozarts ”Gran Partita” for de 13 blæsere. Den blev suppleret med Gounods ”Petite Symphonie”.

Den sidste udkom på Rondo, RCD 8370.

Michael stod også i spidsen for den store produktion, Dupuy’s opera, ”Ungdom og Galskab”. Den fik supplement af fløjtekoncerten med Toke Lund Christiansen.

Udgivet på Da Capo/ Marco Polo. Ketil Christensen blæste Kim Helwegs trompetkoncert ind på Cd og på selskabet Rondo.

Som nævnt her i teksten var det et kæmpe scoop at kunne opføre Griegs klaverkoncert med solisten genskabt fra en pianorulle, Percy Grainger.

Koncertoptagelsen blev overført til Cd og kombineret med Graingers egen ”Jysk Sammenpluk”. Grieg kan i denne version også høres på You Tube, såvel som her i krøniken om Collegium.

Fra vores to ture til Provence har vi samlet koncertoptagelser med ikke mindst Beethovens c-mol koncert med Ralf Gothóni som den fænomenale solist. Og tilsvarende i en samle-Cd fra flere koncerter, hvor Michael dirigerer diverse ouverturer.

Udgivet på Rondo RLP 8318. Endnu en række koncertoptagelser blev samlet ”Til koncert med Collegium Musicum” og dirigeret af Michael, uddrag af værker af Fauré, Bach og Mozart.

Med Elisabeth som den gennemgående pianist indspillede Collegiums blæsere samtlige kammermusikværker med klaver af Camille Saint-Saëns. Det blev til sonaterne for obo, klarinet og fagot, mindre karakterstykker for henholdsvis fløjte, tenorbasun og horn og en klaverkvintet med trompet. Udkom som en dobbelt-Cd på Edition Kontrapunkt, 32062/63.

Back To Top