Denne sæson blev, og nok i modsætning til den forrige, fuld af kunst med spræl! Også publikum var vokset i antal, og det så rigtig pænt ud oppe fra scenen. At man stadig savnede Palæet giver sig selv. Den intimitet der opstod der, var ikke en af den store Tivoli-koncertsals kvaliteter.

Anden koncert, 25. oktober

Så kom Michael tilbage, og vor egen solotrompet Ketil Christensen forsvarede på suveræn vis den uropførelse, der var lagt i hænderne på ham, Kim Helwegs glimrende solokoncert.

Den blev sidenhen også indspillet til Cd.

Michael lod først bækken, triangel og stortromme sætte stemningen i Haydns nr. 100, ”Militær-symfonien”. Efter pausen et af de skønneste værker for mezzosopran og orkester, Berlioz’ ”Nuits d’été”.

Sangsolist var Christine Oelze (1963), en stjerne på Covent Garden.

Surprisekoncert, 24. januar

Surprise-koncerten lå dette år ekstremt sent. Til gengæld kunne Collegium allerede kl. 19.15 byde velkommen med Jens Østergaard, der inden hver koncert introducerede aftenens værker.

Efterhånden som det rygtedes, hvor spændende og det er ikke overdrevent, at man kunne møde halvdelen af publikummerne allerede her kl. 19.15. ”Elverhøj-ouverture” skulle jo være der, men for afvekslingens skyld var vi sommetider gået over til at lægge den sidst i programmet og som en optakt til de øvrige obligatoriske stykker.

Ouverturen til ”Wilhelm Tell” lagde stærkt ud og igen med Lars Holms suveræne intro godt assisteret af de øvrige cellister. Derefter var flyglet rullet frem til canadiske Louis Lortie (1959), en af sin generations store pianister, og han tryllede med Mozarts C-dur, nr. 21.

Som motto efter pausen havde Michael valgt et ungarsk tema ”Eljen A Magyar”! Og i den ånd spillede vi Berlioz’ ”Ungarske March” fra ”Fausts Fordømmelse”, Kodálys ”Suite” fra operaen ”Hary János”, og det med Ulla Schmidt på det originale ungarske hakkebræt!

Så fulgte Liszts ”Fantasi over ungarske folkemelodier”, og her var Lortie igen klaversolist, en enkelt Strauss-polka havde også ungarsk tema, og endelig fik vi Hubays violinhit, ”Hejre Kati” med violinisten som aftenens overraskelse.

Snart brød det løs, og jublen ville ingen ende tage.

Solist var ungarskfødte Anton Kontra. Se, det var en rigtig surprise!

Fjerde koncert, 7. marts

Koncerten blev dirigeret af Owain Arwel Hughes, II, den humoristiske engelske dirigent, der plejede at introducere sig selv med ordene: ”You have red wine, white wine and Owain”!

Collegium har altid sværmet for Respighis orkesterværker, og her var det hans Suite, ”Fuglene”, der var programsat.

Det hele tager udgangspunkt i Rameaus cembaloværk ”La Poule” og undervejs møder vi gøgen, duen, nattergalen og altså hønen.

DR’s harpenist, Caitriona Yeats (jo, hun er i nær familie med digteren Yeats) var en fin solist i Carl Reineckes kammermusikalske harpekoncert, og efter pausen spillede vi Schumanns Første, ”Forårssymfonien”.

De overvejelser vi havde, da orkestret begyndte for, hvor grænsen for hvad et ca. 40 mands ensemble kan fremføre, var efterhånden rykket en del.

Femte koncert, 11. april

Den sidste koncert i serien havde kun et enkelt programpunkt: En komplet koncertopførelse af Griegs musik til skuespillet ”Peer Gynt”.

Ingen tvivl om, at denne grundidé med at opføre det fulde partitur til skuespilmusik af de store komponister var et scoop. Således også her.

Solistrollerne var stærkt besat. ”Solveigs Sang” blev smukt foredraget af Anne Margrethe Dahl, Søren Pilmark var den hæmningsløse Peer Gynt, Jesper Christensen den nådesløse Bøygen, anklager og dommer i én person, Ghita Nørby personificerede alt det kærlige i historien og fik med sin karakteriserende stemmeføring dramaet til at flamme op. Universitetskoret Lille Muko sang dertil.

Og så kunne vi i en programannonce orientere publikum om de fem datoer for den kommende sæson, 1999-2000.

Underskrevet Skandinavisk Tobakskompagni, Eksklusiv sponsor for Collegium Musicum.