Forord

Der er noget forunderligt ved at åbne det store skrin, der rummer kammerorkestret Collegium Musicum og dets historie. Denne krønike tilegnes alle jer der med musketerånd var med til at holde sammen på det hele. Jeg tænker tit på jer.

Der er gået en årrække, siden vi drejede nøglen om, men nu er tiden kommet, hvor der skal kastes lys over Danmarks første privatfinansierede kammerorkester, ja orkester i det hele taget.

Det skal straks siges, at denne beretning er subjektiv i sin fremlægning. Krøniken bygger på mine oplevelser og erindringer, men som orkestrets formand gennem alle årene har jeg tillige haft mulighed for at trække på orkestrets righoldige arkiv.

Orkestret som institution er opløst. Det skete i forbindelse med, at Opera Hedeland, efter mange sæsoner med Collegium som fast operaorkester, besluttede at skabe deres eget image. Dette faldt meget passende sammen med, at mange af Collegiums oprindelige mandskab beklageligvis nu ikke var mere, og mange havde pakket instrumentet definitivt ned.

Det har været en fantastisk rejse, og min rejsekammerat var naturligvis orkestrets kunstneriske leder og dirigent, Michael Schønwandt. Michael fik idéen. Han ville skabe et kammerorkester og det primært med unge musikere fra byens to store orkestre, Det kgl. Kapel og Radiosymfoniorkestret.

Visionen og missionen lykkedes. Stik imod alle odds og forudsigelser overlevede orkestret og blev i mere end et kvart århundrede et prægnant indslag i vores klassiske musikkultur. Tilmed også det første helt privatfinansierede orkester af symfonisk størrelse i Danmark.

Det var svært. Men vi var også heldige. Og det helt usædvanlige var, at den enkelte musiker aldrig følte, at der var en hel etage af embedsværk, der kontrollerede deres indsats. Det var con amore, og selvom indtjeningen, i bedste fald, kun lige akkurat opfyldte fagforbundets krav til mindsteløn, så var der aldrig problemer med at besætte orkestret i en stærk opstilling.

Som det vil fremgå af denne krønike, kan man inddele Collegiums historie i (mindst) tre eller fire perioder. De gyldne år dækker ni år i Odd Fellow Palæets historiske ramme, den store sal, der bar på væsentlige opførelser i dansk musikhistorie. Dernæst, efter den tragiske storbrand, de mange, gode år i Tivolis koncertsal og tilsvarende, om end kortvarigt, på Det kgl. Teaters gamle scene.

Disse tilsammen 17 år foregår enten i Tivoli, begge steder på skift eller udelukkende på Gamle Scene på Kgl. Nytorv. Den fjerde og sidste periode er kun lige akkurat en egentlig ”Collegium-æra”, for her var forholdene helt anderledes, og opgaven bunden og lagt i faste rammer uden orkestrets indflydelse. Derfor vil denne periode kun blive sporadisk behandlet her. Den historie tilhører i langt højere grad det glimrende foretagende, Opera Hedeland.

Beretningen indeholder beskrivelser af alle koncerterne, værkerne, de medvirkende dirigenter og solister og så de sommetider overraskende momenter der især, hvis noget er gået galt, står særlig klart i hukommelsen.

Beretningen indeholder også et portræt af vores verdensstjerne, sopranen Inga Nielsen. Inga medvirkede ved en del af Collegiums koncerter, og der var knyttet tætte venskabelige bånd.

Der vil også være mulighed for at orientere sig om Collegiums mange indspilninger. Det var en ganske betragtelig mængde musik, der blev fastholdt enten som koncertoptagelser eller i studiet, der endda sommetider var Odd Fellow Palæet eller en passende kirke.

Man vil nok kunne mene, at jeg i denne krønike om Collegium Musicum, i mine overskrifter fx, har underspillet Michaels rolle som kunstnerisk leder og dirigent. Min fremstilling ændrer imidlertid ikke på, at det var og er Michaels hjerte, der altid banker stærkt og godt og i takt med både musikken og de musikere han arbejder for. Derfor vil Michael i denne fremstilling kun undtagelsesvis blive nævnt ved sit fulde navn. Det samme gælder for fx Elisabeth Westenholz og Kim Sjøgren. De bliver til Michael, Elisabeth og Kim.

Der skal her lyde en hjertelig tak til Generalkonsul Einar Høyvalds Fond og dets formand, Lennart Lynge Andersen samt til Tonekunstnerfonden for økonomisk støtte til her at kunne præsentere Collegium Musicums historie. Min søn, Christopher holder Collegiums hjemmeside ajourført og åben. Der skal også lyde en tak til Mia Elisabeth Nielsen, som har stået for såvel den grafiske udformning som for de tekniske finesser.

Men nu begynder vi. De mange års sæsonprogrammer breder sig ud her på min skriveplads. Stabler af avisudklip og anmeldelser falder på gulvet. Skal jeg nu overhovedet kigge i dem? Nytårsprogrammer udformet som små originale kunstsider har deres egen historie. Det hele lever igen. Paukerne er stemt. Træet tager luft ind. Buen på strengen. Michael løfter armene. Ja, nu begynder det. God fornøjelse!

Toke Lund Christiansen, marts 2025