I Collegium Musicums ”gyldne år” var Inga Nielsen en hyppig gæstesolist.

Publikum som orkestrets musikere blev hver gang grebet af hendes sangkunst, der var båret af en helt naturlig musikalitet, en usædvanlig teknisk kunnen og ikke mindst af en stemme, der både var stærk og smidig og ejede en helt særlig timbre, en klangskønhed der var helt hendes egen.

Imidlertid vil jeg tillade mig at gå lidt udenfor Collegiums rammer og her berette om Helles og mine mere personlige oplevelser med Inga.

Vi havde et stærkt venskab, og ved mange lejligheder kom jeg både på scenen og i det private tæt på den person, der ellers forstod at beskytte sin personlige integritet.

Det begyndte i grunden med at den i Danmark helt ukendte sopran var engageret til en Lp-produktion af Heises Drot og Marsk, en DR-operaindspilning ledet af John Frandsen og med et stærkt sangerhold, der også talte Ib Hansen og Tonny Landy.

Inga var i rollen som Åse, og lige fra de første strofer måtte vi i Radiosymfoniorkestret (DR Symfoniorkester) spidse ører: Denne klang! Aldrig hørt før. Det blev ved en oplevelse på afstand, men næste gang skulle det blive tæt på.

Bornholm

Det var varm juli i 1982, og på Bornholms Musikfestival havde man fået den idé at samle et ensemble der, sammen med Inga Nielsen, skulle skabe en musikalsk aften, en soiré, som den måske kunne opleves omkring 1850.

Inga sang, med Elisabeth på et opretstående klaver, Mozart, Kunzen og Mendelssohn. Inga og Elisabeth var også gode venner og havde begge spillet hos Esther Vagning, og man skulle ikke tage fejl. Inga spillede meget klaver.

Instrumentalisterne optrådte med Haydn, Kunzen, Kuhlau og Doppler. Koncerten i Rønnes plysteater blev radiotransmitteret, og jeg fik en del ballade for ”Haydn”.

Noderne for to fløjter og klaver var fundet på Det kgl. Bibliotek, og musikkens kvalitet passede ingenlunde til det berømmelige komponistnavn. ”Sådan noget svindel” surmulede en kollega i DR-orkestret, men måske var han bare jaloux?

Ensemblet indeholdt en kommende verdensvirtuos, men det anede vi ikke. Der var to violinister med fra Hamburg. De var begge teenagere og ikke helt nemme at få til at arbejde koncentreret.

Den yngste hed Christian Tetzlaff. Mange år senere stod han med hænderne i varmt vand, fem minutter før han skulle springe ind i Schostakovich’ violinkoncert.

Tetzlaff var fløjet ind til DR i sidste øjeblik, og jeg måtte, da hans hænder var tørret, låne solisten et sæt manchetknapper, for de var ikke kommet med i skyndingen.

Jo, han kunne godt huske de muntre dage på Bornholm! Inga og jeg og vores forældre havde god tid under prøvearbejdet til at hygge os med små ture og røgede sild på havnen.

Dertil kom, at min far, Asger var ensemblets cellist og min mor, Jytte og Ingas mor, der altid fulgte hende overalt hvor hun optrådte, blev rigtig gode venner. Fra da af var der knyttet bånd, som kun blev tættere med årene.

Rom

I 1987, et par dage før Bertel Thorvaldsens såkaldte ”romerske fødselsdag” den 8. marts, sad vi i SAS-flyet på vej til Rom. Nationalhelten, Thorvaldsen skulle fejres med maner i et tredages arrangement, et ”Omaggio a Thorvaldsen”.

I flyet kunne man bl.a. møde kulturminister H. P. Clausen, Inga Nielsen, balletdanser Johan Kobborg, koncertmester Christina Åstrand, bratschisten Claus Myrup og ikke mindst guitaristen Ingolf Olsen, der stod for hele idéoplægget.

Ingolf og jeg havde helt tilbage i 1970 sammen spillet til Thorvaldsens 200 årsdag. Vi var med årene blevet dus med Thorvaldsen. Også 50 år senere, i 2022, var jeg inviteret som en del af Thorvaldsenfejringen.

Men så kom Corona, og en ellers attraktiv tur til Rom blev aflyst!
Men nu tilbage til 1987.
Helle og jeg blev ude ved gaten i Kastrup standset af et kendt ansigt – en af ”kørelærerens” mange døtre, der alle var ansat i lufthavnen: ”Må jeg lige se jeres bording kort? Nej, der kan I da ikke sidde.

Hør lige – I er forresten lige blevet opgraderet for at få lidt bedre balance i flyet”! og så stod vi pludselig med to businesskort. Det hele var i øvrigt finansieret gennem Kulturministeriet, så alle sad uanset status på monkey-class!

Også Inga Nielsen, og det var hun sandt at sige ikke vant til. Ankommet til Fiumicino stæsede hun på de høje hæle med sine karakteristiske lidt hurtige gangart mod udgangen, indtil jeg kom bagfra og holdt hende kærligt om skulderen: ”Inga, du skal ikke være ked ad det! Dyreryggen oppe på første var så sej”!

Inga kunne sommetider betragte en med sine mosgrønne øjne og på en sådan måde, at man ikke kunne vide, hvad hun i grunden tænkte. Og hun var god til ikke at uddybe det.

Lidt senere var hele banden så indkvarteret på det smukke og klassiske Hotel Nazionale på Piazza Montecitorio. Udsigt til Trajan-søjlen og kun et smut fra Via Condotti og Den Spanske Trappe.

Helle og jeg fik en tung messingnøgle til en Suite på første med tre sammenhængende opholdsrum og det hele prydet med antikke møbler og malerier.

Snart stod vi ude på vores brede balkon, og så faldt ordene: ”Nåh, her er da ellers albuerum”. Inga, der ikke alene havde absolut gehør, men også en udviklet hørelse, svarede oppe fra femte etage, hvor hun havde stukket sit kønne hoved ud af tagvinduet: ”Det er der så ikke lige her”.

Hun tog senere hævn, men i virkeligheden så hun det komiske i situationen, for alle kunstnere, musikere og operasangere kender jo ellers hierarkiet alt for godt.

”Som instrumentalist skal man optræde med operasangere, så får man et større honorar”.

Koncerten skulle finde sted i en nedlagt kirke, Salla Boromini, der nu var forvandlet til kultursal, og vi tog straks derud for at prøve.

Koncerten var planlagt som en sammensat affære med vidt forskelligartede indslag, men alt med relation til den musikglade billedhugger. Pladsen var trang, og Kobborg kunne ikke vise sine evner på anden måde end at hoppe direkte op i luften. Men det spring var så til gengæld både meget højt og utrolig flot.

Balletdanseren Henriette Muus skulle til gengæld illudere det der på Thorvaldsens tid kaldtes ”attituder”: stå i forskellige positioner uden at røre sig og ligne en græskinspireret Thorvaldsens-figur. Vi spillede godt til. Prøvetiden blev brugt helt ud, og Inga var på i anden del med sange til tekster af H. C. Andersen og planlagte ekstranumre af Donizetti.

Imidlertid gik kirkens fløjdøre op med et brag, og en kompakt og skræmmende menneskemasse bevægede sig taktfast og truende fremad. Det viste sig siden, at bestyrerne af kirkerummet havde lagt en kongres med amerikanske kvindesagsforkæmpere klos op af vores prøve, og nu mente de åbenbart, det var deres tur.

Inga løftede midt i en frase den ene arm, øjnene slog lyn, og stemmen bevægede sig fra prøveniveau op til koncert-turbo. Den fremadskridende masse standsede brat, som mødt af en kraftig passatvind og begyndte så at bevæge sig skridtvis baglæns.

Det var som en film, man kørte bagfra. Snart efter havde dobbeltdøren med et lille klik lukket sig bag dem, og kvindegruppen var væk som smeltet sne. Musikkens magt er stor!

I flyet hjem, hvor vi nu alle var samlet på monkey-class, sad Helle og jeg sammen med Inga, og på et tidspunkt i 10.000 meters højde sagde hun lavmælt: ”Det var så sidste gang jeg sang Donizetti med Bel Canto klang”.

Vi vidste ærlig talt ikke, hvad vi skulle sige. Det lød så dramatisk og egentlig også trist. Ingas Mozart og fx Donizetti var jo det bedste vi vidste. Imidlertid betød hendes farvel – for det var det virkeligt – at hendes stemme var i udvikling.

Hun havde truffet et risikabelt, men også bevidst valg. Hun ville bevæge sig gradvis, dog heller ikke for langsomt, hen imod de tungere operafigurer, og hendes plan lykkedes.

Stemmen holdt og fik tilført nye dramatiske aspekter, en udvikling der først sluttede med hendes fantastiske Richard Strauss-roller.

Athen

En af DR-Symfoniorkesters mere omfattende turneer var en 16dags tur til Athen i oktober 2002. Vi skulle være væk i 16 dage, og da der var mulighed for at tage sin familie med, rejste Helle og jeg og vore to små drenge til Athen sammen.

Det skulle blive en dejlig arbejdsferie, og for orkestret, Michael Schønwandt og Inga Nielsen en overvældende succes. Opgaven lød på fire opførelser i Athens enorme koncertsal, Megaron, af Richard Strauss’ mesteropera ”Kvinden Uden Skygge”.

Inga havde nu bevæget sig helt ind i den dramatiske soprans univers, og hun sang Kejserindens parti. Operaens fire centrale solister er alle stærkt eksponerede med to dramatiske sopraner, en heltetenor og et stort basparti.

Den anden sopran, farverkonen, blev sunget af ungarske og legendariske Eva Marton. Hende havde vi mødt før. Nogle år tidligere spillede orkestret med Leif Segerstam ved en finsk operafestival til Puccinis ”Turandot”.

Titelpartiet blev fremført af netop Eva Marton, og hendes stemme var fuldstændig overvældende. Både kraftig, bred og hyper dramatisk. La Marton havde langt tidligere i karrieren også sunget Ingas rolle,

Kejserinden og endda i en produktion på The Met, hvor Birgit Nilsson sang Farverkonen, så La Nielsen havde noget at leve op til. Det blev en gigantisk succes.

Michael er så fortrolig med dette fire timer lange partitur, at han dirigerede det udenad og fremragende.

Da også scenografien med det spejlblanke sorte scenegulv understregede stykkets uhygge og uvirkelighed, blev det en begivenhed, der gav genlyd i den internationale operaverden. Og for Inga, der også havde sunget partiet i Dresden, på La Scala og i Wien, en kæmpe triumf.

Jeg talte ikke et ord med hende under alle de 16 dage i Athen. Hun var i sin boble af fuldstændig hengivelse til opgaven.

Vedbæk

En lys sommerdag var Ingolf Olsen og jeg inviteret op til Inga i Vedbæk. Hun og hendes mand, Robert Hale boede i en slags italiensk landvilla i det store format, hvad allerede den brede, lyserøde facade signalerede.

Indenfor blev vi budt hjertelig velkommen og inviteret ud på terrassen til kølige alkoholfrie frugtdrinks med isterninger og mynteblade. Herfra havde vi udsigt til deres park, hvor ikke mindst et lille vandløb og en bro i Venedigstil satte stemningen.

Det var en lykkestund, og jeg mindede Inga om, at nede i Vedbæks havn havde hun da rodet sig ud i noget, og det blev tilmed filmet med skjult kamera. Som et humoristisk indslag havde man inviteret operastjernen på kaffe og et interview, men samtidig havde tv-holdet iscenesat, at først én bil og siden en til kørte i havnen! Det interessante var så at følge Ingas reaktion, og den udeblev naturligvis ikke.

Men meget typisk for hende, fandt hun hurtigt tilbage til sit kontrollerede jeg og morede sig lige så hjerteligt som vi, seerne foran skærmen derhjemme. Da vi var ved at tage afsked, gik vi gennem den nok 20 meter lange hall, der fyldte hele ejendommens bredde.

Ud fra væggen lænede der sig en lang række høje spyd, som var vi i en middelalderborg, men blot kun spyddene og ingen tilhørende rustninger. ”Det er” forklarede Inga ”alle de spyd Robert har båret, når han sang Wotan på alverdens operascener.

Det var kun på Staatsoper i Wien, at han ikke måtte tage spyddet med hjem”. Ingolf og jeg undrede os og ikke mindst over, hvordan han fik spyddene smuglet med i flyet.

En stjernestund

Helle og jeg var på plads i Parken, da Inga havde sit folkelige gennembrud i Danmark. Det kan lyde mærkeligt alt den stund, hun havde optrådt herhjemme regelmæssigt og ikke kun med Collegium Musicum.

Men i Parken var det i selskab med Placido Domingo, og effekten fra De Tre Tenorer brændte igennem. Nede på den overdækkede grønsvær oplevede vi, hvorledes Domingo hele aftenen igennem lod Inga shine og i alle sine attituder viste, hvor meget han beundrede hende.

Hun har fortalt, at Domingo i Salzburg havde hørt hende varme op gennem en lukket dør og var straks blevet betaget af hendes stemme.

Da han gik til bekendelse svarede Inga meget nøgternt: ”Hvor længe har du stået der”? Den aften i Parken var en stjernestund for Inga og en velfortjent omend sen anerkendelse i det hjemlige.

Notabene

Inga Nielsens sidste bedrift blev i rollen som Salome i Richard Strauss’ alvorstunge opera. Hun havde inden denne Cd-indspilning for Chandos allerede sunget partiet i ikke mindre end 14 forskellige opsætninger, men partiet ville man 10 år før ikke kunne drømme om ville være inden for hendes rækkevidde.

Men Inga var, hvad mod angår, en kriger og samtidig helt utrolig bevidst omkring sin stemme og dens udvikling. Men nu var hun syg. En cancer udviklede sig alt for hurtigt, og indspilningen blev en prøvelse for hende såvel som for Michael Schønwandt og DR-symfoniorkestret.

Der er ingen tvivl om, at kun her i trygge rammer og med vennen Michael som en uvurderlig støtte, kunne det lade sig gøre. Visse afsnit kunne imidlertid ikke realiseres, og resultatet blev, at orkestret i disse afsnit indspillede deres lydside og over sommerferien, da hun havde fået det midlertidigt bedre, indsang Inga det resterende playback.

Man kunne forledes til at tro, at det kun kunne føre til et pauvert resultat, men tværtimod! Indspilningen blev i de internationale musiktidsskrifter rost og er endda i The Grammophone blevet kaldt bedste indspilning nogensinde!

En sejr, men også en svanesang for Inga.