Michael gør allerede i forordet til sæsonprogrammet opmærksom på, at koncertudbuddet i København har ændret sig siden begyndelsen af firserne.

Vi er med andre ord flere om at dele det klassiske publikum. Vi havde stadig et stort og trofast publikum, men vi mærker også, at kvaliteten i fx DR-Symfoniorkester er opadgående, DR Underholdningsorkester har store ambitioner, og Collegium kan ikke længere bare tænke ordet ”elite”, for det indikerer jo, at der er andre som ikke bærer prædikatet.

Men Collegium var her ved begyndelsen af sin 14. abonnementssæson velspillende. Violingrupperne var lidt mere ustabile i deres tilvalg, medens det øvrige orkester fortsat optrådte i stort set den selvsamme formation vi havde fra begyndelsen. Blot 15 år ældre! – for man skal i det historiske perspektiv erindre, at Collegium først havde 1½ år udenfor abonnementsserien.

Første koncert, 24. november

Michael åbnede med Mozarts ”Salzburger symfoni”, den ”lille” g-mol, nr. 25.

Den første af to solister, Ralph Kirshbaum, kom derpå ind med sin Gofrilla-cello. Han strøg sig med velklang igennem Samuel Barbers cellokoncert, og efter pausen fulgte vi ham igen og omhyggeligt i Tjajkovskijs ”Rokoko-variationer”.

Den anden solist, Susanne Resmark var Skovduen fra Schönbergs ”Gurrelieder”.

Det var netop i 1996 at Susanne havde vakt jubel i rollen som Magdalone i Carl Nielsens ”Maskarade”. En produktion der både væltede salen i Wien og blev et hit af en indspilning for Decca. Skovduen havde hun også sunget før ved en opførelse i Aarhus af hele ”Gurrelieder”.

Anden koncert, 15. november

Vi foretog i disse år nogle satsninger der både var kostbare, men også krævede ekstra meget koncentration.

Ved denne, den anden koncert dirigerede Michael Edouard Dupuys opera ”Ungdom og Galskab”, og dette som en komplet koncertopførelse. Solistlisten talte seks sangere, Ulrik Cold, Djina Mai-Mai, Peter Grønlund, Guido Paevatalu, Poul Elming og Erik Harbo.

Dupuy havde selv sunget ritmester Rose ved uropførelsen i 1806, og siden da er operaen opført ikke mindre end 322 gange på Nationalscenen.

Det blev en stor succes, og heldigvis fik vi kort efter mulighed for at indspille operaen og endda i Odd Fellow Palæet, det vil sige, i den lille sal, for det var hvad der var tilbage efter katastrofebranden.

Ved koncerten i Tivoli havde vi Jens Østergaard som en formidabel præsentator.

℗ 1997 Dacapo

Surprisekoncert, den 26. januar

Denne koncert blev i alle måder uforglemmelig og har indskrevet sig i Collegiums historiebog.

Inden pausen var det bare rigtig godt. Først Debussys fløjtesolo i en ”Fauns eftermiddag”.

Derefter den fremragende franske violinist, Pierre Amoyal der med mesterskab trakterede Saint-Saëns’ violinkoncert nr. 3. Ja, Saint-Saëns blev gammel, og han nåede at komponere utroligt meget, og jeg har allerede fremkommet med mit credo: jeg elsker hans musik!

Amoyal trakterede den berømte Kochanski-Stradivarius, der i 1987 var blevet ham frastjålet, men i 1991 var kommet tilbage til ejermanden.

Men publikum sad under pausen med at mysterium. De havde jo et salsprogram mellem hænderne, og heraf fremgik det, at vi ville opføre Grieg klaverkoncert, men der var tilsyneladende ingen solist!

Nå, det er nok en overraskelse, og om lidt kommer Elisabeth så ind. Men nikke-nej. Michael kom i stedet slæbende ind med en fotostat i mandshøjde og fortalte publikum, at det de nu skulle opleve, var på grænsen af et metafysisk mirakel.

Han kunne berette, at komponisten Grieg og pianisten Percy Grainger var nære venner. Grainger skulle endda have spillet klaverkoncerten i London med Grieg som dirigent, men Grieg var for syg, og det blev aflyst.

I stedet valgte Grainger, nogle år senere, at indspille hele klaverstemmen på de dengang meget populære pianoruller. Og her, og Michael pegede, sidder to herrer ved flyglet.

De er kommet over fra London og har medbragt både ruller og maskineri, der er tilkoblet Steinway-flyglet.

Om lidt vil jeg og orkestret akkompagnere Percy Grainger i Grieg koncerten. Og så pegede han hen på Grainger papfiguren, og gu’ ve’ om den ikke smilede lidt?

Det blev en fantastisk opførelse. Michel er som en vis cowboy hurtigere end sin egen skygge, når det drejer sig om akkompagnement, og her var det kun ørerne, der var hans værktøj.

Opførelsen blev så fremragende, at den er overført til Cd og også, i skrivende stund, kan opleves på You Tube. Meget anbefalelsesværdigt!

Så var det da meget passende, mens han endnu stod og smilede på scenen, at vi også spillede Graingers ”Jysk Sammenpluk”.

Michael stillede sig under applausen hen til Grainger, og de bukkede meget formelt overfor et storgrinende publikum.

Amoyal var her endnu. Også han havde moret sig, og så fik vi både ”Liebesleid” og ”Liebesfreud” og til sidst selvfølgelig ”Elverhøj” med de obligatoriske efterfølgende løjer.

Hør hele Griegs klaverkoncert med Percy Grainger som solist ”sammen med” Collegium Musicum dirigeret af Michael Schønwandt

Fjerde koncert, 16. februar

Vi stred os frem i vinterkulde og glat føre, og et stort publikum havde heldigvis også trodset vintervejret.

Ivor Bolton (1958) er en glimrende dirigent. Han har udfordringer med at udtrykke sig, men heldigvis kan han vise, hvad han vil.

Bolton har siden gjort en bemærkelsesværdig karriere ved bl.a. Mozarteum Orchestra i Salzburg.

Vi måtte foretage en drastisk programændring. I stedet for Brittens variationer over et tema af Frank Bridge, spillede vi Brittens ”Simple Symphony”. Vi havde haft problemer med nodematerialet, men jeg kan ikke huske, hvad problemet var.

Til gengæld havde vi noderne til Mozarts F-dur klaverkoncert, nr. 19. Den unge østrigske pianist Till Fellner (1972) var en overbevisende solist.

Michael Hornung skrev efterfølgende i Politiken: ”Det er vanskeligt at forestille sig Wolfgang Amadeus i mere afbalanceret fremdrift end her, hvor han lader tre hurtige satser følge efter hverandre som perler på en snor, uden at livligheden efterlader indtrykket af travlhed. Fellners elegante anslag fulgte solostemmen præcist hele vejen og glimtede fint i den fugerede finale”.

Den 16årige Schuberts første symfoni lukkede festen. Hornung: ”Et væld af charmerende detaljer, ikke mindst hos blæserne”.

Femte koncert, 6. april

En dansk dirigent og en dansk solist og ingen af dem, havde vi haft før.

Giordano Bellincampi lavede kammermusik i Schuberts Femte, den uskyldige B-dur symfoni.

Derefter fik vi nok at gøre. Bartóks tredje klaverkoncert (den bedste) havde Katrine Gislinge ved tangenterne og den fik, trods visse tekniske udfordringer, nærvær, poesi og al den fyrighed, der tilsammen udgør en væsentlig del af pianistens musikalske udrustning.

Bellincampi stod for en gennemarbejdet version af Brahms’ ”Serenade nr. 1”, den i D-dur og den med violiner. Den anden i A-dur elsker violinisterne, for der har de fri!

Politiken skrev efterfølgende bl.a.: ”Bellincampi udstråler ro og overblik i sin plastiske tegngivning, og han insisterer på de svageste klangnuancer”.

En koncert, siger jeg, med to dejlige danske kunstnere!

Souvenir De Provence:

Mesterfotografen Marianne Grøndahl gjorde det som et af sine specialer, at indfange musikere i øjeblikke, hvor de er totalt opslugt af deres metier.

Hendes interesse havde bl.a. medført en bogudgivelse, en fotoreportage omkring Radiosymfoniorkestret (DR Symfoniorkester).

På et af billederne sidder Jørgen Hammergaard og blæser sin obo. Bag ham ser vi en fagot stikke op, og kransen på fagottoppen danner glorie over salig Jørgen.

Se, det er sgu’ kunst! Marianne med sit flammende røde hår var omkring Collegium næsten fra den første dag.

På turene til Sydfrankrig indfangede hun den særlige stemning det hele var hyldet i, og hendes billeder taler deres eget sprog. Det var en lykkelig tid.

Også selvom Jørgen Misser og Loppen fik stjålet deres bil af dem de havde lejet den hos, også selvom Charlotte havde lagt sin flyvebillet i kufferten, også selvom Carina ikke tør flyve.

Alt blev klaret.

Bag koncertscenen samlede Marianne hele orkestret på en pløjemark og med bisonokser i baggrunden. ”Sådan, tilbage, mere tilbage”, og alt imens hun selv trippede bagud, blev der råbt fra flere sider, ”pas nu på Marianne”!

For vi vidste alle, at ligeså handy hun var med et kamera, lige så ubehjælpsom var hun og især baglæns!

Marianne Grøndahl har også i et gigantværk portrætteret flere generationer af danske komponister. Et pragtværk og en coffee table bog, der kræver et spisebord til 12 for at kunne være der.

Vi skylder Marianne tak for, at Collegium også i billeder bliver vakt til live!