I orkestrets 2. koncertserie havde Michael overladt halvdelen af de fire koncerter til gæstedirigenter.

Ved den første koncert i serien, den 21. oktober, var det Michaels engelske læremester, Norman del Mar (1919-94) der på sin egen kyndige britiske måde åbnede med en komplet udgave af Ravels ”Gåsemors fortællinger”.

Niels Thomsen var en forrygende solist i Nielsens klarinetkoncert. Det famøse horn i Mozarts ”Posthornserenade” blæstes af Ketil Christensen, og de små menuetter fik fra Mikael Beiers piccolofløjte tilsat mozartske forsiringer.

Serenaden indeholder en mini-Concertante for fløjte og obo, og det var ren konfekt for Bjørn Carl Nielsen og undertegnede. Alle Norman del Mars tempi var velovervejede, og der var tid til at frasere.

Del Mar gæstede os flere gange, og på en kaffebar i Store Kongensgade spurgte jeg dette musikkens omvandrende leksikon, om han kunne forsyne os med nogle repertoireidéer – sådan generelt.

Del Mar betragtede mig med sine små tætsiddende reptiløjne: ”Ja, skal jeg først nævne komponisterne med A?”

Del Mar er ikke mindst kendt for sine bøger, hvor han påpeger alle de fejl, man som dirigent kan udøve overfor komponister med B – fx Beethoven.

Anden koncert, 18. november

Til den anden koncert havde Michael programsat Händels oratorium ”Hercules”, og det blev en førsteopførelse i Danmark. Men også en lidt tidlig fødselsdagshilsen til den store komponist.

Her hørte vi, hjemvendt fra pariseroperaen, Marianne Rørholm med den skønne altstemme.

Titelpartiet blev sunget af Ulrik Cold. Også de øvrige sangsolister var udsøgte. Anne Frellesvig, Minna Nyhus, Patrick Power og cembalo-continuoet lå hos Lars-Ulrik Mortensen.

Han har sidenhen gjort Händel-oratorier til et af sine kerneområder. Koret var igen universitetskoret Lille-Muko.

Tredje koncert, 20. januar

Til januar-koncerten, der endnu ikke var en dediceret Nytårskoncert, lagde Michael ud med Rossinis ”Wilhelm Tell ouverture”.

I den skønne kvartet med celloensemblet glimrede Lars Holm oppe i ”den evige sne”, og det passede så fint til aftenens solist, amerikanske Ralph Kirshbaum (1946), der med overskud afleverede Haydns første cellokoncert, den svære D-dur, og dertil Tjajkovskijs ”Rokoko-variationer”.

Der var blevet øvet ihærdigt, for koncerten blev rundet af med Bartóks mesterværk ”Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste”.

Fjerde koncert, den 3. marts

Ved sæsonens sidste koncert var der sensation i luften. Collegium havde for en uhørt formue engageret 21årige Anne Sophie Mutter (1963) i et program, hvor hun kunne shine.

Vi fik både Bachs E-dur og Mozarts G-dur. Men det var tæt på at gå galt!

I første del af koncerten varmede dirigenten, rumænske Horia Andreescu (1946) op med ouverturen til ”Ungdom og Galskab” samt Haydns ”Londonsymfoni”, nr. 102.

Da superstjernen kom ud efter Bach koncerten, var hun fnysende arrig og da jeg, formanden, stod lige for på bagscenen, var det mig, der fik den første skylle og forresten også den næste.

”Hvorfor er der ikke tændt for salens aircondition? Jeg kommer lige fra Nice”, fortsatte de lynende, brune øjne, ”der var der 35 grader udenfor og 20 i salen. Her er det mein lieber Gott omvendt”!

”Øh, det er fordi, der ikke er noget anlæg”.
”Det står i min kontrakt, at det skal der være! Jeg spiller ikke mere”!

Madmoiselle var muligvis varm, men det kunne ikke ses og slet ikke, da hendes stramtsiddende overdel med sorte pailletter kun dækkede det nødvendigste af overkroppen, og alene ved Guds hjælp og elastik holdt sig på plads.

Det bedste vores gamle Palæ kunne gøre for hende var at åbne fløjdørene til lidt gennemtræk, og så lykkedes det at få superstjernen ind på stiletterne igen, men hermed var det ikke klaret.

Et bragende bifald kunne ikke formå hende til et ekstranummer. Til gengæld fik hun overrakt den obligatoriske buket fra Berings. Den var meget omhyggeligt forsynet med vandreservoir i bunden, og da buketten ulykkeligvis blev overrakt af den (altid) berusede scenefunktionær, der til gengæld var rimelig benovet, så bukkede han underdanigt, buketten ligeså, og hældte dermed en god sjat vand direkte ned i hendes f-hul – altså Stradivariussens.

Anne Sophie stod så på bagscenen og rystede den arme violin, og jeg kunne kun fremstamme, at ”det er da godt, Frøken Mutter, at De har en ekstra Strad ude i violinkassen”.

Kom hun til at smile? Muligvis. I hvert tilfælde gik hun med os hjem på 5. i Upsalagade 18 til en natmad som Helle havde forberedt kraftigt assisteret af dirigenten Horia Andrescus kone, Corina. Så det blev med paprika og rumænsk med danske accenter.

Selskabet var højrøstet, og Anne Sophie lod sig imponere af Kim, der rystede nogle ”Oh Susannah-variationer” ud af sin violin. Til gengæld blev den smukke solist jagtet af en af gæsterne, og det var ikke så heldigt.

Jeg fik hende gelejdet hen til min svigerfar, der i folkemusikken spillede, dvs. klimprede på sin gulvbas. ”Og hvad spiller De så”? spurgte donnaen. ”Bas”, svarede svigerfar i overensstemmelse med sandheden. ”Ah, gut! – ein Kollega”!

Og jo… det kunne man da godt sige! Også selvom Vagn ikke havde nogen bue.

Lørdag den 3. august, 1985 fløj Collegium til Bornholm.

Koncerten var berammet til kl. 20.00, men heldigvis i Rønnes Sankt Nikolai kirke, så vi kunne lige akkurat nå natfærgen retur til København.

Michael stod i spidsen i Rønnes store kirke, og programmet blev skudt i gang med Bachs 2. Brandenburg koncert.

Solister var Gert, obo, Ketil på den højtliggende trompet, Ilia Bilet på violin og undertegnede på fløjte.

Bach blev umiddelbart efterfulgt af Es-dur Concertanten for de fire blæsere. Her stod Bjørn, Niels, Asger og Per foran orkestret. Efter pausen blev bornholmerne og de mange turister budt på Mozarts g-mol, nummer 40.

Koncerten fik et for formanden overraskende og ubehageligt efterspil. Ved en fejltagelse var alle musikernes honorarer blevet registreret som min personlige skattepligtige indtægt.

Jeg var ude og rejse, og da jeg hjemvendt på en glad formiddag besøgte min bank, der dengang havde en afdeling i Radiohuset, så personalet så underligt triste ud.

Det havde sin grund. De kunne så meddele mig, at en fogedforretning samme morgen havde tømt min konto og mere til. Det tog mere end et halvt år at rede trådene ud, og kun ved Nils Dittmers energiske mellemkomst blev min (f)lænsede bankkonto restaureret.

Der er ingen tvivl om, at Anne Sophie Mutter var begejstret for Kim og hans violinspil.

Lige fra koncerten i Odd Fellow Palæet og det efterfølgende Nachspiel, hvor Kim brillerede med sine morsomme ”Oh Susannah-variationer”, var hun intuitivt klar over, at Kim var gjort af det samme violinstof som hun selv.

Jeg mener at vide, at hun også inviterede Kim til at deltage som koncertmester på en turné i Norge med et kammerorkester, men det ligger udenfor Collegiums rammer.

Til gengæld ledede han Collegium Musicums lille strygergruppe ved en royal koncert på Fredensborg Slot, en koncert, hvor Anne Sophie Mutter var stjernesolisten.

Aftalen blev på de kongeliges vegne indgået med Hans Sølvhøj, og Collegium mødte op med violinerne Kim, Mogens Durholm, Søren Kaas Claesson og Ludmilla Servetnik. Bratscherne Bjarne og Henrik (Doktor) Olsen, celloerne Lars Holm og Ib Herman, kontrabassen Morten Hansen og Lars-Ulrik Mortensen ved cembaloet.

Programmet bestod af en Händel ”Concerto Grosso”, et Mozart ”Divertissement” og endelig Vivaldis ”Årstiderne”, alle fire koncerter.

Det gamle Odd Fellow Palæ var en snurrig kasse. I akustisk henseende imødekom den de klassiske mål, som bl.a. Toscanini har formuleret det: ”To kuber lagt i forlængelse af hinanden giver den ideelle klang”.

Sådan var Palæsalen netop skabt. Oprindelig et palæ der i 1761 overgik til familien Schimmelmann og et tiår før århundredeskiftet 1900, efter svære økonomiske kriser, omskabt til koncerthus.

På Schimmelmanns tid var salsarealet blot en have, og ironisk nok så er der i dag ingen sal, men derimod atter en græsplæne. Palæet havde lagt hus til ikke så få musikhistoriske øjeblikke.

Både Nielsen og Sibelius har her dirigeret egne værker. Verdensstjerner som Paderewski, Rubinstein, Heifetz, Furtwängler, Toscanini, Bruno Walter og Malko har alle optrådt her i Palæet. For ikke at tale om stjernestunden, i 1965, hvor Leonard Bernstein med den 3. symfoni viste Carl Nielsens storhed.

Igennem mange sæsoner dannede Palæet også koncertsted for de navnkundige Kapelkoncerter.

Her kunne et stort publikum glæde sig over teatermusikernes fornemme strygerklang og i det hele taget opleve et orkester i international klasse. Der er næppe tvivl om, at en større del at det efterhånden også trofaste publikum, som Collegium kunne glæde sig over, netop kom fra denne kreds.

De var interesserede i god musik. Helst ikke for moderne og gerne på en søndag aften. Vi levede åbenbart op til dette publikums forventninger.

I pausen havde restauratør Nicolaisen stillet fyldte glas frem til de, der havde bestilt drikkevarer på forhånd. Man købte sig til faste pladser hele sæsonen igennem og kunne endda bede om de samme den følgende sæson.

Det var der mange der benyttede sig af. Dog ikke på de første to rækker. De var reserverede til særlige gæster, hvor ikke mindst sponsorerne og deres gæster indtog helt særlige pladser.

Her, midt for sad Nils Dittmer, hans hustru, Pusser og hele hans familie og venner. De var flankeret af Søren Friis og Susanne. Søren var, som Nils, en del af Collegiums lille bestyrelse.

Her så man også direktørerne Jørgen Tandrup og Per A. Fossum fra Skandinavisk Tobakskompagni, og som en af de mest begejstrede tilhørere, professor Lennart Lynge Andersen, der hellere aflyste en Frankrigsrejse end gå glip af en Collegium-koncert.

Niels Gangsted-Rasmussen og Trine og Palle Marcus havde også deres faste pladser.

Dette, at alle tilhørere, koncert efter koncert, genså de samme mennesker på nabopladserne gav også næring til en særlig nærmest familiær følelse.

”Nej, goddag igen. Hvor er det hyggeligt”. Og de miljøer som abonnenterne tilhørte var nok heller ikke så forskellige endda.

”Den Adelsgale Borger” var ikke ramt helt ved siden af.

I dagspressen, repræsenteret ved deres kultur- og musikrecensenter, var det også tydeligt, hvilken politisk fløj læserskaren især tilhørte.

Medens Berlingske Tidende var generelt meget positiv i avisens anmeldelser og Kristelig Dagblad og Jyllands-Posten ligeså, var der mere kritik fra Politikens musikfolk for ikke at tale om Information.

Nu havde vi, fornuftigt nok, den grundholdning, at uagtet hvor uenige vi var med en evt. stærkt negativ afspejling af den pågældende koncert, så forholdt vi os tavse og tog aldrig til genmæle.

Dette medførte imidlertid, at en ung musikanmelder ved Information mente, at vi på anden måde hævnede os! Han klagede i bitre vendinger over, at den af koncertarrangørerne tildelte stol i Palæet var overhældt med smuds og dertil meget vakkelvorn.

Stik imod vores grundholdning forklarede vi den arme mand, at dette ingenlunde var tilfældet, og i givet fald beroede på en tilfældighed, for sandt var det, at mange af Nicolaisens stole stod på usikre ben, og Palæet skulle ikke ses i dagslys. Der var snavset overalt.

Collegium og Michael var inviteret op til de internationale festspil i Bergen under sommeren 1986. Koncerten skulle søndag den 25. maj afholdes i Grieghallen.

Programmet var fastsat til ”Wilhelm Tell ouverturen”, Beethovens 4. med Elisabeth samt Strauss’ ”Den Adelsgale borger”. Arrangementet måtte desværre fra norsk side aflyses af praktiske og økonomiske grunde.