Første koncert, 25. september

Der var gennem Wilhelm Hansens koncertagentur åbnet et abonnementssalg til ”Fire Symfoniske Søndagskoncerter i Odd-Fellow Palæet”.

Den første fandt sted den 25. september kl. 20.00 og åbnede klassisk med Beethovens 4., den lyse B-dur symfoni. Den blev fulgt op af Schumanns klaverkoncert.

Her var det, som den første af mange gange, med orkestrets faste pianist, Elisabeth Westenholz i solistrollen. Klaverkoncerten blev opført i sin originaludgave fra 1841, hvor førstesatsen fremtræder som en klaverfantasi.

Elisabeth skulle gennem årene blive en uundværlig del af den faste stab, og ikke mindst som den suveræne solist hun også er. Efter pausen var der fløjtet op til musikalsk ballade. Jacques Iberts både lidt jazzede og sprælske Divertissement.

På et givent tidspunkt spræller Michael med armene, og da det (ifølge partituret) ikke er nok, blæser han til straffespark med en skinger trillefløjte i munden.

Anden koncert, 16. oktober

Jeg havde til oktober-koncerten fået til opgave at kontakte den spansk/ italienske violinist Felix Ayo (1933-2023).

Han var i de dage verdensberømt for en enkelt ting: hans indspilning af Vivaldis De Fire Årstider med ensemblet I Musici, for dette megahit havde ikke før ramt det globale musikmarked. Ayo talte heldigvis tåleligt engelsk og var meget glad for, at vi ikke ønskede ”Årstiderne”, men da gerne en anden Vivaldi violinkoncert.

Så spurgte jeg ham, om han ville dirigere fx Mozarts g-mol symfoni efter pausen, og så blev der stille på linjen til Rom. Omsider fik han mæle og accepterede både dette samt mit honorartilbud.

Koncerten gik overmåde godt, skønt alle bemærkede, at Signor Ayo måske ikke var verdens mest erfarne dirigent. Der blev indledt med Cimarosas ouverture til ”Det hemmelige Ægteskab”. Derpå fulgte både en Vivaldi solokoncert og en ditto dobbeltkoncert, hvor Kim mestrede den anden soliststemme.

Felix Ayo nærmest faldt mig om halsen efter opførelsen af Mozart-tonerne i g-mol og råbte at ”nu bliver mine venner i Rom imponerede for, jeg har jo aldrig før haft en dirigentstok i hånden!

Tredje koncert, 15. januar

Orkestrets formand havde inviteret sin engelske læremester, William Bennett (1936-2022) til Mozarts G-dur fløjtekoncert, og det blev med en stærk forkølet solist, der dog trodsede bakterierne og her fik sin københavnerdebut. ”Wibb” var allerede et ikon i fløjtekredse, og hans mange indspilninger med bl.a. St. Martin-in-the-Fields danner skole den dag i dag.

Inden Mozart ledede Michael en smuk udgave af Schuberts h-mol, ”Den ufuldendte”, og det blev siden fra flere sider bemærket, at orkestret åbenbart interesserede sig særligt for Schubert samt ufuldendte værker!

Koncertens højdepunkt, der skulle få stor betydning for orkestrets fremtid, var imidlertid Richard Strauss’ suite ”Den adelsgale Borger”, baseret på Lullys musik til Molières komedie af samme navn.

Her fik orkestrets solister hænderne fulde, og alt blev fremført med elegance og virtuositet. Suiten indeholder ikke mindst en halsbrækkende violinsolo, og her var Sjøgren aldeles på hjemmebane.

Han holdt sig i tæt kontakt med strygervennerne Lars Holm og Bjarne Boie, og det var der god grund til, for også disse fortrinlige musikere havde deres egne store soli.

Klaverpartiet er ikke mindre berygtet end en violinsoloen, og her var Elisabeth i sit es. Sådan nogle usandsynlige treklangsbrydninger er et af hendes specialer.

Hvor andre sætter tempoet efter fingrene gør hun det omvendte for, som Elisabeth plejer at sige ”det er da musikken der bestemmer tempoet og ikke ens eventuelle tekniske mangler, vel”?

Fjerde koncert, 1. april

Den sidste koncert i den første serie blev en sand triumf, og dette på trods af åbningsstykket, der var en rekonstruktion af Andante-satsen i h-mol fra, hvad vi benævner som Schuberts (skitserede) 10. symfoni (D936A).

Rekonstruktionen var lagt i hænderne på komponisten Leif Kayser. Dette viste sig desværre at være en skuffelse. Kayser havde så stor respekt for Schuberts skitser og udkast, at de 10 minutters musik fremstod tamt og så hullet som et kedeligt stykke Emmentaler.

Helt anderledes end da vi flere sæsoner senere besluttede at spille Luciano Berios rekonstruktion af det samme materiale. Berio har ganske genialt i sit værk ”Rendering” valgt at lade ”hullerne” erstatte af sin egen abstrakte musik, og det hele fremstår derfor som om, der var spildt vand udover Schubert-partituret, og det der så er tilbage af genuin Schubert træder ud af de utydelige pletter med stor kraft.

Men i Palæet blev det allerede pausetid, og der var herefter lagt op til noget helt særligt: Mozarts Rekviem og i en overbevisende færdiggørelse ved Mozarteksperten Franz Beyer.

Solisterne var Inga Nielsen og hendes mand, Robert Hale, og dette skulle blive indledningen til et tæt samarbejde med dem begge, men især med Inga (se også afsnit: ”En røst fra Himlen”).

Kim von Binzer, der også var med på Tåsinge til åbningskoncerten, udfyldte på glimrende vis tenorpartiet, og Else Paaskes skønne altstemme fuldendte dette fine solistensemble. Koret bestod af Udvidet Muko’s unge sangere, og det hele under ledelse af orkestrets chef og kunstneriske leder, Michael.

Bedre kunne vi ikke slutte, og skønt abonnementssalget havde været hæderligt, så skulle det herefter nærmest eksplodere. Privatorkestret havde bevist sin eksistensberettigelse.

Og der var allerede bud efter det nye orkester. Et agentur i Aarhus engagerede os til en koncert, søndag den 20. november, i Musikhuset Aarhus. Programmet var naturligt nok en afspejling af abonnementskoncerterne med Beethovens 4., Schumanns klaverkoncert med Elisabeth samt Iberts ”Divertissement”.

Imidlertid kom der hurtigt et hår i suppen, og det beroede beklageligvis på min åbenmundethed!

Jeg var i et interview kommet for skade at kalde Collegium Musicum for ”et eliteensemble”.

Det vil jeg også i dag gerne stå ved, men, men… det skal jo ikke komme fra orkestrets formand, men eventuelt fremkomme som en kommentar udefra.

Dette var udelukket fra nu af, og ”elite” blev i de følgende år et ironisk prædikat, når orkestret havde været knapt så heldigt eller veloplagt i sine kunstneriske udfoldelser.

Det er værd at bemærke, at violingrupperne her i de første sæsoner var meget stærkt besat. Der var en overvægt af kapelfolk, og der blev i løbet af de følgende sæsoner en vis udskiftning, medens orkestrets øvrige grupper forblev stor set uændrede gennem mange år, ja i de fleste tilfælde helt frem til 2009!

Grundstammen var:

Violin 1:
Kim Sjøgren, Palle Heichelmann, Mogens Durholm, Ilja Bilet, Anders Fog-Nielsen, Elisabeth Zeuthen-Schneider, Ove Vedsten Larsen, Boris Samsing.

Violin II:
Søren Kaas Claesson, Arkadi Servetnik, Ludmilla Servetnik, Michal Kramer, Børge Madsen.