Michael Schønwandt kunne i salsprogrammet traditionen tro byde vores publikum velkommen igen i Tivolis store koncertsal. Orkestret ankom i stærk opstilling og solbrune fra en fantastisk turné til festivalen i La Roque d’Anthéron.

Første koncert, 28. september

Dirigent var Hans-Peter Frank (1937), ikke mindst her i Norden kendt for sit mangeårige samarbejde med orkestret i Helsingborg. Det er solid tysk skoling uden at være opsigtsvækkende.

Solisten var tysk/ svenske Hans Leygraf (1920-2011), klaverprofessor i Salzburg, og han havde Mozarts store d-mol koncert mellem og i hænderne.

Koncerten kendte vi ud og ind, både fra Elisabeth, Anne Øland og fra Alfred Brendel. Hans Eisler lå først med ”Kleine Sinfonie” fra 1932.

Efter pausen Beethovens Første, den veloplagte C-dur. Det hele var måske ikke den mest frapperende start på sæsonen.

Pressens folk var til gengæld ovenud begejstrede.

Nu stod Michael heldigvis atter på podiet, og det blev en flot koncert, der afsluttedes med orkestrets glansnummer, ”Den Adelsgale Borger”. Behøver vi nævne det? Strauss naturligvis.

Den tyske violinist Anje Weithaas (1966) var allerede en god bekendt i de danske koncertsale. Her spillede hun Mendelssohns uopslidelige violinkoncert.

Berlinske skrev efterfølgende bl.a.: ”Anje Weithaas giver sig fuldstændig hen til musikken. Mendelsohns violinkoncert levede ved hendes lynsnare dramatiske udsving og hendes fantastiske fraseringselasticitet – både i de højspændte og i de lyriske passager”.

Michael startede med Alfred Schnittkes ”Suite i gammel stil”. Lidt fra den fra den var velkendt, for en af satserne dannede dengang jingle i et populært P2 radioprogram.

Jens Østergaard skrev i noterne: ”Det orkesterarrangement som Collegium Musicum opfører er udarbejdet af Vladimir Spivakov. Mere behøver De ikke vide. Resten går af sig selv”!

Surprisekoncert, 18. januar

Nytårskoncerten, under navnet Surprisekoncert, lå så sent som den 18. januar.

Dirigenten var britiske Owain Arwel Hughes. Ham kendte vi godt, og det var ikke nogen stor Maestro.

Det var solisten til gengæld heller ikke. Cellisten Julian Lloyd Webber (1951) har skabt sig en solokarriere med støtte fra sin brors berømte navn, og det var da også et værk af bror Andrew han underholdt os med som ekstranummer: ”Paganini-variationer” for cello og orkester. Oprigtigt talt en fad omgang. Han spillede også Elgars gribende koncert, og det var heller ikke godt.

Undervejs var der Sjostakovitj’ ”Festouverture”, en uropførelse af Jesper Koch: ”Alice under Skies” (og det var godt på enhver måde), ”Skøjteløbervalsen” og ”Jupiter”-satsen fra Holsts ”Planeterne”.

Det bedste var, at orkestrets klarinetspiller, Jørgen Misser Jensen havde medbragt assisterende tropper i form af Rødovre Concert Band. Så gik det endda.

Endelig må det nævnes, at årets kunst-litografier var skabt af Tal R, så dem var der run på, og de der har dem i dag hæger nok om dem eller sætter dem på auktion.

Fjerde koncert, 15.februar

Februar-koncerten lå igen i sikre hænder hos Michael, det vil sige, i det første indslag havde han valgt at holde fri.

En lille gruppe, med Christina Åstrand som leder assisteret af solisterne Allan Rasmussen, cembalo og undertegnede, spillede Bachs herlige 5. Brandenburg koncert.

Derefter kom Inger Dam-Jensen på scenen og sang to Mozart koncertarier.

Men efter pausen var der det store udtræk! Mendelssohns musik til Shakespeares ”En Skærsommernatsdrøm” blev opført i sin helhed. De to sopraner, Inger Dam og norske Berit Mæland optrådte som alfer, og musikalske Ghita Nørby var fortæller.

Ghita blev i de kommende sæsoner en vigtig medspiller for Collegium i lignende opsætninger.

Tivolis Koncertkor, med indstudering ved Morten Schuldt-Jensen sikrede, at det blev en total oplevelse for alle.

Idéen med at opføre skuespilmusik i fuld længde blev siden, og med stor succes, fulgt op.

Femte koncert, 8. marts

Også den femte og sidste koncert i sæsonen, tre uger efter den forrige, blev ledet af Michael.

Vi indledte i D-dur med Schuberts 3. Derefter kom den svenske cellist Frans Helmerson (1945) på scenen som solist i Prokofievs dengang sjældent hørte Concertino.

Efter pausen var Helmerson igen på solistpletten og nu med Schumanns romantiske koncert.

Koncerten sluttede med et ”rigtigt Collegium nummer”, Stravinskijs ”Pulcinella-Suite”, som var vores bagage ved den allerførste koncert på Valdemar Slot.

Dengang ganske vist i den fulde version og ikke som Suite.