Sæson 1985-86
Den tredje sæson 1985-86
Chopins første, nej, anden for fanden!?
Første koncert, 13. oktober
Koncertserien var nu udvidet til fem koncerter i abonnement.
Allerede under prøvearbejdet til den første koncert, fik såvel Michael som formanden en uventet udfordring.
Solisten var den legendariske pianist, Chura Cherkassky (1909-95), en lille mand med et rundt hoved og et bredt imødekommende smil. Han var ikke til at ryste, og det fik vi et slående bevis på.
Vi havde programsat Chopins første klaverkoncert og formiddagen før koncerten, slog Michael an til forspillet i e-mol. Cherkassky satte imidlertid ikke i med sin soliststemme, men sad blot smilende med hænderne i skødet.
”De spiller en halv tone for dybt! Ifølge min kontrakt”, mumlede han, ”skal jeg spille Chopins anden klaverkoncert. Men… jeg har sådan set ikke noget imod at spille denne her”! Jeg græmmede mig bag nodestativet. Det var min fejl. Chopins anden koncert i f-mol er de facto skrevet før den første, men hvad hjalp det!
Michael skar imidlertid igennem. ”Nej, nej… vi skaffer noderne til i morgen, og så nøjes vi med generalprøven”.
Det var Cherkassky helt med på. Han lagde sirligt frakken over armen, satte hatten på hovedet og spankulerede den korte vej over til hotel d’Angleterre.
Koncerten blev et festfyrværkeri med Rossinis ouverture til ”Den tyvagtige skade” og det hele sluttede med Beethovens 2.
Sir Charles, I
Anden koncert, 8. december
Den anden koncert i serien var ikke mindre profileret end den første.
En af orkestrets mest elskede skikkelser kom her og dirigerede for første gang: Charles Groves (1915-92).
Den 70årige Sir Charles lignede med sin pondus og det hvide skæg grangiveligt en blanding af Hemingway og en julemand.
Han dirigerede med små bevægelser og lod musikken spille uden tilsyneladende at blande sig i for meget. Han gjorde nok Carl Nielsens ord til sine: ”Man skal ikke blande sig, når musikerne spiller pænt”!
Det var i øvrigt første gang sir Charles optrådte i København.
Først ”Little Music” af Tippett. Kim og Bjarne strøg sig med inderlighed igennem et af Mozarts allerskønneste værker, ”Concertanten i Es-dur”, og koncerten sluttede med Brahms’ store ”A-dur Serenade”.
En sand festaften!
Første Nytårskoncert
Tredje koncert, 12. januar
Et af Collegiums mest populære indslag blev den 12. januar afprøvet for første gang, Nytårskoncerten!
Det var naturligvis Michael, der skulle føre musikken ud over rampen.
Programmet blev hemmeligholdt indtil på selve dagen, men vi havde travlt med forberedelserne, for der skulle her som sidenhen indgå forskellige gags, og de kræver mere forberedelse end selv musikken.
Anne Øland swingede sig gennem Gershwins ”Rhapsodie in Blue”, men inden da gik det løs med Olsen Bandens foretrukne: Kuhlaus ouverture til ”Elverhøj”, dog i Kuhlaus originaludgave.
Dette indslag skulle blive tilbagevende ved alle kommende nytårskoncerter og lige så længe, Collegium afholdt sine søndagskoncerter, altså Elverhøj mindst 25 gange.
Med Sarasates ”Carmen-variationer” strøg Kim sig helt ud til det virtuose violinspils yderste grænser, og det ”sad lige i spejlægget” som ”Skuffe-Einer” (alias ”Sovsekanden”) plejede at udtrykke sig.
Alle elsker Bizet og ikke mindst hans ”Pigen-fra-Arles-musik”. Den drømte vi os gennem inden pausen, og derpå var der bobler til publikum.
I anden halvleg blev det amerikansk med Bernsteins medrivende ”Candide-ouverture” og altså ”Rhapsodie in Blue”.
Wienertoner fulgte, og det hele eksploderede med ”Champagne Galop” og ”Radetzsky” med de obligatoriske håndklask fra det feststemte publikum.
Anden del af koncerten blev transmitteret af det dengang eksisterende Weekend-Tv. Første del optaget og sendt senere.
Optagelse fra denne koncert:
José van Dam
Fjerde koncert, 16. februar
Michael havde til sæsonens fjerde koncert inviteret en af sine gode venner, barytonen José van Dam (1940), et af operaverdenens store navne og bl.a. på von Karajans kunstnerliste.
Van Dam sang med inderlighed Mahlers fem ”Rückert-Lieder”. Inden da dirigerede Michael ouverturen til Schuberts ”Rosamunde-musik”.
Efter pausen var der sat ”nyere” musik på programmet, Debussys ”En fauns Eftermiddag” samt Stravinskys hundesvære balletmusik, ”Jeu de Cartes”.
Ikke mindst sidstnævnte passede godt til de forventninger, publikum havde til orkestrets profil. Stravinsky blander kortene, og vi får både en Strauss-melodi fra ”Flagermusen” og et Rossini-tema fra ”Barberen” med blandt kortspillets mange trumfer.
James Galway, I
Femte koncert, 6. april
Helt tilbage fra mine studieår havde jeg haft tæt kontakt med ”Jimmy” Galway (1939).
Vi var begge studerende hos den franske mesterfløjtenist Marcel Moyse. Sidenhen fik vi mange herlige stunder sammen, og dette på trods af, at den irske personlighed ikke altid er lige nem at omgås.
Hans fløjtekarriere har ikke sit sidestykke i nyere tid og står måske også i et historisk perspektiv helt for sig selv.
Da han konkurrerede sig ind hos berlinerfilharmonikerne og blev Karajans darling, fik man øjnene op for hans helt ekstraordinære kvaliteter.
Jimmy mestrerede alt ud i det tekniske. At han samtidig med sin helt særlige og ekspressive klang førte fløjtespillet op til ny popularitet, var også med til at cementere hans berømmelse.
Måske den alligevel kulminerede med hans hit, ”Annies Song”. Den lå øverst på hitlisterne, og således blev Jimmy også folkeeje.
Ved aprilkoncerten skulle Galway ikke kun fløjte, men også dirigere. Det var han begyndt på året før og med debut hos Israel filharmonikerne, Zubin Metas orkester.
Dengang var Mozarts ”Eine Kleine Nacht Musik” programsat og da, åbenlyst, nogle af førsteviolinerne ikke var koncentrerede, men sad og snakkede, alt imens Jimmy udlagde musikken, fik han et af sine velkendte ”tilfælde”: ”Jeg har igennem flere dage sat mig grundigt ind i denne musik, og hvis det ikke kan interessere jer, kan I ligeså godt gå hjem. Afgang”!
Og så måtte sidste pult hos førsteviolinerne i Tel Aviv slukøret sjoske ud fra scenen. ”Zubin kom ned”, fortalte Jimmy mig, og sagde: ”Det var som pokker. Det har jeg aldrig turdet. Men det er en god idé”. Derefter var der i ”Nacht-musikken” ikke mere vrøvl!
Her i Palæet blev vi også holdt i ørerne. ”Mere vibrato”, skreg han hele tiden op til mig, men ikke uden et ironisk smil. Han vidste jo godt, at vi så lidt forskelligt på denne finurlighed i fløjtespillet.
Ind imellem Mozarts to geniale symfonier, ”Prager” og ”Linzer” optrådte han med vanlig autoritet i Mozarts D-dur og en halsbrækkende Mercadante-koncert.
Jeg havde skrevet kadencerne til ham, så jeg skulle ikke ha’ noget klinket!
Collegium Musicum
På Marianne Grøndahls fine opstillingsbillede ser vi medlemmerne fra Collegiums tidlige år.
Billedet er taget en solrig formiddag i 1984, hvor orkestret i en pause var samlet foran Odd-Fellow Palæet under indspilningen af Gades 1. symfoni, På Sjølund Fagre Sletter. Orkestret var pga. symfonien udvidet med assistenter.
Forreste række fra venstre: violinisterne Kenneth McFarlan, Karsten Dalsgaard Madsen, Håkan Sjönnemo, Ilja Bilet, Ove Vedsten Larsen, Michal Kramer, Jacob Friis, Ludmilla Spektor Servetnik, Arkadi Servetnik, Boris Samsing, Ida Hye-Knudsen, Per Lund-Madsen.
Anden række fra venstre: paukist Palle Ritz-Andersen, fagottist Asger Svendsen, hornist Henning Hansen, hornist og regissør Per Jacobsen, oboist Bjørn Carl Nielsen, oboist Gert Herzberg, bratschist Bjarne Boie Rasmussen, bratschist Flemming Lave, fløjtenist Kerstin Thiele, fløjtenist Toke Lund Christiansen, cellist Charlotte Lund Christiansen, cellist Halina Wigocka Wamberg, violinist og koncertmester Kim Sjøgren.
Tredje række fra venstre: fagottist Klaus Frederiksen, trompetist Søren Emtoft, hornist Terje Aadne, trompetist Ketil Christensen, hornist Leif Lind, klarinettist Jørgen Misser Jensen, klarinettist Niels Thomsen, cellist Ib Herman, bratschist Henrik Doktor Olsen, cellist Lars Holm Johansen, bratschist Gert-Inge Andersson, fløjtenist Mikael Beier, bratschist Steen Bach Vilhelmsen, bassist Göran Söderström, violinist Mogens Durholm, bassist Eric Schmidt, dirigent Michael Schønwandt.