Første koncert, 7. september

Gary Walker, IV havde efterhånden indtaget den plads som i sin tid var reserveret til sir Charles, altså en slags 1. gæstedirigent.

I dag kan man glæde sig over, at vi her, på falderebet så at sige, kunne byde Elisabeth Westenholz velkommen som solist og tilmed i Sjostakovitj’ klaverkoncert.

Elisabeth havde med ultrakort varsel sprunget ind i Moskva som solist i samme koncert og med kæmpe succes. Her blev hun fulgt af Ketil på den obligate trompet, og det blev en mindeværdig og herlig opførelse.

Inden da lagde Walker fra land med Haydn 70, D-dur.

Den Beethoven cyklus der blev påbegyndt året får fortsatte her med hans Syvende, A-dur symfonien.

Anden koncert, 9. november

Det var ganske forbløffende, at Carl Nielsens skuespilmusik til Drachmanns drama ”Hr. Oluf han Rider”, kunne udfylde en hele koncert.

Man har altid vidst om musikken, men i ens bevidsthed var det ikke noget væsentligt og desuden med en ret kikset titel! Men det var mere end det!

Musikken er bl.a. skrevet på det lollandske gods, Fuglsang, og Nielsen fik hjælp til instrumentationen af den hollandske komponist Julius Röntgen. Carl var altid i tidnød!

Ved Collegiums fine opførelse stod Michael naturligvis for at holde sammen på musikken, og Wenzel de Neergaard havde tilrettelagt det dramaturgiske.

Hanne Fischer, Palle Knudsen og Lise-Lotte Nielsen var sangsolister, Nis Bank-Mikkelsen og Helle Hertz oplæsere, også Lille Muko’s kor medvirkede.

Mon ikke man burde overveje at overføre indspilningen til Cd eller på anden måde gøre den tilgængelig?

Tredje koncert, 23. november

At spille Philip Glass er svært. Og det selvom det lyder enkelt med alle dets stabler af treklangs dur-tonaliteter.

Gothóni viste tidligere med sine to udgaver af Beethovens c-mol koncert, at han i helt usædvanlig grad kan fokusere og gennemføre på højeste plan. Også selvom stykket er langt. Det var netop, hvad vi oplevede i Glass-koncerten.

Det forekommer næsten naturstridigt, at han kunne ramme alt og det hele tiden. En svimlende præstation.

Til gengæld var strygersiden fra vores side ikke på samme måde i fokus. Gothóni ledede også overbevisende udgaver af Haydns g-mol, nr. 83 i rækken og Sjostakovitj’ ”Kammersymfoni” i Rudolf Barshais arrangement.

Et svært program og en strålende solist.

Fjerde koncert, 11. januar

Det var sandelig godt at vores sidste Nytårskoncert (Surprisekoncert) lå i hænderne på orkestrets kunstneriske leder!

Michael indledte med blide klange fra N. W. Gade, hans 4. symfoni, og mindede publikum om, at vores indspilning af alle otte symfonier er en milepæl for udbredelsen af Gades musik.

Tobias Durholm, hvis far, Mogens Durholm i mange år var koncertmester for Collegium optrådte her både i sin fars fodspor, men også som medsolist i en af to Mozart-arier, hvor intense og klangskønne Tuva Semmingsen var vokalsolist.

Anden del blev netop så Collegium-agtig som man kunne ønske sig: Først Suppés ouverture til ”Spar Dame”, Dernæst to ”arier” af Offenbach fra ”La Périchole”.

Åh, hvor herligt at se Tuva vakle ind i en kæmpe brandert og så, totalt underspillet og syngende, forklare publikum, at hun har det ”åh, så godt”!

Jacob Gade blev hilst på med hans ”Tango Romanesca”, og Tobias tog sig af violinsoloen.

Tre rappe ungarske danse af Brahms, og så var der lagt brænde tilrette til det sidste Kuhlau bål: ”Elverhøj” på gloende pæle.

Det er ikke til at bære. Man får tårer i øjnene af alt det brænderøg. Det vidste vi heldigvis ikke, den 11. januar 2009.

Femte og sidste koncert, den 3. maj

At lukningen nu var en realitet. Det vidste vi til gengæld godt, inden den sidste koncert i rækken – og i det hele taget.

Det var godt for sjælen, at Michael lukkede og slukkede. Og det var ligeledes godt, han havde Amalie ved sin side i Kuhlaus C-dur koncert, som også blev ”det sidste suk” om end perlende udført af Amalie.

Inden da, i total nostalgi, ”Pulcinella-suiten” og Schuberts Sjette. Ringen var sluttet. Salen, lukket og slukket. I det mindste for os.

Livet gik videre, men uden Collegium Musicum. Men hov, der blev så alligevel rejst et ilttelt. Collegiums stormtropper blev inviteret til at agere operaorkester for Hedeland-operaen.

Men som jeg antydede i mit forord. Dette er en historie, der hører til det udmærkede foretagende Opera Hedeland.

Collegium Musicum som kammerorkester var ophørt. Og så alligevel ikke helt.

Tre uger efter den sidste abonnementskoncert var Michael og orkestret inviteret til Kuhlausalen i Lyngby. Den 23. maj, 2009 kunne gæsterne ved ”Primavera Musikfestivalen” her opleve Collegium Musicum endnu engang.

Programmet indeholdt Kuhlaus klaverkoncert i C-Dur, opus 7 med Amalie Malling som solist.