Første koncert, 11. september

Sæsonens første koncert var noget af et eksperiment. Denne gang var sir James ikke hovedsagelig inviteret som dirigent, men skulle, sammen med Michala Petri, fylde hele aftenen ud med tvær- og blokfløjtekoncerter.

Galway indledte med Mozarts ”Eine Kleine”, stykket han, som ovenfor beskrevet, havde debuteret med overfor Israel filharmonikerne.

En dobbeltkoncert for de to fløjtetyper af Telemann gik udmærket, og det var tydeligt, at Galway havde stor respekt for vores egen fløjtevirtuos.

Men så var det igen undertegnede, der fik bagsiden på komedie. Jeg havde programsat Kuhlaus ”Grand solo” i F-dur, et stykke jeg vidste Jimmy havde spillet hos vores fælles læremester, Marcel Moyse som ung, og her, for første gang i nyere tid, i en udgave med strygere.

Men det passede ham ikke. Han brød sig ganske enkelt ikke om hverken musikken eller instrumentationen, og vi fik alle en række møgfald, der bl.a. gik på strygernes eventuelle kvaliteter.

Efter pausen brillerede Michala i sit signaturstykke, Vivaldi-koncerten i C-dur for den mindste blokfløjte, og til sidst fik vi en tilrettet dobbeltkoncert af Stamitz for de to fløjtenister.

Succesen var da absolut i hus, men en ”rigtig” Collegium aften var det nu ikke.

Programmet blev først spillet ved en koncert i Odense, den 10/9.
Den følgende søndag, 18/9 optrådte Collegium i Aarhus.

Anden koncert, 13. november

Det var den anden koncert til gengæld. Solisten var orkestrets solooboist, Bjørn og det i alle oboisters store glansnummer, Richard Strauss’ koncerten.

Chefdirigenten lagde ud med en Britten Suite over engelske folkemelodier, og det er jo helt central musik for Michael, al den stund han i sin grønne ungdom i England har arbejdet med og for Britten ved sommerfestivalen i Aldeburgh.

Bjørn blæste obokoncerten på uforglemmelig smuk vis, og det kan vi heldigvis genhøre i den Cd-indspilning der siden fulgte.

Så blev der stille!

Charles Ives ”ubesvarede spørgsmål” og Ketils skæbnesignal satte tiden helt i stå, og derefter måtte vi til Mozart for atter at kunne ånde og det med ”Linzer-symfonien”.

Nytårskoncert, tredje koncert, 8. januar

Nytårskoncerten, den 8. januar havde guitaristen Göran Söllscher (1955) som solist. Her fik publikum for første gang udlevet aftenens program i skikkelse af en litografi skabt af en anerkendt kunstner.

I programmet kunne man læse, at guitarsolisten alligevel ikke spillede Rodrigo, men derimod Vivaldi – og den kender vi som Den-med-dus-med-dyrene hos Poul Thomsen!

H. C. Lumbyes ”Jernbane Dampgalop” fik en overraskende slutning, og det kan vi takke min far, Asger for.

Igennem talrige fødselsdage var han blevet begavet med skinner til sit elektriske ”Lehmann Grossbahn”, og her på scenegulvet kom det tøffende, med røg ud af skorstenen og på en godsvogn to fyldte champagneglas til en skål mod publikum for Michael og koncertmesteren.

Fjerde koncert, 5. februar

Sæsonens fjerde koncert, den 5. februar blev ikke som planlagt.

Cellosolisten Frans Helmerson var blevet syg, og i stedet for Haydns C-dur koncert blev det komponistens sidste symfoni, nr. 104. Inden da opførte vi orkestrets yndlingsstykke, Richard Strauss og hans ”Den Adelsgale Borger”.

Koncerten blev fulgt op af en indspilning af både obokoncerten og ”Borgeren”, og det er blevet sagt, i bl.a. Grammophone, at bedre indspilninger af de to hovedværker er svær at opdrive.

Femte koncert, 12. marts

Norman del Mar dirigerede og Elisabeth Westenholz var en fantastisk solist ved den sidste koncert den 12. marts. Og dette i Beethovens c-mol koncert. Som man skrev i Politiken ”Det blev aftenens store sus”.

Beethoven-værket blev kort tid derefter indspillet og under ledelse af Michael.

Her, som med Mozart-koncerterne, var det Robert von Bahr, der styrede teknikken, og det blev en forbilledlig indspilning (se afsnit om Collegium på Lp og Cd).

Vi havde, som man måske vil huske, spurgt Norman del Mar om nye repertoireidéer, og under vores lille kaffemøde var vi landet på bogstavet R!

Resultatet kunne høres ved koncerten. Del Mar dirigerede Respighis vidunderlige og farverige ”Botticelli-billeder” og efter pausen Max Regers ”Mozart-variationer”.

Det var dog ikke alle, der satte pris på Del Mars R-katalog. I Berlingeren kunne man lade sig forbløffe over, at anmelderen fandt at ”så stor er manglen på gode værker for kammerorkester dog heller ikke, at de nye veje behøver blive til afveje”.

Det fortælles, at Max Regers musikforlægger i Berlin var ulykkelig over alle de Reger-noder han lod trykke, og som sjældent eller aldrig blev opført.

Reger, der havde nemt ved at blive fornærmet, blev det netop og tog sit nye partitur med til en anden forlægger. De inspirerede Mozart-variationer er komponistens (eneste) populære værk, som altså ikke kun sluttede koncerten af, men også hele den sjette sæson.

Og så var der alligevel et notabene.

Da orkestret sent en søndag aften havde færdiggjort indspilningen med Elisabeths Beethoven, havde vi et lejemål, der først udløb nogle timer senere.

Elisabeth og jeg stod for at skulle indspille Schuberts ”Arpeggione-sonate”, så vi brugte tiden her, hvor vi havde Palæsalen, natten og et velstemt Steinway i koncertstørrelse til rådighed.

Der var helt tyst og en stemning af after-party.
Det passede godt til Arpeggionen.

Det er uden for enhver tvivl, at når bagscenen bliver passet omhyggeligt og med empati over for de medvirkende, så går alting mere glat.

Personalet omkring Collegium var så smalt som vel tænkeligt. Til gengæld velfungerende.

Helge Olsen kom fra Det kgl. Teater, en stor lidt tung mand med et babyface og ikke så lidt af en hypokonder. Det skal man jo være varsom med at sige, for der var ingen tvivl om, at Helge også døjede med en del dårligdom.

Til gengæld var han elskværdigheden selv, og de mange musikere fra Teatret havde i forvejen et fortroligt forhold til ham.

Helge passede bagscenen, havde titel af orkesterfunktionær, og når der var timelange indspilninger, så var det også ham der sørgede for det kulinariske.

Efter sine mangfoldige år på Teatret havde han fået bevilling til en pølsevogn, så vidt jeg husker var det på Søborg Torv, og denne mobile restaurant blev kørt ind til Palæet og sørgede for, at de lange dage med den røde lampe tændt også havde et lyspunkt ved frokosttid.

Opstillingen af orkestret lå hos Helge, men primært hos solohornist og regissør Per, der også medbragte noderne i mapper. Forinden da havde Per lagt stemmer ud til afhentning, typisk på Radioen og på Teatret.

Der blev rapporteret til mig, hvis afhentningen havde været for sløj, så jeg kunne holde en lille peptalk om vigtigheden i, at vi havde musikken i fingrene inden første prøve.

Det var altid Per, der stod for oprydning, nedpakning af noder og tilbagelevering til de respektive nodebiblioteker. Det var en kæmpeopgave.

Alle koncerter gennem hele orkestrets levetid blev optaget og bevaret. Dette er jo i virkeligheden exceptionelt og det gjaldt, hvad enten vi spillede i København, i Hillerød, i Berlin eller i det sydfranske.

Og det kostede alt sammen ikke en krone. Der stod med andre ord en musikkens fakkelbærer bag. Det var Kørelæreren, alias Svend Erik Nielsen, der også uden han vidste det blev omtalt som Den Omvendte Pyramide.

Og det var kun godmodigt, for der var hele vejen rundt venskabelige følelser over for denne store mand med det kødfulde ansigt, de spørgende lidt udstående blå øjne og den velklingende, velartikulerede tale.

Kørelæreren (det var trods alt det alle kendte ham under) var allerede en institution i det klassiske musikliv, da Collegium blev til.

Det hele var startet i en kælder på Amager. Vor mand havde stiftet Københavns Båndoptagerklub, og her mødtes en kreds af nørder ikke blot en gang om ugen, men nærmest dagligt.

De fik alle, inspireret af Svend Erik, etableret en veneration for de klassiske toner og rykkede ud til koncerter overalt i hovedstadsområdet.

Jeg vil vove den påstand, at ingen kammermusiker i tidsrummet 1970 til 2015 kunne undgå at møde Svend Erik og hans trofaste hird, Torben og Ove.

Collegium var en ideel arbejdsplads for de ihærdige amatører. Her kunne man optage symfonisk musik og tilmed uden vrøvl.

For Collegium var det en kæmpe fordel. Økonomien var stram og kun, fordi Svend Erik altid rykkede ud med sine mikrofoner, har vi i dag et arkiv af musikhistorisk værdi.

Lydkvaliteten var alle årene igennem ualmindelig god, og så fremragende, at en håndfuld af koncerterne er overført til Cd. Mest bemærkelsesværdig nok koncerterne fra klaverfestivalen uden for Aix, udendørs koncerter med cikader i baggrunden, men også med en perfekt lydkvalitet (hør selv!).

I begyndelsen var det spolebånd, der blev omsat til kassettebånd. Siden blev det digitale optagelser, overført til Cd.

I skrivende stund er der lidt usikkerhed omkring, hvor alle Svend Eriks utallige optagelser befinder sig, men nogle mener at vide, at det hele er overført til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor også Herman Lindencrones optagelser har til huse.

Vi bør også huske, hvem der nærmest alle sæsonerne igennem berigede os med flot og smagfuld design.

Vores plakater, salsprogrammer, flyere etc. lå hos Jens Borch og han stab hos Grafikerne i Badstuestræde 8. Tegnestuen formåede, når der var ønske om det, at skabe ny design og altid sådan, at Collegiums identitet blev bevaret.

Også i det visuelle udtryk. Mesterfotografen, Marianne Grøndahl fulgte med sin kameralinse Collegium gennem en lang årrække, og vi kan takke Marianne for, at vi bl.a. her i krøniken også kan præsentere hendes stemningsfulde billeder.

På kontorfronten hjalp Lisbeth Ryberg med at holde orden på papirerne. Lisbeth er en stor musikelsker, men havde også en direkte kontakt til en af fondene, og det er kommet orkestret til gode.

Men der er ingen tvivl om, at den mest betydningsfulde bagscenehelt var Nils Dittmer (1939-2016). Lige fra den første dag på Valdemar Slot demonstrerede Nils en entusiasme, der holdt sig lige til den dag, hvor han blev indlagt med alvorlig sygdom og døde.

Inden da havde Nils med ukuelig optimisme ført os igennem alle kriser og delt orkestrets sejre med os. Som forvaltningschef i Landegreven for Bikubens fondsafdeling havde han et velfungerende administrativt apparat, der blev stillet til rådighed for Collegium og herfra også ideelle betingelser for at påvirke de rigtige beslutningstagere i fondsverdenen.

Men Nils stod også for det lavpraktiske. Checks (det var dengang!) blev skrevet ud til alle musikere, frimærker sat på kuverten og sendt frem, og det hver gang vi havde spillet.

Nils var selv en glimrende amatørviolinist, og sin ungdom drømte han om at blive dirigent. Nu udlevede han sine drømme gennem Collegium. Hvis en musiker i orkestret løb ind i problemer af den ene eller anden art, gjorde Nils sit yderste for at hjælpe.

Da orkestret gik ind i sin sidste fase og spillede ude på Opera Hedeland, satte Nils sig bagerst hos andenviolinerne og spillede med. Honorar ville han ikke ha. ”Jeg er jo amatør”! Men han nød det!

Også på orkestrets turnéer var han ikke alene rejseleder, men også deltager sammen med sin uundværlige kone, Pusser og deres søn, Martin Dittmer, der dengang spillede cello hos min far, Asger.

Da Nils gik på pension fra Bikuben i forbindelse med sparekassens fusion med Den Danske Bank, blev Nils også min uundværlige administrator for Solistforeningen af 1921.

Han stillede kun én betingelse: han ville være direktør, for det havde han altid været. Og det blev han. Man ser, at jeg delte verden med Nils.

Han var den bedste og mest loyale ven, man kan tænke sig.