Sæson 2000-01
Den 18. sæson, 2000-2001
Mozarts Concertante, I og Bøffen under taget
Første koncert, 15. oktober
Ved vores 19. sæsons første koncert stod Michael selv på broen. Det blev et brag af en flot åbning.
Først med Mendelssohns romantiske ”Meeresstille und glückliche Fahrt”, derpå et af Mozarts skønneste værker, tre pragtfulde satser i hans ”Concertante” i Es-dur.
Med den havde Kim Sjøgreen og Bjarne Boie fejret triumfer i både Berlin og ved vore søndagskoncerter. Her var det en veltrimmet duo fra Østrig, verdensstjernen Thomas Zehetmair (1961) og hans kvartetkollega fra Zehetmair-kvartetten, Ruth Killius (1968) på bratsch, der med varme og præcision strøg og smøg sig igennem herlighederne.
Efter pausen bevægede vi os til Argentina med Ginasteras artistiske og raffinerede ”Variaciones Concertantes” og endelig karnevalsstemninger i Milhauds ”Bøffen under Taget”, hvilket jo refererer til, at den svære komponist boede højt oppe under taget og med udsigt til sit elskede Paris.
Mozarts Concertante, II og Yves Abel
Anden koncert, 3. december
Det var den unge canadiske Yves Abel (1963) der stod for den anden koncert i serien.
Abel var også dengang en anerkendt operadirigent. Siden har han gjort en bemærkelsesværdig karriere både som chefdirigent og med faste engagementer ved både Metropolitan og Covent Garden. Det var da også i operaens verden han lagde ud, Cherubinis ouverture til ”Medea”.
Men så fortsatte vi i Es-dur fra den første koncert, for Mozart skrev også en Concertante for fire blæsere i samme toneart. Det var naturligvis de fire helte fra træblæserne, Bjørn, Niels, Asger og Per, der satte ild til træet.
Efter pausen førte Abel os ud i naturen. Beethovens ”Pastorale” blev i romantisk iklædning en charmerende tur. Måske lidt mere naturalistisk end Beethoven havde forestillet sig, men absolut dyrevenlig!
Trio Ondine og Trippelkoncerten
Tredje koncert, Surprisekoncert, 21. januar
Når Collegium havde valgt at udskifte titlen Nytårskoncert med det mere uforpligtende (i en vis forstand) Surprisekoncert, var det i bevidstheden om, at det af praktiske hensyn ikke altid var muligt at afholde koncerten tæt på nytåret. Således også her.
Michael stod for ledelsen og åbnede med Beethovens ”Leonore-ouverture nr. 1”. Ikke den man oftest hører.
Nu var det Trio Ondines tur til at tage kampen op med Beethovens ”Trippelkoncert”. Jeg har tidligere givet udtryk for, at dette lange værk er ikke nemt at klargøre rent musikalsk. Og ikke mindst fordi, de tre solostemmer er så forskelligt konciperede både i udtryk og sværhedsgrad.
Men Trioen formåede alligevel at få skabt en helstøbt fremførelse. En stor bedrift af Martin Qvist Hansen, Jonathan Slaato og Erik Heide.
Efter pausen boblende Mozart, symfoni nr. 23 i D-dur.
Programmet fortsætte som et overflødighedshorn, men også et guldditto med J.P.E. Hartmanns og Oehlenschlægers ”Guldhornene” sat i ord med vægt og fylde af Nis Bank Mikkelsen. Carl Nielsens stille forspil til 2. akt af ”Maskarade” gled over i mere trylleri fra Lumbyes ”Drømmebilleder”, så mere Lumbye og endelig ”Elverhøj ouverturen” og ”Radetzsky”.
Stadig noget af et nytårsprogram.
Optagelse fra denne koncert:
Marianne Rørholm og Wesendonk Lieder
Fjerde koncert,11. marts
Hvis det regner eller på anden måde er surt vejr, kan det sommetider være underholdende at læse mere end blot én avis.
Uanset hvilket emne man støder på, er det ikke så sjældent, at den forgangne virkelighed genspejles i diametrale modsætninger. Således også hvad angår Marianne Rørholm som solist i Wesendonk-Liederne i en instrumentation ved komponisten Hans Werner Henze.
I Politiken kunne man orientere sig under overskriften ”Visne Wagnersange”. Det visne var nok mest møntet på Henzes mere tørre udgave end den gængse romantiske. Nærlæsning afslørede imidlertid, at ”Rørholm sang i øst og orkestret spillede i vest”.
I Berlingske blev man mødt af overskriften ”Sangerindens fortælling”. Og i teksten, ”Aftenens lyspunkt var Marianne Rørholm som sangsolist”.
Også hvad det øvrige program angik blev man mindet om, at øret er et kompliceret organ og at transmissionen til de relevante hjernecentre synes at kunne give støj på linjen.
I Politiken glædede recensenten sig over dirigenten, franske Diego Masson (1935) der ”havde dejligt styr på Schumanns symfoniske partitur.”
Berlingske indtog imidlertid det modsatte grundsynspunkt: ”Aftenen igennem skulle man minde sig selv om, at det faktisk er en række af Københavns fineste orkestermusikere der med mellemrum samles i fritidsorkestret Collegium Musicum – så ustabil var intonationen og så upræcise og utilstrækkeligt gennemarbejdede var fraseringerne”.
Udover Schumanns 4, d-mol symfonien spillede vi også Schönbergs ledsagemusik til en filmscene og startede det hele med Bartóks rumænske og transsylvanske danse.
Dem kunne begge avisers udsendte vældig godt lide.
Tivoli er jo en forlystelsespark!
Den femte koncert, 8. april
På papirer så denne koncert ud til at blive harmonisk i enhver forstand.
Klaversolisten Louis Lortie, II i Mozarts 27., B-dur koncerten, var fremragende, og dette og et varieret og lødigt program blev ledet af Michael ”varmt og medrivende” som man kunne læse efterfølgende.
Også den indledende Nielsens impressionistiske ”Pan og Syrinx” og Hornemans ”Gurre-suite” viste dansk musik fra den fineste side.
Da vi tilmed sluttede i alvor med Schuberts ”Ufuldendte”, kunne det vel ikke være bedre.
Jo, det kunne det desværre! Støjen ude fra det øvrige Tivoli var så anmassende, at Michael på et tidspunkt måtte udvandre og bede bagscenen om at stoppe bulder og brag ude fra haven.
Og så var den ikke engang åben.
Det var afprøvning af diverse forlystelser og højtaleranlæg.