Som introduktion til denne sæson skrev Michael i programhæftet:

”For 4. gang åbner Odd-Fellow Palæet sine døre for Collegium Musicums koncertserie. Og vi er glade for at kunne byde Dem velkommen til vores koncerter.

Vi er lykkelige over, at flere og flere mennesker har lyst til at komme til vore koncerter – vi har aldrig haft så stort et antal abonnenter som i år – vi er taknemmelige over, at man finder vores aktiviteter så interessante, at vi stadig får støtte til at gennemføre vore projekter, og vi glæder os til at leve op til de forventninger, De stiller til os”…

Inden vi kunne begynde denne fjerde abonnementsserie havde vi en enkeltstående koncert i Sions-kirken på Østerbro.

Michael dirigerede, og vores egen Ilja Bilet var solist i en Bach-violinkoncert.

Østerbroborgerne fik også Mozarts ”Sinfonia Concertante” selvfølgelig blæst op af Bjørn, Niels, Per og Asger, og det hele sluttede med Mozart nr. 40.

Så bliver det ikke meget bedre!

Første koncert, 9. november

Der var meget at glæde sig over. Koncertserien var allerede i den forrige sæson udvidet til fem søndagskoncerter, og i de forløbne par år var orkestret også blevet en anerkendt spiller på grammofonmarkedet.

Michael lagde stærkt ud. På sæsonens første koncert, den 9. november opførte vi Schuberts store C-dur, den ”himmelske” Niende.

Jens Østergaard skrev bl.a. i sine koncertnoter:

”Af Schubert forventer vi melodisk rigdom. Her er den overdådig. Instrumentationen er udsøgt. Flere steder genial… Og uden at glemme den uimodståelige harmoniske farverigdom skulle vi måske lægge mere vægt på den enestående rytmiske vitalitet, som gennemsyrer dette værk. Her ligger måske den egentlige drivkraft bag symfoniens himmelske længde”.

Solisten i Beethovens ”Kejserkoncert”, Dmitri Alexeev (1947), var fra Moskva og havde høstet priser ved flere af de store klaverkonkurrencer.

Året før også optrådt med succes hos berlinerfilharmonikerne og i Concertgebouw.

Inden da førte Michael os igennem Nielsens forunderlige naturdrama, ”Pan og Syrinx”.

Anden koncert, 14. december

Ved julekoncerten den 14.december dirigerede Michael Händels ”Messias”, men, typisk for vore programlinje ikke i den traditionelle version.

Her fik publikum Mozarts tilføjelser med, det vil sige stærkt udvidede blæserstemmer med fløjte, piccolofløjte, oboer, klarinetter, fagotter, trompet, horn og tre basuner.

Det var Mozart selv der dirigerede uropførelsen i 1789. Som et ekstra plus havde Michael fået både Inga Nielsen (1946-2008) og Marianne Rørholm (1956-2021) med på solistlisten, og det er ikke for meget sagt, at magen til velklang har man sjældent hørt i dette mesterværk, der ikke altid ydes fuld retfærdighed.

De øvrige to sangsolister var tenoren Eberhard Büchner (1939) og bassangeren Stafford Dean (1937). Et stærkt solisthold!

Det var en travl tid for orkestret. Inden julekoncerten den 14. december mødtes vi i Palæet over tre dage 10.-12. til indspilning af Beethoven klaverkoncerter med Elisabeth (se også afsnit om indspilninger).

Optagelse fra denne koncert:

Fjerde koncert, 8. februar

Sæsonens 4. koncert, den 8. februar blev mindeværdig.

Som det helt store trækplaster var cello-legenden Paul Tortellier (1914-90) inviteret som solist i Saint-Saëns’ cellokoncert.

Hans bemærkelsesværdige optræden var omkranset af et nyere værk af estiske Jan Rääts, og chefdirigenten for Stockholm-operaen, Eri Klas (1939-2016) sluttede af med Beethovens sprudlende 1. symfoni.

Men altså Tortellier! Prøven var gået som planlagt og cellomesteren veloplagt og imødekommende. Alt imens orkestret spillede det estiske værk, havde jeg fornøjelsen af at underholde Tortellier oppe i solistværelset.

Det lå imidlertid så tæt på scenen, at det ikke var muligt at varme op under koncertens første nummer. Så snart publikum applauderede, begyndte Tortellier at øve, og det på et ganske bestemt sted i sidstesatsens coda-afsnit.

Min far havde været solist utallige gange i netop denne koncert, og jeg var derfor ganske fortrolig med netop dette sted. Da jeg ubetænksomt gjorde ham opmærksom på en anden fraseringsmulighed, stoppede han op.

”Interessant. Ja, hvorfor ikke. Og dog. Måske? Hvad siger De til denne version”? Og så spillede han frasen på en tredje måde. Og derefter en fjerde og en femte! Da jeg mindede ham om, at publikum måske nok ventede på ham, var han stadig ikke til stoppe.

Jeg fik med andre ord en interessant lektion i fraseringsmuligheder. Hvilken version han så valgte til koncerten, husker jeg ikke. Derimod husker alle tilstedeværende hans ekstranumre. De blev proklameret på følgende vis: ”For cello solo er kun ganske få værker værd at spille. Naturligvis Bach, men også Kodaly. Herudover er der nok kun mine værker. Jeg opfører nu ”Mit Lille Cirkus”.

Det viste sig at være 5-6 satser, og før hvert ”cirkusnummer” blev det med høj stemme på engelsk med fransk accent annonceret.

Da han kom til ”The Clowns” lød der et lettelsens suk fra publikum såvel som fra musikerne.

Et ekstranummer på 20 minutter var da temmelig langt, kunne man nok tillade sig at mene.

Femte koncert, 22. marts

Det var et hjerteligt gensyn, da herlige sir Charles igen om end med lidt besvær entrede podiet i Odd Fellow Palæet.

Vi havde til den 22. marts sammensat et krævende program, hvilket ikke på nogen måde skræmte sir Charles.

Han var netop kendt for at kunne ”dirigere” sig igennem alle bump på vejen.

Først Ravels obostyrede ”Tombeau de Couperin”, hvor Bjørn Carl Nielsen fik lejlighed til at demonstrere sit mesterskab og sin helt enestående skønne klang.

Om netop den er der blevet sagt meget, og mange har forsøgt at beskrive den. Er den mørk? Nej, den er lys? Med andre ord er det ikke muligt at sætte ord på hans klangfarver, lige så lidt som nogen kan beskrive magien ved en solopgang. Det skulle da lige være d’herrer Carl Nielsen og Niels W. Gade.

Elisabeth omgivet af sine trio-kolleger Gérard Poulet (1938) og Christoph Henkel (1946) havde fået den noget utaknemmelige opgave at opføre Beethovens Trippelkoncert.

Dette specielle stykke har en vanskelig cellostemme, en moderat klaverstemme og en lidt kedelig violinstemme. Men de tre mestre fik, selvfølgelig under prøverne med franske forslag og idéer forelagt på scenen, en fin koncert ud af det, og sir Charles – han var der bare ved de mange små ”hak”, der får Beethovens musik til at hænge sammen.

Til sidst Mozart 39. Es-dur så det smælder.
En lykkestund.

Collegiums første egentlige udlandstur gik til Østtyskland med en koncert den 12. januar 1987 i Berlins Konzerthaus.

Det hed dengang Grosses Schauspielhaus og var det daværende Østberlins store klassiske koncertsal. Koncerten var en del af byen Berlins 750års fejring.

Michael skulle naturligvis dirigere og havde forinden gjort en stor indsats for at sikre sig, at alle musikere havde fået orlov fra både Teatret og DR.

Michael var den kommende chefdirigent for Berliner Sinfonieorchester, men det lå flere år fremme i tiden. Til gengæld vidste man allerede her, at Michael i den kommende sommer skulle dirigere ved Bayreuth-festspillene.

Impresarioen Gösta Schwarck, der havde stor erfaring i arrangementer i Østeuropa, havde formidlet kontakten, og på udturen spurgte vi ham: ”Hvad kan vi købe i Østberlin, kan man overhovedet få noget”?

Gösta svarede i sin karakteristiske stil og med fornem, lidt læspende stemmeføring: ”Alt kan I få – alt”! ”Jamen hvad”, blev vi ved. ”Eksempelvis… en hat”, svarede Gösta således presset, og sådan en fik han netop selv brug for. Det var januar og bitterlig koldt, og straks da vi ankom til hotel Berolina, blev hans dejlige russiske pelshat stjålet. ”Alt kan du få”.

Samme aften, i Konzerthaus’ vidunderlige akustik, hvor Berlinerfilharmonikerne holdt til gennem flere år, da deres egen sal blev renoveret, opførte Collegium så et af sine signaturværker, Richard Strauss’ ”Den Adelsgale Borger”.

Kims næsten uspillelige violinsolo, Lars Holms charmerende Don Q-solo, Bjørns henførende obosolo, Niels’ elegiske klarinetsolo, Ketils kromatiske trompetsolo, Asgers humoristiske fagotsolo, Per og Hennings brægende får, Elisabeths usandsynlige treklangsbrydninger – alt var der, lige som det skulle være.

Koncerten blev på passende vis indledt med et dansk værk, Nielsens ”Pan og Syrinx”, og herefter fik berlinerne en fantastisk opførelse af Mozarts Es-dur ”Concertante” med Kim og Bjarne i centrum.

Berliner Sinfoniorchesters koncertmester, Wolf-Dieter Batzdorff var helt slået omkuld af Kims store solo i Strauss. Også mesterdirigenten Kurt Sanderling var til koncerten og udtrykte bagefter sin beundring overfor Michael og hans danske orkester.

Men det var jo også ”onkel Kurts” eget orkester i Berlin, Michael en dag skulle overtage.

Hjemturen blev et forhindringsløb uden lige. Som sagt var det fimbulvinter, og musikerne halvt løb og halvt skøjtede i laksko og stilethæle gennem snemasserne, for vi var sent på den og skulle nå Østersøekspressen hjem. Troede vi.

Da vi forpustede og iskolde kom frem, trippede vi længe og forgæves rundt på en gudsforladt perron, blot for at høre, at toget, pga. ismasserne var aflyst.

Men her tog chefdirigenten så affære, for bag Michaels velafbalancerede ydre gemmer sig en hærførers handlekraft, og jeg tror ham gerne (uden sammenligning i øvrigt) i stand til som en anden Hannibal at føre en flok elefanter over alperne.

På forbavsende kort tid fik han bragt orkestret til hotel Berolina, genindkvarteret os og havde med sit sikre overblik indset, at orkestret måtte absolut være hjemme næste formiddag for at passe tjenesten i de to stamorkestre.

Altså skulle der fremtrylles et fly til næste morgen. Det gjorde han så, og det forlød, at et rutefly med destination Leipzig var taget ud, for meget kunne man sige om Østtyskland og det herskende regime, men fra centralt hold skulle man ikke spørge nogen om noget.

I nattens løb blev Michael så af ambassaderåd Schelde kørt over til Vestberlin, så han kunne komme til København med et tidligt morgenfly og forberede de to arbejdspladser på en vis forsinkelse.

Se, det var en herlig tur, en stor kunstnerisk triumf og en chefdirigent, der kunne mere end blot at dirigere.