Sæson 1990-91
Den ottende sæson, 1990-1991
Alfred Brendel og Beethoven 1 & 3
Første koncert, 23. september
Koncerterne med Alfred Brendel (1931) hører til de absolutte højdepunkter i Collegiums historie.
Den 23. september oplevede vi det tætte nærvær med denne, nok den tids største Beethoven-fortolker.
Det var med en overstadig og munter udgave af C-dur koncerten, nr. 1. Bagefter kom c-mol nr. 3, koncerten med al dens patos.
Michael har i mange år haft et meget fortroligt forhold til Alfred Brendel, og for Collegium kulminerede Beethoven-oplevelserne ved en turné i oktober 1993 til Stockholm, hvor vi med Michael over to aftener opførte alle fem klaverkoncerter med Brendel ved enten Steinway eller Fazioli, for det besluttede han ofte lige inden koncerten Det var, som her i Palæet, mageløst!
Men september-programmet var optimalt krævende. Michael og en mindre gruppe på 15 fra orkestret havde også indstuderet Schönbergs Kammersymfoni nr. 1 i E-dur. Nok at bestille for alle involverede instrumentejere!
Lazar Berman
Anden koncert, 9 december
Michael stod igen på podiet eller rettere næsten på gulvet, for Michaels højde behøver ingen trappestige.
Edith Guillaume var solist i Manuel de Fallas ”El amor brujo”. En tung mand satte sig ved det ligeledes tunge Steinway D-flygel. Russiske Lazar Berman (1930-2005) var i nogle få år et omrejsende fænomen, som ikke mindst Karajan havde hjulpet på vej til berømmelse i Vesten.
Han optrådte første gang offentligt som fireårig. Nu sad han her, lidt melankolsk og spillede uden tekniske problemer overhovedet Liszts anden klaverkoncert.
Han bukkede kejtet og gik ud. Han havde helt klart fået stjernestøv i øjnene og ønskede sig bare tilbage og ud på landet igen. Koncerten indeholdt også ”Rendering” Berios genskabelse af Schubert-skitser til en D-Dur symfoni (D936A).
Berio anvende citater fra bl.a. ”Wanderer-fantasien”, ”Winterreise”, Klaversonaten i B-dur og Klavertrioen i B-dur. Ihukommende en bemærkning fra de første sæsoner: Collegium interesserer sig åbenbart meget for Schubert og ufuldendte værker”.
Nu med dansere
Tredje koncert, Nytårskoncert, 1. januar
Nytåret blev undtagelsesvis blæst ind på en tirsdag og kl. 16.00.
Her var ikke noget med tømmermænd og dårlige undskyldninger. Først traditionen tro, Kuhlaus ”Elverhøj ouverture”, hvor Collegiums abonnenter, under førerskab af Nils Dittmer på første række, aldrig undlod at rejse sig under den afsluttende kongesang.
De fik så Saint-Saëns’ ”Danse Macabre”, hvor orkestrets nye alternerende koncertmester, Marianne Melnik fra Sjællænderne, fik lejlighed til at skabe uhygge i den berømte violinsolo.
Inden pausen blev vi i Paris og under taget hos ”Bøffen”, Darius Milhaud. Efter pausen musik af Webers ”Jægerbruden”, Dvořaks ”Slaviske danse”, Percy Graingers ”Jysk Sammenpluk”, ”Greensleeves” og så naturligvis H. C. Lumbye, ”Salut for August Bournonville”. Og mere Lumbye.
Nu ”Amalievals” med dansere! Så entrede eftermiddagens solist, Poul Elming scenen, og han slentrede straks videre til Maxim.
I overtiden spillede vi først ”den forkerte” Champagnegalop (”Petersborg”) og derefter naturligvis den rigtige.
Fik de også ”Radetzsky march”? Ja, mon ikke. Glemte jeg at tilføje, at også Edith Guillaume sprang op af hatten og sang ”Carmen”, og at det hele blev animeret af Michael på podiet.
Optagelse fra denne koncert:
Mezzosopranen Elisabeth Laurence
Koncerten blev ledet af canadisk/ amerikanske Dennis Russell Davies (1944).
Vi startede med Dvořaks ”Bagateller” i et arrangement ved aftenens dirigent. Den uudgrundelige Russell Davies, især kendt for sine nære samarbejder med Philip Glass og jazzlegenden Keith Jarrett, fremstod med nakkepisk, og hans prøvearbejde var uden mange ord.
Davies sluttede koncerten med Haydns herlige B-dur, nr. 98, en symfoni hvor ikke mindst de høje horn er eksponerede.
Højdepunktet blev imidlertid mezzosopranen Elisabeth Laurence (1949) i Berios på dette tidspunkt nyskrevne og vidunderlige værk, ”Calmo” (1990).
Sir Mark Elder og Vadim Repin
Femte koncert, 7. april
Den femte koncert, 7. april, havde vi besøg fra London.
Min gamle studieven fra min tid hos William Bennett i London var i mellemtiden blevet en højst anerkendt dirigent, og sir Mark Elder (1947) var på dette tidspunkt leder af The English National Opera” i London.
Vi spillede Bizets sprudlende C-dur symfoni, hvor ikke mindst Bjørns obosolo i Adagiosatsen var bemærkelsesværdig.
Det hele begyndte med Haydns nr. 67 i A-dur med tilnavnet ”Tempora Mutantur”. Solisten var den unge russiske violinist Vadim Repin (1971), der var sprunget ind efter en sygemelding af Isabella van Keulen, og Repin gav os en perfekt Prokofievs D-dur koncert.