Første koncert, 1. november

Det var jo en slags mini-jubilæum.

Collegium havde klaret overlevelse og længere end mange i det øvrige musikliv havde forventet.

Økonomien havde været anstrengt, og bidragyderne var en hel række fonde og legater. Men der var ingen svaghedstegn at spore.

Første koncert i rækken, den 1. november havde den rumænske pianist Radu Lupu (1945-2022) som solist i Mozarts herlige nr. 24 og den sidste i rækken.

Lupu tilhørte ikke klaverets lyrikere, men fandt her i c-mol koncerten Mozarts mørke sider frem. Det forlød, at han ikke havde villet optræde gennem flere år, men her sad han så på en spisestuestol bøjet over tangenterne, og det hele fremstod, som om han selv fandt på det undervejs.

Michael indledte med en Rossini-ouverture, og efter pausen skulle alle stramme sig an: Prokofievs 1. symfoni, ”Den Klassiske”. Nok et værk fra komponistens studietid, men ikke desto mindre også hans teknisk sværeste.

I Collegium var der aldrig prøvetid i samme mængde som musikerne var vant til fra de store orkestre. Hos os mødes man fredag og lørdag og dertil en gennemspilning søndag formiddag.

Uden publikum runger det i Palæsalen, og først om aftenen, med alle de 1100 sæder besat, får man den rigtige klang frem.

Anden koncert, 6. december

Den anden koncert i serien husker jeg så udmærket, og det er soleklart, for jeg var selv en af de to solister i Mozarts dobbeltkoncert for fløjte og harpe.

Min medspiller, rumænske Ion Ivan Roncea (1947) og jeg er nøjagtig jævnaldrende, og vi kom i de følgende år, til at spille koncerten sammen flere gange.

Inden Mozart gav elskelige sir Charles Groves os Nielsens ”Lille Suite”, opus 1 for strygere, og aftenen sluttede med Mendelssohns ”Italienske”.

Her var jeg også med, for at indkalde en ekstra fløjtenist kunne budgettet ikke bære. Syntes formanden.

Optagelser fra denne koncert:

Fjerde koncert, 6. marts

Også seriens 4. koncert stod i det franskes tegn, og koncerten var arrangeret i samarbejde med kulturfremstødet Danmark/ Frankrig 1988.

Cécile Ousset (1936) var en herlig solist i Ravels G-dur koncert, og Horia Andreescu førte os igennem Poulencs charmerende ”Les Biches” (”Hjortene”) og den ikke mindre indtagende C-dur symfoni af Bizet. Den med den store obosolo i andensatsen.

Femte koncert, 27. marts

I anledning af mini-jubilæet, havde Michael ved den 5. koncert valgt at genopfriske vores debutnummer fra Valdemar Slot, Stravinskijs ”Pulcinella-musik”.

Susanne Lange og Christian Christiansen var to af solisterne, medens tenorpartiet igen blev varetaget af Kim von Binzer.

Men Collegium kunne også byde den norske violinsolist Arve Tellefsen (1936) velkommen i alpetoppen af alle violinkoncerter, Beethovens.

Tellefsen var uddannet i København hos prof. Henry Holst, så det var for mange et hjerteligt gensyn med den store musiker.

Efter koncerten havde Palæets Koncert- og Restaurationsselskab ved den trivelige restauratør Nicolaisen forskellige absolut rimelige tilbud til publikum: En koncertplatte (til 58 kr.) og fx køkkenchefens hjemmerøgede østersølaks garneret med lakserogn, urter i julienne og sauce verte (42 kr.).

Man kunne også hygge sig i restauranten med en ”dekorativ ostetallerken med kendte oste garneret med vindruer og engelsk selleri” (36 kr.).

Imidlertid havde Nicolaisen også andre projekter der, efter sommerferien til alles forfærdelse åbenbarede sig. Ingen havde tænkt over, at Odd Fellow Palæet ikke var en fredet bygning, og det skønt den da i højeste grad var bevaringsværdig og gedigen dansk kultur.

Men Nicolaisen havde overtaget et større parti plastikmaling til en spotpris, og i de varme måneder, medens det hele lå stille, havde han fået malet salen op i de farver, han nu rådede over.

Den mest bemærkelsesværdige var den køkkenblå farve, en kulør man slet ikke troede fandtes mere på farvekortet, men knyttede sig til millionbøf, armeriddere og ternede forklæder i halvtredserne.

Den æggesnapsefarvede gule stod på sin egen måde godt til den køkkenblå, men det samlede resultat var gyseligt.

Vi klagede dog ikke, men bed tænderne og øjnene sammen. Det vigtigste var at bevare det gode forhold til Nicolaisen og at holde lejeudgifterne i ro.

Vi havde lige fra begyndelsen måttet leve med, at orkestrets økonomi stod og faldt med om det (igen) ville lykkes os at sammenstykke den fornødne sponsorstøtte.

Nu trak det sig sammen, og vi tre i Trio Energico havde over for Danske Bank stillet en personlig garanti på i alt 260.000 kr.

Det kunne man godt ligge søvnløs over, hvis man nu havde den tendens. Men flere ting spillede lykkeligt sammen.

Min Helle har i sin familie en onkel, der på helt naturlig vis omgås netop de folk, som træffer beslutninger om sponsorater og lignende. Nu faldt det sig sådan, at vi var inviteret til en middag, hvor der var alle chancer for at møde de ”rigtige” mennesker.

Helle var højgravid, og inden middagen spillede vi lidt musik for to fløjter for gæsterne. Stemningen var helt glimrende, og over kaffen kom der forskellige ting på bordet.

Da blandt andre direktøren for Skandinavisk Tobakskompagni, Jørgen Tandrup var en af de mere begejstrede og tilmed havde været til Collegiums koncerter, var det en god begyndelse.

Men der var andet, der spillede lystigt sammen.
Nils Dittmer kunne fortælle mig, at vores garantisum eventuelt kunne indløses, hvis blot jeg holdt et møde med et af Augustinus Fondens bestyrelsesmedlemmer, Bikuben-direktør Gorden.

”Du skal ikke lade dig skræmme af hans lidt bryske facon” forklarede Nils mig. Gorden sad bag et imposant mahogniskrivebord, en tætbygget, tyndhåret person med lysende øjne, som om han fandt tilværelsen umådelig komisk.

Jeg fremstammede, at vi havde fået lovning på… men kom ikke længere før han på drævende jysk indvendte: ”Det hjælper jo ingenting”!

Tavshed.

”Vil De ikke ha’ noget af ryge på”? foreslog han den nedtrykte fløjtenist, og i det samme åbnede han et mahogniskrin i størrelse som en babyvugge. ”Hvad vil De ha”? Og øjnene lyste drilsk – ”en cigaret eller en cigar”?

Jeg mærkede, at der var noget andet end røg i luften og svarede: ”jeg tror jeg tager en cigar”! ”Kom lad mig”, og så både klippede han spidsen og skabte ild med en guldlighter.

Direktøren tog også selv en cigar, og så pulsede vi løs uden yderligere snak.

”Det var et godt valg”, kom det pludseligt og dernæst triumferende. ”Hvis De havde taget en cigaret, fik De ikke en klink”! Og så lo han.

Det viste sig senere, at Gorden og min juraonkel, Halvor havde lagt denne skumle plan, og De to skal angiveligt ha’ moret sig kongeligt over hele sceneriet.

Den 5. marts 1986 modtog Collegium en check på nøjagtig 260.000 kr.
Det var et sandt kludetæppe af bidrag der fra begyndelsen og frem til 1988/89 tilsammen udgjorde Collegiums eksistensgrundlag.

En række centrale personer gjorde deres indflydelse gældende, og vi skylder megen tak til bl.a. Lennart Lynge Andersen, Palle Marcus, Tage Andersen, Niels Gangsted-Rasmussen, Lisbeth Ryberg og selvfølgelig ikke mindst Nils Dittmer.

Men enden på det hele blev, og der er sikkert også andre komponenter end de her nævnte, at Collegium Musicum fra 1988/89, og helt frem til 2009 fik en gedigen sponsoraftale og det med netop Skandinavisk Tobakskompagni, en aftale der fritog Dittmer, Michael og mig fra at løbe pengene op fra alle verdenshjørner i kulturlivet (se også afsnit om ST’s sponsoraftale).

Inden sæsonen gik i gang medvirkede Collegium og Michael ved et særarrangement for ”Telearbejdernes kongres”, men også med billetsalg, der blev afholdt i Falkoner-salen på Frederiksberg.

Koncerten, tirsdag den 9. august kl. 20.00 havde dame Janet Baker (1933) som solist, og stjernen sang Berlioz’ ”Nuits d’eté”.

Det udvidede orkester, med bl.a. fire horn, havde her, og ved flere andre lejligheder, Peder Elbæk som koncertmester.