Første koncert, 7. oktober

Mozarts ”Posthornserenade” med Ketils herlige solo, lå denne gang i hænderne på chefdirigenten.

Nu havde Bjørn og jeg haft først Del Mar, siden Dausgaard til at styre postvognen, men med Michael på bukken kom posten ud til tiden.

Siden 1991 har Christina Åstrand været 1. koncertmester i DR-Symfoniorkester.

Her ved koncerten spillede hun en sylespidst artikuleret Stravinskijs violinkoncert. Også sart men uden sentimentalitet. Det skal jo ikke glemmes, at Christina i de unge år især strålede igennem med ny- og nyere musik som Ligetis koncert og ikke mindst med sin udgave af Gubaidulinas ”Offertorium”.

Michael åbnede sæsonen med Webers ouverture til ”Oberon”.

Politiken skrev: ”Efter Webers Oberon kunne koncerten gerne være slut for mig. Da var jeg næsten lykkelig. Hvor ligger den tidlige romantik dog fantastisk godt for Michael Schønwandt og Collegium Musicum”.

Tak for det, Michael Bo!

Anden koncert, 25. november

Meget var anderledes ved den anden koncert. Koncertstedet var på forhånd lagt i Holmens Kirke. Tivoli var optaget den pågældende dag, og så blev det i stedet en kirkekoncert.

Mange havde set frem til at høre sopranen Henriette Bonde-Hansen. Også dette blev ændret. Anne Margrethe Dahl sprang ind i to store koncertarier.

Men som Jan Jacobi skrev efterfølgende: ”Man skulle da være et skarn, hvis man ligefrem klagede i den anledning. Få danske sangere formår som hun at virkeliggøre forestillingen om det storslåede – uden på nogen måde at svigte det vedkommende”.

Det var vores tilbagevendende gæstedirigent, Horia Andreescu der førte os igennem både Schuberts 4., ”Den Tragiske” i c-mol og gav os Mozarts ”Serenade Notturna” for strygere, en udsat solokvartet og fritsvævende pauker.

Det selvsamme værk var også på den forrige Torsdagskoncert i DR, men denne gang hørte vi ikke noget om upassende programlægning. Måske det slet ikke blev opdaget! Koncerten indledtes med Ligetis folkloristiske ungdomsværk, ”Rumænsk Koncert” fra 1951.

Surprisekoncert, 6. januar

Helt tilbage i Collegiums start havde vi formået at kunne præsentere vores publikum for Anne Sophie Mutter.

Nu var det et lige så stort scoop at have indfanget amerikanske Hilary Hahn (1979) til vores og Michaels nytårs- Surprisekoncert.

Superstjernen, nummer et på hitlisten i sin generation, havde valgt at kaste nyt lys over Sjostakovitj’ depressive violinkoncert. Hahn fandt helt nye sider frem, skønhed, lys og klarhed og det hele realiseret med denne ubesværede teknik og måske vigtigst en form for uskyld eller blufærdighed, der forvandlede og løftede denne nattemusik til noget vægtløst.

Men først Musorgskijs meteorlige ”En Nat På Bloksbjerg” og efter pausen en vidunderlig udgave af Tjajkovskijs kærlighedserklæring til Mozart, ”Mozartiana”, en Suite af fire satser. Derefter ikke mere fra den russiske buffet!

Aftenens anden solist, akkordeonisten James Crabb (1967) gav os Piazzollas ”Liber Tango”. Dette var før det halve musikliv begyndte at dyrke Piazzollas tangoer, og James Crabb var en af de første, der havde sat sig helt ind i stilen.

Tilbage kun ”Elverhøj”, Champagnebrus og taktfast ”Radetzsky”.

Fjerde koncert, 3. marts

Forholdet mellem aftenens ofte tilbagevendende dirigent Nicholas Braithwaite, III og orkestret var godt, men også uden ret meget ”gnist”.

Braithwaite er utrolig venlig og positiv, men ikke mindst hans Beethovens Anden, den energiske B-dur, faldt noget mat ud. Elisabeth fortsatte sin rejse gennem Mozarts klaverkoncerters dårende landskaber, og denne gang med nr. 18, B-dur koncerten. Men måske var det over for publikum lidt ubetænksomt at have så meget B-dur på én og samme koncert?

Braithwaite indledte overbevisende med Edgar Varèses ”Integrales”, og det var til gengæld en fest. 11 soloblæsere i heftigt kamp med fire slagtøjsspillere og med Niels T. og Bjørn C. i skarpe soli.

Femte koncert, 7. april

Michaels tætte relation til Benjamin Brittens musik fik her noget af en sensation frem. Britten skrev i sin ungdom, og før de prægnante operaer, hørespilsmusik over fortællingen ”Odysséen” og med titlen ”Penelopes Redning”. Det var her i Tivoli en dansk førsteopførelse!

Fire sangere virkeliggjorde handlingen, og historien blev fortalt af Ghita Nørby. Ikke for ingenting er Ghita vokset op i et musikermiljø, og hun bevæger sig fuldstændig ubesværet rundt i selv meget komplekse partiturer og musikalske sammenhænge.

Michael førte os derefter igennem Brahms’ ”Haydn-variationer”. En fryd at spille for alle, og en virkelig god opførelse. Efter pausen lettede vi på låget og fløj igennem Haydns nr. 94, ”Paukeslaget”, en af de 12 London-symfonier.

Sjovt nok er, som Jens Østergaard forklarer det, paukeslaget ikke med i Haydns førsteudgave, men han tilsatte dette chokmoment for at vise konkurrenterne i London, at ”Haydn ikke var sådan at hamle op med”.

Eksistensberettigelse er et mærkeligt ord al den stund alt i naturen ikke eksisterer på berettigelse, men på evnen til at leve og overleve.

I Collegiums nu 20årige liv blev der tilbagevendende rejst spørgsmål om netop orkestrets eksistensberettigelse. Dermed gjorde man det ikke til et spørgsmål om levedygtighed, men om en bureaukratisk afgørelse: Vil vi have dem eller ej!

De første par sæsoner var der noget sensationelt over nyskabelsen. Vi blev inviteret til flere DR-Tv-produktioner, og der var radiotransmissioner fra de første koncerter. Men det holdt hurtigt op og kom aldrig igen.

Collegium blev alligevel spillet jævnligt i DR, men altid fra vore mange Cd-indspilninger. Også i dag kan man glæde sig over, at ikke mindst orkestrets og Michaels serie med Gades otte symfonier ofte finder plads på sendefladen.

Fra flere sider kunne vi tilbagevendende mærke forskellige former for uvilje.

Pressen opfandt hurtigt udtrykket ”Fritidsorkestret”, og netop ordet fritid blev brugt imod, at orkestermusikere anvender deres ”fridage”, hvor de formodedes at skulle lade op, til mere orkesterspil.

Denne tankegang og den måde at definere en orkestermusikers virke og ansættelse på lå i forlængelse af en gammelgermansk tankegang, der i virkeligheden går helt tilbage til enevælde og musikeren i rollen som en tjener, der underholder overklassen med sit spil. Tænk blot på Haydns stavnsbinding.

En helt anden form for definition af orkestermusikeren kender vi fra fx England og til en vis grad også fra Sverige, hvor man overlader det til den enkelte at styre sit kunstneriske virke. I tilfælde af fastansættelser dog med de begrænsninger, som tjenesten sætter.

I England har man kun visse steder fastansættelser i den form vi anvender i Danmark. Orkestermusikeren bliver derovre honoreret per opgave, men man har også fremhævet, at orkestermusikerens liv i fx netop London er meget stressfuldt.

Hvorfor og hvordan kunne dette ”fritidsorkester” så eksistere i mere end samfulde 25 år? For den enkelte musikere var det bestemt ikke nogen guldgrube.

Jeg har allerede fortalt, at vi, med vores lønninger, kun lige akkurat holdt os fri af sanktioner fra DMF. Man kunne så forledes til at tro, at hver musiker i Collegium i stedet ville have stor indflydelse på orkestrets virke og programlægning. Men dette var ikke tilfældet.

Collegium var oprindelig, som en selvejende institution, nogenlunde demokratisk i sin opbygning. Fra begyndelsen besluttede man at ”det centrale led og der hvor beslutningerne tages er bestyrelsen”.

Bestyrelsen bestod af orkestrets dirigent og kunstneriske leder, to af orkestrets venner, orkestrets formand og endnu et medlem fra orkestret. Bestyrelsen mødtes efter behov og konstituerede sig sådan: Michael, formand, Nils Dittmer, næstformand, Toke, sekretær og kasserer, direktør Peter Augustinus. Kim Sjøgren var orkestrets repræsentant.

Der blev afholdt nogle få medlemsmøder og nedsat en programkomité med Bjarne Boie og Asger Svendsen.

Jeg må erkende, at denne idealistiske start kunne vi ikke gennemføre ret længe.

Det vil jeg gerne undskylde over for orkestrets tidlige medlemmer. Det skulle vi ha’ gjort bedre! Men det havde også sine grunde. Den væsentligste lå nok i, at Nils Dittmer, der i realiteten var den største dynamo for orkestrets udfoldelser, slet ikke kom fra en demokratisk styret ledelsesform.

Som bankdirektør i Bikuben var han vant til hurtige beslutninger på ledelsesplan og med den smidighed i alle afgørelser, som dette giver mulighed for.

Dertil kom, at både Michael og jeg var travle i vores øvrige virke. Michaels karriere tog over årene et vældigt opsving, og han fik betroet chefdirigentstillinger i både Berlin og i København.

Mit liv som solist, kammermusiker og pædagog på DKDM betød, at når jeg i dag læser i en lommebog fra dengang, så blegner jeg over, hvor meget der skulle nås hver dag.

Endelig, og det var også en faktor, var orkestrets økonomi meget presset. Vi arbejdede hårdt på fra mange forskellige sider, at tilvejebringe et grundlag for fortsat at kunne afholde koncerter.

Alligevel må jeg nu, mange år efter, erkende, at vi kunne måske nok have grebet styringen af orkestret og dets programlægning m.v. mere demokratisk an.

En enkelt gang kom det til en krise, og det var i et af de første år. En kreds af medlemmer, hvoraf flere havde erfaring i bestyrelsesmæssigt arbejde, fik indkaldt alle medlemmer til et møde med henblik på at fastsætte en generalforsamling og at udvirke, der blev skabt et regulativ og fastere rammer for orkestrets udfoldelser.

Mødet blev ret så kaotisk. Ikke mange mødte op. De fraværende var tilsyneladende ligeglade med de demokratiske tanker, og herefter faldt det hurtigt tilbage til det, der allerede var.

Bestyrelsen havde den nævnte sammensætning i flere år og indtil Peter Augustinus stoppede. Derefter kom Søren Friis fra Dittmers forvaltning ind i stedet. Der blev afholdt et væld af møder med de forskellige og skiftende direktører fra Tobakskompagniet.

Michael, Dittmer og jeg havde desuden talrige møder med agenturerne, salene, grafikerne og alt muligt andet.

Men hvorfor var det alligevel en attraktion for de mange medlemmer, der trofast og med ildhu var en del af Collegium?

Først og fremmest opstod der en form for kammeratskab der i denne begrænsede gruppe skabte usædvanligt stærke bånd. Dernæst var det i virkeligheden den oprindelige grundstamme fra koncerten på Valdemar Slot, der udgjorde den centrale enhed.

I blæsergrupperne var der ingen udskiftninger alle årene igennem. Også blandt strygerne så man en gruppeidentitet, fx i bratschgruppen, der holdt sammen.

Kun i violingrupperne kunne man notere sig, at grundstammen var stabil, men at der var udskiftninger og især hos primoerne.

Men der var mere kit i posen! For Kapellets musikere var det en tilbagevendende mulighed for at spille symfonisk musik. Koncerterne havde også udviklet sig til at være en familiebegivenhed, for der var så godt som altid to eller flere fribilletter til hver musiker.

Blev man så kigget over skulderen når man spillede? Det gør man altid, men mindre her end i de stærkt administrerede orkestre. Endelig må vi også fremhæve Michaels personlighed og den store velvilje og imødekommenhed, han altid viste overfor orkestret.

Alle kunne mærke, at Michael her følte sig hjemme.

Aktivitetsniveauet var højt. De tilbagevendende koncerter, grammofonindspilninger, ture til Stockholm, Berlin, Bad Harzburg, Norge og forskellige steder i Danmark og endelig de to sommerturnéer til Sydfrankrig.

På forunderlig vis var humøret fristes jeg til at sige altid højt, og en følelse af frihed i kunsten hvilede over det hele.

Man kunne bare melde sig ud, kunne man jo. Det er også en form for frihed!