Første koncert, 25. september

Michael havde lagt en Mozart-linje hele sæsonen igennem, og den blev her skudt i gang af den franske mesterpianist, Cécile Ousset (1936) med den store C-dur, nr. 21.

Dirigent var en gammel bekendt, rumænske Horia Andreescu (1947). Vores venskab startede helt tilbage i halvfjerdserne, hvor Horia vandt en 3. pris ved Malko-dirigent konkurrencen. Han indledte med Stravinskijs koncert i Es, ”Dumbarton Oaks”.

Madamme Ousset var naturligt nok aftenens hovedattraktion, men efter pausen kom der mere Mozart, ”Prager-symfonien” med lette tempi, sådan som Andreescu havde for vane.

Koncerten sluttede med Bartoks ”Rumænske Folkedanse”.

En god start på orkestrets 12. sæson.

Anden koncert, 13. november

Michael var atter på podiet ved en koncert, hvor Niels Thomsen var en uforlignelig solist i Mozarts A-dur koncert.

Niels havde anskaffet sig en bassetklarinet med de dybe toner, og det gav ekstra fylde til hans i forvejen varme klarinetklang.

Michael arbejdede i 1975 sammen med Benjamin Britten under Aldeburgh festspillene og indstuderingen af suiten fra ”Døden i Venedig”. Dette gav et historisk vingesus for musikere som for publikum.

Efter pausen kunne mange fryde sig, andre måske mindre. Når man taler Saint-Saëns så deler vandene sig. Jeg elsker hans musik. Så er det på plads! Også som her 1. symfoni i Es-dur, opus 2 fra 1853.

Tredje koncert, 11. december

Det var jo næsten en julekoncert og sikkert i konkurrence med Händels ”Messias” gange fem. Vi havde dog sikret os oboisternes medvirken.

Michael slog an til Kurt Weills ”Kleine Dreigroschenmusik” fra kabaretternes Berlin, 1929.

Elisabeth svævede ind til Mozarts A-dur, nr. 23. Den havde hun også indspillet nogle år tidligere med os.

Efter pausen en af favoritterne, Mendelssohns ”Skotske”.
Ikke så svær men meget meget god!

Fjerde koncert, 1. Surprisekoncert 15. januar

Den fjerde koncert ville tidligere være annonceret som Nytårskoncert. Nu bar den titlen Surprise-koncert.

Michael havde besluttet, at første del skulle være som et samlet hele. Det blev Faurés ”Rekviem”.

Solister var Henriette Bonde-Hansen og Bo Boje Skovhus. Sidstnævnte undrede sig siden hen over, at orkestret havde brugt så mange penge på ham som solist, når han kun sang i seks minutter. Det kunne han i grunden have ganske ret i!

Anden del var også først holdt i en alvorlig tone, Mozarts guddommelige g-mol, nr. 40, men så blev det en anden snak. Leopold Mozarts ”Børnesymfoni” med os musikere som børn satte en herlig stemning. Også selvom den er skrevet af Haydn.

Kuhlaus ”Elverhøj” stod og trippede i manegen. Derpå de sædvanlige Nytårsstykker.

Hør Molto-allegro-satsen fra Mozarts symfoni nr. 40:

Femte koncert, 26. marts

Det blev et godt gensyn fra 1987 med den tiltalende og dygtige chef for Aarhus symfoniorkester, lettiske Eri Klas.

Først Mozarts ”Pariser-symfoni”, nr. 31 i D-dur. Efter de tunge 7. og 8. i Sjostakovitjs symfonirække ændrede han totalt kurs med sin Niende.

På trods af den numeriske arv hvad niere angår, blev det en humoristisk sag, i samtidens Sovjet ligefrem kaldt pjanket. Og i Eri Klas’ sikre hænder en rigtig Collegium-basker!

Koncerten sluttede med en af de vægtigste solokoncerter, Beethovens violinkoncert. Solist var berlinerfilharmonikernes 25årige koncertmester, Guy Braunstein (1971), og det blev en flammende opførelse hvor Braunstein gav sig fuldt ud.

Han spiller Stradivarius, og koncerten var tæt på at koste ham dyrt. I sidste sats kom han under spillet ved et af f-hullerne så tæt på violinens ”spidser”, at han strøg et hjørne af!

Efter koncerten kravlede han og jeg og Michael rundt på scenegulvet for at finde det lille famøse stykke træ.

Jeg regnede ud, med udgangspunkt i violinens totale vægt, at der lå for 40.000 kr. et eller andet sted, men vi fandt det heldigvis, og det er siden blevet limet godt fast, for sådan er det med violiner.

Ligegyldig hvor meget man ødelægger dem, er der altid en violinbygger der kan fikse dem.