Den første koncert, 26. oktober

Michael indledte selv denne sæson, der skulle vise sig at være sidste i vores Tivoli-tid. At kalde Collegium et Mozart-orkester ville nok set i bakspejlet være en meget præcis angivelse.

På sæsonens første koncert fik publikum og orkestret mulighed for at opleve Mozarts tre sidste symfonier, en opførelse med tre mesterværker så forskellige de end er. Forunderligt nok er de komponeret i rap over sommeren 1788 dateret 26. juni, 25. juli og 10. august. Es dur – g-mol – C-dur. Det giver kuldegysninger, bare vi tænker på dem!

Berlingskes udsendte var begejstret. Han havde også været ude med riven i den forrige sæson og sammenlignet orkestret med et horehus hvor ”folk gjorde tingene på hver sin måde. Hvilket med rette faldt nogle for brystet. Beklager. I dag lyder orkestret meget anderledes”.

Anden koncert, 9. november

Koncerten indledtes med den italienske klangkunstner Respighis ”Fuglene”.

Solofagotten, Asger Svendsen, der i sin tid var uddannet i Rom, talte altid varmt om Respighis farverige værker, og de har vist sig at matche så fint til Collegiums klanglige ressourcer.

Norske Randi Stene i sort kjole med rød blomst indtog scenen og sang med sydlandsk temperament De Fallas ”Syv populære spanske sange”.

Efter pausen en flot og gennemarbejdet udgave af Mendelssohns ”Skotske”, men, som jeg har sagt flere gange, den er ikke så svær, til gengæld knaldgod!

Tredje koncert, Surprisekoncert, 11. januar

Michael var tilbage og i et rigtigt Collegium program. Vi sluttede med ”Elverhøj”.

En gennemlytning af diverse udgaver af den frapperende ouverture viser, at den aldrig falder ud på helt samme måde. Fx kan den pompøse indledning være både langsom og meget langsom og i forskellige grader af spændstighed.

Hos Michael er Kuhlau altid i optimal opsætning. Franske Pierre-Laurent Aimard (1957), i løsthængende skjorte og halvlangt hår, var intet mindre end forrygende i Chopins f-mol koncert.

Aimard er ikke mindst kendt som en fremragende Debussy-fortolker, men hans ”feeling” for det fuldblodsromantiske står ikke tilbage.

Efter pausen kom Aimard slentrende roligt ind, men angreb så klaveret i Presto-satsen fra Ravels G-Dur koncert. Formidabelt!

Michael indledte med Chabriers ”Suite Pastorale” – mange gode melodier! Og efter pausen fik vi også Iberts ”Divertissement”, et Collegium-nummer, der gik første gang i orkestrets første abonnementssæson.

Vi kan præsentere en koncertoptagelse af Chabriers ”Suite Pastorale”:

Fjerde koncert, 8. februar

Carl Nielsen skuespilmusik til Oehlenschlægers skuespil ”Aladdin” havde dengang i 1919 en krank skæbne. Musikken blev revet fra hinanden, meget blev strøget, og da opsætningen var håbløs, faldt det hele til jorden. Og dette i en grad, så Nielsen ikke ville ha sit navn på plakaten!

Nielsen dirigerede selv i 1926 et udvalg af stykkerne, men først i nyere tid har musikere som publikum fået ørerne op for, hvilken skat der gemmer sig i de i alt 30 musiknumre.

Michaels og Collegiums koncertante opsætning var den første nogensinde, der ydede musikken fuld retfærdighed. En gennemarbejdet og videnskabelig udgave af partituret var netop blevet færdiggjort af Carl-Nielsen- udgavens musikforskere.

Ghita Nørby og Nis Bang Mikkelsen genfortalte handlingen, naturligt nok i en meget forkortet udgave, men også dette var gjort med nænsomhed og tilrettelagt af Wenzel de Neergaard.

Ulla Kudsk, Joachim Knop og Bo Anker Hansen reciterede og sang, og Koncertforeningens kor satte klangligt rum på forestillingen.

Det var en kæmpe sejr for dirigent og orkester, og publikum såvel som pressen var entydige i deres begejstring.

Femte koncert, 7. marts

Den sidste koncert i abonnementsserien var med Aarhus Symfoniorkesters kompetente musikchef, Giancarlo Andretta (1962), der også har været dirigentprofessor ved DKDM i København.

DR symfoniorkesters fremragende cellokoncertmester, bulgarske Stanimir Todorov (1967) var solist i Schumanns cellokoncert.

Andretta startede med en ukendt Rossini-ouverture, ”Korinths belejring”.

Efter pausen endnu en ouverture, denne gang af Cherubini. Koncerten sluttede med Schuberts herlige nr. 3, D-dur symfonien. Et gedigent Collegium nummer, hvis historie for os gik helt tilbage til begyndelsen.

Andretta fik talrige fremkaldelser, og jeg husker også hans prøvearbejde båret af ildhu og akkuratesse.