Det var heldigvis Michael der åbnede sæsonen og vi havde just, og for anden gang, været sammen over sommeren ved klaverfestivalen nede ved Aix og havde tilmed også mødtes i Roskilde Domkirke til en koncert, der var dedikeret til Schubert.

Med tre fremragende solister dirigerede Michael ”Stabat Mater”. Skitserne til Schuberts såkaldte 10. symfoni var igen forvandlet til et sammenhængende værk.

Det var, som Schubert tilbagevendende meldte sig i vore drømme, og bad om hjælp! Og det skulle ikke blive sidste gang.

Herregud denne gudeagtige skikkelse fik kun 32 år på vores planet.

Første koncert, 10. oktober

Vi tog hul på abonnementssæsonen, og rammen var sat.

Fem koncerter i Tivolis koncertsal. Den hundesvære Berwald-symfoni, nr. 3, ”Sinfonia Singulèire” blev efterfulgt af Mozarts ”Exsultate jubilate” med herlige Inger Dam-Jensen.

I disse år var hendes karriere højtflyvende, og man kunne opleve hende på både Covent Garden og ved Glyndebourne festivalen.

Jeg havde på Ingers opfordring skrevet en lille Mozart-kadence til hende, for kadence-tilberedning har i mange år været en af mine bibeskæftigelser.

Også efter pausen var Inger i centrum med fem Grieg-sange.

Som afslutning spillede vi Kodálys ”Danse fra Galánta”.
Abonnenter med skarp hukommelse ville kunne påpege, at dem havde de hørt før.

Anden koncert, 14. november

Ved den anden koncert startede vi med blot 13 blæsere på scenen.

Hans-Peter Frank dirigerede Strauss’ tidlige ”Es-dur Serenade”, og gav her blæserne lejlighed til at fremvis alle deres kvaliteter.

Jeg holdt mig i baggrunden og overlod fløjtestemmen til Mikael Beier der altid løser opgaverne til perfektion.

”De Fire Temperamenter” er andet end musik af Carl Nielsen. Paul Hindemith skrev under anden verdenskrig også sådan et værk, men for klaver solo og orkester. Hans Pålsson (1949) var en yderst kompetent forløser af den kringlede musik.

Efter pausen et af alle orkestermusikeres favoritter, Mendelssohns tredje, ”Den Skotske”.

Ikke så svær som ”Den Italienske”, men fuld af herlige indfald og melodisk stof til overmål.

Tredje koncert, Surprisekoncert, 19. december

Surprise-koncerten lå i Michaels hænder, og selv om programmet traditionen tro først blev annonceret på dagen havde vi dog fortalt, at man kunne opleve David Geringas i Tjajkovskijs ”Rokoko-Variationer” og inden da Glazunovs ”Vinteren” fra ”Årstiderne!

Efter boblerne for publikum i pausen bød Michael på ”Lille Frøken Snefnug” suiten af Rimskij-Korsakov, der slutter med ”Gøglernes Dans”.

Geringas kom tilbage, og vi fik et forrygende stykke (Rokken) af celloens Paganini, David Popper.

Fra det store Lumbye katalog spillede vi ”Juleaften”, en vals og ”Glædeligt Nytaar”, galop. Endelig efter det trykte kunstprogram ”Elverhøj ouverturen”!

Fjerde koncert, 6. februar

”De spiller godt i det lille fritidsorkester, rigtig godt” sådan kunne man i Politiken bl.a. læse om vores fjerde koncert.

Jac van Steen optrådte som gæstedirigent og stjerneviolinisten Antje Weithaas gæstede her Collegium for anden gang og efter hendes store succes med Mendelssohn.

Koncerten sluttede så med en medrivende opførelse af Beethovens violinkoncert.

Politiken skrev om solisten: ”Hun intonerede krystalklart, og den slanke tone har en kerne af lysende, smeltende sødme, helt blottet for sentimentalitet. Det var nervepirrende og forførende i sin intensitet”.

Først spillede vi Haydn nr. 98, og endnu engang mødte publikum Stravinskijs pokerfjæs i hans ”Jeu de Cartes”.

Politiken bar jahatten uden blusel: ”Haydn stod dejlig stramt og friskt med tæt klang, præcist afrundede detaljer og skarpe kontraster”.

Og om Stravinskij: ”… musikken dansede også, og den delikate instrumentation kom herligt til sin ret”.

Hvabehar!

Femte koncert, 2. april

Tango var og er oppe i tiden. Skulle man så til Argentina for at finde en bandoneon-solist?

Nej, blot op til Norge. Ved koncerten den 2. april, den sidste i rækken, var Per Arne Glorvigen (1963) en suveræn solist i Piazzollas Bandoneon-koncert.

Michael indledte med en perfekt udgave af Debussys ”Childrens Corner”.

Særlig bemærkelsesværdig var nok Bjørns obosoli i ”Den lille Hyrde”.

Efter pausen Ravels uudgrundelige ”Pavane” med Per på den fine hornsolo og til sidst Helene Gjerris som sopransolist i Manuel de Fallas ”El Amor Brujo”.

Pressen skrev: ”Et smukt sammensat program og en fin koncertaften”.

Michael byder i salsprogrammet velkommen til orkestrets 19. abonnements-sæson.

Fem koncerter med danske og udenlandske solister og stadig med Skandinavisk Tobakskompagnis generøse støtte.

Han bemærker også, at der er grøde i luften, og at DR nu bygger en ny stor koncertsal i Ørestaden. Både Michael og jeg har fulgt de forskellige planer for et nutidigt koncerthus tæt på.

Første gang var i forbindelse med etableringen af Øresundsbroen, hvor det svenske entreprenørselskab, der stod for hovedentreprisen, indkaldte en lille kreds af musikmennesker i København til et møde for at få afklaret, om der var et behov for også at bygge en koncertsal. Når de nu alligevel var i gang.

Flere år senere blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om at bygge et koncerthus ved havnefronten. Michael sad i dommerkomitéen, og Henning Larsens tegnestue vandt konkurrencen.

Men Larsen meddelte sensationelt på pressemødet i forbindelse med prisoverrækkelsen, at han faktisk ville fraråde det. Beliggenheden var langtfra optimal! Luften gik straks af ballonen!

Det blev så tid til at realisere generaldirektør Nissens store plan for Ørestaden.

Det faldt sig sådan, at flere ting spillede sammen og skulle involvere mig i processen. Først fik jeg en advarsel. En af vores drenge gik i skole med den arkitekt, der havde tegnet og tilrettelagt de københavnske metrovogne.

Han sagde ”af sparehensyn bliver det ikke med gummihjul. Måske metallet vil skrige lidt ved opbremsninger”. Det lød ildevarslende. Vores genbo er geolog, og han kunne fra sin side advare om, at man muligvis, på grund af kridtunderlaget, ville kunne høre metroen i koncertsalen og især i salen på Rosenørns alle.

Men Metroen blev i Ørestaden lagt over jorden, og heldigvis fik vi ingen af generne. Det tredje tilfælde var nok så interessant.

Ved et møde med Holger Bisgaard, der dengang var planchef i Københavns kommune, nævnte Holger, at det kunne være fantastisk, hvis man fra DR- metrostationen kunne følge rulletrappen direkte op til koncertsalen. Om jeg ikke syntes det var en god idé! Ja, hvorfor ikke. Det syntes jeg var en brillant idé!

Men det blev heller ikke til noget, for bygningen af Rigsarkivet, hvis nybygning dengang var planlagt som nabo til koncerthuset, blev aflyst, og så rystede man posen med beslutningen om, hvor metrostationen skulle ligge.

Nå ja. Nu fryser vi i den blæst, der synes uundgåelig derude på Amagersletten.

Og Collegium 2000-2001? I finder os fortsat i Tivolis koncertsal.