Første koncert, 29. september

Det skulle blive et Mozart-år. Collegiums træblæsere havde nyligen modtaget en Grammy Award for sin indspilning af Mozarts ”Gran Partita” og Gounods ”Petit Sinfonie”, så sæsonen fik særlig fokus på Mozart og på fransk musik.

Det var nu ikke så usædvanligt. Collegium boltrede sig altid i Mozart og fransk musik. Men nu havde vi spillet sammen i 20 år, og det skulle fejres.

Michael slog an til Mozarts ”Prager”, nr. 38. Politiken skrev: ”… dette var besnærende: hverken for tungt eller for kantet, men uforceret, gennemartikuleret i frit strømmende tempi, friskt, klart og strukturbevidst”.

Derefter kunne vi for første gang sige velkommen til en obosolist udenfor orkestrets rækker, Francois Leleux (1971) og det i et værk fra vor tid, Pendereckis eksplosive ”Capriccio” for soloobo og 11 strygere.

Også i anden halvdel strålede Leleux’ tone ud over orkestret og her i Martinus obokoncert. ”Virtuost og sprudlende virtuost” (Politiken).

Michael sluttede koncerten med Stravinskijs ”Divertimento”, en symfonisk suite fra balletten ”Feens Kys”. Også den høstede kun roser, i salen som i dagspressen.

Anden koncert, 10. november

Denne koncert skulle blive ganske usædvanlig! Collegium havde fået ny 1. koncertmester, og der blev hurtigt brug for Tim Frederiksens overblik og autoritet.

Dirigenten Zvi Carmeli (1974) var min opfindelse. Det udsprang af, at jeg havde optrådt med Zvi ved nogle kammerkoncerter i Israel, og det lykkedes dengang bratschisten Zvi at overbevise mig om, at han ikke alene kendte denne aftens solist rigtig godt, men også havde erfaring nok som dirigent til at styre forløbet.

Den beslutning var ikke min bedste som formand for orkestret! For hvad vi ikke vidste var, at den nu 80årige Ivri Gitlis (1922-2020) ikke kun var en levende violinlegende, han var også den største excentriker, jeg har mødt igennem mine 40 år som orkestermusiker.

Allerede under fredagsprøven var Tim opsat på at få koncerten aflyst.

Kombinationen af den uerfarne dirigent og en solist, der ikke på nogen måde ønskede at følges med hverken dirigent eller orkester, fik adskillige gange koncertmesteren til at se opfordrende op på formanden i fløjtestolen.

Vi fløjtede så af til pause. Og vi forhandlede. Ikke med Gitlis, for hvad skulle vi dog sige til ham? Han var udenfor pædagogisk rækkevidde.

I første omgang besluttede vi at tage det mest krævende værk af plakaten, Bartóks ”Rapsodi nr. 1”, for her var udsvingene mellem de trykte noder og Gitlis’ violin-rubato så udprægede, at han lige så vel havde kunnet spille sin solostemme i rutsjebanen udenfor.

Tilbage var så to solostykker af Saint-Saëns, ”Havanaisen” og ”Introduktion og Rondo Capriccioso”. Den noget rundtossede Zvi Carmelli skulle også nå at indstudere Mozarts vidunderlige A-dur, nr. 29 samt Coplands ”Appalachian Springs”.

Men Jan Jacoby havde ganske overraskende i Politiken en storartet oplevelse og beskrev Gitlis’ spil med ordene: ”Hvad han gør? Han leger. Sprælsk, drilsk og fandenivoldsk som en rigtig spillemand… ikke to øjeblikke i træk ved man, hvor man har ham”. Og det havde Jan Jacoby ret i, og det var netop problemet.

Vi skøjtede rundt, og Tim havde travlt med at holde styr på tropperne, for kun få skænkede stakkels Carmeli megen opmærksomhed.

Vi syntes dengang solisten var gammel, men Ivri Gitlis var livskraftig, levede yderlige 18 år, spillede og underviste, og døde først i december 2020 som 98årig.

Vi overlevede trods alt, men for mig skulle det blive meget værre og dog også på en vis måde ret så morsomt.

Det var min opgave at tage mig at solisten, og det startede med et voldsomt sammenstød, som fandt sted delvist over for publikum.

Gitlis stormede ind efter sit første solonummer og ville fortsætte med det næste, og dette på trods af, at publikum naturligt nok var på vej ud til pause.

Den aldrende solist råbte: ”jeg vil spille NU. Jeg kan ikke komme op igen med nok energi”! Det kunne man i grunden godt følge ham i. Han ville spare på det kvantum adrenalin, der var ham forundt. Jeg beroligede ham så godt jeg kunne.

Efter koncerten listede jeg op i Tivolis solistværelse for at føre Gitlis videre til en middag med sponsorerne. Gitlis var på toilettet og kom ud derfra med to toiletruller i hænderne, som han stoppede ned til sin Stradivarius og med ordene: ”det mangler altid på hotelværelset”!

På vej gennem København med kurs mod Valby kørte jeg gennem Istedgade, og her ville Gitlis absolut frekventere en tyrkisk grønthandler, der holdt sent åben.

Her købte han to bananer, nok også til hotellet, og noget barbergrej, men så ville han forresten ikke med længere, for der duftede stærkt fra bagbutikken af kebab, og han var allerede blevet ven med indehaveren.

Jeg fik ham omsider bugseret videre og ud til den franske restaurant, vi dengang havde her i Valby.

Sponsorerne havde ventet længe, men nu var han her, legenden.

Vi bestilte, og valget for Gitlis stod mellem kylling og lam. Jeg valgte det, han ikke tog. Det var klogt. Da de dampende retter kom på bordet betragtede han kritisk først sin kylling og dernæst mit lam.

I et snuptag havde han byttet rundt på tallerkenerne, i det han dog med sin dybe hæse stemme tilføjede: ”men jeg vil ha mine egne kartofler”, og så skovlede legenden ”sine” kartofler over på ”sin” tallerken.

Ikke desto mindre udfoldede han sig lige fra sin sene ankomst med stor charme, og drejede hele selskabet, og ikke mindst damerne, fuldstændig rundt om sine virtuose lillefingre.

Og det var ikke kun vores sponsorselskab, men alle i lokalet han gav fuld opmærksomhed. På et vist tidspunkt ringede fløjtenisten Janne Thomsen til mig fra Paris. Hun var en god ven af Gitlis.

Vi talte naturligt nok dansk sammen, og da Janne spurgte meget relevant: ”kan du klare ham”? svarede jeg ”Jo tak, men han er noget sigøjneragtig”. Og jeg undskylder over for læseren, at jeg dengang brugte denne upassende vending. Sigøjneragtig? Gitlis stemme var som et slangehug. Han havde forstået.

Tableau! Gitlis og jeg blev aldrig rigtig venner!

Optagelse fra denne koncert:

Fjerde koncert, 9. februar

Der skulle igen en ændring til, for at koncerten kunne gennemføres!

Den annoncerede topdirigent, Dietfried Bernet meldte afbud, og så fik vi fløjet (som man siger i de kredse) en ny dirigent ind, østrigske Johannes Wildner (1956).

Programmet stod til gengæld uantastet, og det var godt gjort af Wildner! Ravels ”Pavane” med Pers hornsolo, Beethovens anden klaverkoncerten i B-dur med tyske Christoph Berner (1971) ved tastaturet og det med succes, så vi fik Schumann som ekstranummer.

Efter pausen en noget rodet udgave af Mozarts ”Haffner-symfoni”, men som et farverigt slutnummer Ravels ”Tombeau de Couperin”, forgyldt af Bjørns obospil.

Berlingskes Søren Schauser var især begejstret for Collegiums blæsere: ”Under en koncert som den i søndags sidder træblæserne og spiller stort set som en drøm – virtuost, stilistisk medlevende i alle tiders musik og fremfor alt loyalt, loyalt, loyalt”.

Tak for de pæne ord, Søren, for det var egentlig en svær koncert at komme igennem!

Femte koncert, 16. marts

De to studiekammerater fra ungdomstiden, Amalie Malling og Hans Pålsson mødtes her over Mozarts Es-dur koncert for to klaverer.

Dobbeltkoncerten blev spillet med lydhør finesse, nerve og teknisk overskud for de tyve travle fingre. Michael varmede op med Stravinskijs finurlige og superklassiske ”Pulcinella-Suite”, et stykke der vakte minder hos Collegiums mange veteraner, men også gennemsigtig musik med talrige soloer rundt omkring i ensemblet.

Musikken efter pausen var reserveret til Beethovens ungdomsværk, balletmusikken til ”Prometheus”. Også her er der rum for soloer i bl.a. fløjte, klarinet, fagot og solocello. Beethoven anvender her og undtagelsesvis også harpe.

Musikken er mest kendt for Finalens rondotema. Det må have rumsteret længe videre i Beethovens hoved, for vi genfinder det som 15 variationer og fuga for klaver og især for i sin endelige udformning at danne rygrad for Finalen af Beethovens Tredje, ”Sinfonia Eroica”.

For Jens Østergaard betød afslutningen på sæsonen også et farvel fra ham. Det vil sige, Jens skrev fortsat programnoter til det trykte program, men hans forrygende introduktioner inden koncerterne, måtte han stoppe med.

De tog for meget på ham, og han mærkede, at han ikke længere kunne tåle den store anspændelse, der altid var en del af hans sprudlende dynamik.