Det var svært. Men vi var også heldige. Og det helt usædvanlige var, at den enkelte musiker aldrig følte, at der var en hel etage af embedsværk, der kontrollerede deres indsats. Det var con amore, og selvom indtjeningen, i bedste fald, kun lige akkurat opfyldte fagforbundets krav til mindsteløn, så var der aldrig problemer med at besætte orkestret i en stærk opstilling.

Som det vil fremgå af denne krønike, kan man inddele Collegiums historie i (mindst) tre eller fire perioder. De gyldne år dækker ni år i Odd Fellow Palæets historiske ramme, den store sal, der bar på væsentlige opførelser i dansk musikhistorie. Dernæst, efter den tragiske storbrand, de mange, gode år i Tivolis koncertsal og tilsvarende, om end kortvarigt, på Det kgl. Teaters gamle scene.

Disse tilsammen 17 år foregår enten i Tivoli, begge steder på skift eller udelukkende på Gamle Scene på Kgl. Nytorv. Den fjerde og sidste periode er kun lige akkurat en egentlig ”Collegium-æra”, for her var forholdene helt anderledes, og opgaven bunden og lagt i faste rammer uden orkestrets indflydelse. Derfor vil denne periode kun blive sporadisk behandlet her. Den historie tilhører i langt højere grad det glimrende foretagende, Opera Hedeland.

Beretningen indeholder beskrivelser af alle koncerterne, værkerne, de medvirkende dirigenter og solister og så de sommetider overraskende momenter der især, hvis noget er gået galt, står særlig klart i hukommelsen. Beretningen indeholder også et portræt af vores verdensstjerne, sopranen Inga Nielsen. Inga medvirkede ved en del af Collegiums koncerter, og der var knyttet tætte venskabelige bånd. Der vil også være mulighed for at orientere sig om Collegiums mange indspilninger. Det var en ganske betragtelig mængde musik, der blev fastholdt enten som koncertoptagelser eller i studiet, der endda sommetider var Odd Fellow Palæet eller en passende kirke.

Man vil nok kunne mene, at jeg i denne krønike om Collegium Musicum, i mine overskrifter fx, har underspillet Michaels rolle som kunstnerisk leder og dirigent. Min fremstilling ændrer imidlertid ikke på, at det var og er Michaels hjerte, der altid banker stærkt og godt og i takt med både musikken og de musikere han arbejder for. Derfor vil Michael i denne fremstilling kun undtagelsesvis blive nævnt ved sit fulde navn. Det samme gælder for fx Elisabeth Westenholz og Kim Sjøgren. De bliver til Michael, Elisabeth og Kim.

Der skal her lyde en hjertelig tak til Generalkonsul Einar Høyvalds Fond og dets formand, Lennart Lynge Andersen samt til Tonekunstnerfonden for økonomisk støtte til her at kunne præsentere Collegium Musicums historie. Min søn, Christopher holder Collegiums hjemmeside ajourført og åben. Der skal også lyde en tak til Mia Elisabeth Andersen, som har stået for såvel den grafiske udformning som for de tekniske finesser.

Men nu begynder vi. De mange års sæsonprogrammer breder sig ud her på min skriveplads. Stabler af avisudklip og anmeldelser falder på gulvet. Skal jeg nu overhovedet kigge i dem? Nytårsprogrammer udformet som små originale kunstsider har deres egen historie. Det hele lever igen. Paukerne er stemt. Træet tager luft ind. Buen på strengen. Michael løfter armene. Ja, nu begynder det. God fornøjelse!

Toke Lund Christiansen, marts 2025

I løbet af 1981 var der flere initiativer der på forunderlig vis fandt sted, og som hurtigt kom til at spille sammen.

Midt på sommeren fik jeg et postkort fra Michael Schønwandt: ”Hva’ skal barnet hedde”? Flere postkort senere: ”Hva’ mæ’ Collegium Musicum”?

Det var som en start ikke noget planlagt forløb, men udsprang i første omgang af en enkeltstående begivenhed: Collegium Musicums første koncert, der skulle finde sted på Tåsinge i Valdemar Slots riddersal lørdag den 15. august 1981. Der havde været prøver i København torsdag og fredag.

Michael havde på bedste landstrænervis sammensat et orkester på ca. 35 unge musikere i et program der bestod af Mozarts Haffner-serenade og Stravinskijs Pulcinella musik, og barnet var så døbt Collegium Musicum.

Slottets riddersal var ny renoveret med smukke lyse plankegulve, en fin akustik, og i sommervarmen stod vinduerne ud til gårdspladsen på vid gab. Musikken fik følgeskab af et par svaler der, tilsyneladende i højt humør, fløj rundt og satte ekstra overtoner på musikken.

I Stravinskys Pulcinella strålede sangsolisterne Edith Guillaume og Kim von Binzer, og det usædvanlige var, at Pulcinella-musikken kunne opleves i sin helhed og ikke bare som den ”sædvanlige” suite.

Koncerten blev radiotransmitteret med et par timers forskydning, og orkestret kunne derfor høre sig selv over radioen i den bus, fra Lyngby Turistfart, der transporterede ensemblet frem og tilbage mellem København og Tåsinge.

Valdemar Slots (og Orlovsmuseets) daværende direktør, Bredo Munthe Morgenstierne hilste os hjertelig velkommen. Han benyttede samtidig lejligheden til, gennem den imposante moustache, at forlange DR’s store blå transmissionsbus flyttet værk fra slotsfacaden. ”Vi kan ikke ha sådan et skrummel foran slottet”!

Umiddelbart efter koncerten var der et glas champagne til de medvirkende, og her blev både Michael og jeg nærmest bestormet af en meget entusiastisk publikummer. Michael havde mødt Nils Dittmer før, men for mig var det første gang, jeg oplevede Bikuben dynamiske fondsdirektør og leder af sparekassens forvaltningsafdeling i Landegreven.

”Det er jo fantastisk. Det må vi gøre til et fast orkester”! Sådan faldt ordene fra denne musikelsker og glimrende amatørviolinist, og sådan blev det! Som det vil fremgå af det følgende, skulle Nils Dittmer blive den praktiske og hvad økonomien angår energiske drivkraft bag orkestret, og igennem alle årene var vi en Trio energico, bestående af Dittmer, Michael og orkesterformanden. Men alt dette vender vi tilbage til!

Det var ikke helt tilfældigt, hvordan orkestret var sammensat. Michael havde skelet til, at der, på dette tidspunkt nok var respekt, men ikke megen sammenspil mellem Kapellets musikere og deres kolleger i Radiosymfoniorkestret (DR Symfoniorkester).

Nu blev der knyttet varme forbindelser, glødende tråde, der igennem de følgende mange år førte Danmarks to største orkestre tættere sammen. Og trådene gløder heldigvis endnu. Der blev skabt sammenhængskraft, og denne sidegevinst bør vi ikke negligere!

Men tilbage til Tåsinge. Alle orkestrets solister var på banen med små eller større dribleture, og alle husker, hvordan orkestrets ellers fuldstændig træfsikre trompetscorer Ketil, hamrede sin sidste tone op på overliggeren til en skærende septim. Flot som Preben Elkjærs famøse kiks tre år senere!

Septimen bragede ud i bussen på hjemturen, og det lo man meget af i denne ubarmhjertige kreds. Vi var rystet sammen til en enhed. Collegium Musicum var allerede et orkester.

Om søndagen, dagen efter Valdemar Slot koncerten, opførte vi det samme program i Tivolis koncertsal, og nu var dagspressen på plads. Der var sensation i luften og, da man fra det etablerede musikliv ikke kunne ane, hvad der var i vente, faldt der kun roser til de talentfulde musikere og deres på dette tidspunkt unge lovende dirigent.

Ensemblet havde Kim Sjøgren som koncertmester assisteret af Kapellets koncertmester, Mogens Durholm. Bratscherne blev ledet af Bjarne Boie Rasmussen, og Lars Holm-Johansen var anfører for celloerne. Med andre ord dannede Københavns Kammertrio et stærkt team oppe foran. Som koncertmester for andenviolingruppen finder vi Kapellets Søren Kaas Claesson, og blandt violinerne var de tre indvandrere, Ludmilla, Arkadi og Mikal fra Kiev gennem mange år en loyal enhed.

At oboens Bjørn Carl Nielsen med Gert Herzberg og klarinettens Niels Thomsen med Jørgen Misser hos træblæserne førte an, borgede for både fantasi i spillet og velklang, og undertegnede støttet af den dengang purunge Mikael Beier blev i hele orkestrets historie den faste fløjteduo.

DR’s Asger Svendsen, senere fagotprofessor i Malmø, havde allieret sig med Klaus Frederiksen fra Kapellet, og med Symfoniorkestrets Per Jacobsen og Henning Hansen var valdhornene på plads.

Per blev gennem mange år orkestrets praktiske mand med ansvar for noder og meget andet. I trompetgruppen havde Michael inviteret Ketil Christensen og Søren (Trompet) Emtoft, begge fra Kapellet, og denne uadskillelige duo var fanfarebærere lige til den dag orkestret lukkede. Også basunisterne Torbjørn Kroon og Kjeld Jørgensen var fra Kapellet.

Til debutkoncerten var der blot en enkelt basun, men Mogens Andresen, basbasunist og messingprofessor ved DKDM, tilhørte i alle årene gruppen af orkestrets mest entusiastiske medlemmer.

I det hele taget var det samlede blæserkorps en enhed, og alle var med til den sidste dag! I basgruppen havde Michael inviteret Morten Hansen fra Aalborg symfoniorkester og dertil basvirtuosen Mette Hanskov fra Kapellet.

I strygerkorpset sad kapelfolk nærmest systematisk side om side med radiokolleger, og man hyggede sig og konkurrerede også lidt på præcision og strøgteknik. Og hvem mangler vi så? Jo, Vibeke Franck sad ude på fløjen som en engel med sin harpe, og bag paukerne finder vi sjællændernes paukesolist, unge Palle Ritz Andersen.

Det øvrige slagtøj blev passet af Gert Mortensen og Per Jensen begge fra Kapellet, Per, der sammen med Søren Monrad Jensen senere også indtog pladsen som Collegiums faste paukespiller.

De første to koncerter blev fulgt op af en enkeltstående koncert i Tivoli den 28. november 1982. Det blev med Bachs 1. orkestersuite i C-dur. Derpå fulgte Mozarts herlige A-dur violinkoncert og med Kim Sjøgren som solist.

Kim kom til at indspille koncerten med orkestret, men herom senere. Schuberts Sjette, den ”lille” C-dur skulle gennem årene blive et af vores signaturværker, men her fik den sin første tur på stativerne.

Der var sagt i al beskedenhed lidt sensation i luften, og DR-Tv inviterede umiddelbart efter de indledende koncerter orkestret i studiet. Her spillede vi endnu engang Schuberts Sjette og Bachs C-dur suite, og dertil fik jeg lejlighed til at staccatere mig igennem Bachs Badinerie fra h-mol Suiten.

Et gensyn på You Tube afslører, at vi alle til hobe er slanke og nærmest provokerende unge!

Men det var blevet tid til at tænke og planlægge og, ikke mindst, forsøge at finansiere orkestret. Nu er der det særlige ved bankfolk, og ikke mindst i den kreds, hvor der handles værdipapirer, at alle beslutningstagere omkring sponsoraftaler synes at være tilknyttet denne specielle verden.

Dertil kom, at Kim havde en stor beundrer i Peter Augustinus, dengang formand for Augustinus-fonden, og Peter meldte sig selv på banen som en forkæmper for det nye orkester.

Derpå fulgte møder med fru Hanne Wilhelm Hansen (”fru” var en del af navnet) fra Wilhelm Hansens koncertdirektion, og resultatet af en række forhandlinger til flere sider resulterede i orkestrets første koncertsæson: fire koncerter i Københavns dengang historiske koncertsal, Odd Fellow Palæet.

Dette var uhørt.
Et privat finansieret orkester lægger ud med abonnementsordning og fylder så den ugedag ud, hvor musikerne ellers holder fri: søndag aften. Der skulle også forhandles med Palæets bestyrer, en lejeaftale der med frimurerne var indgået af restauratør Nicolaisen, der havde ombyttet sin restaurant i det gamle Bellacenter med den mere usikre indtjening i koncerthuset.

Endelig havde vi endnu en udfordring: Navnet Collegium Musicum var allerede et hæderkronet begreb i dansk musikliv. Gennem årtier havde Lavard Friisholm haft sin koncertserie på Glyptoteket og bl.a. med vores Lars Holm-Johansen som cellokoncertmester.

Men Lavard var definitivt stoppet, og en telefonopringning gav straks grønt lys. Lavard ville angiveligt opfatte det som positivt, hvis navnet kunne leve videre på denne måde! Dog, tilføjede han, ”husk nu det nye, og især den nye danske musik.

Der fik vi den!

Første koncert, 25. september

Der var gennem Wilhelm Hansens koncertagentur åbnet et abonnementssalg til ”Fire Symfoniske Søndagskoncerter i Odd-Fellow Palæet”.

Den første fandt sted den 25. september kl. 20.00 og åbnede klassisk med Beethovens 4., den lyse B-dur symfoni. Den blev fulgt op af Schumanns klaverkoncert.

Her var det, som den første af mange gange, med orkestrets faste pianist, Elisabeth Westenholz i solistrollen. Klaverkoncerten blev opført i sin originaludgave fra 1841, hvor førstesatsen fremtræder som en klaverfantasi.

Elisabeth skulle gennem årene blive en uundværlig del af den faste stab, og ikke mindst som den suveræne solist hun også er. Efter pausen var der fløjtet op til musikalsk ballade. Jacques Iberts både lidt jazzede og sprælske Divertissement.

På et givent tidspunkt spræller Michael med armene, og da det (ifølge partituret) ikke er nok, blæser han til straffespark med en skinger trillefløjte i munden.

Anden koncert, 16. oktober

Jeg havde til oktober-koncerten fået til opgave at kontakte den spansk/ italienske violinist Felix Ayo (1933-2023).

Han var i de dage verdensberømt for en enkelt ting: hans indspilning af Vivaldis De Fire Årstider med ensemblet I Musici, for dette megahit havde ikke før ramt det globale musikmarked. Ayo talte heldigvis tåleligt engelsk og var meget glad for, at vi ikke ønskede ”Årstiderne”, men da gerne en anden Vivaldi violinkoncert.

Så spurgte jeg ham, om han ville dirigere fx Mozarts g-mol symfoni efter pausen, og så blev der stille på linjen til Rom. Omsider fik han mæle og accepterede både dette samt mit honorartilbud.

Koncerten gik overmåde godt, skønt alle bemærkede, at Signor Ayo måske ikke var verdens mest erfarne dirigent. Der blev indledt med Cimarosas ouverture til ”Det hemmelige Ægteskab”. Derpå fulgte både en Vivaldi solokoncert og en ditto dobbeltkoncert, hvor Kim mestrede den anden soliststemme.

Felix Ayo nærmest faldt mig om halsen efter opførelsen af Mozart-tonerne i g-mol og råbte at ”nu bliver mine venner i Rom imponerede for, jeg har jo aldrig før haft en dirigentstok i hånden!

Tredje koncert, 15. januar

Orkestrets formand havde inviteret sin engelske læremester, William Bennett (1936-2022) til Mozarts G-dur fløjtekoncert, og det blev med en stærk forkølet solist, der dog trodsede bakterierne og her fik sin københavnerdebut. ”Wibb” var allerede et ikon i fløjtekredse, og hans mange indspilninger med bl.a. St. Martin-in-the-Fields danner skole den dag i dag.

Inden Mozart ledede Michael en smuk udgave af Schuberts h-mol, ”Den ufuldendte”, og det blev siden fra flere sider bemærket, at orkestret åbenbart interesserede sig særligt for Schubert samt ufuldendte værker!

Koncertens højdepunkt, der skulle få stor betydning for orkestrets fremtid, var imidlertid Richard Strauss’ suite ”Den adelsgale Borger”, baseret på Lullys musik til Molières komedie af samme navn.

Her fik orkestrets solister hænderne fulde, og alt blev fremført med elegance og virtuositet. Suiten indeholder ikke mindst en halsbrækkende violinsolo, og her var Sjøgren aldeles på hjemmebane.

Han holdt sig i tæt kontakt med strygervennerne Lars Holm og Bjarne Boie, og det var der god grund til, for også disse fortrinlige musikere havde deres egne store soli.

Klaverpartiet er ikke mindre berygtet end en violinsoloen, og her var Elisabeth i sit es. Sådan nogle usandsynlige treklangsbrydninger er et af hendes specialer.

Hvor andre sætter tempoet efter fingrene gør hun det omvendte for, som Elisabeth plejer at sige ”det er da musikken der bestemmer tempoet og ikke ens eventuelle tekniske mangler, vel”?

Fjerde koncert, 1. april

Den sidste koncert i den første serie blev en sand triumf, og dette på trods af åbningsstykket, der var en rekonstruktion af Andante-satsen i h-mol fra, hvad vi benævner som Schuberts (skitserede) 10. symfoni (D936A).

Rekonstruktionen var lagt i hænderne på komponisten Leif Kayser. Dette viste sig desværre at være en skuffelse. Kayser havde så stor respekt for Schuberts skitser og udkast, at de 10 minutters musik fremstod tamt og så hullet som et kedeligt stykke Emmentaler.

Helt anderledes end da vi flere sæsoner senere besluttede at spille Luciano Berios rekonstruktion af det samme materiale. Berio har ganske genialt i sit værk ”Rendering” valgt at lade ”hullerne” erstatte af sin egen abstrakte musik, og det hele fremstår derfor som om, der var spildt vand udover Schubert-partituret, og det der så er tilbage af genuin Schubert træder ud af de utydelige pletter med stor kraft.

Men i Palæet blev det allerede pausetid, og der var herefter lagt op til noget helt særligt: Mozarts Rekviem og i en overbevisende færdiggørelse ved Mozarteksperten Franz Beyer. Solisterne var Inga Nielsen og hendes mand, Robert Hale, og dette skulle blive indledningen til et tæt samarbejde med dem begge, men især med Inga (se også afsnit: ”En røst fra Himlen”).

Kim von Binzer, der også var med på Tåsinge til åbningskoncerten, udfyldte på glimrende vis tenorpartiet, og Else Paaskes skønne altstemme fuldendte dette fine solistensemble. Koret bestod af Udvidet Muko’s unge sangere, og det hele under ledelse af orkestrets chef og kunstneriske leder, Michael.

Bedre kunne vi ikke slutte, og skønt abonnementssalget havde været hæderligt, så skulle det herefter nærmest eksplodere. Privatorkestret havde bevist sin eksistensberettigelse.

Og der var allerede bud efter det nye orkester. Et agentur i Aarhus engagerede os til en koncert, søndag den 20. november, i Musikhuset Aarhus. Programmet var naturligt nok en afspejling af abonnementskoncerterne med Beethovens 4., Schumanns klaverkoncert med Elisabeth samt Iberts ”Divertissement”.

Imidlertid kom der hurtigt et hår i suppen, og det beroede beklageligvis på min åbenmundethed!

Jeg var i et interview kommet for skade at kalde Collegium Musicum for ”et eliteensemble”.

Det vil jeg også i dag gerne stå ved, men, men… det skal jo ikke komme fra orkestrets formand, men eventuelt fremkomme som en kommentar udefra.

Dette var udelukket fra nu af, og ”elite” blev i de følgende år et ironisk prædikat, når orkestret havde været knapt så heldigt eller veloplagt i sine kunstneriske udfoldelser.

Det er værd at bemærke, at violingrupperne her i de første sæsoner var meget stærkt besat. Der var en overvægt af kapelfolk, og der blev i løbet af de følgende sæsoner en vis udskiftning, medens orkestrets øvrige grupper forblev stor set uændrede gennem mange år, ja i de fleste tilfælde helt frem til 2009!

Grundstammen var:

Violin 1:
Kim Sjøgren, Palle Heichelmann, Mogens Durholm, Ilja Bilet, Anders Fog-Nielsen, Elisabeth Zeuthen-Schneider, Ove Vedsten Larsen, Boris Samsing.

Violin II:
Søren Kaas Claesson, Arkadi Servetnik, Ludmilla Servetnik, Michal Kramer, Børge Madsen.

I orkestrets 2. koncertserie havde Michael overladt halvdelen af de fire koncerter til gæstedirigenter.

Ved den første koncert i serien, den 21. oktober, var det Michaels engelske læremester, Norman del Mar (1919-94) der på sin egen kyndige britiske måde åbnede med en komplet udgave af Ravels ”Gåsemors fortællinger”.

Niels Thomsen var en forrygende solist i Nielsens klarinetkoncert. Det famøse horn i Mozarts ”Posthornserenade” blæstes af Ketil Christensen, og de små menuetter fik fra Mikael Beiers piccolofløjte tilsat mozartske forsiringer.

Serenaden indeholder en mini-Concertante for fløjte og obo, og det var ren konfekt for Bjørn Carl Nielsen og undertegnede. Alle Norman del Mars tempi var velovervejede, og der var tid til at frasere.

Del Mar gæstede os flere gange, og på en kaffebar i Store Kongensgade spurgte jeg dette musikkens omvandrende leksikon, om han kunne forsyne os med nogle repertoireidéer – sådan generelt.

Del Mar betragtede mig med sine små tætsiddende reptiløjne: ”Ja, skal jeg først nævne komponisterne med A?”

Del Mar er ikke mindst kendt for sine bøger, hvor han påpeger alle de fejl, man som dirigent kan udøve overfor komponister med B – fx Beethoven.

Anden koncert, 18. november

Til den anden koncert havde Michael programsat Händels oratorium ”Hercules”, og det blev en førsteopførelse i Danmark. Men også en lidt tidlig fødselsdagshilsen til den store komponist.

Her hørte vi, hjemvendt fra pariseroperaen, Marianne Rørholm med den skønne altstemme.

Titelpartiet blev sunget af Ulrik Cold. Også de øvrige sangsolister var udsøgte. Anne Frellesvig, Minna Nyhus, Patrick Power og cembalo-continuoet lå hos Lars-Ulrik Mortensen.

Han har sidenhen gjort Händel-oratorier til et af sine kerneområder. Koret var igen universitetskoret Lille-Muko.

Tredje koncert, 20. januar

Til januar-koncerten, der endnu ikke var en dediceret Nytårskoncert, lagde Michael ud med Rossinis ”Wilhelm Tell ouverture”.

I den skønne kvartet med celloensemblet glimrede Lars Holm oppe i ”den evige sne”, og det passede så fint til aftenens solist, amerikanske Ralph Kirshbaum (1946), der med overskud afleverede Haydns første cellokoncert, den svære D-dur, og dertil Tjajkovskijs ”Rokoko-variationer”.

Der var blevet øvet ihærdigt, for koncerten blev rundet af med Bartóks mesterværk ”Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste”.

Fjerde koncert, den 3. marts

Ved sæsonens sidste koncert var der sensation i luften. Collegium havde for en uhørt formue engageret 21årige Anne Sophie Mutter (1963) i et program, hvor hun kunne shine.

Vi fik både Bachs E-dur og Mozarts G-dur. Men det var tæt på at gå galt!

I første del af koncerten varmede dirigenten, rumænske Horia Andreescu (1946) op med ouverturen til ”Ungdom og Galskab” samt Haydns ”Londonsymfoni”, nr. 102.

Da superstjernen kom ud efter Bach koncerten, var hun fnysende arrig og da jeg, formanden, stod lige for på bagscenen, var det mig, der fik den første skylle og forresten også den næste.

”Hvorfor er der ikke tændt for salens aircondition? Jeg kommer lige fra Nice”, fortsatte de lynende, brune øjne, ”der var der 35 grader udenfor og 20 i salen. Her er det mein lieber Gott omvendt”!

”Øh, det er fordi, der ikke er noget anlæg”.
”Det står i min kontrakt, at det skal der være! Jeg spiller ikke mere”!

Madmoiselle var muligvis varm, men det kunne ikke ses og slet ikke, da hendes stramtsiddende overdel med sorte pailletter kun dækkede det nødvendigste af overkroppen, og alene ved Guds hjælp og elastik holdt sig på plads.

Det bedste vores gamle Palæ kunne gøre for hende var at åbne fløjdørene til lidt gennemtræk, og så lykkedes det at få superstjernen ind på stiletterne igen, men hermed var det ikke klaret.

Et bragende bifald kunne ikke formå hende til et ekstranummer. Til gengæld fik hun overrakt den obligatoriske buket fra Berings. Den var meget omhyggeligt forsynet med vandreservoir i bunden, og da buketten ulykkeligvis blev overrakt af den (altid) berusede scenefunktionær, der til gengæld var rimelig benovet, så bukkede han underdanigt, buketten ligeså, og hældte dermed en god sjat vand direkte ned i hendes f-hul – altså Stradivariussens.

Anne Sophie stod så på bagscenen og rystede den arme violin, og jeg kunne kun fremstamme, at ”det er da godt, Frøken Mutter, at De har en ekstra Strad ude i violinkassen”.

Kom hun til at smile? Muligvis. I hvert tilfælde gik hun med os hjem på 5. i Upsalagade 18 til en natmad som Helle havde forberedt kraftigt assisteret af dirigenten Horia Andrescus kone, Corina. Så det blev med paprika og rumænsk med danske accenter.

Selskabet var højrøstet, og Anne Sophie lod sig imponere af Kim, der rystede nogle ”Oh Susannah-variationer” ud af sin violin. Til gengæld blev den smukke solist jagtet af en af gæsterne, og det var ikke så heldigt.

Jeg fik hende gelejdet hen til min svigerfar, der i folkemusikken spillede, dvs. klimprede på sin gulvbas. ”Og hvad spiller De så”? spurgte donnaen. ”Bas”, svarede svigerfar i overensstemmelse med sandheden. ”Ah, gut! – ein Kollega”!

Og jo… det kunne man da godt sige! Også selvom Vagn ikke havde nogen bue.

Lørdag den 3. august, 1985 fløj Collegium til Bornholm.

Koncerten var berammet til kl. 20.00, men heldigvis i Rønnes Sankt Nikolai kirke, så vi kunne lige akkurat nå natfærgen retur til København.

Michael stod i spidsen i Rønnes store kirke, og programmet blev skudt i gang med Bachs 2. Brandenburg koncert.

Solister var Gert, obo, Ketil på den højtliggende trompet, Ilia Bilet på violin og undertegnede på fløjte.

Bach blev umiddelbart efterfulgt af Es-dur Concertanten for de fire blæsere. Her stod Bjørn, Niels, Asger og Per foran orkestret. Efter pausen blev bornholmerne og de mange turister budt på Mozarts g-mol, nummer 40.

Koncerten fik et for formanden overraskende og ubehageligt efterspil. Ved en fejltagelse var alle musikernes honorarer blevet registreret som min personlige skattepligtige indtægt.

Jeg var ude og rejse, og da jeg hjemvendt på en glad formiddag besøgte min bank, der dengang havde en afdeling i Radiohuset, så personalet så underligt triste ud.

Det havde sin grund. De kunne så meddele mig, at en fogedforretning samme morgen havde tømt min konto og mere til. Det tog mere end et halvt år at rede trådene ud, og kun ved Nils Dittmers energiske mellemkomst blev min (f)lænsede bankkonto restaureret.

Der er ingen tvivl om, at Anne Sophie Mutter var begejstret for Kim og hans violinspil.

Lige fra koncerten i Odd Fellow Palæet og det efterfølgende Nachspiel, hvor Kim brillerede med sine morsomme ”Oh Susannah-variationer”, var hun intuitivt klar over, at Kim var gjort af det samme violinstof som hun selv.

Jeg mener at vide, at hun også inviterede Kim til at deltage som koncertmester på en turné i Norge med et kammerorkester, men det ligger udenfor Collegiums rammer.

Til gengæld ledede han Collegium Musicums lille strygergruppe ved en royal koncert på Fredensborg Slot, en koncert, hvor Anne Sophie Mutter var stjernesolisten.

Aftalen blev på de kongeliges vegne indgået med Hans Sølvhøj, og Collegium mødte op med violinerne Kim, Mogens Durholm, Søren Kaas Claesson og Ludmilla Servetnik. Bratscherne Bjarne og Henrik (Doktor) Olsen, celloerne Lars Holm og Ib Herman, kontrabassen Morten Hansen og Lars-Ulrik Mortensen ved cembaloet.

Programmet bestod af en Händel ”Concerto Grosso”, et Mozart ”Divertissement” og endelig Vivaldis ”Årstiderne”, alle fire koncerter.

Det gamle Odd Fellow Palæ var en snurrig kasse. I akustisk henseende imødekom den de klassiske mål, som bl.a. Toscanini har formuleret det: ”To kuber lagt i forlængelse af hinanden giver den ideelle klang”.

Sådan var Palæsalen netop skabt. Oprindelig et palæ der i 1761 overgik til familien Schimmelmann og et tiår før århundredeskiftet 1900, efter svære økonomiske kriser, omskabt til koncerthus.

På Schimmelmanns tid var salsarealet blot en have, og ironisk nok så er der i dag ingen sal, men derimod atter en græsplæne. Palæet havde lagt hus til ikke så få musikhistoriske øjeblikke.

Både Nielsen og Sibelius har her dirigeret egne værker. Verdensstjerner som Paderewski, Rubinstein, Heifetz, Furtwängler, Toscanini, Bruno Walter og Malko har alle optrådt her i Palæet. For ikke at tale om stjernestunden, i 1965, hvor Leonard Bernstein med den 3. symfoni viste Carl Nielsens storhed.

Igennem mange sæsoner dannede Palæet også koncertsted for de navnkundige Kapelkoncerter.

Her kunne et stort publikum glæde sig over teatermusikernes fornemme strygerklang og i det hele taget opleve et orkester i international klasse. Der er næppe tvivl om, at en større del at det efterhånden også trofaste publikum, som Collegium kunne glæde sig over, netop kom fra denne kreds.

De var interesserede i god musik. Helst ikke for moderne og gerne på en søndag aften. Vi levede åbenbart op til dette publikums forventninger.

I pausen havde restauratør Nicolaisen stillet fyldte glas frem til de, der havde bestilt drikkevarer på forhånd. Man købte sig til faste pladser hele sæsonen igennem og kunne endda bede om de samme den følgende sæson.

Det var der mange der benyttede sig af. Dog ikke på de første to rækker. De var reserverede til særlige gæster, hvor ikke mindst sponsorerne og deres gæster indtog helt særlige pladser.

Her, midt for sad Nils Dittmer, hans hustru, Pusser og hele hans familie og venner. De var flankeret af Søren Friis og Susanne. Søren var, som Nils, en del af Collegiums lille bestyrelse.

Her så man også direktørerne Jørgen Tandrup og Per A. Fossum fra Skandinavisk Tobakskompagni, og som en af de mest begejstrede tilhørere, professor Lennart Lynge Andersen, der hellere aflyste en Frankrigsrejse end gå glip af en Collegium-koncert.

Niels Gangsted-Rasmussen og Trine og Palle Marcus havde også deres faste pladser.

Dette, at alle tilhørere, koncert efter koncert, genså de samme mennesker på nabopladserne gav også næring til en særlig nærmest familiær følelse.

”Nej, goddag igen. Hvor er det hyggeligt”. Og de miljøer som abonnenterne tilhørte var nok heller ikke så forskellige endda.
”Den Adelsgale Borger” var ikke ramt helt ved siden af.

I dagspressen, repræsenteret ved deres kultur- og musikrecensenter, var det også tydeligt, hvilken politisk fløj læserskaren især tilhørte.

Medens Berlingske Tidende var generelt meget positiv i avisens anmeldelser og Kristelig Dagblad og Jyllands-Posten ligeså, var der mere kritik fra Politikens musikfolk for ikke at tale om Information.

Nu havde vi, fornuftigt nok, den grundholdning, at uagtet hvor uenige vi var med en evt. stærkt negativ afspejling af den pågældende koncert, så forholdt vi os tavse og tog aldrig til genmæle.

Dette medførte imidlertid, at en ung musikanmelder ved Information mente, at vi på anden måde hævnede os! Han klagede i bitre vendinger over, at den af koncertarrangørerne tildelte stol i Palæet var overhældt med smuds og dertil meget vakkelvorn.

Stik imod vores grundholdning forklarede vi den arme mand, at dette ingenlunde var tilfældet, og i givet fald beroede på en tilfældighed, for sandt var det, at mange af Nicolaisens stole stod på usikre ben, og Palæet skulle ikke ses i dagslys. Der var snavset overalt.

Collegium og Michael var inviteret op til de internationale festspil i Bergen under sommeren 1986. Koncerten skulle søndag den 25. maj afholdes i Grieghallen.

Programmet var fastsat til ”Wilhelm Tell ouverturen”, Beethovens 4. med Elisabeth samt Strauss’ ”Den Adelsgale borger”. Arrangementet måtte desværre fra norsk side aflyses af praktiske og økonomiske grunde.

Første koncert, 13. oktober

Koncertserien var nu udvidet til fem koncerter i abonnement.

Allerede under prøvearbejdet til den første koncert, fik såvel Michael som formanden en uventet udfordring.

Solisten var den legendariske pianist, Chura Cherkassky (1909-95), en lille mand med et rundt hoved og et bredt imødekommende smil. Han var ikke til at ryste, og det fik vi et slående bevis på.

Vi havde programsat Chopins første klaverkoncert og formiddagen før koncerten, slog Michael an til forspillet i e-mol. Cherkassky satte imidlertid ikke i med sin soliststemme, men sad blot smilende med hænderne i skødet.

”De spiller en halv tone for dybt! Ifølge min kontrakt”, mumlede han, ”skal jeg spille Chopins anden klaverkoncert. Men… jeg har sådan set ikke noget imod at spille denne her”! Jeg græmmede mig bag nodestativet. Det var min fejl. Chopins anden koncert i f-mol er de facto skrevet før den første, men hvad hjalp det!

Michael skar imidlertid igennem. ”Nej, nej… vi skaffer noderne til i morgen, og så nøjes vi med generalprøven”.

Det var Cherkassky helt med på. Han lagde sirligt frakken over armen, satte hatten på hovedet og spankulerede den korte vej over til hotel d’Angleterre.

Koncerten blev et festfyrværkeri med Rossinis ouverture til ”Den tyvagtige skade” og det hele sluttede med Beethovens 2.

Anden koncert, 8. december

Den anden koncert i serien var ikke mindre profileret end den første.

En af orkestrets mest elskede skikkelser kom her og dirigerede for første gang: Charles Groves (1915-92).

Den 70årige Sir Charles lignede med sin pondus og det hvide skæg grangiveligt en blanding af Hemingway og en julemand.

Han dirigerede med små bevægelser og lod musikken spille uden tilsyneladende at blande sig i for meget. Han gjorde nok Carl Nielsens ord til sine: ”Man skal ikke blande sig, når musikerne spiller pænt”!

Det var i øvrigt første gang sir Charles optrådte i København.

Først ”Little Music” af Tippett. Kim og Bjarne strøg sig med inderlighed igennem et af Mozarts allerskønneste værker, ”Concertanten i Es-dur”, og koncerten sluttede med Brahms’ store ”A-dur Serenade”.

En sand festaften!

Tredje koncert, 12. januar

Et af Collegiums mest populære indslag blev den 12. januar afprøvet for første gang, Nytårskoncerten!

Det var naturligvis Michael, der skulle føre musikken ud over rampen.

Programmet blev hemmeligholdt indtil på selve dagen, men vi havde travlt med forberedelserne, for der skulle her som sidenhen indgå forskellige gags, og de kræver mere forberedelse end selv musikken.

Anne Øland swingede sig gennem Gershwins ”Rhapsodie in Blue”, men inden da gik det løs med Olsen Bandens foretrukne: Kuhlaus ouverture til ”Elverhøj”, dog i Kuhlaus originaludgave.

Dette indslag skulle blive tilbagevende ved alle kommende nytårskoncerter og lige så længe, Collegium afholdt sine søndagskoncerter, altså Elverhøj mindst 25 gange.

Med Sarasates ”Carmen-variationer” strøg Kim sig helt ud til det virtuose violinspils yderste grænser, og det ”sad lige i spejlægget” som ”Skuffe-Einer” (alias ”Sovsekanden”) plejede at udtrykke sig.

Alle elsker Bizet og ikke mindst hans ”Pigen-fra-Arles-musik”. Den drømte vi os gennem inden pausen, og derpå var der bobler til publikum.

I anden halvleg blev det amerikansk med Bernsteins medrivende ”Candide-ouverture” og altså ”Rhapsodie in Blue”.

Wienertoner fulgte, og det hele eksploderede med ”Champagne Galop” og ”Radetzsky” med de obligatoriske håndklask fra det feststemte publikum.

Anden del af koncerten blev transmitteret af det dengang eksisterende Weekend-Tv. Første del optaget og sendt senere.

Fjerde koncert, 16. februar

Michael havde til sæsonens fjerde koncert inviteret en af sine gode venner, barytonen José van Dam (1940), et af operaverdenens store navne og bl.a. på von Karajans kunstnerliste.

Van Dam sang med inderlighed Mahlers fem ”Rückert-Lieder”. Inden da dirigerede Michael ouverturen til Schuberts ”Rosamunde-musik”.

Efter pausen var der sat ”nyere” musik på programmet, Debussys ”En fauns Eftermiddag” samt Stravinskys hundesvære balletmusik, ”Jeu de Cartes”.

Ikke mindst sidstnævnte passede godt til de forventninger, publikum havde til orkestrets profil. Stravinsky blander kortene, og vi får både en Strauss-melodi fra ”Flagermusen” og et Rossini-tema fra ”Barberen” med blandt kortspillets mange trumfer.

Femte koncert, 6. april

Helt tilbage fra mine studieår havde jeg haft tæt kontakt med ”Jimmy” Galway (1939).

Vi var begge studerende hos den franske mesterfløjtenist Marcel Moyse. Sidenhen fik vi mange herlige stunder sammen, og dette på trods af, at den irske personlighed ikke altid er lige nem at omgås.

Hans fløjtekarriere har ikke sit sidestykke i nyere tid og står måske også i et historisk perspektiv helt for sig selv.

Da han konkurrerede sig ind hos berlinerfilharmonikerne og blev Karajans darling, fik man øjnene op for hans helt ekstraordinære kvaliteter.

Jimmy mestrerede alt ud i det tekniske. At han samtidig med sin helt særlige og ekspressive klang førte fløjtespillet op til ny popularitet, var også med til at cementere hans berømmelse.

Måske den alligevel kulminerede med hans hit, ”Annies Song”. Den lå øverst på hitlisterne, og således blev Jimmy også folkeeje.

Ved aprilkoncerten skulle Galway ikke kun fløjte, men også dirigere. Det var han begyndt på året før og med debut hos Israel filharmonikerne, Zubin Metas orkester.

Dengang var Mozarts ”Eine Kleine Nacht Musik” programsat og da, åbenlyst, nogle af førsteviolinerne ikke var koncentrerede, men sad og snakkede, alt imens Jimmy udlagde musikken, fik han et af sine velkendte ”tilfælde”: ”Jeg har igennem flere dage sat mig grundigt ind i denne musik, og hvis det ikke kan interessere jer, kan I ligeså godt gå hjem. Afgang”!

Og så måtte sidste pult hos førsteviolinerne i Tel Aviv slukøret sjoske ud fra scenen. ”Zubin kom ned”, fortalte Jimmy mig, og sagde: ”Det var som pokker. Det har jeg aldrig turdet. Men det er en god idé”. Derefter var der i ”Nacht-musikken” ikke mere vrøvl!

Her i Palæet blev vi også holdt i ørerne. ”Mere vibrato”, skreg han hele tiden op til mig, men ikke uden et ironisk smil. Han vidste jo godt, at vi så lidt forskelligt på denne finurlighed i fløjtespillet.

Ind imellem Mozarts to geniale symfonier, ”Prager” og ”Linzer” optrådte han med vanlig autoritet i Mozarts D-dur og en halsbrækkende Mercadante-koncert.

Jeg havde skrevet kadencerne til ham, så jeg skulle ikke ha’ noget klinket!

På Marianne Grøndahls fine opstillingsbillede ser vi medlemmerne fra Collegiums tidlige år.

Billedet er taget en solrig formiddag i 1984, hvor orkestret i en pause var samlet foran Odd-Fellow Palæet under indspilningen af Gades 1. symfoni, På Sjølund Fagre Sletter. Orkestret var pga. symfonien udvidet med assistenter.

Forreste række fra venstre: violinisterne Kenneth McFarlan, Karsten Dalsgaard Madsen, Håkan Sjönnemo, Ilja Bilet, Ove Vedsten Larsen, Michal Kramer, Jacob Friis, Ludmilla Spektor Servetnik, Arkadi Servetnik, Boris Samsing, Ida Hye-Knudsen, Per Lund-Madsen.

Anden række fra venstre: paukist Palle Ritz-Andersen, fagottist Asger Svendsen, hornist Henning Hansen, hornist og regissør Per Jacobsen, oboist Bjørn Carl Nielsen, oboist Gert Herzberg, bratschist Bjarne Boie Rasmussen, bratschist Flemming Lave, fløjtenist Kerstin Thiele, fløjtenist Toke Lund Christiansen, cellist Charlotte Lund Christiansen, cellist Halina Wigocka Wamberg, violinist og koncertmester Kim Sjøgren.

Tredje række fra venstre: fagottist Klaus Frederiksen, trompetist Søren Emtoft, hornist Terje Aadne, trompetist Ketil Christensen, hornist Leif Lind, klarinettist Jørgen Misser Jensen, klarinettist Niels Thomsen, cellist Ib Herman, bratschist Henrik Doktor Olsen, cellist Lars Holm Johansen, bratschist Gert-Inge Andersson, fløjtenist Mikael Beier, bratschist Steen Bach Vilhelmsen, bassist Göran Söderström, violinist Mogens Durholm, bassist Eric Schmidt, dirigent Michael Schønwandt.

Som introduktion til denne sæson skrev Michael i programhæftet:

”For 4. gang åbner Odd-Fellow Palæet sine døre for Collegium Musicums koncertserie. Og vi er glade for at kunne byde Dem velkommen til vores koncerter.

Vi er lykkelige over, at flere og flere mennesker har lyst til at komme til vore koncerter – vi har aldrig haft så stort et antal abonnenter som i år – vi er taknemmelige over, at man finder vores aktiviteter så interessante, at vi stadig får støtte til at gennemføre vore projekter, og vi glæder os til at leve op til de forventninger, De stiller til os”…

Inden vi kunne begynde denne fjerde abonnementsserie havde vi en enkeltstående koncert i Sions-kirken på Østerbro.

Michael dirigerede, og vores egen Ilja Bilet var solist i en Bach-violinkoncert.

Østerbroborgerne fik også Mozarts ”Sinfonia Concertante” selvfølgelig blæst op af Bjørn, Niels, Per og Asger, og det hele sluttede med Mozart nr. 40.

Så bliver det ikke meget bedre!

Første koncert, 9. november

Der var meget at glæde sig over. Koncertserien var allerede i den forrige sæson udvidet til fem søndagskoncerter, og i de forløbne par år var orkestret også blevet en anerkendt spiller på grammofonmarkedet.

Michael lagde stærkt ud. På sæsonens første koncert, den 9. november opførte vi Schuberts store C-dur, den ”himmelske” Niende.

Jens Østergaard skrev bl.a. i sine koncertnoter:

”Af Schubert forventer vi melodisk rigdom. Her er den overdådig. Instrumentationen er udsøgt. Flere steder genial… Og uden at glemme den uimodståelige harmoniske farverigdom skulle vi måske lægge mere vægt på den enestående rytmiske vitalitet, som gennemsyrer dette værk. Her ligger måske den egentlige drivkraft bag symfoniens himmelske længde”.

Solisten i Beethovens ”Kejserkoncert”, Dmitri Alexeev (1947), var fra Moskva og havde høstet priser ved flere af de store klaverkonkurrencer.

Året før også optrådt med succes hos berlinerfilharmonikerne og i Concertgebouw.

Inden da førte Michael os igennem Nielsens forunderlige naturdrama, ”Pan og Syrinx”.

Anden koncert, 14. december

Ved julekoncerten den 14.december dirigerede Michael Händels ”Messias”, men, typisk for vore programlinje ikke i den traditionelle version.

Her fik publikum Mozarts tilføjelser med, det vil sige stærkt udvidede blæserstemmer med fløjte, piccolofløjte, oboer, klarinetter, fagotter, trompet, horn og tre basuner.

Det var Mozart selv der dirigerede uropførelsen i 1789. Som et ekstra plus havde Michael fået både Inga Nielsen (1946-2008) og Marianne Rørholm (1956-2021) med på solistlisten, og det er ikke for meget sagt, at magen til velklang har man sjældent hørt i dette mesterværk, der ikke altid ydes fuld retfærdighed.

De øvrige to sangsolister var tenoren Eberhard Büchner (1939) og bassangeren Stafford Dean (1937). Et stærkt solisthold!
Det var en travl tid for orkestret. Inden julekoncerten den 14. december mødtes vi i Palæet over tre dage 10.-12. til indspilning af Beethoven klaverkoncerter med Elisabeth (se også afsnit om indspilninger).

Nytårskoncerten, Tredje koncert, 4. januar

Nytårskoncerten havde Michala Petri (1958) som en strålende solist i Vivaldis ”Årstiderne”.

Men inden blokfløjtevirtuosen kom på scenen i Palæet åbnede Nytåret med Kuhlaus ”Elverhøj” ouverture og derpå fulgte Lars-Erik Larssons ”Concertino” for cello og strygere.

Her havde orkestrets Lars Holm-Johansen for en gang skyld indvilget i at optræde i solistens rolle, og det gjorde han med overbevisning.

Suiten af ”Per Gynt” kom inden pausen. Michala spillede på sopranfløjten Sammartini og derefter, meget passende, Vivaldis ”Vinteren” fra ”Årstiderne”.
Ret så fænomenalt!

Publikum elskede gennem alle årene Nytårskoncertens små snurrige indslag, og her blev de ikke snydt.

Offenbachs ”Orfeus i Underverdenen” blev helt chokerende tilført fire frække cancan-danserinder. Her var sandelig med lår og netstrømper også noget for husarerne.

Under ”Auf der Jagd” drattede en anskudt and ned med et klask, og i Paganinis for violinerne virtuose ”Perpetuum mobile” falder det hele til sidst fra hinanden.

Lumbyes ”Drømmebilleder”, Strauss med ”Ægyptisk march”, hvor bratscherne optrådte med fez og som kor.

Michael slog an til Lumbyes forrygende ”Salut for August Bournonville” efterfuldt af de obligatoriske ekstranumre.

Måske den festligste Nytårskoncert vi nogensinde fyrede af!

Fjerde koncert, 8. februar

Sæsonens 4. koncert, den 8. februar blev mindeværdig.

Som det helt store trækplaster var cello-legenden Paul Tortellier (1914-90) inviteret som solist i Saint-Saëns’ cellokoncert.

Hans bemærkelsesværdige optræden var omkranset af et nyere værk af estiske Jan Rääts, og chefdirigenten for Stockholm-operaen, Eri Klas (1939-2016) sluttede af med Beethovens sprudlende 1. symfoni.

Men altså Tortellier! Prøven var gået som planlagt og cellomesteren veloplagt og imødekommende. Alt imens orkestret spillede det estiske værk, havde jeg fornøjelsen af at underholde Tortellier oppe i solistværelset.

Det lå imidlertid så tæt på scenen, at det ikke var muligt at varme op under koncertens første nummer. Så snart publikum applauderede, begyndte Tortellier at øve, og det på et ganske bestemt sted i sidstesatsens coda-afsnit.

Min far havde været solist utallige gange i netop denne koncert, og jeg var derfor ganske fortrolig med netop dette sted. Da jeg ubetænksomt gjorde ham opmærksom på en anden fraseringsmulighed, stoppede han op.

”Interessant. Ja, hvorfor ikke. Og dog. Måske? Hvad siger De til denne version”? Og så spillede han frasen på en tredje måde. Og derefter en fjerde og en femte! Da jeg mindede ham om, at publikum måske nok ventede på ham, var han stadig ikke til stoppe.

Jeg fik med andre ord en interessant lektion i fraseringsmuligheder. Hvilken version han så valgte til koncerten, husker jeg ikke. Derimod husker alle tilstedeværende hans ekstranumre. De blev proklameret på følgende vis: ”For cello solo er kun ganske få værker værd at spille. Naturligvis Bach, men også Kodaly. Herudover er der nok kun mine værker. Jeg opfører nu ”Mit Lille Cirkus”.

Det viste sig at være 5-6 satser, og før hvert ”cirkusnummer” blev det med høj stemme på engelsk med fransk accent annonceret.

Da han kom til ”The Clowns” lød der et lettelsens suk fra publikum såvel som fra musikerne.

Et ekstranummer på 20 minutter var da temmelig langt, kunne man nok tillade sig at mene.

Femte koncert, 22. marts

Det var et hjerteligt gensyn, da herlige sir Charles igen om end med lidt besvær entrede podiet i Odd Fellow Palæet.

Vi havde til den 22. marts sammensat et krævende program, hvilket ikke på nogen måde skræmte sir Charles.

Han var netop kendt for at kunne ”dirigere” sig igennem alle bump på vejen.

Først Ravels obostyrede ”Tombeau de Couperin”, hvor Bjørn Carl Nielsen fik lejlighed til at demonstrere sit mesterskab og sin helt enestående skønne klang.

Om netop den er der blevet sagt meget, og mange har forsøgt at beskrive den. Er den mørk? Nej, den er lys? Med andre ord er det ikke muligt at sætte ord på hans klangfarver, lige så lidt som nogen kan beskrive magien ved en solopgang. Det skulle da lige være d’herrer Carl Nielsen og Niels W. Gade.

Elisabeth omgivet af sine trio-kolleger Gérard Poulet (1938) og Christoph Henkel (1946) havde fået den noget utaknemmelige opgave at opføre Beethovens Trippelkoncert.

Dette specielle stykke har en vanskelig cellostemme, en moderat klaverstemme og en lidt kedelig violinstemme. Men de tre mestre fik, selvfølgelig under prøverne med franske forslag og idéer forelagt på scenen, en fin koncert ud af det, og sir Charles – han var der bare ved de mange små ”hak”, der får Beethovens musik til at hænge sammen.

Til sidst Mozart 39. Es-dur så det smælder.
En lykkestund.

Collegiums første egentlige udlandstur gik til Østtyskland med en koncert den 12. januar 1987 i Berlins Konzerthaus.

Det hed dengang Grosses Schauspielhaus og var det daværende Østberlins store klassiske koncertsal. Koncerten var en del af byen Berlins 750års fejring.

Michael skulle naturligvis dirigere og havde forinden gjort en stor indsats for at sikre sig, at alle musikere havde fået orlov fra både Teatret og DR.

Michael var den kommende chefdirigent for Berliner Sinfonieorchester, men det lå flere år fremme i tiden. Til gengæld vidste man allerede her, at Michael i den kommende sommer skulle dirigere ved Bayreuth-festspillene.

Impresarioen Gösta Schwarck, der havde stor erfaring i arrangementer i Østeuropa, havde formidlet kontakten, og på udturen spurgte vi ham: ”Hvad kan vi købe i Østberlin, kan man overhovedet få noget”?

Gösta svarede i sin karakteristiske stil og med fornem, lidt læspende stemmeføring: ”Alt kan I få – alt”! ”Jamen hvad”, blev vi ved. ”Eksempelvis… en hat”, svarede Gösta således presset, og sådan en fik han netop selv brug for. Det var januar og bitterlig koldt, og straks da vi ankom til hotel Berolina, blev hans dejlige russiske pelshat stjålet. ”Alt kan du få”.

Samme aften, i Konzerthaus’ vidunderlige akustik, hvor Berlinerfilharmonikerne holdt til gennem flere år, da deres egen sal blev renoveret, opførte Collegium så et af sine signaturværker, Richard Strauss’ ”Den Adelsgale Borger”.

Kims næsten uspillelige violinsolo, Lars Holms charmerende Don Q-solo, Bjørns henførende obosolo, Niels’ elegiske klarinetsolo, Ketils kromatiske trompetsolo, Asgers humoristiske fagotsolo, Per og Hennings brægende får, Elisabeths usandsynlige treklangsbrydninger – alt var der, lige som det skulle være.

Koncerten blev på passende vis indledt med et dansk værk, Nielsens ”Pan og Syrinx”, og herefter fik berlinerne en fantastisk opførelse af Mozarts Es-dur ”Concertante” med Kim og Bjarne i centrum.

Berliner Sinfoniorchesters koncertmester, Wolf-Dieter Batzdorff var helt slået omkuld af Kims store solo i Strauss. Også mesterdirigenten Kurt Sanderling var til koncerten og udtrykte bagefter sin beundring overfor Michael og hans danske orkester.

Men det var jo også ”onkel Kurts” eget orkester i Berlin, Michael en dag skulle overtage.

Hjemturen blev et forhindringsløb uden lige. Som sagt var det fimbulvinter, og musikerne halvt løb og halvt skøjtede i laksko og stilethæle gennem snemasserne, for vi var sent på den og skulle nå Østersøekspressen hjem. Troede vi.

Da vi forpustede og iskolde kom frem, trippede vi længe og forgæves rundt på en gudsforladt perron, blot for at høre, at toget, pga. ismasserne var aflyst.

Men her tog chefdirigenten så affære, for bag Michaels velafbalancerede ydre gemmer sig en hærførers handlekraft, og jeg tror ham gerne (uden sammenligning i øvrigt) i stand til som en anden Hannibal at føre en flok elefanter over alperne.

På forbavsende kort tid fik han bragt orkestret til hotel Berolina, genindkvarteret os og havde med sit sikre overblik indset, at orkestret måtte absolut være hjemme næste formiddag for at passe tjenesten i de to stamorkestre.

Altså skulle der fremtrylles et fly til næste morgen. Det gjorde han så, og det forlød, at et rutefly med destination Leipzig var taget ud, for meget kunne man sige om Østtyskland og det herskende regime, men fra centralt hold skulle man ikke spørge nogen om noget.

I nattens løb blev Michael så af ambassaderåd Schelde kørt over til Vestberlin, så han kunne komme til København med et tidligt morgenfly og forberede de to arbejdspladser på en vis forsinkelse.

Se, det var en herlig tur, en stor kunstnerisk triumf og en chefdirigent, der kunne mere end blot at dirigere.

Første koncert, 1. november

Det var jo en slags mini-jubilæum.

Collegium havde klaret overlevelse og længere end mange i det øvrige musikliv havde forventet.

Økonomien havde været anstrengt, og bidragyderne var en hel række fonde og legater. Men der var ingen svaghedstegn at spore.

Første koncert i rækken, den 1. november havde den rumænske pianist Radu Lupu (1945-2022) som solist i Mozarts herlige nr. 24 og den sidste i rækken.

Lupu tilhørte ikke klaverets lyrikere, men fandt her i c-mol koncerten Mozarts mørke sider frem. Det forlød, at han ikke havde villet optræde gennem flere år, men her sad han så på en spisestuestol bøjet over tangenterne, og det hele fremstod, som om han selv fandt på det undervejs.

Michael indledte med en Rossini-ouverture, og efter pausen skulle alle stramme sig an: Prokofievs 1. symfoni, ”Den Klassiske”. Nok et værk fra komponistens studietid, men ikke desto mindre også hans teknisk sværeste.

I Collegium var der aldrig prøvetid i samme mængde som musikerne var vant til fra de store orkestre. Hos os mødes man fredag og lørdag og dertil en gennemspilning søndag formiddag.

Uden publikum runger det i Palæsalen, og først om aftenen, med alle de 1100 sæder besat, får man den rigtige klang frem.

Anden koncert, 6. december

Den anden koncert i serien husker jeg så udmærket, og det er soleklart, for jeg var selv en af de to solister i Mozarts dobbeltkoncert for fløjte og harpe.

Min medspiller, rumænske Ion Ivan Roncea (1947) og jeg er nøjagtig jævnaldrende, og vi kom i de følgende år, til at spille koncerten sammen flere gange.

Inden Mozart gav elskelige sir Charles Groves os Nielsens ”Lille Suite”, opus 1 for strygere, og aftenen sluttede med Mendelssohns ”Italienske”.

Her var jeg også med, for at indkalde en ekstra fløjtenist kunne budgettet ikke bære. Syntes formanden.

Tredje koncert, 10. januar

Nytårskoncerten var nu en uundværlig del af sæsonens koncerter, og vi måtte hver gang lægge hovederne i blød for at finde på noget ekstraordinært. Her, den 10. januar var Pierre Amoyal (1949) violinsolist i Ravels ”Tzigane” og i Saint-Saëns’ ”Rondo Capriccioso”.

Efter pausen dirigerede Michael masser af Händel fra ”Water Music”. Vi nåede også omkring Mendelssohns ”Nocturne” (med hornsoloen) og Scherzoen (med fløjtesoloen) inden det gik løs med de obligatoriske løjer.

Tre gange Johann Strauss, heriblandt ”Unter Donner und Blitz”, Lehars ”Guld og Sølv Valse” og hen mod udgangen ”Telegraf Galop” og en royal Honnørmarch, begge af Lumbye forstås.

Det hele begyndte lige efter bogen (”Elverhøj”) og sluttede i det obligatoriske med publikums klaskende medvirken. Ganske som i Wien.

Fjerde koncert, 6. marts

Også seriens 4. koncert stod i det franskes tegn, og koncerten var arrangeret i samarbejde med kulturfremstødet Danmark/ Frankrig 1988.

Cécile Ousset (1936) var en herlig solist i Ravels G-dur koncert, og Horia Andreescu førte os igennem Poulencs charmerende ”Les Biches” (”Hjortene”) og den ikke mindre indtagende C-dur symfoni af Bizet. Den med den store obosolo i andensatsen.

Femte koncert, 27. marts

I anledning af mini-jubilæet, havde Michael ved den 5. koncert valgt at genopfriske vores debutnummer fra Valdemar Slot, Stravinskijs ”Pulcinella-musik”.

Susanne Lange og Christian Christiansen var to af solisterne, medens tenorpartiet igen blev varetaget af Kim von Binzer.

Men Collegium kunne også byde den norske violinsolist Arve Tellefsen (1936) velkommen i alpetoppen af alle violinkoncerter, Beethovens.

Tellefsen var uddannet i København hos prof. Henry Holst, så det var for mange et hjerteligt gensyn med den store musiker.

Efter koncerten havde Palæets Koncert- og Restaurationsselskab ved den trivelige restauratør Nicolaisen forskellige absolut rimelige tilbud til publikum: En koncertplatte (til 58 kr.) og fx køkkenchefens hjemmerøgede østersølaks garneret med lakserogn, urter i julienne og sauce verte (42 kr.).

Man kunne også hygge sig i restauranten med en ”dekorativ ostetallerken med kendte oste garneret med vindruer og engelsk selleri” (36 kr.).

Imidlertid havde Nicolaisen også andre projekter der, efter sommerferien til alles forfærdelse åbenbarede sig. Ingen havde tænkt over, at Odd Fellow Palæet ikke var en fredet bygning, og det skønt den da i højeste grad var bevaringsværdig og gedigen dansk kultur.

Men Nicolaisen havde overtaget et større parti plastikmaling til en spotpris, og i de varme måneder, medens det hele lå stille, havde han fået malet salen op i de farver, han nu rådede over.

Den mest bemærkelsesværdige var den køkkenblå farve, en kulør man slet ikke troede fandtes mere på farvekortet, men knyttede sig til millionbøf, armeriddere og ternede forklæder i halvtredserne.

Den æggesnapsefarvede gule stod på sin egen måde godt til den køkkenblå, men det samlede resultat var gyseligt.

Vi klagede dog ikke, men bed tænderne og øjnene sammen. Det vigtigste var at bevare det gode forhold til Nicolaisen og at holde lejeudgifterne i ro.

Vi havde lige fra begyndelsen måttet leve med, at orkestrets økonomi stod og faldt med om det (igen) ville lykkes os at sammenstykke den fornødne sponsorstøtte.

Nu trak det sig sammen, og vi tre i Trio Energico havde over for Danske Bank stillet en personlig garanti på i alt 260.000 kr.

Det kunne man godt ligge søvnløs over, hvis man nu havde den tendens. Men flere ting spillede lykkeligt sammen.

Min Helle har i sin familie en onkel, der på helt naturlig vis omgås netop de folk, som træffer beslutninger om sponsorater og lignende. Nu faldt det sig sådan, at vi var inviteret til en middag, hvor der var alle chancer for at møde de ”rigtige” mennesker.

Helle var højgravid, og inden middagen spillede vi lidt musik for to fløjter for gæsterne. Stemningen var helt glimrende, og over kaffen kom der forskellige ting på bordet.

Da blandt andre direktøren for Skandinavisk Tobakskompagni, Jørgen Tandrup var en af de mere begejstrede og tilmed havde været til Collegiums koncerter, var det en god begyndelse.

Men der var andet, der spillede lystigt sammen.
Nils Dittmer kunne fortælle mig, at vores garantisum eventuelt kunne indløses, hvis blot jeg holdt et møde med et af Augustinus Fondens bestyrelsesmedlemmer, Bikuben-direktør Gorden.

”Du skal ikke lade dig skræmme af hans lidt bryske facon” forklarede Nils mig. Gorden sad bag et imposant mahogniskrivebord, en tætbygget, tyndhåret person med lysende øjne, som om han fandt tilværelsen umådelig komisk.

Jeg fremstammede, at vi havde fået lovning på… men kom ikke længere før han på drævende jysk indvendte: ”Det hjælper jo ingenting”!

Tavshed.

”Vil De ikke ha’ noget af ryge på”? foreslog han den nedtrykte fløjtenist, og i det samme åbnede han et mahogniskrin i størrelse som en babyvugge. ”Hvad vil De ha”? Og øjnene lyste drilsk – ”en cigaret eller en cigar”?

Jeg mærkede, at der var noget andet end røg i luften og svarede: ”jeg tror jeg tager en cigar”! ”Kom lad mig”, og så både klippede han spidsen og skabte ild med en guldlighter.

Direktøren tog også selv en cigar, og så pulsede vi løs uden yderligere snak.

”Det var et godt valg”, kom det pludseligt og dernæst triumferende. ”Hvis De havde taget en cigaret, fik De ikke en klink”! Og så lo han.

Det viste sig senere, at Gorden og min juraonkel, Halvor havde lagt denne skumle plan, og De to skal angiveligt ha’ moret sig kongeligt over hele sceneriet.

Den 5. marts 1986 modtog Collegium en check på nøjagtig 260.000 kr.
Det var et sandt kludetæppe af bidrag der fra begyndelsen og frem til 1988/89 tilsammen udgjorde Collegiums eksistensgrundlag.

En række centrale personer gjorde deres indflydelse gældende, og vi skylder megen tak til bl.a. Lennart Lynge Andersen, Palle Marcus, Tage Andersen, Niels Gangsted-Rasmussen, Lisbeth Ryberg og selvfølgelig ikke mindst Nils Dittmer.

Men enden på det hele blev, og der er sikkert også andre komponenter end de her nævnte, at Collegium Musicum fra 1988/89, og helt frem til 2009 fik en gedigen sponsoraftale og det med netop Skandinavisk Tobakskompagni, en aftale der fritog Dittmer, Michael og mig fra at løbe pengene op fra alle verdenshjørner i kulturlivet (se også afsnit om ST’s sponsoraftale).

Inden sæsonen gik i gang medvirkede Collegium og Michael ved et særarrangement for ”Telearbejdernes kongres”, men også med billetsalg, der blev afholdt i Falkoner-salen på Frederiksberg.

Koncerten, tirsdag den 9. august kl. 20.00 havde dame Janet Baker (1933) som solist, og stjernen sang Berlioz’ ”Nuits d’eté”.

Det udvidede orkester, med bl.a. fire horn, havde her, og ved flere andre lejligheder, Peder Elbæk som koncertmester.

Første koncert, 11. september

Sæsonens første koncert var noget af et eksperiment. Denne gang var sir James ikke hovedsagelig inviteret som dirigent, men skulle, sammen med Michala Petri, fylde hele aftenen ud med tvær- og blokfløjtekoncerter.

Galway indledte med Mozarts ”Eine Kleine”, stykket han, som ovenfor beskrevet, havde debuteret med overfor Israel filharmonikerne.

En dobbeltkoncert for de to fløjtetyper af Telemann gik udmærket, og det var tydeligt, at Galway havde stor respekt for vores egen fløjtevirtuos.

Men så var det igen undertegnede, der fik bagsiden på komedie. Jeg havde programsat Kuhlaus ”Grand solo” i F-dur, et stykke jeg vidste Jimmy havde spillet hos vores fælles læremester, Marcel Moyse som ung, og her, for første gang i nyere tid, i en udgave med strygere.

Men det passede ham ikke. Han brød sig ganske enkelt ikke om hverken musikken eller instrumentationen, og vi fik alle en række møgfald, der bl.a. gik på strygernes eventuelle kvaliteter.

Efter pausen brillerede Michala i sit signaturstykke, Vivaldi-koncerten i C-dur for den mindste blokfløjte, og til sidst fik vi en tilrettet dobbeltkoncert af Stamitz for de to fløjtenister.

Succesen var da absolut i hus, men en ”rigtig” Collegium aften var det nu ikke.

Programmet blev først spillet ved en koncert i Odense, den 10/9.
Den følgende søndag, 18/9 optrådte Collegium i Aarhus.

Anden koncert, 13. november

Det var den anden koncert til gengæld. Solisten var orkestrets solooboist, Bjørn og det i alle oboisters store glansnummer, Richard Strauss’ koncerten.

Chefdirigenten lagde ud med en Britten Suite over engelske folkemelodier, og det er jo helt central musik for Michael, al den stund han i sin grønne ungdom i England har arbejdet med og for Britten ved sommerfestivalen i Aldeburgh.

Bjørn blæste obokoncerten på uforglemmelig smuk vis, og det kan vi heldigvis genhøre i den Cd-indspilning der siden fulgte.

Så blev der stille!

Charles Ives ”ubesvarede spørgsmål” og Ketils skæbnesignal satte tiden helt i stå, og derefter måtte vi til Mozart for atter at kunne ånde og det med ”Linzer-symfonien”.

Nytårskoncert, tredje koncert, 8. januar

Nytårskoncerten, den 8. januar havde guitaristen Göran Söllscher (1955) som solist. Her fik publikum for første gang udlevet aftenens program i skikkelse af en litografi skabt af en anerkendt kunstner.

I programmet kunne man læse, at guitarsolisten alligevel ikke spillede Rodrigo, men derimod Vivaldi – og den kender vi som Den-med-dus-med-dyrene hos Poul Thomsen!

H. C. Lumbyes ”Jernbane Dampgalop” fik en overraskende slutning, og det kan vi takke min far, Asger for.

Igennem talrige fødselsdage var han blevet begavet med skinner til sit elektriske ”Lehmann Grossbahn”, og her på scenegulvet kom det tøffende, med røg ud af skorstenen og på en godsvogn to fyldte champagneglas til en skål mod publikum for Michael og koncertmesteren.

Fjerde koncert, 5. februar

Sæsonens fjerde koncert, den 5. februar blev ikke som planlagt.

Cellosolisten Frans Helmerson var blevet syg, og i stedet for Haydns C-dur koncert blev det komponistens sidste symfoni, nr. 104. Inden da opførte vi orkestrets yndlingsstykke, Richard Strauss og hans ”Den Adelsgale Borger”.

Koncerten blev fulgt op af en indspilning af både obokoncerten og ”Borgeren”, og det er blevet sagt, i bl.a. Grammophone, at bedre indspilninger af de to hovedværker er svær at opdrive.

Femte koncert, 12. marts

Norman del Mar dirigerede og Elisabeth Westenholz var en fantastisk solist ved den sidste koncert den 12. marts. Og dette i Beethovens c-mol koncert. Som man skrev i Politiken ”Det blev aftenens store sus”.

Beethoven-værket blev kort tid derefter indspillet og under ledelse af Michael.

Her, som med Mozart-koncerterne, var det Robert von Bahr, der styrede teknikken, og det blev en forbilledlig indspilning (se afsnit om Collegium på Lp og Cd).

Vi havde, som man måske vil huske, spurgt Norman del Mar om nye repertoireidéer, og under vores lille kaffemøde var vi landet på bogstavet R!

Resultatet kunne høres ved koncerten. Del Mar dirigerede Respighis vidunderlige og farverige ”Botticelli-billeder” og efter pausen Max Regers ”Mozart-variationer”.

Det var dog ikke alle, der satte pris på Del Mars R-katalog. I Berlingeren kunne man lade sig forbløffe over, at anmelderen fandt at ”så stor er manglen på gode værker for kammerorkester dog heller ikke, at de nye veje behøver blive til afveje”.

Det fortælles, at Max Regers musikforlægger i Berlin var ulykkelig over alle de Reger-noder han lod trykke, og som sjældent eller aldrig blev opført.

Reger, der havde nemt ved at blive fornærmet, blev det netop og tog sit nye partitur med til en anden forlægger. De inspirerede Mozart-variationer er komponistens (eneste) populære værk, som altså ikke kun sluttede koncerten af, men også hele den sjette sæson.

Og så var der alligevel et notabene. Da orkestret sent en søndag aften havde færdiggjort indspilningen med Elisabeths Beethoven, havde vi et lejemål, der først udløb nogle timer senere.

Elisabeth og jeg stod for at skulle indspille Schuberts ”Arpeggione-sonate”, så vi brugte tiden her, hvor vi havde Palæsalen, natten og et velstemt Steinway i koncertstørrelse til rådighed.

Der var helt tyst og en stemning af after-party. Det passede godt til Arpeggionen.

Det er uden for enhver tvivl, at når bagscenen bliver passet omhyggeligt og med empati over for de medvirkende, så går alting mere glat.

Personalet omkring Collegium var så smalt som vel tænkeligt. Til gengæld velfungerende.

Helge Olsen kom fra Det kgl. Teater, en stor lidt tung mand med et babyface og ikke så lidt af en hypokonder. Det skal man jo være varsom med at sige, for der var ingen tvivl om, at Helge også døjede med en del dårligdom.

Til gengæld var han elskværdigheden selv, og de mange musikere fra Teatret havde i forvejen et fortroligt forhold til ham.

Helge passede bagscenen, havde titel af orkesterfunktionær, og når der var timelange indspilninger, så var det også ham der sørgede for det kulinariske.

Efter sine mangfoldige år på Teatret havde han fået bevilling til en pølsevogn, så vidt jeg husker var det på Søborg Torv, og denne mobile restaurant blev kørt ind til Palæet og sørgede for, at de lange dage med den røde lampe tændt også havde et lyspunkt ved frokosttid.

Opstillingen af orkestret lå hos Helge, men primært hos solohornist og regissør Per, der også medbragte noderne i mapper. Forinden da havde Per lagt stemmer ud til afhentning, typisk på Radioen og på Teatret.

Der blev rapporteret til mig, hvis afhentningen havde været for sløj, så jeg kunne holde en lille peptalk om vigtigheden i, at vi havde musikken i fingrene inden første prøve.

Det var altid Per, der stod for oprydning, nedpakning af noder og tilbagelevering til de respektive nodebiblioteker. Det var en kæmpeopgave.

Alle koncerter gennem hele orkestrets levetid blev optaget og bevaret. Dette er jo i virkeligheden exceptionelt og det gjaldt, hvad enten vi spillede i København, i Hillerød, i Berlin eller i det sydfranske.

Og det kostede alt sammen ikke en krone. Der stod med andre ord en musikkens fakkelbærer bag. Det var Kørelæreren, alias Svend Erik Nielsen, der også uden han vidste det blev omtalt som Den Omvendte Pyramide.

Og det var kun godmodigt, for der var hele vejen rundt venskabelige følelser over for denne store mand med det kødfulde ansigt, de spørgende lidt udstående blå øjne og den velklingende, velartikulerede tale.

Kørelæreren (det var trods alt det alle kendte ham under) var allerede en institution i det klassiske musikliv, da Collegium blev til.

Det hele var startet i en kælder på Amager. Vor mand havde stiftet Københavns Båndoptagerklub, og her mødtes en kreds af nørder ikke blot en gang om ugen, men nærmest dagligt.

De fik alle, inspireret af Svend Erik, etableret en veneration for de klassiske toner og rykkede ud til koncerter overalt i hovedstadsområdet.

Jeg vil vove den påstand, at ingen kammermusiker i tidsrummet 1970 til 2015 kunne undgå at møde Svend Erik og hans trofaste hird, Torben og Ove.

Collegium var en ideel arbejdsplads for de ihærdige amatører. Her kunne man optage symfonisk musik og tilmed uden vrøvl.

For Collegium var det en kæmpe fordel. Økonomien var stram og kun, fordi Svend Erik altid rykkede ud med sine mikrofoner, har vi i dag et arkiv af musikhistorisk værdi.

Lydkvaliteten var alle årene igennem ualmindelig god, og så fremragende, at en håndfuld af koncerterne er overført til Cd. Mest bemærkelsesværdig nok koncerterne fra klaverfestivalen uden for Aix, udendørs koncerter med cikader i baggrunden, men også med en perfekt lydkvalitet (hør selv!).

I begyndelsen var det spolebånd, der blev omsat til kassettebånd. Siden blev det digitale optagelser, overført til Cd.

I skrivende stund er der lidt usikkerhed omkring, hvor alle Svend Eriks utallige optagelser befinder sig, men nogle mener at vide, at det hele er overført til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor også Herman Lindencrones optagelser har til huse.

Vi bør også huske, hvem der nærmest alle sæsonerne igennem berigede os med flot og smagfuld design.

Vores plakater, salsprogrammer, flyere etc. lå hos Jens Borch og han stab hos Grafikerne i Badstuestræde 8. Tegnestuen formåede, når der var ønske om det, at skabe ny design og altid sådan, at Collegiums identitet blev bevaret.

Også i det visuelle udtryk. Mesterfotografen, Marianne Grøndahl fulgte med sin kameralinse Collegium gennem en lang årrække, og vi kan takke Marianne for, at vi bl.a. her i krøniken også kan præsentere hendes stemningsfulde billeder.

På kontorfronten hjalp Lisbeth Ryberg med at holde orden på papirerne. Lisbeth er en stor musikelsker, men havde også en direkte kontakt til en af fondene, og det er kommet orkestret til gode.

Men der er ingen tvivl om, at den mest betydningsfulde bagscenehelt var Nils Dittmer (1939-2016). Lige fra den første dag på Valdemar Slot demonstrerede Nils en entusiasme, der holdt sig lige til den dag, hvor han blev indlagt med alvorlig sygdom og døde.

Inden da havde Nils med ukuelig optimisme ført os igennem alle kriser og delt orkestrets sejre med os. Som forvaltningschef i Landegreven for Bikubens fondsafdeling havde han et velfungerende administrativt apparat, der blev stillet til rådighed for Collegium og herfra også ideelle betingelser for at påvirke de rigtige beslutningstagere i fondsverdenen.

Men Nils stod også for det lavpraktiske. Checks (det var dengang!) blev skrevet ud til alle musikere, frimærker sat på kuverten og sendt frem, og det hver gang vi havde spillet.

Nils var selv en glimrende amatørviolinist, og sin ungdom drømte han om at blive dirigent. Nu udlevede han sine drømme gennem Collegium. Hvis en musiker i orkestret løb ind i problemer af den ene eller anden art, gjorde Nils sit yderste for at hjælpe.

Da orkestret gik ind i sin sidste fase og spillede ude på Opera Hedeland, satte Nils sig bagerst hos andenviolinerne og spillede med. Honorar ville han ikke ha. ”Jeg er jo amatør”! Men han nød det!

Også på orkestrets turnéer var han ikke alene rejseleder, men også deltager sammen med sin uundværlige kone, Pusser og deres søn, Martin Dittmer, der dengang spillede cello hos min far, Asger.

Da Nils gik på pension fra Bikuben i forbindelse med sparekassens fusion med Den Danske Bank, blev Nils også min uundværlige administrator for Solistforeningen af 1921.

Han stillede kun én betingelse: han ville være direktør, for det havde han altid været. Og det blev han. Man ser, at jeg delte verden med Nils.

Han var den bedste og mest loyale ven, man kan tænke sig.

”Vi byder Dem velkommen til Collegium Musicums 7. sæson i Odd Fellow Palæet. Nu sidder De godt, ikke sandt? Salens nyopstillede stole har fundet deres endelige pladser, og vi håber, De vil finde Dem tilrette og nyde de 5 koncerter, som vi, traditionen tro, har forberedt til Dem. I pausen vil De finde vej til orkestrets egen ”fonogrambutik” og efter koncerterne holder vi åbent i Den blå Foyer”, hvor De vil kunne tilbringe en afslappet stund i selskab med orkestrets musikere”.

Som man vil kunne aflæse af Michaels velkomsthilsen til vores publikum, var Collegium Musicum nu en institution, man kunne regne med.

Den selvsikkerhed der var etableret hang ikke kun sammen med den tilbagevendende koncertrække, det trofaste publikum og den loyalitet orkestrets musikere udviste, men var også en følge af, at orkestret havde indgået en treårig sponsoraftale med Skandinavisk Tobakskompagni eller som Michael formulerede det i programhæftet ”Det er den største sponsoraftale hidtil i vores klassiske musikliv”.

Der blev mumlet om, at Collegium igennem flere år kunne byde på en mere eksklusiv solistrække, end hvad DR præsterede.

Vores samarbejde med koncertdirektion Wilhelm Hansen var imidlertid brudt sammen, og vi skiftede til det nyetablerede Tivoli Festival.

Skiftet hang sammen med den kontrakt, vi havde haft med James Galway. Da det astronomiske beløb skulle afregnes, insisterede koncertdirektionen på, at det skulle være til den engelske pundkurs, der var gældende, da kontrakten et år før blev underskrevet.

Den form for spekulation ville vi ikke leve med, og derfor var vi fra denne sæson hos det nye og konkurrerende agentur, Tivoli Festival.

Første koncert, 13. oktober

Præcis kl.20 (for dengang lå alle koncerter i byen kl. 20 og ikke som nu, 19.30) stod chefen selv på podiet, og vi indledte med ouverturen til ”Jægerbruden”.

Dette frapperende stykke programmusik med den skønne klarinetsolo selvfølgelig spillet af Niels Thomsen.

Det var lykkedes at hente cellomesteren Mischa Maisky (1948) til byen, og Maisky med det enorme afrohår, guldkæder om halsen, åbentstående silkeskjorte og et bredt grin spillede suverænt.

Først Dvořáks karakterstykke ”Waldesruhe” og dernæst Schumanns cellokoncert.

Nu skulle man tro, at vi havde opført ”Den Adelsgale Borger” nok foreløbig, men nej. Nu var den igen programsat og denne gang i dens fulde skikkelse, ni satser med alle de citater, der gør musikken så umådelig charmerende: en Lully-menuet, citater fra Wagners ”Rhinguldet”, fårenes brægen fra mesterens egen ”Don Qioxote”, fuglekvidder fra ”Rosenkavaleren” og til sidst en ”Omelet surprise” – en køkkendreng springer ud af anretningen til tonerne af en berusende Wienervals!

Anden koncert, 3. december

Ved den anden koncert lagde orkestret og Michael fra land med Bachs 2. orkestersuite og med undertegnede på den udstrakte fløjtestemme.

Derefter kom den kometagtige russiske pianist, Vladimir Krajniev (1944-2011) på scenen og, assisteret af Ketils trompet som solister i Sjostakovitjs første klaverkoncert.

Et brag af en opførelse.

Efter pausen diverterede vi med Brahms’ 1. ”Serenade”, den i D-dur. Den var tæt på at blive en symfoni, for Brahms sendte partituret til vennen Joachim og havde på titelbladet kaldt værket Sinfonie, men atter streget det ud og i stedet skrevet ”Serenade”.

Nytårskoncert, 1. januar

Nytårskoncerten blev ledet af Charles Groves.

Den faldt allerede den 1. januar, og dette gav Helle og mig lejlighed til at fejre nytåret sammen med sir Charles og lady Groves – for nu at være overdreven formel, hvad det slet ikke var!

Til koncerten var vores to hornspillere, Per og Henning solister i Kuhlaus lange, men fantastiske dobbeltkoncert, og Mogens Andresen havde til lejligheden komponeret en ”Skipper Skræk solo” for sin basbasun og orkester.

Tjajkovskijs ”Nøddeknækkersuite” blev visualiseret af balletdanseren Silja Wendrup Schandorph.

Fjerde koncert, 25. februar

Denne koncert blev ledet af den russiske cellist og dirigent Alexander Rudin (1960).

Koncerten åbnede med Tjajkovskijs ”Strygerserenade”. Rudin akkompagnerede sin landsmand, den fyrige Liana Issakadze (1946-2024) i Mendelssohn udødelige violinkoncert.

Som afslutning spillede orkestret Mozarts sidste symfoni, nr. 41, den store C-dur med tilnavnet ”Jupiter”.

En flot koncert!

Femte koncert, 18. marts

Ved den sidste koncert i serien var Inga Nielsen (1946-2008) aftenens absolutte attraktion.

La Nielsen havde nogle år før indledt en omlægning af sin stemme fra det rent bel canto prægede (Rossini – Donizetti) til det mere dramatiske og bredere repertoire.

Ved koncerten den 18. marts hørte vi hende dog i to Mozart-arier og dertil, skulle vi efter pausen, havde oplevet hende i Beethovens krævende bravour-arie ”Ah Perfido”. Den blev imidlertid erstattet af Fiordiligis arie ”Come scoglio” fra ”Cosi Fan Tutte”.

Mozarts koncertarier, ”Bella mia fiamma” og ”Ch’io mi scordi di te”? er skrevet til to forskellige sopraner og begge gode venner til komponisten – for nu at sige det sådan.

Elisabeth Westenholz’ kattepoter strøg sig årvågent om Ingas koloraturer.

Michael havde valgt at indlede med Schuberts herlige D-dur symfoni, nr. 3 og det hele blev rundet af med Zoltan Kodálys ”Danse fra Galánta”.

Bornholms Musikfestival, koncert, 13. august

Koncerten den 13. august 1990 i Rønnes Nikolai Kirke var annonceret som ”Festkoncert”.

Michael stod i spidsen for en opførelse af Mozarts ”Rekviem”. Det var i Franz Beyers færdiggørelse af de satser, som Mozart manglede at færdiggøre.

Solisterne Tina Kiberg, Randi Stene, Peter Grønlund og Christian Christiansen var omgivet af Radiokammerkoret, så der var god grund til at forlange ”forhøjede billetpriser” (voksne 100 kr., børn, 50-). Inden da var Mozarts ”Maurerische Trauermusik” programsat samt Schuberts ”Ufuldendte” h-mol symfoni.

I salsprogrammet for denne sæson 1989/90 var der en oversigt over orkestrets medlemmer på dette tidspunkt. Oversigten viser, at der kun var få ændringer i forhold til den oprindelige orkesterformation.

Violin I: Mogens Durholm, Marianne Melnik, Ilja Bilet, Arkadi Servetnik, Mikal Kramer, Helle Hanskov, Anders Johnsson, Øivind Nussle

Violin II: Søren Kaas-Claesson, Ludmilla Servetnik, Ida Hye-Knudsen, Troels Svendsen, Wladyslaw Marchwinski, Kenneth McFarlan, Charlotte Theilmann, Per Lund Madsen

Bratsch: Bjarne Boie Rasmussen, Henrik (Doktor) Olsen, Flemming Lave, Steen Bach-Vilhelmsen
Cello: Lars Holm Johansen, Ib Herman, Charlotte Lund Christiansen, vakant
Kontrabas: Helle Hanskov, Lars Malther
Fløjte: Toke Lund Christiansen, Mikael Beier,
Obo: Bjørn Carl Nielsen, Gert Herzberg
Klarinet: Niels Thomsen, Jørgen Misser Jensen,
Fagot: Asger Svendsen, Klaus Frederiksen
Valdhorn: Per Jacobsen, Henning Hansen,
Trompet: Ketil Christensen, Søren (Trompet) Emtoft
Basun: Torbjørn Kroon, Kjeld Jørgensen, Mogens Andresen
Harpe: Vibeke Franck Klaver: Elisabeth Westenholz, Anne Øland
Slagtøj: Gert Mortensen, Per Jensen, Pauker: Søren Monrad
Orkesterfunktionær: Helge Olsen

Vores relation til hovedsponsoren, Skandinavisk Tobakskompagni udviklede sig med årene.

Direktør, Per A. Fossum var levende interesseret i orkestret og kom til mange af koncerterne. Op til Nytårskoncerten, 1989 havde han igangsat et nyt projekt, og dette skulle vise sig så levedygtigt, at det holdt helt frem til orkestrets sidste Nytårskoncert i januar 2009.

Per A. Fossum og informationschef Janne Laursen havde opfordret kunstneren Annette Wier til at skabe to originallitografier, der skulle danne forside til programmet for Collegiums Nytårskoncert.

Forsiden var trykt direkte på sten og fra 1990 også på tykt bøttepapir, hver litografi i et oplag på ca. 450, alle nummererede og signeret af kunstneren.

Trykningen foregik hos Hostrup-Petersen og Johansen. Kunstprogrammerne blev uddelt gratis til publikum i forbindelse med koncerten, og indeni kunne man så orientere sig om, hvad der skulle spilles.

Hvert program var omviklet med et gennemsigtigt smudsbind, og fra år til år vekslede det imellem 3 og 4 forskellige motiver fra samme kunstner.

Idéen blev modtaget med begejstring af publikum. Mange begyndte at samle, og har man dem alle i dag, kan de kreere en sum penge på auktion.

Det var oftest unge kunstnere, der fik opgaven, men i den lange række finder vi også navne som Kathrine Ærtebjerg, Tal R, John Kørner og Kasper Bonnén, og andre kunstnere, hvis værker handles i høj kurs.

Listen med de 21 kunstnere ser således ud:

1989 Annette Wier
1990 Bertel Bjerre
1991 Bodil Nielsen
1992 Lars Nørgaard
1993 Milena Bonifacini
1994 Jesper Christiansen
1995 Dorte Dahlin
1996 Frans Kannik
1997 Claus Carstensen
1998 Tal R
1999 Thomas Poulsen (kunstneren FOS)
2000 Kasper Bonnén
2001 Anna Fro Vodder
2002 John Kørner
2003 Erik Clausen
2004 Eske Kath
2005 Kathrine Ærtebjerg
(egentlig også 2004, da koncerten var i december 2004).
2006 Kristian Devantier
2007 Lars Thygesen
2008 Camilla Thorup
2009 Christian Jeppesen

Første koncert, 23. september

Koncerterne med Alfred Brendel (1931) hører til de absolutte højdepunkter i Collegiums historie.

Den 23. september oplevede vi det tætte nærvær med denne, nok den tids største Beethoven-fortolker.

Det var med en overstadig og munter udgave af C-dur koncerten, nr. 1. Bagefter kom c-mol nr. 3, koncerten med al dens patos.

Michael har i mange år haft et meget fortroligt forhold til Alfred Brendel, og for Collegium kulminerede Beethoven-oplevelserne ved en turné i oktober 1993 til Stockholm, hvor vi med Michael over to aftener opførte alle fem klaverkoncerter med Brendel ved enten Steinway eller Fazioli, for det besluttede han ofte lige inden koncerten Det var, som her i Palæet, mageløst!

Men september-programmet var optimalt krævende. Michael og en mindre gruppe på 15 fra orkestret havde også indstuderet Schönbergs Kammersymfoni nr. 1 i E-dur. Nok at bestille for alle involverede instrumentejere!

Anden koncert, 9 december

Michael stod igen på podiet eller rettere næsten på gulvet, for Michaels højde behøver ingen trappestige.

Edith Guillaume var solist i Manuel de Fallas ”El amor brujo”. En tung mand satte sig ved det ligeledes tunge Steinway D-flygel. Russiske Lazar Berman (1930-2005) var i nogle få år et omrejsende fænomen, som ikke mindst Karajan havde hjulpet på vej til berømmelse i Vesten.

Han optrådte første gang offentligt som fireårig. Nu sad han her, lidt melankolsk og spillede uden tekniske problemer overhovedet Liszts anden klaverkoncert.

Han bukkede kejtet og gik ud. Han havde helt klart fået stjernestøv i øjnene og ønskede sig bare tilbage og ud på landet igen. Koncerten indeholdt også ”Rendering” Berios genskabelse af Schubert-skitser til en D-Dur symfoni (D936A).

Berio anvende citater fra bl.a. ”Wanderer-fantasien”, ”Winterreise”, Klaversonaten i B-dur og Klavertrioen i B-dur. Ihukommende en bemærkning fra de første sæsoner: Collegium interesserer sig åbenbart meget for Schubert og ufuldendte værker”.

Tredje koncert, Nytårskoncert, 1. januar

Nytåret blev undtagelsesvis blæst ind på en tirsdag og kl. 16.00.

Her var ikke noget med tømmermænd og dårlige undskyldninger. Først traditionen tro, Kuhlaus ”Elverhøj ouverture”, hvor Collegiums abonnenter, under førerskab af Nils Dittmer på første række, aldrig undlod at rejse sig under den afsluttende kongesang.

De fik så Saint-Saëns’ ”Danse Macabre”, hvor orkestrets nye alternerende koncertmester, Marianne Melnik fra Sjællænderne, fik lejlighed til at skabe uhygge i den berømte violinsolo.

Inden pausen blev vi i Paris og under taget hos ”Bøffen”, Darius Milhaud. Efter pausen musik af Webers ”Jægerbruden”, Dvořaks ”Slaviske danse”, Percy Graingers ”Jysk Sammenpluk”, ”Greensleeves” og så naturligvis H. C. Lumbye, ”Salut for August Bournonville”. Og mere Lumbye.

Nu ”Amalievals” med dansere! Så entrede eftermiddagens solist, Poul Elming scenen, og han slentrede straks videre til Maxim.

I overtiden spillede vi først ”den forkerte” Champagnegalop (”Petersborg”) og derefter naturligvis den rigtige.

Fik de også ”Radetzsky march”? Ja, mon ikke. Glemte jeg at tilføje, at også Edith Guillaume sprang op af hatten og sang ”Carmen”, og at det hele blev animeret af Michael på podiet.

Koncerten blev ledet af canadisk/ amerikanske Dennis Russell Davies (1944).

Vi startede med Dvořaks ”Bagateller” i et arrangement ved aftenens dirigent. Den uudgrundelige Russell Davies, især kendt for sine nære samarbejder med Philip Glass og jazzlegenden Keith Jarrett, fremstod med nakkepisk, og hans prøvearbejde var uden mange ord.

Davies sluttede koncerten med Haydns herlige B-dur, nr. 98, en symfoni hvor ikke mindst de høje horn er eksponerede.

Højdepunktet blev imidlertid mezzosopranen Elisabeth Laurence (1949) i Berios på dette tidspunkt nyskrevne og vidunderlige værk, ”Calmo” (1990).

Femte koncert, 7. april

Den femte koncert, 7. april, havde vi besøg fra London.

Min gamle studieven fra min tid hos William Bennett i London var i mellemtiden blevet en højst anerkendt dirigent, og sir Mark Elder (1947) var på dette tidspunkt leder af The English National Opera” i London.

Vi spillede Bizets sprudlende C-dur symfoni, hvor ikke mindst Bjørns obosolo i Adagiosatsen var bemærkelsesværdig.

Det hele begyndte med Haydns nr. 67 i A-dur med tilnavnet ”Tempora Mutantur”. Solisten var den unge russiske violinist Vadim Repin (1971), der var sprunget ind efter en sygemelding af Isabella van Keulen, og Repin gav os en perfekt Prokofievs D-dur koncert.

Denne sæson skulle blive den sidste i Odd Fellow Palæet og den 5. og sidste koncert også den sidste, der nogensinde blev spillet i den gamle koncertsal.

Som altid skrev Michael et forord til sæsonprogrammet.
Og det var jo tilmed et tiårs jubilæum!

Dette på trods af, at som abonnementssæson var det altså den niende. Michael benyttede også lejligheden til at takke vores eksklusive sponsor, Tobakskompagniets ”House of Prince”, der nu gennem fire sæsoner var garant for orkestrets økonomi.

Michael måtte også nævne, at vi havde programsat to Beethoven symfonier (6 og 7), men de var nu erstattet af to andre (2 og 4).

Det var jo en mærkelig notits i et forord, for i det trykte program var alt rettet til. Men der lå et mindre drama bag! Formanden blev en aften ringet op af Radioens orkesterchef, der i meget kontante vendinger gjorde opmærksom på, at hvis vi ikke tog de førstnævnte symfonier af programmet, så ville jeg og den øvrige store gruppe af musikere, der var fastansat ved Radioen ikke få bevilget orlov til vore koncerter.

Altså, det var kniven på struben. Baggrunden for chefens ophidselse beroede i det faktum, at Symfoniorkestret i den selvsamme sæson havde programsat de samme symfonier til torsdagskoncerterne.

Bag dette lå der også en generel utilfredshed med vores eksistens. Dette var formodentlig ikke kun chefens mening, men i hele DR havde man dengang, og i højere grad end i dag, et princip om, at en Radiomedarbejder ikke virker for et konkurrerende foretagende.

Nu skulle man nok turde mene, at Collegium med sine fem koncerter, der altid lå på søndage, ikke stod som en konkurrent til Torsdagskoncerterne, men også deri havde vi undervurderet musiklivets uskrevne love, for bortset fra Collegiums kunstneriske kvaliteter havde vi også et publikum, og tilmed et stort et!

Vi følte ikke, vi havde noget valg. Vi hejste det hvide flag, og Beethovens største blev erstattet af mindre Beethoven, og så måtte vi vente med ”Pastoralen” til en senere lejlighed.

Første koncert, 6. oktober

Den dramatiske vending omkring Beethoven satte allerede sit præg på den første koncert, den 6. oktober.

Michael og orkestret sluttede med Beethovens D-dur symfoni, nr. 2.

Inden da kunne man opleve en barnestjerne på violin, Werner von Schnitzler (1978), der spillede Mendelssohn. Faderen fulgte ham spændt gennem generalprøven, og unge Werner gjorde det godt, kun må jeg nu, mange år efter, sukke lidt, for hvor mange barnestjerner har vi ikke applauderet, og hvad blev der siden af dem?

Nå, Schnitzler har nu klaret sig bravt og bl.a. med sin egen Strygekvartet og en Klavertrio. Koncerten indledte med Sibelius skuespilmusik til ”Pelléas og Mélisande”.

Nu var vi i gang!

Anden koncert, 17. november

Også den næste koncert havde et ekko af Radiokonflikten.

Men ellers ikke noget dårligt at sige om Beethovens 4. Koncertens fabelagtige klaversolist Vladimir Krajniev satte fingrene i både Schnittkes indadvendte klaverkoncert, der var tilegnet solisten, og derefter Prokofievs 1.

Krajniev havde vundet 1. pris ved Tjajkovskij konkurrencen i Moskva og var i disse år solist overalt i det internationale musikliv.

Koncerten blev glimrende ledet af Stockholm-operaens chefdirigent, estiske Eri Klas (1939-2016).

Tredje koncert, Nytårskoncerten, 5. januar

Nytårskoncerten blev dirigeret af vores faste gæstedirigent, Charles Groves.

”Elverhøj” med megen patos. Og straks kom aftenens to solister, Ketil og Søren på scenen og blæste i tertser og sekster Joseph Horovitz’ ”Concertino classico”.

De to trompetister havde i mange år trompet-fitness hver morgen. Så var embouchuren i gang! Inden pausen Mozarts ”Haffner”.

Efter pausen fik orkestrets koncertmester, Marianne Melnik lejlighed til at brillere i Rimskij-Korsjakovs ”Capriccio Espanyol”.

Tre ”Christmas Carols” med Vox Danica var jo 14 dage for sent på den. Til gengæld var der Nytår, så det basker med Johan Strauss’ geniale ”Flagermus-ouverture” og den ikke mindre melodiøse ”Kejservals”. ”Ejlen Magyar” og sikkert også ”Champagne” og ”Radetzsky”.

Fjerde koncert, 9. februar

Den fjerde koncert i rækken, den 9. februar var bemærkelsesværdig af især en årsag: Orkestret uropførte med Rebecca Hirsch Poul Ruders’ 2. violinkoncert.

Man ihukomme salig Lavard Friisholms ord: ”Glem nu ikke den ny musik og især ikke den danske”. Her havde vi for første gang en gedigen uropførelse og endda med en af den ny musiks mest fremtrædende komponister. Også dette havde en lille forhistorie.

En eftermiddag i Wilhelm Hansens koncertdirektion i Gothersgade stødte jeg på trappen ind i netop Poul Ruders.

Lige ud for næsen hang en sæsonplakat for Collegiums koncerter. Poul satte brillerne tæt på det blanke papir: ”Næh, Mozart, og Schubert og hvad har vi så her… Niels W. Gade. Det er jo utroligt spændende”, og så smilede han sit helt særlige lidt Stravinskij-agtige smil, og jeg fortsatte opad, mens han fandt ud i Gothersgades trafik.

Først efter et par minutter faldt tiøren. Åh, Poul. Dit bæst! Men nu skete det, og Ruders velskrevne og spændende (!) violinkoncert blev også indspillet på Cd. Michael indledte koncerten med Niels W. Gades 8. symfoni, og da også den blev sat på Cd, var vi omsider færdige med denne markante serie af Gade-symfonier.

Februar-koncerten sluttede med vores egne solister. De fire helte, Bjørn, Niels, Per og Asger blæste en herlig ”Mozart Concertante”, den skønne Es-dur, og således havde vi både imødekommet vort trofaste publikum og kunst- og kulturlivet. Som sådan.

Man kan her opleve de fire blæsere i andensatsen fra Concertanten og i en koncertoptagelse. Adagio, klik her.

Koncerten den 5. april. Det er ikke uden bæven, jeg skriver dette afsnit, der omhandler den sidste koncert i denne vores 10. sæson.

Netop denne koncert kom til at betyde afslutningen på en epoke, men det vidste vi heldigvis ikke ved den første prøve der, helt udenfor det gængse fredag-, lørdag-, søndag-skema var lagt flere dage før.

Michael havde, og det var jo som et skæbnepust, valgt at opføre Johann Sebastian Bachs ”Mathæus-Passion”, Bachs størst anlagte værk og måske hjørnestenen i hele vor musikkultur.

Vi havde allieret os med Tivolis koncertkor, Københavns Drengekor, og den fortræffelige Morten Schuldt-Jensen stod for korindstuderingen.

Rækken af solister var fremragende. Eberhard Büchner var evangelist, Lars Thodberg som Jesus, og dertil en velklingende solistkvartet med Åsa Bäverstam, Marianne Rørholm, Ole Hedegaard og Ulrik Cold. Lars-Ulrik Mortensen sad ved cembaloet.

Koncerten startede med hensyntagen til værkets udstrækning, allerede kl. 19.00. Det blev en gribende opførelse, men i erindringen alligevel vanskelig at forholde sig til, for de efterfølgende begivenheder kom til at ændre alt.

Om mandagen dagen efter koncerten blev der i og omkring salen forberedt aftenens popkoncert.

Ledninger, fæstnet med gaffatape, blev lagt ud og hvad der ellers knytter sig til et show med den dengang populære duo, John og Aage.

Tirsdag morgen var Helle taget tidligt ind på det Patent- og Varemærke-kontor, hvor hun som jurist dengang arbejdede. Det lå på Oslo plads. ”Der er noget helt galt” hørte jeg hende sige i telefonen. ”Der er tyk røg og brandbiler med sirener. Jeg tror det er Palæet”!

Det var alt for sandt. Odd Fellow Palæet stod i flammer og skulle aldrig mere danne ramme om koncerter. Den store sal var så godt som væk. Kun ydermurene af koncertsalen stod tilbage.

Den lille sal var ikke berørt, men her har der ej heller siden været nogle koncerter af betydning. Brandfolkene tvivlede på, at branden var påsat. I stedet mente man, at nogle ledninger var blevet for varme.

Et brandvarslingssystem kunne have reddet bygningen, mente brandfolkene.

Midt i sorgen måtte man trøste sig med, at ingen var kommet til skade. Det var så uendelig trist. Collegium Musicums gyldne år havde på dramatisk vis fundet et udløb. Hvad gjorde vi nu?

I første omgang var vi mest i chok, men Nils Dittmer var ikke for ingenting en kæmpe fighter. ”Vi skal finde en løsning og det snart”. Og det fandt vi.

For alle der var tilstede ved denne storslåede og nu historiske koncert, er det både nostalgisk, men også hjertegribende at tænke på, at de toner der her kan høres, er de sidste klassiske klange, der blev skabt i Odd Fellow Palæets store sal: Slutkor af ”Matthæus-passionen”.

Udover Collegium Musicum dirigeret af Michael Schønwandt medvirker også Tivolis Koncertkor med korindstudering ved Morten Schuldt-Jensen. Klik her.