Husorkester hos Opera Hedeland

Solen står lavt. Van Gogh-agtigt. Det er lun augustaften, og rugen den drær, som en hjemstavnsdigter engang skrev. Og her lige sydvest for København ligger markerne gule og solmætte, og vi snor os sig på veje, der er som planlagt af en drukken landmåler. Omsider et bakkelandskab forude der i virkeligheden er en nedlagt grusgrav.

Jeg har hver gang Mikael, min fløjtemakker, med i bilen. Mikael kører ikke bil, men investerer i stedet sin løn i malerier, der hænger så tæt, skulder ved skulder, som vi om lidt skal gøre det på Opera Hedelands orkesterpladser.

Parkering for medvirkende. Kom endelig tidligt, for vi er mange! Ud af bilen, og vi hilser på statister og sangsolister, der har deres egne vogne til omklædning.

Store telte indeholder sandwich, og vi tapper kaffe af et større apparat. Skal du tisse? God fornøjelse. Skilderhusene er i rød plastic, og man holder på væggen i en mærkelig fornemmelse af, at huset vælter om lidt.

Omsider på plads omgivet af alle vennerne, violinerne og bratscherne foran os, og bagved små stød i fagotterne og længere bagtil Ketil og Søren. De to trompetere der har truttet lige siden det første afsnit i denne fortælling.

Det hele er stillet op, og travle teknikere tjekker mikrofoner og ledlys på nodestativerne. Mærkelige robotmænd med hat på viser sig at skulle tændes. Tjuf! Det er gasbrændere til senere på aftenen. Når først solen er gået ned bag horisonten, bliver her køligt for ikke at sige koldt!

Hvordan begyndte det? Var det Nils Dittmer der fik den første kontakt? Eller var det mig? Det står mig uklart. Det første jeg husker, er snapsen og silden og fadøllet på den lille kældercafé inde på Nytorv.

Vi var bare to. ”Jamen, så er det en aftale” Og vi skålede på det, og det var svært hyggeligt. Måske fornemmede jeg, at Claus Lynge er gjort af det samme stof som Trio Energico i 1983, altså at man ikke vil se det umulige i den opgave, man har stillet sig.

Allerede her under den første forestilling i 2011, Verdis kæmpehit, ”La Traviata”, demonstrerede Claus sin ukuelighed.

Opera Hedeland har tegnet en regnvejrsforsikring. Den betyder, at selv et helt umuligt skybrud kan ikke ryste økonomien. Man er i stadig kontakt med DMI og får lokale vejrudsigter helt ned til kvadratmeteren. Det startede jo godt hjemmefra, men nu regner det altså.

Mikael og jeg passerer Claus på den langstrakte grusplads foran operascenen. Jeg ser spørgende på ham, og vi er omgivet af opslåede paraplyer. “Drypper det lidt? Det er ingenting”, og direktøren ser fuldstændig uanfægtet ud. Og så er regnen pludselig ingenting.

Den store udfordring er imidlertid, at de tunge kjoler i mellemakten skal lyntørres for vi, orkestrets musikere sidder alle i tørvejr. Men ude på den cirkelrunde sceneplads falder regnen tungt.

Også Publikum skutter sig. Med deres vin og madkurve under armen får de udlevet klar plastic ved indgangen. De synes lige så ukuelige som operaejeren.

Sådan husker jeg det. Kan hænde det med regnen først faldt i 2013, hvor det var ”Madamme Butterfly”? Men vi er vel enige om, at det regner altid om sommeren, ikke? Især når man mindst venter det.

Collegium Musicum har ligget stille i to år siden 2009. Vi havde egentlig ingen planer om at fortsætte. Men så kom Claus Lynge med sit tilbud om et samarbejde.

Vi er ikke involveret i hverken økonomi, repertoirevalg eller udvælgelse af sangsolister. Hedeland var og er et enmandsforetagende, selvfølgelig garneret med en bestyrelse, men Claus fylder hele året ud med at forberede disse tre til fire forestillinger.

Han rejser rundt og oplever opera, taler med ligesindede, vælger så en opera, der egner sig til udendørs performing, engagerer dirigent og sangere og plejer sine investorer og sponsorer. Man kan godt forstå, det er fuldtidsarbejde.

Horn-Per er stadig regissør og kraftigt assisteret af Sarah fra violinerne. Sarah McClelland har været med i Collegium i de senere år, og hendes ildhu og empati er en vigtig faktor for, at den stolte skude, Collegium holder sig flydende. Der skal også sammensættes et orkester, og jeg har sluppet denne del af formandens virksomhed.

Mange af de oprindelige musikere er stadig aktive. Nogle er, som jeg, pensioneret eller på grænsen til det, men derfor kan man vel stadig stemme violinen! Her, til ”Traviata” har jeg Bjørn og Gert til venstre side og Mikael på den højre. Gert bor et stenkast fra Hedeland og går sikkert herover.

Hos violinerne genfinder vi Ludmilla. Arkadi og Anders Fog Nielsen. De var med fra den første dag og nu er også Anders’ viv, Astrid med hos bratscherne.

Marianne Bindel, Line Most og Charlotte Theilmann, ja tak. Vi siger som Nils Dittmer i sin tid udtrykte det: ”Vi holder stædigt fast i kvalitet”.

Der fremme, med den sære c-nøgle, også ”Doktor” Olsen og Flemming Lave, veteranerne fra Valdemar Slot, dog nu på hver sin pult, for doktoren har fået Aarhus-symfoniens koncertmester, Anne Lindeskov ved sin side.

Steen Bach-Vilhelmsen kan jeg ikke finde. Ikke så mærkeligt. Han spiller ikke bratsch her, men er gået tilbage til sin oprindelige, 1. violin. Men celloerne da? Hvad en fjerdedel angår, er alt ved det oprindelige. Gudskelov for det. Lars Holm Johansen sidder med sit venlige lidt ironiske smil og skaber tryghed omkring sig.
Niels Thomsen er ej mere. Jørgen Misser sidder med førsteklarinetten.
Nogle år senere har Misser fået følgeskab af sine genialske sønner, fagot-Magnus og trompet-Victor.

Bagtil, på sidste pult hos andenviolinerne, finder vi måske noget overraskende direktør Nils Dittmer. Han bærer solkasket til alle prøverne, som kom han lige fra sin sommerferie i Frankrig, hvad han også gør. Nils har haft violinstemmen til ”La Traviata” med på ferien.

Han ankommer tidligt inden forestillingen og øver til sidste. Nils er amatør og vil ikke ha’ en krone i honorar. Til gengæld råder han over nogle fribilletter, så familien Dittmer sidder lige så trofaste derude (i regnen), som var vi tilbage i det gamle, nedbrændte Palæ.

Senere kom vi til Verdis ”Troubaduren”, som sagt ”Butterfly” og ”Cosi”, som den hedder i fagkredse, altså Mozarts ”Cosi fan Tutti”. Det var i 2015.

Koncertmesterrollen har Emely Fowler passet samvittighedsfuldt gennem flere sæsoner. Lidt efter lidt forskyder personalet sig. Nye ansigter kommer til, men ånden er den samme. Er det ikke mærkeligt. Det ligger i luften. Også udendørs og i nye rammer.

Har vi nu det hele med? Vibeke Franck på harpen vil jeg slet ikke overse. Det sidste år hvor Collegium var en del af Opera Hedeland opførte vi Bizets ”Carmen”.

En god slutning. Men nu var også jeg blevet på grænsen til halvgammel. Nej, det nytter ikke noget. Sådan noget må man indse. Over sommeren foreslog jeg Vibeke, at vi kunne da, altså for min skyld, måske ses nogle gange og spille ”Carmen” igennem. Det var i bedste Nils Dittmer-stil, men vi fik nu honorar.

Det er tid at tage afsked, og det er aldrig let. Det ved vi fra Schubert, der, ligesom man tror det slutter, lægger han ekstra 14 minutter på. Beethoven kan heller ikke slutte, men det er desværre kun på slutakkorderne.

Tak til alle jer, gamle Collegianere, for jeres årelange dåd og for vores store venskab.