Sæson 2004-05
Den 22. sæson, 2004-2005
Denne sæson markerede endnu en milepæl i orkestrets historie.
Vi fik endnu engang anledning til at flytte koncertsted. Ingen tvivl om at Tivolis koncertsal i mange henseender er tilfredsstillende og det både akustisk og hvad service angår.
Samtidig var der et savn.
Odd-Fellow Palæets unikke atmosfære kunne vi ikke genskabe i denne store sal og på et sted, hvor salen er indkapslet i stemningen fra en forlystelsespark.
I denne sæson gennemførte vi to koncerter i Tivoli. Derefter var vi af praktiske grunde udelukket fra at benytte salen. Tivoli stod foran en stor ombygning og havde nye og andre planer for salens anvendelse.
I stedet genskabte vi stemningen fra Odd Fellow Palæet og rykkede med de tre resterende koncerter til Det kgl. Teaters gamle scene.
Denne manøvre var ikke enkel. For at kunne opstille orkestret til en symfonikoncert var det nødvendigt at opbygge en scene ovenpå orkestergraven.
Det var dyrt, men det var Tivolisalen også.
Beethovens violinkoncert, III
Første koncert, 26. september
Vi havde nu allieret os med et tidlige medlem af orkestret til at holde introduktion for publikum inden koncerten.
Troels Svendsen var kendt for sine underholdende og humoristiske radioprogrammer, og violinisten causerede over programmet i salen fra 19.15.
Michael stod så over for orkestret og startede Gades koncertouverture ”Hamlet”. Det skal ikke glemmes, at Gades gennembrud som komponist netop var med en ouverture, ”Ossian”.
Herefter opførte vi Schumanns 4., d-mol symfonien og i Collegiums slanke orkesterformation kom Schumanns instrumentation til sin ret.
Efter pausen Beethovens violinkoncert med Lisa Batiashvili (1979). Hun var også dengang en stærkt efterspurgt solist og havde samme år debut med berlinerfilharmonikerne og deres kollegaer i New York. Siden blev hun også Artist in Residence i N.Y.
Endnu engang en skøn Beethoven.
Jan Wagner og Ralph Kirschbaum, III
Anden koncert, 24. oktober
Her stod en gammel bekendt på podiet. Jan Wagner var 1. prisvinder ved en af de tidlige Malko-dirigent-konkurrencer. Også som chefdirigent for Odense Symfoniorkester har han gjort sig positivt bemærket.
Wagner lagde ud med Bartóks ”Dansesuite”. Derefter kom en af vore tilbagevendende solister, den følsomme og kultiverede Ralph Kirschbaum på scenen i Elgars cellokoncert, som her for anden gang gik med Collegium.
Efter pausen dirigerede Wagner Sjostakovitj’ 1. symfoni, skrevet af en konservatorieelev, men hvilken elev!
Gitta-Maria Sjöberg på Gamle scene
Tredje koncert, Surprisekoncert, 19. december
Årstiden taget i betragtning var det i realiteten en julekoncert!
Dirigenten, Andrew Greenwood (1955-2022) havde gennem flere sæsoner dirigeret Kapellet ved flere operaproduktioner, og med succes. Her stod han for første gang over for Collegium, og han lagde ud med Brittens Suite over engelske folkemelodier, ”A Time There Was”.
Få sangere herhjemme har en så stor plads i publikums hjerter som Gitta-Maria Sjöberg, og på Teatret hvor vi nu var, indtog hun i disse år alle de dramatiske sopranroller.
Her sang hun de vidunderlige ”Chants d’Auvergne” af den ellers ret så ukendte komponist Canteloube.
Efter pausen hørte vi hende igen med julemusik, Adams ”O, helga Natt”. Publikum skulle også røre stemmebåndene, og minsandten om ikke Gitta-Maria til slut sang for i ”Glade jul, Dejlige jul”.
Inden da nåede vi også omkring Tjajkovskij og ”Nøddeknækkersuiten”, Kuhlaus ”Elverhøj” og Vaughan Williams ”Prelude on an old Carol Tune”.
Pierre-Laurent Aimard, II med Mozart og Stravinskij
Fjerde koncert, 6. februar
Med Michael tilbage på den sindrigt opbyggede orkesterpodium foran Gamle scene startede vi med en af vore klassikere, Mozarts ”Haffner-symfoni”.
Dernæst et dejligt genhør med den franske toppianist, Pierre-Laurent Aimard. Han var solist i såvel Mozarts B-dur som i Stravinskijs hundesvære klaverkoncert med blæsere, en koncert som Stravinskij selv optrådte med i København.
Michael sluttede med Stravinskijs ”Lille Suite nr. 2”.
Sibelius’ Stormen på Gamle scene
Femte koncert, 1. maj
Michael havde over adskillige sæsoner lagt en linje, som vi fulgte og med stor succes.
Det var begyndt med Griegs musik til ”Peer Gynt”, Brittens drama ”Penelopes redning”, dernæst Carl Nielsens ”Aladdin-musik” og nu det fulde partitur med Sibelius’ scenemusik til Shakespeares ”Stormen”. Næsten aldrig spillet udenfor Finland, men højdramatisk og spændende musik.
Den dramaturgiske indretning var med fin sans for det muliges kunst foretaget af Wenzel de Neergaard. Ghita Nørby var fast stjernegæst ved alle disse events, og det kunne lade sig gøre, fordi Ghita er gennemmusikalsk og tilmed opvokset i et musikermiljø.
Universitetskoret Lille Muko medvirkede også.