”Med Matthæus-Passionen sluttede orkestrets første 10 år, og to dage efter mistede vi Odd Fellow Palæet ved den tragiske brand. Dermed mistede København og Norden en af de akustisk fineste sale, og Collegium Musicum sit faste tilholdssted.

Til sorgen over tabet af en så sjælden sal har siden knyttet skuffelsen over, at Odd Fellow Ordenen tilsyneladende ikke ønsker at undersøge mulighederne for opførelse af en ny sal på den traditionsrige plads. København kan ikke tåle at miste et spillested som Odd-Fellow Palæet, og alle gode kræfter må sættes ind på at fylde det tomrum ud, som Odd-Fellow Palæets brand har efterladt for hele det københavnske publikum”.

Sådan skrev Michael i forordet til Collegiums kommende og tiende abonnements-sæson.

Collegium havde Tivoli Festival som sit agentur. Her hjalp Tom Kristensen og de øvrige medarbejdere med at få en ny sæson på plads.

Det lå lige for at flytte koncertserien til Tivolis koncertsal, et byggeri fra 1956 med plads til et betragteligt større publikum end Palæets ca. 1100.

Det hele var jo startet tilbage i 1981, og vores anden koncert nogensinde var i netop Tivoli. På en vis måde var vi vendt hjem. Publikum var trofast. Nogle faldt fra, men ikke i en mængde, der virkede trykkende. Og Skandinavisk Tobakskompagni ydede fortsat deres fulde støtte til orkestret.

Første koncert, 13. september

Den første koncert i serien var med chefdirigenten selv og solisten James Galway, der endnu ikke havde fået et ”sir” tilført sit navn.

Ouverturen til Webers Oberon var startskuddet, og derpå kom fløjtemesteren på scenen og fløjtede sig igennem Mozarts G-dur koncert.

”Spiller han ikke i overkanten med intonationen”? spurgte Steen Bach-Vilhelmsen mig spagfærdigt? Jo, vel gjorde han så. Men han var måske blevet ivrig?

Efter pausen havde Galway igennem sine danske forbindelser, inviteret et hav af fløjteglade børn til at deltage i en happening, Robert Beasers ”Song of the Bells”.

Kom Jimmy som encore ind med sin Penny whistle? Ja, det tror jeg. Meget fornøjeligt. Som en storslået afslutning havde Michael programsat Beethovens ”Pastorale-symfoni” – en af de symfonier vi ellers ikke måtte opføre (se også afsnit om den 9. sæson).

En glimrende start i den nye ramme.

Anden koncert, 1. november

Også den følgende koncert blev overordentlig vellykket.

Engelske Sian Edwards (1959) viste sig at være en overordentlig kompetent dirigent, der sidenhen kom til at lede English National Opera i London og stå for dirigentuddannelsen på Royal Academy.

Edwards overholdt et stramt prøveforløb og var rejst sammen med sopranen Joan Rodgers (1956). Sangeren havde en markant karriere i både Lied og opera og optrådte jævnligt med berlinerne og Barenboim.

Programmet var krævende. Først Rossinis ”Italienerinden i Algier”, derpå Brittens gribende ”Les Illuminations” med Joan Rodgers akkompagneret af Collegiums strygere.

Efter pausen et kort værk af Ligeti og som en klassisk afrunding, Haydns symfoni nr. 80. Svær d-mol og suverænt dirigeret af førstedamen.

Nytårskoncert med Michael, den 10. januar

Det blev en forrygende start på det nye år!

Behøver vi sige, at fodboldens triumfer blev fejret med variationer over Og-det-var-Danmark-Olé-Olé-Olé!

Men det kom først hen mod slutningen. ”Elverhøj” strøg først gennem salen.

Marcellos obokoncert i c-mol stod Bjørn for, og behøver vi sige, at det var dårende smukt! Debussys ”Childrens Corner” rundede 1. del af, og derefter var der lagt op til noget af en kasse fyrværkeri.

Ouverturen til ”Den Skønne Helene”, Stravinskijs ”Cirkus Polka” (komponeret til en ung elefant) en firfløjet omgang Strauss, ”Indigo og de 40 røvere”, ”Fata Morgana”, ”Accelerationen” og ”Banditen Galopp”!

Poul Elming på scenen med lidt fra Reesens ”Farinelli”, så kom den med fodbolden og til sidst, nåh ja – det sædvanlige.

Det kogte i Tivoli. I baggrunden skrig og hyl fra rutsjebanen.

Fjerde koncert, den 14. februar

Koncerten blev i sidste øjeblik ramt af en sygemelding.

Vadim Repin skulle have været solist i Prokofievs anden violinkoncert. Han havde på afbud! i 1991 spillet den første Prokofiev og med stor succes. Nu var det ham der meldte afbud!

Det lykkedes at få rumænske Mihaela Martin (1959) til at springe ind i den annoncerede koncert. Hun var 2. pristager ved Tjajkovskij-konkurrencen i Moskva, og selv om Repin var 1.pristager, så blev det en fin oplevelse. Og få kan som Michael styre et akkompagnement. Også når prøvetiden har været uregelmæssig og stressfuld.

Til sidst Mozart for fuld damp: Hans sidste, den storslåede ”Jupiter”. Man kan her opleve ”Andante cantabile” samt ”Menuetto-satsen” fra ”Jupiter symfonien”. Klik her.

Femte koncert, den 4. april i Christians-Kirken

Sæsonens sidste koncert måtte af praktiske årsager henlægges til Christians-Kirken i Strandgade på Christianshavn, den man også kalder Teaterkirken pga. dens loge inddelinger.

Dirigenten, Guillaume Boulay var ret uerfaren, 28 år og 3.prismodtager ved Malko-konkurrencen i København.

Koncerten var måske særlig interessevækkende, fordi den unge fremadstormende violinist, Nikolaj Szeps Znaider spillede Bruchs koncert.

Det var sandt at sige ikke i den pletfri version, vi sidenhen altid forbinder med Nikolaj, men situationen var også vanskelig med en så uerfaren dirigent.

Første indslag var Debussys ”Lille Suite”, et arrangement ved komponistvennen Henri Büsser.

Efter pausen fik vi en Cherubini-ouverture og til sidst noget meget tankevækkende, en symfoni i g-mol af Méhul. Den var fra 1809 og dens 1. sats var som en kopi af Beethovens c-mol, ”Skæbnesymfonien” (1804/08).

Den 12. maj 1992 om morgenen fløj vi med et lille fly op til Kristiansand og her spillede vi i forbindelse med deres kirkefestspil, en koncert i Domkirken.

Unge Thomas Dausgaard var en meget veloplagt leder af orkestret, og undertegnede var solist i Mozarts D-dur koncert. Også resten af programmet var identisk med, hvad vi måneder senere gentog i Svendborg.

Hjemturen i det lille fly fra Norge blev ret så dramatisk med uhørt dybe lufthuller.

Ludmilla rullede med øjnene, og da bratschisten Carina Andersson notorisk led af flyskræk, var der en pædagogisk opgave at løse, men hjem og i god behold kom vi da.

Orkestret foretog søndag den 27. september 1992 en smuttur til Svendborg.

Koncerten i Borgerforeningens guldsal blev, som den tilsvarende i Norge, dirigeret af Thomas Dausgaard og undertegnede var solist i Mozarts D-dur.

Anledningens var den hæderkronede forenings 75 års jubilæum.

I Svendborg fik de også Mozarts pragtfulde nr. 29, A-dur symfonien. Dausgaard indledte med Nielsens ”Lille Suite” og undervejs også et af Griegs ”Lyriske Stykker” med en skøn obosolo for Bjørn.

Orkestret og Michael blev engageret til den 23. august 1992 at akkompagnere den psykisk handicappede pianist David Helfgott (1947). Det blev på flere måder en rystende, men også på sin vis en fantastisk oplevelse.

Optakten var, at Grønnegaards Teatrets dynamiske leder, Lars Liebst havde engageret orkestret til at medvirke ved en koncert, hvor David Helfgott var hovedattraktionen.

På dette tidspunkt havde han endnu ikke været genstand for portrættering i den Oscarbelønnede film, ”Shine”, men havde dog en karriere, der førte ham omkring.

Rammen skulle være en udendørs koncert i Kunstindustrimuseets smukke gårdhave i Bredgade. Det første jeg så til solisten var, at han helt alene og uden en lyd gik omkring og omfavnende havens høje træer.

Alt var tilrettelagt med scene, lys og et forventningsfuldt publikum. Der blev fra DMI varslet skybrud, og Lars Liebst demonstrerede, at han meget vel ville kunne styre fx en forlystelsespark som Tivoli.

I løbet af no time var der bestilt busser til både orkester og publikum, og så blev koncerten med minimal forsinkelse gennemført i Christians-Kirken på Christianshavn.

Kirken er rummelig, men der var fyldt godt op i logerne og på gulvet. David Helfgott var solist i ”Rhapsodie in Blue”. Anne Øland, som var blandt publikum, var rystet over de friheder han tog sig, men også ærgerlig over det amatøragtige i hans klaverspil.

I orkestret var vi ikke helt uimodtagelige for hans særprægede spil, men det mest besynderlige havde vi til gode. Michael dirigerede koncerten, og det var godt han var der!

Helfgott var hurtigt inde efter Gershwin og begyndte straks på et langt ekstranummer af Liszt.

Han spillede mindst ti minutter solo. Efter det store bifald var han straks klar til at fortsætte. Hans kone Gillian Murray, havde vist Michael, at han for guds skyld måtte bremse hendes maniske mand, og Michael holdt ham kærligt om livet som var han et træ i en gårdhave og indtil han og publikum var faldet til ro.

”Jeg følte mig mest som på et hospital og med hvid kittel” sagde Michael efterfølgende. Det mest sælsomme var imidlertid, at hans kone hævdede, at nu hvor de havde været gift i en lang årrække, havde hun aldrig hørt ham øve på dette Franz Liszt stykke. ”Det er nok noget, han har spillet i sin barndom”, mente hun.

Orkestret havde løbende nogle udskifter på især strygersiden. I sæsonen 1992/93 så den faste stok således ud:

Violin 1: Mogens Durholm, Marianne Melnik, Johannes Søe Hansen, Christina Åstrand, Ilja Bilet, Arkadi Servetnik, Mikal Kramer, Anders Fog Nielsen, Helle Hanskov, Anders Johnsson, Øivind Nussle, Elisabeth Zeuthen Schneider
Violin 2: Søren Kaas Claesson, Wladislaw Marchwinski, Ludmilla Servetnik, Ida Hye-Knudsen, Troels Svendsen, Kenneth McFarlan, Charlotte Theilmann, Per Lund Madsen
Bratsch: Bjarne Boie Rasmussen, Henrik doktor Olsen, Flemming Lave, Steen Bach-Vilhelmsen
Cello: Lars Holm Johansen, Ib Hermann, Charlotte Lund Christiansen, Carsten Tagmose
Kontrabas: Mette Hanskov, Lars Malther, Mikael Dabelsteen, Göran Söderström
Fløjte: Toke Lund Christiansen, Mikael Beier
Obo: Bjørn Carl Nielsen, Gert Herzberg
Klarinet: Niels Thomsen, Jørgen Misser Jensen
Fagot: Asger Svendsen, Klaus Frederiksen
Horn: Per Jacobsen, Henning Hansen
Trompet: Ketil Christensen, Søren Emtoft, Bjarne Nielsen
Basun: Torbjörn Kroon, Lars Haugaard, Mogens Andresen
Tuba: Jens Bjørn-Larsen
Harpe: Vibeke Franck
Klaver: Elisabeth Westenholz, Anne Øland
Slagtøj: Per Jensen, Gert Mortensen
Pauker: Søren Monrad
Orkesterfunktionær: Helge Olsen

Første koncert, 17.oktober

Som en opvarmning til orkestrets og Michaels gæstespil til Stockholm var Alfred Brendel vores solist ved den første koncert i serien, den 17. oktober.

Vi havde i den forrige sæson haft klaverkoncerterne 1 og 3 programsat med Brendel. Nu var det 2 og 4 og vi var, bortset fra nr. 5, ”Kejserkoncerten”, godt rustet til turnéen nordpå.

Michael slog først an til Beethoven-symfonien den underfundige nr. 8. Resten var helliget Brendel.

Den store pianist havde excentriske vaner, men bestemt ikke, når han spillede. Således var der altid sat hæfteplastre på nogle af fingerspidserne! Og i København var han begge gange angiveligt i tvivl om, hvorvidt han ville spille på Steinway eller på Fazioli.

Dette betød, at de to flygelgiganter måtte stille med hver sit flygel til den første prøve. Så ville mesteren der bestemme, hvilket der tiltalte ham mest.

Der kan muligvis have ligget en tanke bag dette selvskabte dilemma. Steinway og fx Bösendorfer havde det med at markedsføre ”klaversolister”, og Brendel har næppe villet være en del af en sådan ”pakke”.

Koncerten? Den var pragtfuld. Intet mindre.

Anden koncert, 28. november

Jeg har allerede nævnt, at Collegium havde et fint samarbejde med Thomas Dausgaard ved vore to turnéer til henholdsvis Svendborg og Kristiansand i Norge.

Nu gjaldt det en abonnementskoncert i Tivoli. Koncerten var ramt af en kæmpe forhindring, og den tager jeg på min kappe! Jeg havde fattet interesse for Dvořaks 1. cellokoncert. Ja, sådan en findes – mente jeg i min uvidenhed.

Det viste sig, at orkestersatsen var en mellemting mellem en torso og et halvt gennemarbejdet partitur.

Soliststemmen, derimod var gennemkomponeret og blev smukt udført af Michaela Fukacova. Dausgaard arbejdede sig med stor ildhu ind i rekonstruktionsarbejdet, nodeblade blev rettet til, noget blev strøget, det hele var temmelig kaotisk og vel at mærke underkastet vores begrænsede prøvetid.

Som indledning dirigerede Thomas orkestersuiten fra Faurés elegiske musik til Maetterlincks drama, ”Pelléas et Melisande”. Slutnummeret havde vi i forvejen på repertoiret, Mozarts herlige ”Posthornserenade”.

Da vi under den første prøve kom til fløjte/obo Concertanten måtte Bjørn og jeg erkende, at Thomas’ tempi var hurtigere, end vi havde forventet. Vi var dog en slags solister, og jeg gjorde Thomas opmærksom på dette faktum.

Tilmed satte jeg, ganske tarveligt i grunden, trumf på ved at fortælle, at hans egen lærer fra London, Norman Del Mar havde valgt anderledes bekvemmelige tempi!

Thomas stod tavst et øjeblik, og mon ikke han har tænkt på, at vi er jo venner. Men så sagde han: ”Ser du, jeg kommer meget gerne til en koncert her i Tivoli, sætter mig tilrette på 7. række og hører dig og Bjørn spille de to satser i jeres tempo.

Men… nu er det mig, der er dirigent, og det bliver, som jeg vil ha’ det” og så smilede han underfundigt, og jeg traskede op til Bjørn med den nedslående melding.

Bjørns reaktion var imidlertid overraskende. ”Jamen, så er han jo en rigtig dirigent”!

Historien har vist, at sandelig, det er Thomas Dausgaard.

Nytårskoncerten den 2. januar

Nytårskoncerten blev dirigeret af Nicholas Braithwaite (1939).

Først en aftapning ”Elverhøj”, dernæst Vivaldis sprudlende koncert for to trompeter. Ketil havde følgeskab af det norske trompetfænomen, Ole Edvard Antonsen.

Halvlegen sluttede med fryd for fløjtenisten, Bizets ”Pigen fra Arles”.
Efter champagnepausen, Rossinis ouverture til ”Askepot”.

Antonsen kom atter på scenen i Tivoli og blæste et ”Napoli-stykke” for kornet og strygere. William Walton skrev sin skæve og sjove ”Facade” suite nr. 1 med polka, Tango, Pasodoble og Tarantelle sevilliana.

Hen mod slutningen, Strauss’ ouverture til ”Karneval i Rom”, en ”Wienerwald-vals” hvorpå Lumbye tog over med et stemningsbillede fra Roskildebanens CO2 forurenende ”Jernbane-Damp Galop”. Mere ved vi ikke. Kan kun gætte på Galop og March as usual.

Fjerde koncert, 27. februar

Michael havde gennem årene løbende taget stilling til, hvor voluminøse værker vi rent kunstnerisk kunne tage på repertoiret. Vi var jo kun 40 røvere, nej musikere.

Samtidig var der sket en ændring i musiklivet. De historisk baserede opførelser vandt mere og mere indpas, og her holdt man sig ikke tilbage for at give sig i kast med fx Beethovens største symfonier.

Ved februar-koncerten opførte vi Beethovens 7. og den klarhed som det slankere strygerkorps kan præstere viste sig i den grad at klæde symfonien.

Koncerten indledtes med Jaques Iberts ret ukendte værk, ”Homage à Mozart” og solisten, Ernst Kovacic (1943) spillede på sin Guagdanini-violin Mozarts sidste, A-dur koncerten. Men aftenen tilhørte især Beethoven.

Femte koncert, 27.marts

Ved denne koncert skulle oprindelig Bo Boje Skovhus ha’ sunget Mahler.

Han meldte imidlertid afbud, og i stedet kunne vi fryde os over, at Inga Nielsen var trådt til som solist i Mahlers ”Kindertotenlieder”.

Optakten var Wagners ”Siegfried-Idyll”, og efter pausen havde Michael programsat Hans Werner Henzes 1. symfoni fra 1947.

Komponisten havde selv ominstrumenteret værket for kammerorkester, og da Michael tidligere har arbejdet sammen med Henze, var det en indforstået version vi præsenterede publikum for.

Til sidst ren jubel i Es-dur med Haydns nummer 99.

Programnoterne blev de mange sæsoner igennem skrevet med utrolig veloplagthed af Jens Østergaard (1929-2012).

På musikkonservatoriet havde han opnået mytisk status som en fantastisk formidler af det musikhistoriske stof, og da han holdt forelæsninger om Beethovens klaverkoncerter, måtte hans forelæsning flyttes til Rådhussalen.

De mange interesserede kunne ganske enkelt ikke være i konservatories festsal på H.C. Andersens Boulevard.

Fra denne sæson formåede vi Jens til, foruden de trykte programnoter, også at introducere aftenens musik fra scenen, og publikum mødte talstærkt op og fik således en ekstra dimension på den samlede oplevelse.

Ofte skulle Jens have stillet et flygel op, for hans lyse altid opadgående stemme blev akkompagneret af særligt interessante steder i musikken, som han med begejstring fremviste på flyglet.

Begejstring er jo stærk smitsomt, og mange af orkestrets musikere valgte at komme tidligt og få del i Jens og hans guldkorn.

Dog var der én der overfor mig klynkede: ”jeg havde ikke gjort mig klart, at det var sådan et enestående mesterværk, jeg skal spille i aften. Nu er jeg nervøs”!

Første koncert, 25. september

Michael havde lagt en Mozart-linje hele sæsonen igennem, og den blev her skudt i gang af den franske mesterpianist, Cécile Ousset (1936) med den store C-dur, nr. 21.

Dirigent var en gammel bekendt, rumænske Horia Andreescu (1947). Vores venskab startede helt tilbage i halvfjerdserne, hvor Horia vandt en 3. pris ved Malko-dirigent konkurrencen. Han indledte med Stravinskijs koncert i Es, ”Dumbarton Oaks”.

Madamme Ousset var naturligt nok aftenens hovedattraktion, men efter pausen kom der mere Mozart, ”Prager-symfonien” med lette tempi, sådan som Andreescu havde for vane.

Koncerten sluttede med Bartoks ”Rumænske Folkedanse”.

En god start på orkestrets 12. sæson.

Anden koncert, 13. november

Michael var atter på podiet ved en koncert, hvor Niels Thomsen var en uforlignelig solist i Mozarts A-dur koncert.

Niels havde anskaffet sig en bassetklarinet med de dybe toner, og det gav ekstra fylde til hans i forvejen varme klarinetklang.

Michael arbejdede i 1975 sammen med Benjamin Britten under Aldeburgh festspillene og indstuderingen af suiten fra ”Døden i Venedig”. Dette gav et historisk vingesus for musikere som for publikum.

Efter pausen kunne mange fryde sig, andre måske mindre. Når man taler Saint-Saëns så deler vandene sig. Jeg elsker hans musik. Så er det på plads! Også som her 1. symfoni i Es-dur, opus 2 fra 1853.

Tredje koncert, 11. december

Det var jo næsten en julekoncert og sikkert i konkurrence med Händels ”Messias” gange fem. Vi havde dog sikret os oboisternes medvirken.

Michael slog an til Kurt Weills ”Kleine Dreigroschenmusik” fra kabaretternes Berlin, 1929.

Elisabeth svævede ind til Mozarts A-dur, nr. 23. Den havde hun også indspillet nogle år tidligere med os.

Efter pausen en af favoritterne, Mendelssohns ”Skotske”.
Ikke så svær men meget meget god!

Fjerde koncert, 1. Surprisekoncert 15. januar

Den fjerde koncert ville tidligere være annonceret som Nytårskoncert. Nu bar den titlen Surprise-koncert.

Michael havde besluttet, at første del skulle være som et samlet hele. Det blev Faurés ”Rekviem”.

Solister var Henriette Bonde-Hansen og Bo Boje Skovhus. Sidstnævnte undrede sig siden hen over, at orkestret havde brugt så mange penge på ham som solist, når han kun sang i seks minutter. Det kunne han i grunden have ganske ret i!

Anden del var også først holdt i en alvorlig tone, Mozarts guddommelige g-mol, nr. 40, men så blev det en anden snak. Leopold Mozarts ”Børnesymfoni” med os musikere som børn satte en herlig stemning. Også selvom den er skrevet af Haydn.

Kuhlaus ”Elverhøj” stod og trippede i manegen. Derpå de sædvanlige Nytårsstykker.

Klik her for at høre Molto-allegro-satsen fra Mozarts symfoni nr. 40.

Femte koncert, 26. marts

Det blev et godt gensyn fra 1987 med den tiltalende og dygtige chef for Aarhus symfoniorkester, lettiske Eri Klas.

Først Mozarts ”Pariser-symfoni”, nr. 31 i D-dur. Efter de tunge 7. og 8. i Sjostakovitjs symfonirække ændrede han totalt kurs med sin Niende.

På trods af den numeriske arv hvad niere angår, blev det en humoristisk sag, i samtidens Sovjet ligefrem kaldt pjanket. Og i Eri Klas’ sikre hænder en rigtig Collegium-basker!

Koncerten sluttede med en af de vægtigste solokoncerter, Beethovens violinkoncert. Solist var berlinerfilharmonikernes 25årige koncertmester, Guy Braunstein (1971), og det blev en flammende opførelse hvor Braunstein gav sig fuldt ud.

Han spiller Stradivarius, og koncerten var tæt på at koste ham dyrt. I sidste sats kom han under spillet ved et af f-hullerne så tæt på violinens ”spidser”, at han strøg et hjørne af!

Efter koncerten kravlede han og jeg og Michael rundt på scenegulvet for at finde det lille famøse stykke træ.

Jeg regnede ud, med udgangspunkt i violinens totale vægt, at der lå for 40.000 kr. et eller andet sted, men vi fandt det heldigvis, og det er siden blevet limet godt fast, for sådan er det med violiner.

Ligegyldig hvor meget man ødelægger dem, er der altid en violinbygger der kan fikse dem.

Første koncert, 24. september

Vi, der var til stede, husker endnu teenageren Amalie Mallings fremragende debut med Radiosymfoniorkestret.

Det var dengang med Mozart, og her, den 24. september blev hun akkompagneret af sin mand i den store alvorlige c-mol koncert, nr. 24.

Michael lagde fra land med Webers fantastiske ouverture til ”Jægerbruden”, et af de stykker i Malko-dirigent-konkurrencen, hvor kandidaterne viser, om de kan vise tænder!

Efter pausen spillede vi ”Gåsemors Fortællinger” og i en så åndfuld udgave, at den i en optagelse fik et ekstra liv.

Den følgende sommer var Bjørn og jeg med familier på besøg hos vore fælles venner, Elisabeth og hendes mand Preben. Der flyder en å gennem deres park, Mattrup-Å, og her sad vi så og padlede til ”Gåsemors Fortællinger”.

Senere på sommeren ville Bjørn sejle solokajak – uden Ravel – men den vendte rundt med oboisten, og Bjørns briller sidder, ifølge ham selv, ”nu på snuden af en nærsynet gedde”. En lille ekstra fortælling af Gåsemor!

Men tilbage til Tivoli.

Her blev der rundet af med Stravinskijs ”Suite nr. 2 for lille orkester”, som den hedder.

En dejlig aften.

Anden koncert, 29. oktober

Denne aftens ukrainske dirigent, Victoria Zhadko (1967) har vundet et utal af dirigentkonkurrencer, og den da bare 27årige var også umådelig bevidst omkring sin performance og det både over for orkestret og ikke mindre over for publikum.

Hun optrådte, til alles overraskelse til koncerten i buksedragt og helt i hvidt, men dirigere det kunne hun. De første skridt på hendes karrierestige havde været som guitarvirtuos. I sandhed en personlighed.

Solisten i Dvořaks violinkoncert var hendes modstykke. Den lidt ældre og rutinerede György Pauk (1936-2024). Han var i Danmark ikke mindst kendt for sit triosamarbejde med den Collegium-kendte cellist Ralph Kirshbaum og pianisten Peter Frankl. Også Pauk har vundet et hav af konkurrencer, men der var noget afslappet og slentrende over hans væsen. Men Pauk havde også været solist med bl.a. Maazel, Boulez, Haitink, Rattle og Colin Davies.

Dvořak-koncerten er altså ikke i klasse med cellokoncerten, men det kunne Pauk jo ikke gøre for!

Vi sluttede med Beethovens 2. Hurtige tempi, nej, meget hurtige tempi!

Tredje koncert, 14. januar, Surprisekoncert

Vi var ikke så skarpe på ny musik og uropførelser, men her kom vi med Bo Holtens obokoncert, bestilt af Tobakken og skrevet til Bjørn.

Det blev en betagende oplevelse. Bo havde i den grad forstået at lægge musikken til rette for Bjørns melodiske geni, og koncerten blev da også sidenhen indspillet til Cd.

Inden da dirigerede Michael Rossinis ouverture til ”Semiramis”, og Bjørn var ikke bleg for at varme op på denne krævende obostemme.

Efter champagnepausen (for publikum) blev det igen Mozart-tid, og ”Haffner-symfonien” i D-dur fik med Michael som man kunne læse i et dagblad ”både glans og fylde”.

I anledning af Nytåret altid en sjat Strauss. Her Joseph med hans ”Sfæriske klange”.

Rosinen var ikke Rossini, men selvfølgelig ”Elverhøj-ouverturen” med dertil hørende ekstra godter.

Fjerde koncert, 17. marts

Denne aften tilhørte Anne Øland i Mozarts dramatiske d-mol koncert.

Anne havde vakt furore i samme koncertsal med en samlet opførelse over flere aftener af alle Beethovens klaversonater. Folk stod i kø helt ned omkring springvandene for at komme ind til, hvad der i tiden var et must for alle Beethoven-elskere.

Nicholas Braithwaite, II var efterhånden blev fast gæstedirigent hos Collegium, og hans meget venlige arbejdsfacon satte man pris på. Også selv om vi nok kunne mangle lidt ”kant” i hans interpretation.

Efter pausen fulgte sekstetten fra Richard Strauss’ ”Capriccio”, et udsøgt stykke kammermusik og her realiseret af Collegiums dygtige førstepulte.

Koncerten sluttede med Haydn 88 i G-dur.

Men det var Anne Ølands aften.

Femte koncert, den 21. maj

Sæsonen sluttede ganske overvældende. Michael og orkestret havde sammen med Alfred Brendel indstuderet Beethovens ”Kejserkoncert” med henblik på turnéen til Stockholm.

Også reprisen her i Tivoli blev fantastisk, for en ting er Brendels magiske evne til at krybe ind i et mesterværk og indgå i klanglige dialoger med komponisten og hans ånd.

Noget andet er, at Brendel altid opfinder kammermusik midt i forløbene. Der bliver snakket med toner, og Brendels stærke brilleglas lyner i projektørlyset, når han spejder først her, så der og pludselig i et ryk hen mod basserne.

Ingen kan føle sig sikker, og enhver i orkestret føler sig enormt involveret og ikke mindst privilegeret.

Vi spillede som opvarmning Mozarts ”Linzer”, men inden da endnu en bjergtop. 23 strygere opførte Strauss’ ”Metamorfoser”.

Fantastisk musik og helt igennem en uforglemmelig aften.

En fin sæson og samtidig en afslutning på to sæsoner der har stået i Mozarts tegn.

Turnéen til Stockholm blev et sandt triumftog for såvel solisten, Alfred Brendel, for Michael og ikke mindre for hans kernetropper, orkestret.

Oplægget var to koncerter på hinanden følgende dage, hvor Brendel opførte Beethovens fem klaverkoncerter. Brendel havde den forrygende evne at kunne sætte en slags overordnet stemning for den enkelte koncert.

I fx den første C-dur-koncerten kunne han finde på at nærmest overspille dens humoristiske side, og tilsvarende kunne han lade c-mol-koncerten blive nærmest skæbnetung, mens Kejserkoncerten fremstod med ånd og i en ophøjethed, der udstrålede alvor og afklarethed.

At Brendel også kastede sig ud i kammermusikalsk spil med de enkelte soloblæsere siger sig selv. Men dertil kom, at Brendels og Michaels mangeårige musikalske venskab igennem alle fem solokoncerter skabte intimitet og nærvær.

Mange af vore svenske kollegaer var mødt op og udtrykte deres udelte begejstring. Det skal ikke glemmes, at musiklivet i Stockholm har en helt anderledes stærk tradition for freelance orkestre.

Filharmoniens store sal var fyldt, og succesen gjorde koncerterne til højdepunkter i orkestrets historie.

Michael gør allerede i forordet til sæsonprogrammet opmærksom på, at koncertudbuddet i København har ændret sig siden begyndelsen af firserne.

Vi er med andre ord flere om at dele det klassiske publikum. Vi havde stadig et stort og trofast publikum, men vi mærker også, at kvaliteten i fx DR-Symfoniorkester er opadgående, DR Underholdningsorkester har store ambitioner, og Collegium kan ikke længere bare tænke ordet ”elite”, for det indikerer jo, at der er andre som ikke bærer prædikatet.

Men Collegium var her ved begyndelsen af sin 14. abonnementssæson velspillende. Violingrupperne var lidt mere ustabile i deres tilvalg, medens det øvrige orkester fortsat optrådte i stort set den selvsamme formation vi havde fra begyndelsen. Blot 15 år ældre! – for man skal i det historiske perspektiv erindre, at Collegium først havde 1½ år udenfor abonnementsserien.

Første koncert, 24. november

Michael åbnede med Mozarts ”Salzburger symfoni”, den ”lille” g-mol, nr. 25.

Den første af to solister, Ralph Kirshbaum, kom derpå ind med sin Gofrilla-cello. Han strøg sig med velklang igennem Samuel Barbers cellokoncert, og efter pausen fulgte vi ham igen og omhyggeligt i Tjajkovskijs ”Rokoko-variationer”.

Den anden solist, Susanne Resmark var Skovduen fra Schönbergs ”Gurrelieder”.

Det var netop i 1996 at Susanne havde vakt jubel i rollen som Magdalone i Carl Nielsens ”Maskarade”. En produktion der både væltede salen i Wien og blev et hit af en indspilning for Decca. Skovduen havde hun også sunget før ved en opførelse i Aarhus af hele ”Gurrelieder”.

Anden koncert, 15. november

Vi foretog i disse år nogle satsninger der både var kostbare, men også krævede ekstra meget koncentration.

Ved denne, den anden koncert dirigerede Michael Edouard Dupuys opera ”Ungdom og Galskab”, og dette som en komplet koncertopførelse. Solistlisten talte seks sangere, Ulrik Cold, Djina Mai-Mai, Peter Grønlund, Guido Paevatalu, Poul Elming og Erik Harbo.

Dupuy havde selv sunget ritmester Rose ved uropførelsen i 1806, og siden da er operaen opført ikke mindre end 322 gange på Nationalscenen.

Det blev en stor succes, og heldigvis fik vi kort efter mulighed for at indspille operaen og endda i Odd Fellow Palæet, det vil sige, i den lille sal, for det var hvad der var tilbage efter katastrofebranden.

Ved koncerten i Tivoli havde vi Jens Østergaard som en formidabel præsentator.

Surprisekoncert, den 26. januar

Denne koncert blev i alle måder uforglemmelig og har indskrevet sig i Collegiums historiebog.

Inden pausen var det bare rigtig godt. Først Debussys fløjtesolo i en ”Fauns eftermiddag”.

Derefter den fremragende franske violinist, Pierre Amoyal der med mesterskab trakterede Saint-Saëns’ violinkoncert nr. 3. Ja, Saint-Saëns blev gammel, og han nåede at komponere utroligt meget, og jeg har allerede fremkommet med mit credo: jeg elsker hans musik!

Amoyal trakterede den berømte Kochanski-Stradivarius, der i 1987 var blevet ham frastjålet, men i 1991 var kommet tilbage til ejermanden.

Men publikum sad under pausen med at mysterium. De havde jo et salsprogram mellem hænderne, og heraf fremgik det, at vi ville opføre Grieg klaverkoncert, men der var tilsyneladende ingen solist!

Nå, det er nok en overraskelse, og om lidt kommer Elisabeth så ind. Men nikke-nej. Michael kom i stedet slæbende ind med en fotostat i mandshøjde og fortalte publikum, at det de nu skulle opleve, var på grænsen af et metafysisk mirakel.

Han kunne berette, at komponisten Grieg og pianisten Percy Grainger var nære venner. Grainger skulle endda have spillet klaverkoncerten i London med Grieg som dirigent, men Grieg var for syg, og det blev aflyst.

I stedet valgte Grainger, nogle år senere, at indspille hele klaverstemmen på de dengang meget populære pianoruller. Og her, og Michael pegede, sidder to herrer ved flyglet.

De er kommet over fra London og har medbragt både ruller og maskineri, der er tilkoblet Steinway-flyglet.

Om lidt vil jeg og orkestret akkompagnere Percy Grainger i Grieg koncerten. Og så pegede han hen på Grainger papfiguren, og gu’ ve’ om den ikke smilede lidt?

Det blev en fantastisk opførelse. Michel er som en vis cowboy hurtigere end sin egen skygge, når det drejer sig om akkompagnement, og her var det kun ørerne, der var hans værktøj.

Opførelsen blev så fremragende, at den er overført til Cd og også, i skrivende stund, kan opleves på You Tube. Meget anbefalelsesværdigt!

Så var det da meget passende, mens han endnu stod og smilede på scenen, at vi også spillede Graingers ”Jysk Sammenpluk”.

Michael stillede sig under applausen hen til Grainger, og de bukkede meget formelt overfor et storgrinende publikum.

Amoyal var her endnu. Også han havde moret sig, og så fik vi både ”Liebesleid” og ”Liebesfreud” og til sidst selvfølgelig ”Elverhøj” med de obligatoriske efterfølgende løjer.

Klik her for at høre hele Griegs klaverkoncert med Percy Grainger som solist ”sammen med” Collegium Musicum dirigeret af Michael Schønwandt

Fjerde koncert, 16. februar

Vi stred os frem i vinterkulde og glat føre, og et stort publikum havde heldigvis også trodset vintervejret.

Ivor Bolton (1958) er en glimrende dirigent. Han har udfordringer med at udtrykke sig, men heldigvis kan han vise, hvad han vil.

Bolton har siden gjort en bemærkelsesværdig karriere ved bl.a. Mozarteum Orchestra i Salzburg.

Vi måtte foretage en drastisk programændring. I stedet for Brittens variationer over et tema af Frank Bridge, spillede vi Brittens ”Simple Symphony”. Vi havde haft problemer med nodematerialet, men jeg kan ikke huske, hvad problemet var.

Til gengæld havde vi noderne til Mozarts F-dur klaverkoncert, nr. 19. Den unge østrigske pianist Till Fellner (1972) var en overbevisende solist.

Michael Hornung skrev efterfølgende i Politiken: ”Det er vanskeligt at forestille sig Wolfgang Amadeus i mere afbalanceret fremdrift end her, hvor han lader tre hurtige satser følge efter hverandre som perler på en snor, uden at livligheden efterlader indtrykket af travlhed. Fellners elegante anslag fulgte solostemmen præcist hele vejen og glimtede fint i den fugerede finale”.

Den 16årige Schuberts første symfoni lukkede festen. Hornung: ”Et væld af charmerende detaljer, ikke mindst hos blæserne”.

Femte koncert, 6. april

En dansk dirigent og en dansk solist og ingen af dem, havde vi haft før.

Giordano Bellincampi lavede kammermusik i Schuberts Femte, den uskyldige B-dur symfoni.

Derefter fik vi nok at gøre. Bartóks tredje klaverkoncert (den bedste) havde Katrine Gislinge ved tangenterne og den fik, trods visse tekniske udfordringer, nærvær, poesi og al den fyrighed, der tilsammen udgør en væsentlig del af pianistens musikalske udrustning.

Bellincampi stod for en gennemarbejdet version af Brahms’ ”Serenade nr. 1”, den i D-dur og den med violiner. Den anden i A-dur elsker violinisterne, for der har de fri!

Politiken skrev efterfølgende bl.a.: ”Bellincampi udstråler ro og overblik i sin plastiske tegngivning, og han insisterer på de svageste klangnuancer”.

En koncert, siger jeg, med to dejlige danske kunstnere!

Sommeren der fulgte skulle blive helt fantastisk for Collegium Musicum og for musikernes familier.

Det var op til den enkelte, hvordan man ønskede at rejse. Målet var Aix en Provence i Sydfrankrig.

Nogle kørte selv i bil, men størsteparten fløj samlet til Nice og vi kom herfra med bus videre til Aix, hvor man kunne indkvartere sig enten i byen eller i en meget familievenlig camp udenfor.

Hør blot hvad Nils Dittmer skrev til Collegiums publikum efter begivenheden:

”Michael Schønwandt og orkestret oplevede stor succes med koncerterne, fremragende anmeldelser i de førende franske aviser, transmission i Radio France, og fuldt hus alle aftener.

Blandt de gæstende pianister var Zoltan Koscis, Leif Ove Andsnæs, Dezsö Ránki, Ralf Gothoni og vor egen Amalie Malling.

La Roque D’Anteron er en smuk gammel landsby beliggende ca. 30 km. nord for Aix-en-Provence. Her ligger Chateau de Florans, som hvert år danner ramme om festivalen.

Slottets ejer er festivalens præsident, og har i den smukke park anlagt en tribune med et muslingeformet halvtag og en stærk skrånende stolekonstruktion med plads til 1500 tilhørere.

Hele området er omkranses af århundredgamle platantræer, 365 i alt, et for hver dag i året. Der er altid varmt og tørt i Provence omkring 1. august. På grund af varmen begynder koncerterne først kl. halv ti om aftenen, og det er midnat før publikum er draget hjemad i den lune nat.

I de gamle plataner blander cikadernes sang sig med musikken, når mørket har sænket sig, og småinsekter er på livsfarlig færd, når de forsøger at distrahere pianisten ved at sætte sig på flyglets tangenter”.

Det er så heldigt, at vi har digitale optagelser af vore koncerter i La Roque D’Anteron. De er alle præget af, at koncerterne forgår udendørs, og skulle man opsnappe både frøers kvækken og cikadernes sang, så var det for os og for publikum dengang blot et krydderi.

Her er mulighed for at klikke sig ind på
1: Mendelssohn, ouverturen ”Hebriderne” (2/8 1997).
2: Edvard Grieg: Peer Gynt Suite nr. 1, opus 46, ”Morgenstemning”, Aases død”, Anitras Dans” og ”I Dovregubbens Hal” (31/7, 1997).
Alle optagelser ved Svend Erik Nielsen og Torben Krogh.

Mesterfotografen Marianne Grøndahl gjorde det som et af sine specialer, at indfange musikere i øjeblikke, hvor de er totalt opslugt af deres metier.

Hendes interesse havde bl.a. medført en bogudgivelse, en fotoreportage omkring Radiosymfoniorkestret (DR Symfoniorkester).

På et af billederne sidder Jørgen Hammergaard og blæser sin obo. Bag ham ser vi en fagot stikke op, og kransen på fagottoppen danner glorie over salig Jørgen.

Se, det er sgu’ kunst! Marianne med sit flammende røde hår var omkring Collegium næsten fra den første dag.

På turene til Sydfrankrig indfangede hun den særlige stemning det hele var hyldet i, og hendes billeder taler deres eget sprog. Det var en lykkelig tid.

Også selvom Jørgen Misser og Loppen fik stjålet deres bil af dem de havde lejet den hos, også selvom Charlotte havde lagt sin flyvebillet i kufferten, også selvom Carina ikke tør flyve.

Alt blev klaret.

Bag koncertscenen samlede Marianne hele orkestret på en pløjemark og med bisonokser i baggrunden. ”Sådan, tilbage, mere tilbage”, og alt imens hun selv trippede bagud, blev der råbt fra flere sider, ”pas nu på Marianne”!

For vi vidste alle, at ligeså handy hun var med et kamera, lige så ubehjælpsom var hun og især baglæns!

Marianne Grøndahl har også i et gigantværk portrætteret flere generationer af danske komponister. Et pragtværk og en coffee table bog, der kræver et spisebord til 12 for at kunne være der.

Vi skylder Marianne tak for, at Collegium også i billeder bliver vakt til live!

Michael Schønwandt kunne i salsprogrammet traditionen tro byde vores publikum velkommen igen i Tivolis store koncertsal. Orkestret ankom i stærk opstilling og solbrune fra en fantastisk turné til festivalen i La Roque d’Anthéron.

Første koncert, 28. september

Dirigent var Hans-Peter Frank (1937), ikke mindst her i Norden kendt for sit mangeårige samarbejde med orkestret i Helsingborg. Det er solid tysk skoling uden at være opsigtsvækkende.

Solisten var tysk/ svenske Hans Leygraf (1920-2011), klaverprofessor i Salzburg, og han havde Mozarts store d-mol koncert mellem og i hænderne.

Koncerten kendte vi ud og ind, både fra Elisabeth, Anne Øland og fra Alfred Brendel. Hans Eisler lå først med ”Kleine Sinfonie” fra 1932.

Efter pausen Beethovens Første, den veloplagte C-dur. Det hele var måske ikke den mest frapperende start på sæsonen.

Pressens folk var til gengæld ovenud begejstrede.

Nu stod Michael heldigvis atter på podiet, og det blev en flot koncert, der afsluttedes med orkestrets glansnummer, ”Den Adelsgale Borger”. Behøver vi nævne det? Strauss naturligvis.

Den tyske violinist Anje Weithaas (1966) var allerede en god bekendt i de danske koncertsale. Her spillede hun Mendelssohns uopslidelige violinkoncert.

Berlinske skrev efterfølgende bl.a.: ”Anje Weithaas giver sig fuldstændig hen til musikken. Mendelsohns violinkoncert levede ved hendes lynsnare dramatiske udsving og hendes fantastiske fraseringselasticitet – både i de højspændte og i de lyriske passager”.

Michael startede med Alfred Schnittkes ”Suite i gammel stil”. Lidt fra den fra den var velkendt, for en af satserne dannede dengang jingle i et populært P2 radioprogram.

Jens Østergaard skrev i noterne: ”Det orkesterarrangement som Collegium Musicum opfører er udarbejdet af Vladimir Spivakov. Mere behøver De ikke vide. Resten går af sig selv”!

Surprisekoncert, 18. januar

Nytårskoncerten, under navnet Surprisekoncert, lå så sent som den 18. januar.

Dirigenten var britiske Owain Arwel Hughes. Ham kendte vi godt, og det var ikke nogen stor Maestro.

Det var solisten til gengæld heller ikke. Cellisten Julian Lloyd Webber (1951) har skabt sig en solokarriere med støtte fra sin brors berømte navn, og det var da også et værk af bror Andrew han underholdt os med som ekstranummer: ”Paganini-variationer” for cello og orkester. Oprigtigt talt en fad omgang.

Han spillede også Elgars gribende koncert, og det var heller ikke godt. Undervejs var der Sjostakovitj’ ”Festouverture”, en uropførelse af Jesper Koch: ”Alice under Skies” (og det var godt på enhver måde), ”Skøjteløbervalsen” og ”Jupiter”-satsen fra Holsts ”Planeterne”.

Det bedste var, at orkestrets klarinetspiller, Jørgen Misser Jensen havde medbragt assisterende tropper i form af Rødovre Concert Band. Så gik det endda.

Endelig må det nævnes, at årets kunst-litografier var skabt af Tal R, så dem var der run på, og de der har dem i dag hæger nok om dem eller sætter dem på auktion.

Fjerde koncert, 15.februar

Februar-koncerten lå igen i sikre hænder hos Michael, det vil sige, i det første indslag havde han valgt at holde fri.

En lille gruppe, med Christina Åstrand som leder assisteret af solisterne Allan Rasmussen, cembalo og undertegnede, spillede Bachs herlige 5. Brandenburg koncert.

Derefter kom Inger Dam-Jensen på scenen og sang to Mozart koncertarier.

Men efter pausen var der det store udtræk! Mendelssohns musik til Shakespeares ”En Skærsommernatsdrøm” blev opført i sin helhed. De to sopraner, Inger Dam og norske Berit Mæland optrådte som alfer, og musikalske Ghita Nørby var fortæller.

Ghita blev i de kommende sæsoner en vigtig medspiller for Collegium i lignende opsætninger.

Tivolis Koncertkor, med indstudering ved Morten Schuldt-Jensen sikrede, at det blev en total oplevelse for alle.

Idéen med at opføre skuespilmusik i fuld længde blev siden, og med stor succes, fulgt op.

Femte koncert, 8. marts

Også den femte og sidste koncert i sæsonen, tre uger efter den forrige, blev ledet af Michael.

Vi indledte i D-dur med Schuberts 3. Derefter kom den svenske cellist Frans Helmerson (1945) på scenen som solist i Prokofievs dengang sjældent hørte Concertino.

Efter pausen var Helmerson igen på solistpletten og nu med Schumanns romantiske koncert.

Koncerten sluttede med et ”rigtigt Collegium nummer”, Stravinskijs ”Pulcinella-Suite”, som var vores bagage ved den allerførste koncert på Valdemar Slot.

Dengang ganske vist i den fulde version og ikke som Suite.

Denne sæson blev, og nok i modsætning til den forrige, fuld af kunst med spræl! Også publikum var vokset i antal, og det så rigtig pænt ud oppe fra scenen. At man stadig savnede Palæet giver sig selv. Den intimitet der opstod der, var ikke en af den store Tivoli-koncertsals kvaliteter.

Første koncert, 4. oktober

Det blev et herligt genhør med en af vore solister fra koncerterne i Sydfrankrig, finske Ralf Gothóni.

Vi måtte simpelthen genhøre hans fantastiske Beethoven c-mol koncert!

Gothónis spil under åben himmel i det franske var så overvældende, at vi kunne overføre lydsiden til Cd uden redigering af nogen art. Alt var på plads. Også cikaderne i baggrunden.

Koncerten i Tivoli blev endnu engang ledet af britiske Nicholas Braithwaite, hvis karriere har ført ham til især Australien.

Han indledte med Wagner ”Siegfried Idyll” og fortsatte med Schuberts 4. ”Den Tragiske”. Efter pausen et Frank Bridge’ værk og så til sidst førnævnte Beethoven c-mol, og det var Ralf Gothóni og hans Beethoven man tog med sig hjem.

Anden koncert, 25. oktober

Så kom Michael tilbage, og vor egen solotrompet Ketil Christensen forsvarede på suveræn vis den uropførelse, der var lagt i hænderne på ham, Kim Helwegs glimrende solokoncert.

Den blev sidenhen også indspillet til Cd.

Michael lod først bækken, triangel og stortromme sætte stemningen i Haydns nr. 100, ”Militær-symfonien”. Efter pausen et af de skønneste værker for mezzosopran og orkester, Berlioz’ ”Nuits d’été”.

Sangsolist var Christine Oelze (1963), en stjerne på Covent Garden.

Surprisekoncert, 24. januar

Surprise-koncerten lå dette år ekstremt sent. Til gengæld kunne Collegium allerede kl. 19.15 byde velkommen med Jens Østergaard, der inden hver koncert introducerede aftenens værker.

Efterhånden som det rygtedes, hvor spændende og det er ikke overdrevent, at man kunne møde halvdelen af publikummerne allerede her kl. 19.15. ”Elverhøj-ouverture” skulle jo være der, men for afvekslingens skyld var vi sommetider gået over til at lægge den sidst i programmet og som en optakt til de øvrige obligatoriske stykker.

Ouverturen til ”Wilhelm Tell” lagde stærkt ud og igen med Lars Holms suveræne intro godt assisteret af de øvrige cellister. Derefter var flyglet rullet frem til canadiske Louis Lortie (1959), en af sin generations store pianister, og han tryllede med Mozarts C-dur, nr. 21.

Som motto efter pausen havde Michael valgt et ungarsk tema ”Eljen A Magyar”! Og i den ånd spillede vi Berlioz’ ”Ungarske March” fra ”Fausts Fordømmelse”, Kodálys ”Suite” fra operaen ”Hary János”, og det med Ulla Schmidt på det originale ungarske hakkebræt!

Så fulgte Liszts ”Fantasi over ungarske folkemelodier”, og her var Lortie igen klaversolist, en enkelt Strauss-polka havde også ungarsk tema, og endelig fik vi Hubays violinhit, ”Hejre Kati” med violinisten som aftenens overraskelse.

Snart brød det løs, og jublen ville ingen ende tage.

Solist var ungarskfødte Anton Kontra. Se, det var en rigtig surprise!

Fjerde koncert, 7. marts

Koncerten blev dirigeret af Owain Arwel Hughes, II, den humoristiske engelske dirigent, der plejede at introducere sig selv med ordene: ”You have red wine, white wine and Owain”!

Collegium har altid sværmet for Respighis orkesterværker, og her var det hans Suite, ”Fuglene”, der var programsat.

Det hele tager udgangspunkt i Rameaus cembaloværk ”La Poule” og undervejs møder vi gøgen, duen, nattergalen og altså hønen.

DR’s harpenist, Caitriona Yeats (jo, hun er i nær familie med digteren Yeats) var en fin solist i Carl Reineckes kammermusikalske harpekoncert, og efter pausen spillede vi Schumanns Første, ”Forårssymfonien”.

De overvejelser vi havde, da orkestret begyndte for, hvor grænsen for hvad et ca. 40 mands ensemble kan fremføre, var efterhånden rykket en del.

Femte koncert, 11. april

Den sidste koncert i serien havde kun et enkelt programpunkt: En komplet koncertopførelse af Griegs musik til skuespillet ”Peer Gynt”.

Ingen tvivl om, at denne grundidé med at opføre det fulde partitur til skuespilmusik af de store komponister var et scoop. Således også her.

Solistrollerne var stærkt besat. ”Solveigs Sang” blev smukt foredraget af Anne Margrethe Dahl, Søren Pilmark var den hæmningsløse Peer Gynt, Jesper Christensen den nådesløse Bøygen, anklager og dommer i én person, Ghita Nørby personificerede alt det kærlige i historien og fik med sin karakteriserende stemmeføring dramaet til at flamme op. Universitetskoret Lille Muko sang dertil.

Og så kunne vi i en programannonce orientere publikum om de fem datoer for den kommende sæson, 1999-2000.

Underskrevet Skandinavisk Tobakskompagni, Eksklusiv sponsor for Collegium Musicum.

Det var heldigvis Michael der åbnede sæsonen og vi havde just, og for anden gang, været sammen over sommeren ved klaverfestivalen nede ved Aix og havde tilmed også mødtes i Roskilde Domkirke til en koncert, der var dedikeret til Schubert.

Med tre fremragende solister dirigerede Michael ”Stabat Mater”. Skitserne til Schuberts såkaldte 10. symfoni var igen forvandlet til et sammenhængende værk.

Det var, som Schubert tilbagevendende meldte sig i vore drømme, og bad om hjælp! Og det skulle ikke blive sidste gang.

Herregud denne gudeagtige skikkelse fik kun 32 år på vores planet.

Første koncert, 10. oktober

Vi tog hul på abonnementssæsonen, og rammen var sat.

Fem koncerter i Tivolis koncertsal. Den hundesvære Berwald-symfoni, nr. 3, ”Sinfonia Singulèire” blev efterfulgt af Mozarts ”Exsultate jubilate” med herlige Inger Dam-Jensen.

I disse år var hendes karriere højtflyvende, og man kunne opleve hende på både Covent Garden og ved Glyndebourne festivalen.

Jeg havde på Ingers opfordring skrevet en lille Mozart-kadence til hende, for kadence-tilberedning har i mange år været en af mine bibeskæftigelser.

Også efter pausen var Inger i centrum med fem Grieg-sange.

Som afslutning spillede vi Kodálys ”Danse fra Galánta”.
Abonnenter med skarp hukommelse ville kunne påpege, at dem havde de hørt før.

Anden koncert, 14. november

Ved den anden koncert startede vi med blot 13 blæsere på scenen.

Hans-Peter Frank dirigerede Strauss’ tidlige ”Es-dur Serenade”, og gav her blæserne lejlighed til at fremvis alle deres kvaliteter.

Jeg holdt mig i baggrunden og overlod fløjtestemmen til Mikael Beier der altid løser opgaverne til perfektion.

”De Fire Temperamenter” er andet end musik af Carl Nielsen. Paul Hindemith skrev under anden verdenskrig også sådan et værk, men for klaver solo og orkester. Hans Pålsson (1949) var en yderst kompetent forløser af den kringlede musik.

Efter pausen et af alle orkestermusikeres favoritter, Mendelssohns tredje, ”Den Skotske”.

Ikke så svær som ”Den Italienske”, men fuld af herlige indfald og melodisk stof til overmål.

Tredje koncert, Surprisekoncert, 19. december

Surprise-koncerten lå i Michaels hænder, og selv om programmet traditionen tro først blev annonceret på dagen havde vi dog fortalt, at man kunne opleve David Geringas i Tjajkovskijs ”Rokoko-Variationer” og inden da Glazunovs ”Vinteren” fra ”Årstiderne!

Efter boblerne for publikum i pausen bød Michael på ”Lille Frøken Snefnug” suiten af Rimskij-Korsakov, der slutter med ”Gøglernes Dans”.

Geringas kom tilbage, og vi fik et forrygende stykke (Rokken) af celloens Paganini, David Popper.

Fra det store Lumbye katalog spillede vi ”Juleaften”, en vals og ”Glædeligt Nytaar”, galop. Endelig efter det trykte kunstprogram ”Elverhøj ouverturen”!

Fjerde koncert, 6. februar

”De spiller godt i det lille fritidsorkester, rigtig godt” sådan kunne man i Politiken bl.a. læse om vores fjerde koncert.

Jac van Steen optrådte som gæstedirigent og stjerneviolinisten Antje Weithaas gæstede her Collegium for anden gang og efter hendes store succes med Mendelssohn.

Koncerten sluttede så med en medrivende opførelse af Beethovens violinkoncert.

Politiken skrev om solisten: ”Hun intonerede krystalklart, og den slanke tone har en kerne af lysende, smeltende sødme, helt blottet for sentimentalitet. Det var nervepirrende og forførende i sin intensitet”.

Først spillede vi Haydn nr. 98, og endnu engang mødte publikum Stravinskijs pokerfjæs i hans ”Jeu de Cartes”.

Politiken bar jahatten uden blusel: ”Haydn stod dejlig stramt og friskt med tæt klang, præcist afrundede detaljer og skarpe kontraster”.

Og om Stravinskij: ”… musikken dansede også, og den delikate instrumentation kom herligt til sin ret”.

Hvabehar!

Femte koncert, 2. april

Tango var og er oppe i tiden. Skulle man så til Argentina for at finde en bandoneon-solist?

Nej, blot op til Norge. Ved koncerten den 2. april, den sidste i rækken, var Per Arne Glorvigen (1963) en suveræn solist i Piazzollas Bandoneon-koncert.

Michael indledte med en perfekt udgave af Debussys ”Childrens Corner”.

Særlig bemærkelsesværdig var nok Bjørns obosoli i ”Den lille Hyrde”.

Efter pausen Ravels uudgrundelige ”Pavane” med Per på den fine hornsolo og til sidst Helene Gjerris som sopransolist i Manuel de Fallas ”El Amor Brujo”.

Pressen skrev: ”Et smukt sammensat program og en fin koncertaften”.

Michael byder i salsprogrammet velkommen til orkestrets 19. abonnements-sæson.

Fem koncerter med danske og udenlandske solister og stadig med Skandinavisk Tobakskompagnis generøse støtte.

Han bemærker også, at der er grøde i luften, og at DR nu bygger en ny stor koncertsal i Ørestaden. Både Michael og jeg har fulgt de forskellige planer for et nutidigt koncerthus tæt på.

Første gang var i forbindelse med etableringen af Øresundsbroen, hvor det svenske entreprenørselskab, der stod for hovedentreprisen, indkaldte en lille kreds af musikmennesker i København til et møde for at få afklaret, om der var et behov for også at bygge en koncertsal. Når de nu alligevel var i gang.

Flere år senere blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om at bygge et koncerthus ved havnefronten. Michael sad i dommerkomitéen, og Henning Larsens tegnestue vandt konkurrencen.

Men Larsen meddelte sensationelt på pressemødet i forbindelse med prisoverrækkelsen, at han faktisk ville fraråde det. Beliggenheden var langtfra optimal! Luften gik straks af ballonen!

Det blev så tid til at realisere generaldirektør Nissens store plan for Ørestaden.

Det faldt sig sådan, at flere ting spillede sammen og skulle involvere mig i processen. Først fik jeg en advarsel. En af vores drenge gik i skole med den arkitekt, der havde tegnet og tilrettelagt de københavnske metrovogne.

Han sagde ”af sparehensyn bliver det ikke med gummihjul. Måske metallet vil skrige lidt ved opbremsninger”. Det lød ildevarslende. Vores genbo er geolog, og han kunne fra sin side advare om, at man muligvis, på grund af kridtunderlaget, ville kunne høre metroen i koncertsalen og især i salen på Rosenørns alle.

Men Metroen blev i Ørestaden lagt over jorden, og heldigvis fik vi ingen af generne. Det tredje tilfælde var nok så interessant.

Ved et møde med Holger Bisgaard, der dengang var planchef i Københavns kommune, nævnte Holger, at det kunne være fantastisk, hvis man fra DR- metrostationen kunne følge rulletrappen direkte op til koncertsalen. Om jeg ikke syntes det var en god idé! Ja, hvorfor ikke. Det syntes jeg var en brillant idé!

Men det blev heller ikke til noget, for bygningen af Rigsarkivet, hvis nybygning dengang var planlagt som nabo til koncerthuset, blev aflyst, og så rystede man posen med beslutningen om, hvor metrostationen skulle ligge.

Nå ja. Nu fryser vi i den blæst, der synes uundgåelig derude på Amagersletten.

Og Collegium 2000-2001? I finder os fortsat i Tivolis koncertsal.

Første koncert, 15. oktober

Ved vores 19. sæsons første koncert stod Michael selv på broen. Det blev et brag af en flot åbning.

Først med Mendelssohns romantiske ”Meeresstille und glückliche Fahrt”, derpå et af Mozarts skønneste værker, tre pragtfulde satser i hans ”Concertante” i Es-dur.

Med den havde Kim Sjøgreen og Bjarne Boie fejret triumfer i både Berlin og ved vore søndagskoncerter. Her var det en veltrimmet duo fra Østrig, verdensstjernen Thomas Zehetmair (1961) og hans kvartetkollega fra Zehetmair-kvartetten, Ruth Killius (1968) på bratsch, der med varme og præcision strøg og smøg sig igennem herlighederne.

Efter pausen bevægede vi os til Argentina med Ginasteras artistiske og raffinerede ”Variaciones Concertantes” og endelig karnevalsstemninger i Milhauds ”Bøffen under Taget”, hvilket jo refererer til, at den svære komponist boede højt oppe under taget og med udsigt til sit elskede Paris.

Anden koncert, 3. december

Det var den unge canadiske Yves Abel (1963) der stod for den anden koncert i serien.

Abel var også dengang en anerkendt operadirigent. Siden har han gjort en bemærkelsesværdig karriere både som chefdirigent og med faste engagementer ved både Metropolitan og Covent Garden. Det var da også i operaens verden han lagde ud, Cherubinis ouverture til ”Medea”.

Men så fortsatte vi i Es-dur fra den første koncert, for Mozart skrev også en Concertante for fire blæsere i samme toneart. Det var naturligvis de fire helte fra træblæserne, Bjørn, Niels, Asger og Per, der satte ild til træet.

Efter pausen førte Abel os ud i naturen. Beethovens ”Pastorale” blev i romantisk iklædning en charmerende tur. Måske lidt mere naturalistisk end Beethoven havde forestillet sig, men absolut dyrevenlig!

Tredje koncert, Surprisekoncert, 21. januar

Når Collegium havde valgt at udskifte titlen Nytårskoncert med det mere uforpligtende (i en vis forstand) Surprisekoncert, var det i bevidstheden om, at det af praktiske hensyn ikke altid var muligt at afholde koncerten tæt på nytåret. Således også her.

Michael stod for ledelsen og åbnede med Beethovens ”Leonore-ouverture nr. 1”. Ikke den man oftest hører.

Nu var det Trio Ondines tur til at tage kampen op med Beethovens ”Trippelkoncert”. Jeg har tidligere givet udtryk for, at dette lange værk er ikke nemt at klargøre rent musikalsk. Og ikke mindst fordi, de tre solostemmer er så forskelligt konciperede både i udtryk og sværhedsgrad.

Men Trioen formåede alligevel at få skabt en helstøbt fremførelse. En stor bedrift af Martin Qvist Hansen, Jonathan Slaato og Erik Heide.

Efter pausen boblende Mozart, symfoni nr. 23 i D-dur.

Programmet fortsætte som et overflødighedshorn, men også et guldditto med J.P.E. Hartmanns og Oehlenschlægers ”Guldhornene” sat i ord med vægt og fylde af Nis Bank Mikkelsen. Carl Nielsens stille forspil til 2. akt af ”Maskarade” gled over i mere trylleri fra Lumbyes ”Drømmebilleder”, så mere Lumbye og endelig ”Elverhøj ouverturen” og ”Radetzsky”.

Stadig noget af et nytårsprogram.

Fjerde koncert,11. marts

Hvis det regner eller på anden måde er surt vejr, kan det sommetider være underholdende at læse mere end blot én avis.

Uanset hvilket emne man støder på, er det ikke så sjældent, at den forgangne virkelighed genspejles i diametrale modsætninger. Således også hvad angår Marianne Rørholm som solist i Wesendonk-Liederne i en instrumentation ved komponisten Hans Werner Henze.

I Politiken kunne man orientere sig under overskriften ”Visne Wagnersange”. Det visne var nok mest møntet på Henzes mere tørre udgave end den gængse romantiske. Nærlæsning afslørede imidlertid, at ”Rørholm sang i øst og orkestret spillede i vest”.

I Berlingske blev man mødt af overskriften ”Sangerindens fortælling”. Og i teksten, ”Aftenens lyspunkt var Marianne Rørholm som sangsolist”.

Også hvad det øvrige program angik blev man mindet om, at øret er et kompliceret organ og at transmissionen til de relevante hjernecentre synes at kunne give støj på linjen.

I Politiken glædede recensenten sig over dirigenten, franske Diego Masson (1935) der ”havde dejligt styr på Schumanns symfoniske partitur.

Berlingske indtog imidlertid det modsatte grundsynspunkt: ”Aftenen igennem skulle man minde sig selv om, at det faktisk er en række af Københavns fineste orkestermusikere der med mellemrum samles i fritidsorkestret Collegium Musicum – så ustabil var intonationen og så upræcise og utilstrækkeligt gennemarbejdede var fraseringerne”.

Udover Schumanns 4, d-mol symfonien spillede vi også Schönbergs ledsagemusik til en filmscene og startede det hele med Bartóks rumænske og transsylvanske danse.

Dem kunne begge avisers udsendte vældig godt lide.

Den femte koncert, 8. april

På papirer så denne koncert ud til at blive harmonisk i enhver forstand.

Klaversolisten Louis Lortie, II i Mozarts 27., B-dur koncerten, var fremragende, og dette og et varieret og lødigt program blev ledet af Michael ”varmt og medrivende” som man kunne læse efterfølgende.

Også den indledende Nielsens impressionistiske ”Pan og Syrinx” og Hornemans ”Gurre-suite” viste dansk musik fra den fineste side.

Da vi tilmed sluttede i alvor med Schuberts ”Ufuldendte”, kunne det vel ikke være bedre.

Jo, det kunne det desværre! Støjen ude fra det øvrige Tivoli var så anmassende, at Michael på et tidspunkt måtte udvandre og bede bagscenen om at stoppe bulder og brag ude fra haven.

Og så var den ikke engang åben.
Det var afprøvning af diverse forlystelser og højtaleranlæg.

Første koncert, 7. oktober

Mozarts ”Posthornserenade” med Ketils herlige solo, lå denne gang i hænderne på chefdirigenten.

Nu havde Bjørn og jeg haft først Del Mar, siden Dausgaard til at styre postvognen, men med Michael på bukken kom posten ud til tiden.

Siden 1991 har Christina Åstrand været 1. koncertmester i DR-Symfoniorkester.

Her ved koncerten spillede hun en sylespidst artikuleret Stravinskijs violinkoncert. Også sart men uden sentimentalitet. Det skal jo ikke glemmes, at Christina i de unge år især strålede igennem med ny- og nyere musik som Ligetis koncert og ikke mindst med sin udgave af Gubaidulinas ”Offertorium”.

Michael åbnede sæsonen med Webers ouverture til ”Oberon”.

Politiken skrev: ”Efter Webers Oberon kunne koncerten gerne være slut for mig. Da var jeg næsten lykkelig. Hvor ligger den tidlige romantik dog fantastisk godt for Michael Schønwandt og Collegium Musicum”.

Tak for det, Michael Bo!

Anden koncert, 25. november

Meget var anderledes ved den anden koncert. Koncertstedet var på forhånd lagt i Holmens Kirke. Tivoli var optaget den pågældende dag, og så blev det i stedet en kirkekoncert.

Mange havde set frem til at høre sopranen Henriette Bonde-Hansen. Også dette blev ændret. Anne Margrethe Dahl sprang ind i to store koncertarier.

Men som Jan Jacobi skrev efterfølgende: ”Man skulle da være et skarn, hvis man ligefrem klagede i den anledning. Få danske sangere formår som hun at virkeliggøre forestillingen om det storslåede – uden på nogen måde at svigte det vedkommende”.

Det var vores tilbagevendende gæstedirigent, Horia Andreescu der førte os igennem både Schuberts 4., ”Den Tragiske” i c-mol og gav os Mozarts ”Serenade Notturna” for strygere, en udsat solokvartet og fritsvævende pauker.

Det selvsamme værk var også på den forrige Torsdagskoncert i DR, men denne gang hørte vi ikke noget om upassende programlægning. Måske det slet ikke blev opdaget! Koncerten indledtes med Ligetis folkloristiske ungdomsværk, ”Rumænsk Koncert” fra 1951.

Surprisekoncert, 6. januar

Helt tilbage i Collegiums start havde vi formået at kunne præsentere vores publikum for Anne Sophie Mutter.

Nu var det et lige så stort scoop at have indfanget amerikanske Hilary Hahn (1979) til vores og Michaels nytårs- Surprisekoncert.

Superstjernen, nummer et på hitlisten i sin generation, havde valgt at kaste nyt lys over Sjostakovitj’ depressive violinkoncert. Hahn fandt helt nye sider frem, skønhed, lys og klarhed og det hele realiseret med denne ubesværede teknik og måske vigtigst en form for uskyld eller blufærdighed, der forvandlede og løftede denne nattemusik til noget vægtløst.

Men først Musorgskijs meteorlige ”En Nat På Bloksbjerg” og efter pausen en vidunderlig udgave af Tjajkovskijs kærlighedserklæring til Mozart, ”Mozartiana”, en Suite af fire satser. Derefter ikke mere fra den russiske buffet!

Aftenens anden solist, akkordeonisten James Crabb (1967) gav os Piazzollas ”Liber Tango”. Dette var før det halve musikliv begyndte at dyrke Piazzollas tangoer, og James Crabb var en af de første, der havde sat sig helt ind i stilen.

Tilbage kun ”Elverhøj”, Champagnebrus og taktfast ”Radetzsky”.

Fjerde koncert, 3. marts

Forholdet mellem aftenens ofte tilbagevendende dirigent Nicholas Braithwaite, III og orkestret var godt, men også uden ret meget ”gnist”.

Braithwaite er utrolig venlig og positiv, men ikke mindst hans Beethovens Anden, den energiske B-dur, faldt noget mat ud. Elisabeth fortsatte sin rejse gennem Mozarts klaverkoncerters dårende landskaber, og denne gang med nr. 18, B-dur koncerten. Men måske var det over for publikum lidt ubetænksomt at have så meget B-dur på én og samme koncert?

Braithwaite indledte overbevisende med Edgar Varèses ”Integrales”, og det var til gengæld en fest. 11 soloblæsere i heftigt kamp med fire slagtøjsspillere og med Niels T. og Bjørn C. i skarpe soli.

Femte koncert, 7. april

Michals tætte relation til Benjamin Brittens musik fik her noget af en sensation frem. Britten skrev i sin ungdom, og før de prægnante operaer, hørespilsmusik over fortællingen ”Odysséen” og med titlen ”Penelopes Redning”. Det var her i Tivoli en dansk førsteopførelse!

Fire sangere virkeliggjorde handlingen, og historien blev fortalt af Ghita Nørby. Ikke for ingenting er Ghita vokset op i et musikermiljø, og hun bevæger sig fuldstændig ubesværet rundt i selv meget komplekse partiturer og musikalske sammenhænge.

Michael førte os derefter igennem Brahms’ ”Haydn-variationer”. En fryd at spille for alle, og en virkelig god opførelse. Efter pausen lettede vi på låget og fløj igennem Haydns nr. 94, ”Paukeslaget”, en af de 12 London-symfonier.

Sjovt nok er, som Jens Østergaard forklarer det, paukeslaget ikke med i Haydns førsteudgave, men han tilsatte dette chokmoment for at vise konkurrenterne i London, at ”Haydn ikke var sådan at hamle op med”.

Eksistensberettigelse er et mærkeligt ord al den stund alt i naturen ikke eksisterer på berettigelse, men på evnen til at leve og overleve.

I Collegiums nu 20årige liv blev der tilbagevendende rejst spørgsmål om netop orkestrets eksistensberettigelse. Dermed gjorde man det ikke til et spørgsmål om levedygtighed, men om en bureaukratisk afgørelse: Vil vi have dem eller ej!

De første par sæsoner var der noget sensationelt over nyskabelsen. Vi blev inviteret til flere DR-Tv-produktioner, og der var radiotransmissioner fra de første koncerter. Men det holdt hurtigt op og kom aldrig igen.

Collegium blev alligevel spillet jævnligt i DR, men altid fra vore mange Cd-indspilninger. Også i dag kan man glæde sig over, at ikke mindst orkestrets og Michaels serie med Gades otte symfonier ofte finder plads på sendefladen.

Fra flere sider kunne vi tilbagevendende mærke forskellige former for uvilje.

Pressen opfandt hurtigt udtrykket ”Fritidsorkestret”, og netop ordet fritid blev brugt imod, at orkestermusikere anvender deres ”fridage”, hvor de formodedes at skulle lade op, til mere orkesterspil.

Denne tankegang og den måde at definere en orkestermusikers virke og ansættelse på lå i forlængelse af en gammelgermansk tankegang, der i virkeligheden går helt tilbage til enevælde og musikeren i rollen som en tjener, der underholder overklassen med sit spil. Tænk blot på Haydns stavnsbinding.

En helt anden form for definition af orkestermusikeren kender vi fra fx England og til en vis grad også fra Sverige, hvor man overlader det til den enkelte at styre sit kunstneriske virke. I tilfælde af fastansættelser dog med de begrænsninger, som tjenesten sætter.

I England har man kun visse steder fastansættelser i den form vi anvender i Danmark. Orkestermusikeren bliver derovre honoreret per opgave, men man har også fremhævet, at orkestermusikerens liv i fx netop London er meget stressfuldt.

Hvorfor og hvordan kunne dette ”fritidsorkester” så eksistere i mere end samfulde 25 år? For den enkelte musikere var det bestemt ikke nogen guldgrube.

Jeg har allerede fortalt, at vi, med vores lønninger, kun lige akkurat holdt os fri af sanktioner fra DMF. Man kunne så forledes til at tro, at hver musiker i Collegium i stedet ville have stor indflydelse på orkestrets virke og programlægning. Men dette var ikke tilfældet.

Collegium var oprindelig, som en selvejende institution, nogenlunde demokratisk i sin opbygning. Fra begyndelsen besluttede man at ”det centrale led og der hvor beslutningerne tages er bestyrelsen”.

Bestyrelsen bestod af orkestrets dirigent og kunstneriske leder, to af orkestrets venner, orkestrets formand og endnu et medlem fra orkestret. Bestyrelsen mødtes efter behov og konstituerede sig sådan: Michael, formand, Nils Dittmer, næstformand, Toke, sekretær og kasserer, direktør Peter Augustinus. Kim Sjøgren var orkestrets repræsentant.

Der blev afholdt nogle få medlemsmøder og nedsat en programkomité med Bjarne Boie og Asger Svendsen.

Jeg må erkende, at denne idealistiske start kunne vi ikke gennemføre ret længe.

Det vil jeg gerne undskylde over for orkestrets tidlige medlemmer. Det skulle vi ha’ gjort bedre! Men det havde også sine grunde. Den væsentligste lå nok i, at Nils Dittmer, der i realiteten var den største dynamo for orkestrets udfoldelser, slet ikke kom fra en demokratisk styret ledelsesform.

Som bankdirektør i Bikuben var han vant til hurtige beslutninger på ledelsesplan og med den smidighed i alle afgørelser, som dette giver mulighed for.

Dertil kom, at både Michael og jeg var travle i vores øvrige virke. Michaels karriere tog over årene et vældigt opsving, og han fik betroet chefdirigentstillinger i både Berlin og i København.

Mit liv som solist, kammermusiker og pædagog på DKDM betød, at når jeg i dag læser i en lommebog fra dengang, så blegner jeg over, hvor meget der skulle nås hver dag.

Endelig, og det var også en faktor, var orkestrets økonomi meget presset. Vi arbejdede hårdt på fra mange forskellige sider, at tilvejebringe et grundlag for fortsat at kunne afholde koncerter.

Alligevel må jeg nu, mange år efter, erkende, at vi kunne måske nok have grebet styringen af orkestret og dets programlægning m.v. mere demokratisk an.

En enkelt gang kom det til en krise, og det var i et af de første år. En kreds af medlemmer, hvoraf flere havde erfaring i bestyrelsesmæssigt arbejde, fik indkaldt alle medlemmer til et møde med henblik på at fastsætte en generalforsamling og at udvirke, der blev skabt et regulativ og fastere rammer for orkestrets udfoldelser.

Mødet blev ret så kaotisk. Ikke mange mødte op. De fraværende var tilsyneladende ligeglade med de demokratiske tanker, og herefter faldt det hurtigt tilbage til det, der allerede var.

Bestyrelsen havde den nævnte sammensætning i flere år og indtil Peter Augustinus stoppede. Derefter kom Søren Friis fra Dittmers forvaltning ind i stedet. Der blev afholdt et væld af møder med de forskellige og skiftende direktører fra Tobakskompagniet.

Michael, Dittmer og jeg havde desuden talrige møder med agenturerne, salene, grafikerne og alt muligt andet.

Men hvorfor var det alligevel en attraktion for de mange medlemmer, der trofast og med ildhu var en del af Collegium?

Først og fremmest opstod der en form for kammeratskab der i denne begrænsede gruppe skabte usædvanligt stærke bånd. Dernæst var det i virkeligheden den oprindelige grundstamme fra koncerten på Valdemar Slot, der udgjorde den centrale enhed.

I blæsergrupperne var der ingen udskiftninger alle årene igennem. Også blandt strygerne så man en gruppeidentitet, fx i bratschgruppen, der holdt sammen.

Kun i violingrupperne kunne man notere sig, at grundstammen var stabil, men at der var udskiftninger og især hos primoerne.

Men der var mere kit i posen! For Kapellets musikere var det en tilbagevendende mulighed for at spille symfonisk musik. Koncerterne havde også udviklet sig til at være en familiebegivenhed, for der var så godt som altid to eller flere fribilletter til hver musiker.

Blev man så kigget over skulderen når man spillede? Det gør man altid, men mindre her end i de stærkt administrerede orkestre. Endelig må vi også fremhæve Michaels personlighed og den store velvilje og imødekommenhed, han altid viste overfor orkestret.

Alle kunne mærke, at Michael her følte sig hjemme.

Aktivitetsniveauet var højt. De tilbagevendende koncerter, grammofonindspilninger, ture til Stockholm, Berlin, Bad Harzburg, Norge og forskellige steder i Danmark og endelig de to sommerturnéer til Sydfrankrig.

På forunderlig vis var humøret fristes jeg til at sige altid højt, og en følelse af frihed i kunsten hvilede over det hele.

Man kunne bare melde sig ud, kunne man jo. Det er også en form for frihed!

Første koncert, 29. september

Det skulle blive et Mozart-år. Collegiums træblæsere havde nyligen modtaget en Grammy Award for sin indspilning af Mozarts ”Gran Partita” og Gounods ”Petit Sinfonie”, så sæsonen fik særlig fokus på Mozart og på fransk musik.

Det var nu ikke så usædvanligt. Collegium boltrede sig altid i Mozart og fransk musik. Men nu havde vi spillet sammen i 20 år, og det skulle fejres.

Michael slog an til Mozarts ”Prager”, nr. 38. Politiken skrev: ”… dette var besnærende: hverken for tungt eller for kantet, men uforceret, gennemartikuleret i frit strømmende tempi, friskt, klart og strukturbevidst”.

Derefter kunne vi for første gang sige velkommen til en obosolist udenfor orkestrets rækker, Francois Leleux (1971) og det i et værk fra vor tid, Pendereckis eksplosive ”Capriccio” for soloobo og 11 strygere.

Også i anden halvdel strålede Leleux’ tone ud over orkestret og her i Martinus obokoncert. ”Virtuost og sprudlende virtuost” (Politiken).

Michael sluttede koncerten med Stravinskijs ”Divertimento”, en symfonisk suite fra balletten ”Feens Kys”. Også den høstede kun roser, i salen som i dagspressen.

Anden koncert, 10. november

Denne koncert skulle blive ganske usædvanlig! Collegium havde fået ny 1. koncertmester, og der blev hurtigt brug for Tim Frederiksens overblik og autoritet.

Dirigenten Zvi Carmeli (1974) var min opfindelse. Det udsprang af, at jeg havde optrådt med Zvi ved nogle kammerkoncerter i Israel, og det lykkedes dengang bratschisten Zvi at overbevise mig om, at han ikke alene kendte denne aftens solist rigtig godt, men også havde erfaring nok som dirigent til at styre forløbet.

Den beslutning var ikke min bedste som formand for orkestret! For hvad vi ikke vidste var, at den nu 80årige Ivri Gitlis (1922-2020) ikke kun var en levende violinlegende, han var også den største excentriker, jeg har mødt igennem mine 40 år som orkestermusiker.

Allerede under fredagsprøven var Tim opsat på at få koncerten aflyst.

Kombinationen af den uerfarne dirigent og en solist, der ikke på nogen måde ønskede at følges med hverken dirigent eller orkester, fik adskillige gange koncertmesteren til at se opfordrende op på formanden i fløjtestolen.

Vi fløjtede så af til pause. Og vi forhandlede. Ikke med Gitlis, for hvad skulle vi dog sige til ham? Han var udenfor pædagogisk rækkevidde.

I første omgang besluttede vi at tage det mest krævende værk af plakaten, Bartóks ”Rapsodi nr. 1”, for her var udsvingene mellem de trykte noder og Gitlis’ violin-rubato så udprægede, at han lige så vel havde kunnet spille sin solostemme i rutsjebanen udenfor.

Tilbage var så to solostykker af Saint-Saëns, ”Havanaisen” og ”Introduktion og Rondo Capriccioso”. Den noget rundtossede Zvi Carmelli skulle også nå at indstudere Mozarts vidunderlige A-dur, nr. 29 samt Coplands ”Appalachian Springs”.

Men Jan Jacoby havde ganske overraskende i Politiken en storartet oplevelse og beskrev Gitlis’ spil med ordene: ”Hvad han gør? Han leger. Sprælsk, drilsk og fandenivoldsk som en rigtig spillemand… ikke to øjeblikke i træk ved man, hvor man har ham”. Og det havde Jan Jacoby ret i, og det var netop problemet.

Vi skøjtede rundt, og Tim havde travlt med at holde styr på tropperne, for kun få skænkede stakkels Carmeli megen opmærksomhed.

Vi syntes dengang solisten var gammel, men Ivri Gitlis var livskraftig, levede yderlige 18 år, spillede og underviste, og døde først i december 2020 som 98årig.

Vi overlevede trods alt, men for mig skulle det blive meget værre og dog også på en vis måde ret så morsomt.

Det var min opgave at tage mig at solisten, og det startede med et voldsomt sammenstød, som fandt sted delvist over for publikum.

Gitlis stormede ind efter sit første solonummer og ville fortsætte med det næste, og dette på trods af, at publikum naturligt nok var på vej ud til pause.

Den aldrende solist råbte: ”jeg vil spille NU. Jeg kan ikke komme op igen med nok energi”! Det kunne man i grunden godt følge ham i. Han ville spare på det kvantum adrenalin, der var ham forundt. Jeg beroligede ham så godt jeg kunne.

Efter koncerten listede jeg op i Tivolis solistværelse for at føre Gitlis videre til en middag med sponsorerne. Gitlis var på toilettet og kom ud derfra med to toiletruller i hænderne, som han stoppede ned til sin Stradivarius og med ordene: ”det mangler altid på hotelværelset”!

På vej gennem København med kurs mod Valby kørte jeg gennem Istedgade, og her ville Gitlis absolut frekventere en tyrkisk grønthandler, der holdt sent åben.

Her købte han to bananer, nok også til hotellet, og noget barbergrej, men så ville han forresten ikke med længere, for der duftede stærkt fra bagbutikken af kebab, og han var allerede blevet ven med indehaveren.

Jeg fik ham omsider bugseret videre og ud til den franske restaurant, vi dengang havde her i Valby.

Sponsorerne havde ventet længe, men nu var han her, legenden.

Vi bestilte, og valget for Gitlis stod mellem kylling og lam. Jeg valgte det, han ikke tog. Det var klogt. Da de dampende retter kom på bordet betragtede han kritisk først sin kylling og dernæst mit lam.

I et snuptag havde han byttet rundt på tallerkenerne, i det han dog med sin dybe hæse stemme tilføjede: ”men jeg vil ha mine egne kartofler”, og så skovlede legenden ”sine” kartofler over på ”sin” tallerken.

Ikke desto mindre udfoldede han sig lige fra sin sene ankomst med stor charme, og drejede hele selskabet, og ikke mindst damerne, fuldstændig rundt om sine virtuose lillefingre.

Og det var ikke kun vores sponsorselskab, men alle i lokalet han gav fuld opmærksomhed. På et vist tidspunkt ringede fløjtenisten Janne Thomsen til mig fra Paris. Hun var en god ven af Gitlis.

Vi talte naturligt nok dansk sammen, og da Janne spurgte meget relevant: ”kan du klare ham”? svarede jeg ”Jo tak, men han er noget sigøjneragtig”. Og jeg undskylder over for læseren, at jeg dengang brugte denne upassende vending. Sigøjneragtig? Gitlis stemme var som et slangehug. Han havde forstået.

Tableau! Gitlis og jeg blev aldrig rigtig venner!

Surprisekoncert, 19.januar

Michael åbnede koncerten med fandenivoldske Beethovens Første.

Vi havde gennem en del koncerter haft stor glæde af Jeanette Ballards fine saxofonspil og ikke mindst i de franske værker af fx Bizet. Nu havde vi inviteret hende som solist i Jaques Iberts sprudlende saxofonkoncert, og det blev en sejr for den gennemmusikalske solist.

Vi havde imidlertid mere i ærmet. Efter pausen var, meget passende med den store saxofonsolo, Bizets ”Pigen fra Arles” programsat.

Derpå kunne vi ganske sensationelt præsentere den 16årige Vilde Frank (1986). Den nu internationale stjerne var dengang et næsten ubeskrevet blad, men her viste hun i Sarasates ”Carmen-fantasi” hvilket stof bladet er gjort af.

Michael kunne til publikums udelte begejstring overrække talentet 50.000 kr. fra Sonning-fonden, og Vilde kvitterede med endnu et halsbrækkende stykke violinmusik.

Jo da, der kom også de obligatoriske tre: Kuhlau, Lumbye og Strauss. Og som en ekstra overraskelse havde Gert Mortensen lagt et båthorn ind i Lumbyes xylofonsolo. Barnligt? Ja. Og sjovt.

Fjerde koncert, 9. februar

Der skulle igen en ændring til, for at koncerten kunne gennemføres!

Den annoncerede topdirigent, Dietfried Bernet meldte afbud, og så fik vi fløjet (som man siger i de kredse) en ny dirigent ind, østrigske Johannes Wildner (1956).

Programmet stod til gengæld uantastet, og det var godt gjort af Wildner! Ravels ”Pavane” med Pers hornsolo, Beethovens anden klaverkoncerten i B-dur med tyske Christoph Berner (1971) ved tastaturet og det med succes, så vi fik Schumann som ekstranummer.

Efter pausen en noget rodet udgave af Mozarts ”Haffner-symfoni”, men som et farverigt slutnummer Ravels ”Tombeau de Couperin”, forgyldt af Bjørns obospil.

Berlingskes Søren Schauser var især begejstret for Collegiums blæsere: ”Under en koncert som den i søndags sidder træblæserne og spiller stort set som en drøm – virtuost, stilistisk medlevende i alle tiders musik og fremfor alt loyalt, loyalt, loyalt”.

Tak for de pæne ord, Søren, for det var egentlig en svær koncert at komme igennem!

Femte koncert, 16. marts

De to studiekammerater fra ungdomstiden, Amalie Malling og Hans Pålsson mødtes her over Mozarts Es-dur koncert for to klaverer.

Dobbeltkoncerten blev spillet med lydhør finesse, nerve og teknisk overskud for de tyve travle fingre. Michael varmede op med Stravinskijs finurlige og superklassiske ”Pulcinella-Suite”, et stykke der vakte minder hos Collegiums mange veteraner, men også gennemsigtig musik med talrige soloer rundt omkring i ensemblet.

Musikken efter pausen var reserveret til Beethovens ungdomsværk, balletmusikken til ”Prometheus”. Også her er der rum for soloer i bl.a. fløjte, klarinet, fagot og solocello. Beethoven anvender her og undtagelsesvis også harpe.

Musikken er mest kendt for Finalens rondotema. Det må have rumsteret længe videre i Beethovens hoved, for vi genfinder det som 15 variationer og fuga for klaver og især for i sin endelige udformning at danne rygrad for Finalen af Beethovens Tredje, ”Sinfonia Eroica”.

For Jens Østergaard betød afslutningen på sæsonen også et farvel fra ham. Det vil sige, Jens skrev fortsat programnoter til det trykte program, men hans forrygende introduktioner inden koncerterne, måtte han stoppe med.

De tog for meget på ham, og han mærkede, at han ikke længere kunne tåle den store anspændelse, der altid var en del af hans sprudlende dynamik.

Den første koncert, 26. oktober

Michael indledte selv denne sæson, der skulle vise sig at være sidste i vores Tivoli-tid. At kalde Collegium et Mozart-orkester ville nok set i bakspejlet være en meget præcis angivelse.

På sæsonens første koncert fik publikum og orkestret mulighed for at opleve Mozarts tre sidste symfonier, en opførelse med tre mesterværker så forskellige de end er. Forunderligt nok er de komponeret i rap over sommeren 1788 dateret 26. juni, 25. juli og 10. august. Es dur – g-mol – C-dur. Det giver kuldegysninger, bare vi tænker på dem!

Berlingskes udsendte var begejstret. Han havde også været ude med riven i den forrige sæson og sammenlignet orkestret med et horehus hvor ”folk gjorde tingene på hver sin måde. Hvilket med rette faldt nogle for brystet. Beklager. I dag lyder orkestret meget anderledes”.

Anden koncert, 9. november

Koncerten indledtes med den italienske klangkunstner Respighis ”Fuglene”.

Solofagotten, Asger Svendsen, der i sin tid var uddannet i Rom, talte altid varmt om Respighis farverige værker, og de har vist sig at matche så fint til Collegiums klanglige ressourcer.

Norske Randi Stene i sort kjole med rød blomst indtog scenen og sang med sydlandsk temperament De Fallas ”Syv populære spanske sange”.

Efter pausen en flot og gennemarbejdet udgave af Mendelssohns ”Skotske”, men, som jeg har sagt flere gange, den er ikke så svær, til gengæld knaldgod!

Tredje koncert, Surprisekoncert, 11. januar

Michael var tilbage og i et rigtigt Collegium program. Vi sluttede med ”Elverhøj”.

En gennemlytning af diverse udgaver af den frapperende ouverture viser, at den aldrig falder ud på helt samme måde. Fx kan den pompøse indledning være både langsom og meget langsom og i forskellige grader af spændstighed.

Hos Michael er Kuhlau altid i optimal opsætning. Franske Pierre-Laurent Aimard (1957), i løsthængende skjorte og halvlangt hår, var intet mindre end forrygende i Chopins f-mol koncert.

Aimard er ikke mindst kendt som en fremragende Debussy-fortolker, men hans ”feeling” for det fuldblodsromantiske står ikke tilbage.

Efter pausen kom Aimard slentrende roligt ind, men angreb så klaveret i Presto-satsen fra Ravels G-Dur koncert. Formidabelt!

Michael indledte med Chabriers ”Suite Pastorale” – mange gode melodier! Og efter pausen fik vi også Iberts ”Divertissement”, et Collegium-nummer, der gik første gang i orkestrets første abonnementssæson.

Vi kan præsentere en koncertoptagelse af Chabriers ”Suite Pastorale”. Klik her.

Fjerde koncert, 8. februar

Carl Nielsen skuespilmusik til Oehlenschlægers skuespil ”Aladdin” havde dengang i 1919 en krank skæbne. Musikken blev revet fra hinanden, meget blev strøget, og da opsætningen var håbløs, faldt det hele til jorden. Og dette i en grad, så Nielsen ikke ville ha sit navn på plakaten!

Nielsen dirigerede selv i 1926 et udvalg af stykkerne, men først i nyere tid har musikere som publikum fået ørerne op for, hvilken skat der gemmer sig i de i alt 30 musiknumre.

Michaels og Collegiums koncertante opsætning var den første nogensinde, der ydede musikken fuld retfærdighed. En gennemarbejdet og videnskabelig udgave af partituret var netop blevet færdiggjort af Carl-Nielsen- udgavens musikforskere.

Ghita Nørby og Nis Bang Mikkelsen genfortalte handlingen, naturligt nok i en meget forkortet udgave, men også dette var gjort med nænsomhed og tilrettelagt af Wenzel de Neergaard.

Ulla Kudsk, Joachim Knop og Bo Anker Hansen reciterede og sang, og Koncertforeningens kor satte klangligt rum på forestillingen.

Det var en kæmpe sejr for dirigent og orkester, og publikum såvel som pressen var entydige i deres begejstring.

Femte koncert, 7. marts

Den sidste koncert i abonnementsserien var med Aarhus Symfoniorkesters kompetente musikchef, Giancarlo Andretta (1962), der også har været dirigentprofessor ved DKDM i København.

DR symfoniorkesters fremragende cellokoncertmester, bulgarske Stanimir Todorov (1967) var solist i Schumanns cellokoncert.

Andretta startede med en ukendt Rossini-ouverture, ”Korinths belejring”.

Efter pausen endnu en ouverture, denne gang af Cherubini. Koncerten sluttede med Schuberts herlige nr. 3, D-dur symfonien. Et gedigent Collegium nummer, hvis historie for os gik helt tilbage til begyndelsen.

Andretta fik talrige fremkaldelser, og jeg husker også hans prøvearbejde båret af ildhu og akkuratesse.

Denne sæson markerede endnu en milepæl i orkestrets historie.

Vi fik endnu engang anledning til at flytte koncertsted. Ingen tvivl om at Tivolis koncertsal i mange henseender er tilfredsstillende og det både akustisk og hvad service angår.

Samtidig var der et savn.

Odd-Fellow Palæets unikke atmosfære kunne vi ikke genskabe i denne store sal og på et sted, hvor salen er indkapslet i stemningen fra en forlystelsespark.

I denne sæson gennemførte vi to koncerter i Tivoli. Derefter var vi af praktiske grunde udelukket fra at benytte salen. Tivoli stod foran en stor ombygning og havde nye og andre planer for salens anvendelse.

I stedet genskabte vi stemningen fra Odd Fellow Palæet og rykkede med de tre resterende koncerter til Det kgl. Teaters gamle scene.

Denne manøvre var ikke enkel. For at kunne opstille orkestret til en symfonikoncert var det nødvendigt at opbygge en scene ovenpå orkestergraven.

Det var dyrt, men det var Tivolisalen også.

Første koncert, 26. september

Vi havde nu allieret os med et tidlige medlem af orkestret til at holde introduktion for publikum inden koncerten.

Troels Svendsen var kendt for sine underholdende og humoristiske radioprogrammer, og violinisten causerede over programmet i salen fra 19.15.

Michael stod så over for orkestret og startede Gades koncertouverture ”Hamlet”. Det skal ikke glemmes, at Gades gennembrud som komponist netop var med en ouverture, ”Ossian”.

Herefter opførte vi Schumanns 4., d-mol symfonien og i Collegiums slanke orkesterformation kom Schumanns instrumentation til sin ret.

Efter pausen Beethovens violinkoncert med Lisa Batiashvili (1979). Hun var også dengang en stærkt efterspurgt solist og havde samme år debut med berlinerfilharmonikerne og deres kollegaer i New York. Siden blev hun også Artist in Residence i N.Y.

Endnu engang en skøn Beethoven.

Anden koncert, 24. oktober

Her stod en gammel bekendt på podiet. Jan Wagner var 1. prisvinder ved en af de tidlige Malko-dirigent-konkurrencer. Også som chefdirigent for Odense Symfoniorkester har han gjort sig positivt bemærket.

Wagner lagde ud med Bartóks ”Dansesuite”. Derefter kom en af vore tilbagevendende solister, den følsomme og kultiverede Ralph Kirschbaum på scenen i Elgars cellokoncert, som her for anden gang gik med Collegium.

Efter pausen dirigerede Wagner Sjostakovitj’ 1. symfoni, skrevet af en konservatorieelev, men hvilken elev!

Tredje koncert, Surprisekoncert, 19. december

Årstiden taget i betragtning var det i realiteten en julekoncert!

Dirigenten, Andrew Greenwood (1955-2022) havde gennem flere sæsoner dirigeret Kapellet ved flere operaproduktioner, og med succes. Her stod han for første gang over for Collegium, og han lagde ud med Brittens Suite over engelske folkemelodier, ”A Time There Was”.

Få sangere herhjemme har en så stor plads i publikums hjerter som Gitta-Maria Sjöberg, og på Teatret hvor vi nu var, indtog hun i disse år alle de dramatiske sopranroller.

Her sang hun de vidunderlige ”Chants d’Auvergne” af den ellers ret så ukendte komponist Canteloube.

Efter pausen hørte vi hende igen med julemusik, Adams ”O, helga Natt”. Publikum skulle også røre stemmebåndene, og minsandten om ikke Gitta-Maria til slut sang for i ”Glade jul, Dejlige jul”.

Inden da nåede vi også omkring Tjajkovskij og ”Nøddeknækkersuiten”, Kuhlaus ”Elverhøj” og Vaughan Williams ”Prelude on an old Carol Tune”.

Fjerde koncert, 6. februar

Med Michael tilbage på den sindrigt opbyggede orkesterpodium foran Gamle scene startede vi med en af vore klassikere, Mozarts ”Haffner-symfoni”.

Dernæst et dejligt genhør med den franske toppianist, Pierre-Laurent Aimard. Han var solist i såvel Mozarts B-dur som i Stravinskijs hundesvære klaverkoncert med blæsere, en koncert som Stravinskij selv optrådte med i København.

Michael sluttede med Stravinskijs ”Lille Suite nr. 2”.

Femte koncert, 1. maj

Michael havde over adskillige sæsoner lagt en linje, som vi fulgte og med stor succes.

Det var begyndt med Griegs musik til ”Peer Gynt”, Brittens drama ”Penelopes redning”, dernæst Carl Nielsens ”Aladdin-musik” og nu det fulde partitur med Sibelius’ scenemusik til Shakespeares ”Stormen”. Næsten aldrig spillet udenfor Finland, men højdramatisk og spændende musik.

Den dramaturgiske indretning var med fin sans for det muliges kunst foretaget af Wenzel de Neergaard. Ghita Nørby var fast stjernegæst ved alle disse events, og det kunne lade sig gøre, fordi Ghita er gennemmusikalsk og tilmed opvokset i et musikermiljø.

Universitetskoret Lille Muko medvirkede også.